Trosprøver.
Sabbatshelligholdelse.
En Assurancemand stilles på hård Prøve.
Hr. B. havde en ledende Stilling i et stort Assuranceselskab i en By i Øststaterne. Dette Selskab havde en Aftale om, at ingen, der var ansat hos dem, skulle have Lørdagen fri. Den uundgåelige Regel var, at alle skulle sidde ved deres Skrivebord Lørdag Morgen. Hr. B. kendte godt til denne Bestemmelse.

Der blev holdt Bibellæsninger i denne Mands Hjem for hans Hustru og Søn, som begge var meget interesserede. Han hørte på dem nærmest af Høflighed og var også en Smule nysgerrig, men det var slet ikke, fordi han ønskede at blive oplyst af anden om Bibelens Lære. Han hørte ikke til de åbenhjertede, og Læreren følte, at det var meget vanskeligt at få ham til at tilkendegive sin Indstilling overfor noget Sandhedspunkt. Hans indre Tanker og Følelser var skjult af et utilnærmeligt og tilsyneladende urokkeligt Ydre.

Udtrykket: "Det stille Vand har den dybe Bund" syntes at passe godt på Hr. B.s Karakter. Den eneste Gang, han syntes at være interesseret i Bibellæsningen, var, da "Dyrets Mærke" blev fremholdt. De overraskende Kendsgerninger, som kom frem i dette betydningsfulde Emne, gjorde Indtryk på ham. Hans Indesluttethed forlod ham. Hans lange Tavshed blev brudt af et Antal Spørgsmål angående de Begivenheder, som ledte til Gennemførelsen af den falske Sabbat.

Fra denne Stund forøgedes hans Interesse. Hans Hustru var blevet døbt, og hans Søn havde bestemt sig til at tage det samme skridt næste Gang, der skulle holdes Dåb. Det kom da tydeligt frem, at Faderen ville døbes sammen med Sønnen, men der var spørgsmålet om Sabbatten, som Familieforsørgeren måtte se i Øjnene, idet der var Sandsynlighed for, at han ville miste sin Stilling. Til sidst afgjorde han Spørgsmålet i sit Hjerte, dernæst aftalte han det med Gud, og til sidst ville han ordne det med Arbejdsgiveren.

Dette skete i Ferietiden, da han vikarierede fol sin overordnede og derfor uden Vanskeligheder var i Stand til at tage hver Sabbat fri. Menigheden fik at hore om hans Forhold, og der blev holdt særlige Bønnemøder, hvor man bad om, at Herren ville lede alt for denne Mand, så at han, om det kunne blive til Guds Navns Forherligelse, måtte få Lov til at forblive i Assuranceselskabet, og at en himmelsk Indflydelse måtte påvirke Ledelsen, så at den ville være villig til at beholde ham.

Da Øjeblikket kom, og han skulle forelægge denne vigtige Sag for sine overordnede, fortalte han dem uden Frygt og Tøven om sin nyfundne Tro og om, at det var blevet hans Overbevisning, at han skulle holde den sande Sabbat. Hans overordnede lyttede med udelt Opmærksomhed til hans Beretning og sagde så: "Vi beundrer Dem for Deres Mod, men De kender jo til dette Selskabs Regler. Hvad skal vi gøre ved det?"

Hr. B. svarede: "Jeg er klar over, at jeg ikke kan beholde min nuværende Stilling, men Herrer vil ikke slå Hånden af mig af denne Grund, idet jeg har taget dette Skridt for min Gud. Der må sikkert kunne findes en eller anden Plads til mig indenfor dette store Foretagende."

I sit Hjerte havde han en Følelse af, at Gud havde hørt de Bønner, der var blevet opsendt for ham, og at der ville blive tilvejebragt en Ordning. Et var han dog sikker på: Han ville være tro overfor Gud, enten han fik Stilling eller ej. Jo, "der må kunne findes en eller anden Plads indenfor dette store Foretagende", og det blev der. De oprettede en helt ny Afdeling og indsatte ham som Leder deraf. Således blev Hr. B. på Stedet for at aflægge sit Vidnesbyrd om Helligholdelsen af Guds sande Sabbat. Der var Således skabt et Precedens, Assurance Selskabets urokkelige Lov var brudt. "Det var... dig, Herre, som gjorde det'"

