Jeg var kørt ind på en benzinstation nogle få kilometer fra en af de store byer i sydstaterne for at få bilen smurt. Da en mand kom hen, hvor jeg stod, tænkte jeg, at det måske var tankstationens ejer. Han hilste venligt på mig og sagde: "Nå, hvordan står det til?"
"Jo, jeg er lykkelig," svarede jeg. Han så på mig, som om han ikke rigtig kunne forstå, hvordan nogen kunne være lykkelig. Jeg lod ham forstå, at det var min Kærlighed til Jesus, som gjorde mig lykkelig.

Han så mig lige ind i øjnene og sagde: »Ham tager jeg med mig overalt, hvor jeg går."
"Ja så!" udbrød jeg, "det må De fortælle mig noget mere om."

"For fem år siden var jeg en dranker. Da min kone og jeg blev gift, skænkede ingen af os Gud eller religion en tanke. Jeg var på det tidspunkt leder i et af Amerikas store tekstilfirmaer," sagde den fremmede, som stod ved siden af mig.

"Jeg var en dranker, uden Gud og uden håb. Det blev efterhånden værre og værre. Firmaet behandlede mig godt i håb om, at jeg ville overvinde vanen med at drikke. De flyttede mig fra det ene sted til det andet i håb om, at det kunne blive min redning. Men det hjalp ikke.

Til sidst blev de nødt til at meddele mig, at de ikke mere kunne bruge mig som leder. Det var det frygteligste slag, jeg har fået i mit liv. Hvis en fra min nærmeste familie var død, ville det ikke have været nær så smerteligt for mig. De sagde imidlertid, at jeg godt kunne arbejde for dem som almindelig sælger. Selvom det var ydmygende, var der intet andet for mig at gøre. Jeg begyndte igen helt forfra som sælger.

Dette frygtelige slag gjorde, at jeg begyndte at komme til mig selv. Min kone og jeg talte sagen igennem. Vi kom til den konklusion, at vi havde brug for Guds hjælp. Vi besluttede os til at gå i kirke den følgende søndag. Da vi havde været i kirke tre gange, tog vi begge mod Kristus som vor Frelser. Jeg drak mig aldrig mere fuld, men drak alligevel en cocktail eller et glas likør af og til. Jeg røg også og gik i biografen og til ball. Med denne lille forandring i min opførsel fortsatte jeg med at komme i kirken i tre år."

"En formiddag hvor jeg var i kirke, traf jeg en ny beslutning. Præsten fortalte om den lamme mand, som blev bragt til Jesus. Han sagde: 'Som I ved, kom de med ham på en båre. Den blev båret af fire mand. Der må altså have været en mand i hvert hjørne. Ingen af dem kunne helbrede manden. Formodentlig kunne ingen af dem hverken synge, undervise eller prædike.

Men de kunne,  hver især bære deres hjørne af båren og bringe den lidende mand til Jesus.' Mens præsten stod og talte den formiddag, sagde jeg ved mig selv: 'Sådan er jeg også. Jeg kan ikke prædike. Jeg kan ikke bede. Jeg kan ikke synge. Jeg kan ikke tale offentligt. Men Jesus, jeg er villig til at bære et hjørne af båren og bringe en eller anden til kirken eller i søndagsskole.' Måske kunne jeg på denne måde føre dem til Jesus.

Da gudstjenesten var forbi, gik jeg hen til præsten og sagde: 'Jeg vil gerne træffe en aftale med dig. Men først må jeg naturligvis fortælle dig, hvad den går ud på. Jeg er villig til at bære et hjørne af båren og køre folk til kirken eller i søndagsskole. Men det bliver på følgende bestemte betingelser: Hvis du nogen sinde beder mig om at bede offentligt, at holde en tale, prædike eller synge- disse fire ting - så gælder vor aftale ikke længere. For så vil jeg ikke mere have noget som helst med menigheden at gøre.

Præsten svarede: "Det er en aftale. Jeg vil aldrig bede dig om nogle af de fire ting, du har nævnt."
'Godt', svarede jeg, 'så går jeg i gang med at bære mit hjørne af båren.'

Jeg besluttede mig til at købe en stor bold. Den ville jeg give til en ung mand i menigheden, og så ville jeg sige til ham: 'Hvis du kan finde en eller anden, som gerne vil i søndagsskole næste weekend, men som ikke har nogen transportmulighed, så skriv navn og adresse her på bolden. Derefter giver du mig bolden tilbage, og så vil jeg hente ham i min bil.'
Da jeg købte bolden og fortalte ekspedienten i forretningen om min plan, forærede han mig en bold mere. Dem gav jeg til to unge mænd.
Den første søndag kørte jeg to personer til kirken. Men det varede ikke længe, før der var så mange passagerer, at jeg måtte køre to gange. Min ven, som havde en stor bil, begyndte at hjælpe mig. Gruppen af interesserede blev ved med at vokse. Når jeg kørte turen, indbød jeg alle, som ikke kom i nogen kirke, til at komme i vores kirke. Snart fandt jeg mig selv i gang med at fortælle dem lidt om min egen erfaring, da jeg fandt Jesus.

