Lidt om Bibel-skolen
Bibel-skolen er ikke lavet af et trossamfund eller en organisation.
Mine forældre (Esther og Hans) startede "Den Kristne PC-klub" i 1990. Det blev så senere lavet om til Bibel-skolen. Det er også dem, som har lavet det meste af det, der ligger på Bibel-skolen. Men efterhånden som de blev ældre, begyndte jeg at hjælpe lidt til med at styre hjemmesiderne. Efter min fars død har jeg (Kim) overtaget vedligeholdelsen af Bibel-skolen. Jeg lægger også engang imellem nye ting op (på hjemmesiden), men jeg gør det i et væsentligt langsommere tempo, end mine forældre gjorde.
Det er ikke nogen hemmelighed, at mine forældre og jeg er Syvende Dags Adventister (en protestantisk frikirke). Men det er heller ikke så vigtigt, fordi ALLE, som oprigtigt ønsker at lære mere om Bibelen og Guds vilje, er velkomne her på Bibel-skolen, uanset hvilket trossamfund man kommer fra. Man er også velkommen, hvis man slet ikke tilhører noget trossamfund. Bibel-skolen er ikke tiltænkt nogen bestemt organisation eller noget bestemt trossamfund, men er for alle, som er interesserede i at studere og lære mere om Guds ord.