Prøven ved Tabet af en indbringende Stilling.
En ung Mand, der var Katolik, og som vi vil kalde Hr. A, blev interesseret i Budskabet og begyndte at modtage Undervisning. Hans Hustru havde allerede antaget Sandheden og var Medlem af Menigheden, En Aften, efter at Sabbatsspørgsmålet var blevet fremholdt, kom han med denne Udtalelse: "For at blive frelst må jeg følge det fjerde Bud." Bibelarbejderen, der følte, at Guds Ånd påvirkede hans Hjerte, opmuntrede ham til straks at bestemme sig til at følge Gud i Tro. Dette var i Depressionsårene, Da Hr. A, havde en indbringende Stilling, var det en mægtig Trosprøve for ham at frasige sig den og tro, at han kunne få Arbejde et andet Sted, hvor han kunne få Sabbat en fri, medens Tusinder af Mennesker i den samme By var arbejdsløs.

Hr. A. behøvede Bibelarbejderens Opmuntring til at lægge sin svage Hånd i Guds og kaste sig i en nådefuld Faders kærlige' Arme i Forvisningen om, at hans vågende og kærlige øjne ville lede og føre dette nyfødte Guds Barn. Uden Hensyn til, hvad han ville støde på, tog han sit Standpunkt i fast Tro på. at den Gud, han adlød, ville sørge for ham under alle Forhold. (Matt. 6,25-34; Mark. 10,28-30.)

Dette Skridt krævede lige så megen Tro som den, de tre Hebræere lagde for Dagen, da de valgte den brændende Ildovn frem for at overtræde det andet Bud. (Dan. 3,1-18.) Den samme Gud. som udførte sit Mirakel dengang, ville også tage sig af Hr. A. Den Enfoldighed, hvormed denne unge Mand antog de hellige Ords Løfter, var opmuntrende. Han følte, at Gud ville velsigne hans Antagelse af den hellige Sabbat ved at give ham en Stilling til Trods for de forhåndenværende Arbejdsløshedsforhold og samtidig belønne hans Tro for øjnene af hans katolske Familie.

Han antog alle Sandhedspunkter og sluttede sig til Menigheden. Nu var han lykkelig i sin nyfundne Tro. Men hvad med hans Arbejde? Der gik Uger hen, og endnu havde han ikke været i Stand til at få en Stilling.

Tidligt en Morgen kom Hr. A. og Hustru til Bibelarbejderens Hjem. Han følte, at han behøvede en ny Tildeling af Styrke fra Gud, så at hans Tro ikke skulle svigte under de lange Dages Venten. Han behøvede en ny Forsikring om Guds Løfter. Efter en Bønnestund blev det aftalt, at Bibelarbejderen om Aftenen skulle komme til Hr. A.s Hjem, så de igen kunne anråbe Himmelen om Hjælp og Befrielse. Om Aftenen spurgte Bibelarbejderen denne Broder, om han var sig noget bevidst, der kunne hindre hans Bønner i at blive hørt, hvorpå de forskellige Sandhedspunkter som Tobak, Sundhedsprincipper, Tiende o. s. v. blev nævnt. Nej, der var ikke noget, han vidste om. Guds Løfter blev igen læst, og der blev bedt om et ganske bestemt Svar.

Efter at Arbejderen var gået, brugte Manden og Hustruen lang Tid til endnu en Gang at overveje de Spørgsmål, der var blevet stillet. Kunne de ved en Fejltagelse have overset noget Punkt' Guds Ånd mindede dem da om, at de havde tilbageholdt en Del af deres Tiende. Det var ikke gjort med Vilje, men ved en Forglemmelse. De lovede da Gud, at næste Morgen ville de bringe dette Forhold i Orden.

Der var Bønnemøde næste Aften. Så snart Arbejderen kom ind i Lokalet, traf han Hr. og Fru A., der ventede på at blive af med det, de skyldte Gud. Idet han rakte Konvolutten med det fulde Tiendebeløb til Bibelarbejderen, sagde han: "Nu vil Gud gøre sin Gerning! Det er Grunden til, at mine Bønner ikke er blevet hørt." Arbejderen bad dem at blive tilbage efter Mødet til en særlig Bønnestund. Nu blev Bibelarbejderens egen Tro sat på Prøve. Det var ikke mere et Spørgsmål om den unge Mands Tro. Han vidste, at Gud i Løbet af Ugen ville besvare hans Bøn. Havde nu Arbejderen tilstrækkelig Tro på, at Gud ville gøre det umulige og skaffe denne Broder Arbejde i denne Uge på en Tid, da det var umuligt at opdrive en Stilling? Idet Arbejderen var klar over Situationens Alvor, søgte han alene Gud i Bøn om særlig Hjælp og Tro til at stå fast i denne Stund, for intet måtte få Lov til at rokke den Tillid, som den unge Mand havde til Guds Løfter.