Nogle få uger senere købte menigheden en bus til at køre ad en anden rute. Busserne bragte hver over 5 personer til kirken om søndagen. Senere købte vi en bus mere og sendte den ud på en ny rute. Nu har vi to busser i gang hver søndag.

En dag købte jeg en filmfremviser, nogle film og et lærred, som jeg ville bruge, når jeg kom med mit vidnesbyrd om min vidunderlige Jesus. Jeg sagde til mig selv: 'Den maskine kan tale, det kan jeg ikke.' Næsten uden at bemærke det begyndte jeg at fortælle om mine erfaringer med Kristus - faktisk at prædike.
Det begyndte på en mærkelig måde en dag, hvor jeg var inviteret med hen i et fængsel. Nogle kristne venner havde bedt mig om at aflægge et personligt vidnesbyrd for fangerne. Det gik så let for mig, at det overraskede mig. Det blev faktisk startskuddet til, at jeg begyndte at prædike. Jeg begyndte at sætte mit filmlærred op overalt, hvor jeg kunne få lov til det. Et af stederne var et turistcenter, hvor jeg som sælger havde solgt varer for firmaet, jeg repræsenterede. Der har været op til 75 personer til stede ved et enkelt møde. Jeg talte både før og efter filmen. Det var sådan en slags vækkelsesmøder. Herren velsignede mig rigt. Nu holder jeg vækkelsesmøder, når som helst mit arbejde tillader mig det.

Det hele begyndte for to år siden. Den formiddag, hvor jeg besluttede mig til at bære et hjørne af båren, sagde jeg til Herren: 'Herre, jeg kan ikke indbyde mennesker til at komme til Jesus, så længe jeg selv går i biografen og bliver ved med at ryge, danse og drikke spiritus. Alt det lægger jeg nu ved korsets fod.' Siden da har jeg ikke deltaget i nogen som helst af disse tvivlsomme fornøjelser."

Han sagde alvorligt: "Jeg tager Jesus med mig, overalt hvor jeg går."
"Hvor mange bringer du sådan cirka med i kirke og søndagsskole hver uge nu?" spurgte jeg.
"Omkring 50. Der er faktisk meget at organisere," forklarede han.
"Kan du sige mig, hvor mange du sådan cirka har vundet for Jesus i de to år, der er gået, siden du overgav dig til Herren?"
Han tøvede et øjeblik. Hans ansigt strålede af kærlighed til Gud. Så svarede han stille og ydmygt: "Omkring 200."
Det, som især interesserer mig ved denne kristne mands arbejde for andre, er, at han selv overgav sig helt. Ellers ville 200 personer ikke betyde så meget. Men når et menneske skiller sig af med alle sine kæreste afguder, er vi klar over, at han har fået en dyb erfaring. Den har en solid grundvold. Han kan vise syndere vejen til Gud.
 

Lad os et øjeblik analysere, hvilke skridt denne elskelige mand tog i forandringen fra drukkenbolt til vækkelsesprædikant.
Først nåede han til et punkt, hvor han nærede mistillid til sig selv. Han erkendte sit nederlag. Han var blevet afskediget fra sin ansvarsfulde stilling.
Derpå gik han til Gud.
Derefter forenede han sin egen svaghed med Guds styrke, sin uvidenhed med Guds visdom og sin uværdighed med Kristi fortjeneste og gik ud for at gøre den smule, han kunne. Herren øgede i høj grad hans evner. Disse tre skridt er meget enkle.

Men de ligger indenfor rækkevidde for enhver, som er villig til at tage dem.
Der er en, der har kaldt det første skridt i det sjælevindende arbejde for "mistillid til sig selv«. "Alle, som ønsker at samarbejde med Gud, bør først lære at nære mistillid til sig selv." Jesus gav os et forbillede, da han som menneske sagde: "Jeg kan intet gøre af mig selv" (Joh 5,30). Alle fremgangsrige sjælevindere har taget dette skridt. De erkender, at de selv er en fiasko. Hvis det skal lykkes, må de forene sig med Guds kraft.

