Willie Brinninger havde en talefejl. Han hakkede og stammede hele tiden. Det var næsten umuligt at forstå, hvad han sagde.
Men Willie ønskede at gøre noget for Jesus. Han ønskede at vinde mennesker. I et blad så han en indbydelse til et kolpotørstævne, hvor han kunne lære at sælge kristen litteratur. Tilbuddet gjaldt alle, som ville komme og lære deres salgstale. De ville få gratis kost og logi under stævnet. De ville også få rejseudgifterne betalt. Desuden blev der lovet, at hvis de trofast fulgte med i undervisningen og lærte deres lektier godt, ville de få både salgstilladelse og et distrikt at arbejde i.

Pastor Dickerson underviste ved dette salgskursus. Men da kurset sluttede, ville nogle af lederne ikke anerkende Willie. De sagde: "Han vil kaste skam over Gud værk.« De mente, at det ville være noget nær en fornærmelse at sende Willie ud til hjemmene for at sælge kristne bøger med en så alvorlig talefejl.
Men pastor Dickerson svarede: "Vi har lovet ham det. Vi har endda ladet det trykke i vort officielle blad. Han har opfyldt sin del, så vi er nødt til at holde vort ord. så vidt vi kan se, kan han sin beskrivelse perfekt." Derefter besluttede de at give Willi lov til at gå ud og prøve på at sælge bøger.

Kort tid efter begyndte Willi at indsende store rapporter til forlaget. Forlagslederen og flere andre var overbevist om, at Willi måtte skrive forkert. De sagde: "Willi ved åbenbart ikke engang, hvordan han skal udfylde rapporten."
En af salgslederne tog af sted for at se, hvad der var i vejen med Willi. De var nødt til straks at gribe ind, hvis Willi lavede fusk med sit arbejde.
Da de skulle begynde, sagde Willis salgschef: "Du kan tage det første hus her i formiddag, så tager jeg det næste. Men lad os følges ad. Jeg er meget interesseret i at se, hvordan du er i stand til at sælge så mange bøger." Willi gik ind på forslaget.

Da de ad landevejen nærmede sig det første hus, gjorde Willi tegn til sin ledsager om at følge med hen til et træ i vejkanten.
Her knælede Willi ned og fremstammede en bøn til Gud, mens tårer trillede ned ad hans kinder. Derpå rejste de sig og gik hen til huset og bankede på døren. En kvinde hørte, det bankede på, og lukkede op. Willi begyndte på sin salgstale for en bog.
Mens Willi forklarede, holdt han bogen sådan, at kvinden kunne se billederne og læse lidt her og der. Ingen forstod noget som helst af, hvad Willi sagde. Men han fuldførte hele sin beskrivelse af bogen. Derefter pegede han på priserne for de forskellige indbindinger og viste kvinden dem. Han pegede også på de leveringsdatoer. Han tog sin ordreblok trem og viste hende, hvor hun skulle skrive under. Og hun skrev sit navn på den prikkede linie.

I det næste hus var det salgschefen tur til at beskrive bogen.
Derpå var det Willis tur igen. Atter gjorde Willi tegn til sin ledsager om at følge med hen under et andet træ ved vejkanten.
Endnu engang knælede de ned for at bede. Willi bønfaldt igen himmelen om hjælp og om, at Helligånden ville påvirke kundens hjerte, selvom hans ord ikke blev forstået.
Det ellevte kapitel i brevet til hebræerne fortæller om, hvordan mange af troens mænd blev troshelte for Gud. Forklaringen er i et enkelt vers. Her er den: "(De) blev styrket, når de var svage" (Hebr 11,34 ). Der står ikke, at de blev styrket, når de var stærke. Ligesom drankeren og Willie, Esajas og Peter, Johannes døber og apostlen Paulus nærede de mistillid til sig selv. De erkendte deres svaghed, uværdighed og utilstrækkelighed. Kun fordi de forenede deres svaghed med Guds styrke, blev de stærke.
Hvilken forunderlig hemmelighed!

Hvorfor har Gud valgt den metode?
"For at ingen skal have noget at være stolt af over for Gud."
"Men det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingen ting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingen ting, for at ingen skal have noget at være stolt af over for Gud" (l Kor 1,27-29).

Her er altså den forunderlige hemmelighed bag en fremgangsrig tjeneste for Mesteren. Vort jeg bliver til et søm på væggen, som holder billedet af Jesus på plads. Det viser kun med iver Jesu Kristi nåde, skønhed, frelse og pragt. Vort jeg skjuler sig fuldstændig bag Jesu skønhed. "De, som har haft den dybeste erfaring i det, som hører Gud til, ... føler, at selv den ringeste plads i hans tjeneste er for stor en ære for dem." Hvorfor har de det sådan?
Fordi de kom til samme punkt i deres erfaring, som Willie gjorde. Fordi de har fulgt de bibelske trosheltes eksempel.
Fordi de har følt deres egen utilstrækkelighed. De selvsikre føler ikke noget behov. Men når et menneske kommer til et punkt, hvor det erkender, at det intet kan gøre selv og i tro rækker hånden ud og griber den Almægtiges hånd, står alle universets hjælpemidler til dets rådighed.