Da de alle tre senere bøjede sig i Bøn, fik de en Forsikring om, at Gud ville høre deres Begæringer, og den unge Mand fik en Stilling den selv samme Uge.

Tiendebetaling.
En Enkes Problem.
"Jeg er Enke, er 65 År gammel og afhængig af mit Arhejde. Ved hårdt Arbejde med alt muligt havde jeg sparet en lille Sum Penge, der skulle være til Hjælp i Vintermånederne. Indbefattet i denne Sum var min Tiende på 6,35 Dollars. Skulle jeg aflevere Pengene til Kassereren, eller skulle jeg holde dem tilbage og så erstatte dem på et mere belejligt Tidspunkt? Jeg havde ikke Udsigt til at få mere Arbejde og kunne med Nød og næppe få Pengene til at slå til, til Vinterens Fornødenheder. Dette Spørgsmål nagede mig fra Dag til Dag, indtil jeg i Fortvivlelse knælede ned ug sagde: "Herre, det er dine Penge, du skal have dem; men var så gud at skaffe mig et Hjem for i Vinter, og giv mig Føde og Varme." Jeg regnede med, at Svaret burde komme i Form af nye Muligheder for Arbejde, men den Eftermiddag kom en Bil fra en By, der ligger ca. 60 km borte, og en af mine Veninder og hendes Mand bankede på Døren. Efter at vi havde hilst på hinanden, sagde hun: "Jeg har været urolig over dig i en Uge, og vi er nu kommet for at tilbyde dig et Hjem hos os i Vinter eller så lang Tid af Vinteren, du bryder dig om at blive hos os. Både min Mand og jeg arbejder, men Huset er opvarmet, så du vil kunne have det behageligt, og du er mere end velkommen." Hvem vover at sige, at Gud ikke havde sendt disse Venner som Svar på min Bøn, eller hvem kan sige, at der ville være blevet sørget for mig hele den lange Vinter, dersom jeg havde undladt at bestå Prøven på at være ærlig overfor Gud? Jeg har lært min Lektie. Jeg har prøvet Gud og fundet, at hans Løfter er sande. Det betaler sig at give Gud det, der tilhører ham, og at stole på hans Varetægt."

Troskab belønnet.
"Da jeg antog Sandheden, mistede jeg min Stilling, fordi jeg ville holde Sabbatten. Jeg søgte efter Arbejde i mange Dage, men uden Resultat. Til sidst kom den Dag, da Familien var uden Mad, og vi havde ingen Penge, hvormed vi kunne skaffe os det allernødvendigste til Livets Ophold. I en af Kornmodeskufferne fandtes 25 Dollars, som var Tiende af den sidst modtagne Løn. Nu blev Fristelsen stor. Skulle jeg bruge Herrens Penge til at købe Mad til Familien i denne Nødens Stund, eller skulle vi alle sulte? Ondskabens Hære agiterede for Hungerens Tilfredsstillelse, medens Samvittighedens Stemme mindede om Lydighed mod Gud. Efter at jeg havde drøftet Situationen med min Hustru og Børnene, bestemte vi, at vi hellere ville gå sultne i Seng end røre ved Herrens Tiende, Vi lagde vor Sag frem for vor himmelske Fader, idet vi vidste, at han forstod vor Trang og ville sørge for os på sin Måde, Næste Morgen fik jeg Besked på, at jeg kunne stille til Arbejde, og siden da har jeg haft fast Arbejde. Gud har velsignet mig i finansiel Henseende, så jeg nu kan stå i forreste Række blandt dem, der giver rigeligt for at afhjælpe Nøden indenfor Guds Sag. Herren har ikke blot sat en fremtidig stor Belønning til Side til sine trofaste Børn, men også i dette Liv giver han dem tusind Fold for deres trofaste Tjeneste."