Lad os se på Peters erfaring. Da Peter så, hvad Jesus havde formået, råbte han i mistillid til sig selv: "Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand" ( Luk 5,8) . Efter den bekendelse betroede Jesus ham en opgave med at vinde mennesker.
Hans løfte til ham var: "Fra nu af skal du fange mennesker" (Luk 5,10). Det er en enkel, men effektiv formel.
Det gælder også for Esajas. I beskrivelsen af et af sine syner fortæller han: "I kong Uzzijas dødsår så jeg Herren" (Es 6,1).
Denne herlige åbenbaring fremtvang disse ord fra hans læber: "Ve mig, for jeg er en mand med urene læber, ... og nu har mine øjne set kongen." Som et svar på den bekendelse kom en engel og berørte hans læber med et glødende stykke kul. Da hørte han Herren sige: »Hvem skal jeg sende? Hvem vil gå bud for os?«
Esajas, som skælvede ved fornemmelsen af sin egen uværdighed, glædede sig dog alligevel over muligheden for et samarbejde med Gud og svarede: "Her er jeg, send mig!" Da sagde Herren: "Gå hen og sig til. ..," Es 6,8-9.

Lad os så se på Jeremias, den unge profet. Beretningen står i Jeremias' bogs første kapitel. Han fik en forståelse af Gud og sagde: "Ak, Gud Herre, jeg er ung; jeg forstår ikke at tale!" Han nærede mistillid til sig selv. "Så rakte Herren sin hånd ud og berørte min mund, og Herren sagde til mig: 'Nu lægger jeg mine ord i din mund."' Det var Jeremias, der var Guds store profet i den første tid af det babyloniske fangenskab.

Der er også Daniel. Han fortæller, hvad der skete, da han mærkede den Helliges nærværelse: » Jeg blev ligbleg" (Dan 10,8). Han afskyede sig selv. Da sagde englen: "Daniel, du højtelskede mand, forstå de ord, jeg nu taler til dig« (Dan l 0,11). Gud brugte Daniel til at nedskrive det vældige syn, som udpegede tidspunktet for Jesu dåb, for hans død, for forkastelsen af den jødiske nation og datoen for begyndelsen af den undersøgende retshandling, som i dag finder sted i himmelen. Hvilken værdifuld og dyrebar arv for menigheden lige til endens tid!

Hvordan kunne det ske? På grund af Daniels ydmyghed. Han erkendte, at han intet var. Men Gud styrkede ham. Da Daniel forenede sin svaghed med Guds kraft, fik han stor magt.

Ved at forene sin uvidenhed med Herrens visdom blev han en af de viseste mænd på den tid. Ved at forene sin uværdighed med Kristi hellighed blev han i himmelens øjne til den "højtelskede mand". Vi kan også få den erfaring. Det er ikke noget, der er umuligt for os å at opnå. Det er ikke et dybt mysterium. Loven for at vinde andre er meget enkel. Vi må have mistillid til vort eget jeg. Da vil Gud give os styrke, visdom, mod og hellighed.

Johannes Døber erklærede, at han ikke engang var værdig til at løsne Mesterens sko. Johannes nåede meget højt op ad selvfornægtelsens stige. Intet under at Kristus erklærede, at af alle de profeter, der var blevet født, var ingen større end Johannes Døber. Også vi kan få del i den erfaring. Den opnås ikke ved at vi bestræber os på at virke lærde eller dybsindige eller på at gøre indtryk. Den opnås ikke ved egenkærlighed, selvophøjelse eller selvtilfredshed. En sådan erfaring opnås kun ved, at vi anbringer vor eget jeg ved korsets fod.

Lad os til sidst se på Paulus, den største nytestamentlige missionær. Det var ham, der sagde om sig selv, at af syndere "er jeg den største" (l Tim 1,15). Hvad fik ham til at se sig selv I et sådant lys?
Han havde set et glimt af den korsfæstede Jesus.

Gud brugte ham til at skrive 14 af Det Nye Testamentes bøger.

De blev skrevet af en mand, som ikke stolede på sig selv, på sin lærdom eller på sin egen retfærdighed. Hun havde fået lært lektien: "Jeg kan Intet gøre af mig selv."

Hvad er årsagen til, at vi ikke vinder flere mennesker for Kristus, end vi gør? Det gør vi vel i at overveje. Skyldes det måske, at vi ikke helt har overgivet selvet til Kristus? Jeg tænker ikke bare På ordet "overgivelse" i betydningen af at modtage Jesus som vor Frelser, men også i betydningen at dø fra selvet. "Dette er grunden til, at Herren forbigår dem, der er store, begavede og fremragende i verdens øjne, når han vælger folk til sit værk. Disse mennesker er alt for ofte stolte og selvsikre og føler, at de kan klare sig uden Guds hjælp."

Men drankeren, som blev vækkelsesprædikant, vidste, at han var en fiasko, Han nærede mistillid til sig selv. Han vidste, at han ikke kunne udrette noget uden overnaturlig hjælp. Håns venner havde ikke kunnet hjælpe ham. Til sidst overgav han selvet til Gud. Vi kristne, som er berusede af selvet, må også falde ned ved korsets fod. Lad os bekende, at vi meget let er blevet fornærmede, hvis andre ikke anerkender vore evner eller indsats