En Forandring i Hjemmet.
"Det var mit Privilegium at besøge en velhavende kristen Landmands Hjem," skriver en Prædikant. "Med stor Tilfredshed viste han mig rundt på Ejendommen, viste mig de fine Køer, Markerne med det gyldne Korn og de rummelige Stalde og Lader. Alt på Stedet vidnede om omhyggelig Planlæggelse, om Driftighed og om "Herrens Velsignelse", der "gør rig" (Ord. 10,22). Da jeg vidste, at denne Broder kort Tid i Forvejen havde været en fattig Mand, der var plaget af Masser af Gæld, var jeg interesseret i at få at vide, på hvilken Måde han havde skaffet sig Penge og fået tilvejebragt en sådan Forandring. Vi satte os I Græsset tor at få en fortrolig Samtale og han fortalte mig da om sine Erfaringer omtrent på denne Måde

"Jeg havde i Årevis været en kristen af Navn, men Lydighed overfor Sandheden var mere eller mindre en Slags Trældom for mig. Jeg vidste imidlertid, at den syvende Dag var Sabbat, og derfor holdt jeg den. Jeg troede også på Tiendesystemet, og for at dulme min Samvittighed betalte Jeg lidt nu og da, men aldrig så meget, for jeg var bekymret over min Gæld og Familiens Behov og følte. at jeg ikke kunne afse en hel Tiendedel af alt det, jeg tjente, for at give det til Herrens Skatkammer. Mit Argument var, at Godgørenhed begyndte i Hjemmet, og at den Mand, der ikke Sørger for Sit eget Hjem, er værre end en Fritænker. Til Trods for al vor Spinken og Sparen var vi dog altid i Nød, og alt syntes at vende sig imod os.

En Dag, da jeg var ude på Marken, blev jeg grebet af den Overbevisning, at vi bedrog Gud; for den Smule Penge, jeg havde givet til Menigheden, var slet ikke Tiende, Jeg havde ikke System i mit Regnskab, og der var ingen Måde, hvorpå jeg kunne vide, 0m Jeg gaven Femtedel, en Tredjedel, en Niendedel eller en Tiendedel af min Fortjeneste, skønt Tienden er en afgjort Tiendedel lige så vist, som Sabbatten er den syvende Dag. Idet Jeg tænkte mere over Sagen, følte jeg mig som en Tyv. Min Kone og jeg talte sammen om Tingene, og vi lovede hinanden, at vi ville føre Regnskab over Guds Penge og trofast give Herren den Del, del til hører ham. Hun tog sig al Hjemmets Affærer og Jeg af de almindelige Forretninger. Vi kom til den Slutning, at hvad vi fik fra Haven var en Fortjeneste lige såvel som Penge, vi fik fra andre Kilder, og som vi købte Grønsager for i en Forretning. Min Kone hængte så en pæn Skriveblok op i Nærheden af Køkkendøren med en Blyant ved Siden af. Dersom et halvt Dusin Æg blev brugt til Madlavningen, blev de opført på Køkkenets Regnskab til Dagsprisen. I Virkeligheden blev alt, hvad der kom på Bordet, bedømt i Penge, og det Beløb, der skulle betales i Tiende til Herren for hvert Måltid, blev nedskrevet. Vi var helt overraskede over at se, hvor meget vi tidligere havde røvet fra Gud, hvad disse små Ting angik. Det varede ikke længe, før Menighedens Kasserer blev helt overrasket over de Tiendebeløb, vi indbetalte."

Det var Hovedindholdet af Mandens beretning. Ville en sådan Forandring i Hjemmet resultere i Velsignelser? Ja, i Sandhed, det viste sig på hundrede forskellige Måde. Dersom I kunne have set det Kaos og den virkelige Fattigdom, der herskede i den Familie tidligere, og sammenlignet med den Orden og Harmoni, der nu eksisterer, ville I blive overbevist om, at Forsøget på at få System I Husholdningen for at kunne betale en ærlig Tiende bringer Velsignelse med sig.

Denne Broder sagde, at så vidt han kunne se, havde hans Tiendebetaling ikke forandre Naturens Love. Markens Afgrøder havde Ikke manglet mere Regn end tidligere, og Prisen på Landbrugsprodukter var heller ikke steget noget nævneværdigt. Han havde ikke arbejde hårdere end tidligere, for han havde altid været flittig. Da han bestemte at give en ærlig Tiende af alt det, han havde, blev Himmelens Vinduer åbnet, og Malakias' Velsignelser kom over Hjemmet. Hans Velstand var et Vidnesbyrd til Egnens Folk om, at Guds Plan med Hensyn til jordisk Finansiering er den bedste."