Deformation og misdannelse af skorpen i form af forkastning og foldning finder sted i enhver tænkelig målestok. Den vigtigste er forkastning og foldning af Jordens bjergkæder. Ikke alle bjerge er egentlige deformations-strukturer. Fx er misdannelsen minimal på isolerede, vulkanske kegler og højland dannet af plateaubasalter. Men der findes tre hovedtyper, hvor deformation er involveret.

Forkastnings-blokbjerge er et resultat af strækkende kræfter, tension, som har dannet en række normale forkastninger. Et af de bedst kendte eksempler er Basin and Range området i USA, som strækker sig fra Californien til New Mexico.

Opdomede bjerge opstår derimod som følge af en sammenpresning, kompressivt tryk, der hæver en del af skorpen. Som eksempler på opdomede bjerge kan nævnes de sydlige Rocky Mountains og Black Hills i Dakota.

Foldebjerge, de største og mest sammensatte af alle bjergbælter, er også dannet af et kompressivt tryk og omfatter foldning, forkastning, metamorfose og magmatisk aktivitet. De skyldes sammenstød mellem lithosfæreplader – mellem oceanocean, ocean-kontinent eller kontinent-kontinent. Himalaya er et fint eksempel på en foldebjergkæde under udvikling, og Ural på en, som for længst er ophørt med at stige.

Foldebjerge - de tre måder bjerge opbygges på!
Når to oceaniske plader støder sammen, bliver den svageste skubbet ind (subduceret) under den anden. Den øvre del af den nedadgående plade smelter delvis, og den dannede magma stiger op og danner vulkaner på overfladen, og gradvis opbygges en vulkansk øbue fra havbunden. Efterhånden som tiden går, udvikles øbuen betydeligt på grund af gentagen vulkanisme, og erosion begynder at give aflejringer - sedimenter. Mere sediment bliver yderligere skrabet af oversiden af den nedadgående lithosfæreplade. Resultatet er en moden øbue - en bjergkæde af øer omgivet af vand. Et eksempel er øbuen Aleuterne i det nordlige Stillehav.

Selv om øerne i en øbue er omgivet af oceanet, ligger de som regel temmelig nær ved kontinenterne og er kun adskilt fra dem ved smalle bassiner bag buen. Der findes situationer, hvor subduktionszone, øbuevulkanisme og kontinentalrand ligger ganske nær hinanden. Tilstanden er mere sammensat her end ved øbuen, delvis fordi der er så meget ekstra materiale til stede i form af både den kontinentale skorpe og sediment eroderet fra skorpen, der derefter er aflejret på kontinentalsoklen. Resultatet er en temmelig indviklet bjergkædeopbygning, som er foldet, forkastet, metamorfoseret samt intruderet af magmatisk aktivitet. Det bedst kendte eksempel er Andesbjergene langs med randen af Sydamerika.

Det sidste og mest komplicerede trin i processen finder sted, når den spredende oceanlithosfære tvinger endnu et kontinent ind i subduktionsområdet. Eftersom ingen af kontinenterne kan subduceres, glider det ene hen over det andet og der dannes bjerge. Subduktionen ophører, men kontinenterne tvinges til at fortsætte kursen mod hinanden. Måske er det bedste eksempel den måde, hvorpå Indien presses fast imod det asiatiske hovedland.

Forkastning og forkastningstyper!
En forkastning er et brud i Jordens skorpe, langs med hvilken en forskydning har fundet sted. Forkastningsplanet er den overflade, forsætningen foregår over. Den vinkel, forkastningsplanet danner med den vandrette overflade, kaldes dykvinklen; en helt lodret forkastning har altså en dykvinkel på 90°. Undtagen ved lodrette forkastninger vil der altid være klippemateriale over forkastningsplanet, kaldt den hængende blok. Materialet under forkastningsplanet benævnes den liggende blok. Forkastningers strygning er den retning, bruddet kan følges ved overfladen (forkastningssporet), eller, hvis hele forkastningen ligger under overfladen, den retning, forkastningsplanets øverste kant ligger i.

Med denne terminologi kan man opdele forkastninger efter arten af den forholdsmæssige forsætning mellem to skorpeblokke. En forkastning, hvis bevægelse er op eller ned langs dykvinklen, kaldes en »dip-slip-forkastning«. Hvis den hængende blok bevæges nedad i forhold til den liggende, er det en »normal forkastning«. Hvis den hængende blok bevæger sig opad, er det en »revers forkastning«. De fleste normale

forkastninger er stejle med typiske dykvinkler på 65-90°. Men modsatrettede forkastninger har mere varierende dykvinkler. En revers forkastning med en dykvinkel på mindre end 45° kaldes en overskydning. I de største overskydninger i bjergkæder som Alperne og Himalaya kan en blok være skudt mere end 50 km hen over en anden. Reverse forkastninger i almindelighed og overskydninger i særdeleshed opstår på grund af ophobede kræfter fra sammenpresninger, mens normale forkastninger er en følge af spændinger, som forsøger at trække skorpen i stykker.

En forkastning, hvis bevægelse går vandret (langs strygningen) kaldes en »sideværts forkastning«. Hvis man fra den ene side af en forkastning ser, at den modsatte blok har bevæget sig til højre, kaldes forkastningen for højregående sideværts eller dextral. Hvis den modsatte blok har bevæget sig til venstre, er forkastningen venstre gående sideværts eller sinistral. Sideværts forkastninger, som normalt har høje dykvinkler, kan være flere hundrede kilometer lange. De forårsager sjældent ændringer i topografien, idet de ikke har lodrette bevægelser. Hvor to normale forkastninger med parallel strygning eksisterer, kan skorpeblokken mellem dem enten synke ned og derved frembringe en sprækkedal - en graben - eller den kan blive presset op og danne en horst.

Selvfølgelig er ikke alle forkastninger udelukkende sideværts eller »langs dyk« i naturen. En forkastning, der både har en vandret og en lodret bevægelse, kaldes en »skæv forkastning«. Virkelige forkastninger har heller ikke helt plane forkastningsplaner eller lige forkastningsspor. Hvis de havde, ville det være meget vanskeligere for en forkastning at blive »fastlåst« af gnidnings-modstand, forsætning ville være meget mindre rykvis, og der ville være meget færre kæmpejordskælv forårsaget af forkastninger. I praksis er forkastningsplaner imidlertid oftest meget ru overflader, og sporene er yderst bugtede linier.

Foldning og foldetyper! 
En fold er en bøjning eller en bue i lagene i Jordens skorpe opstået ved sammenpresning. De to sider af en fold kaldes dens flanker, og vinklen mellem disse kaldes logisk nok for flankevinklen. Den flade, der halverer flankevinklen, er kendt som aksialplanet, og den linie, langs hvilken aksialplanet skærer de foldede bjergarter, er foldens akse. 

Aksen er sædvanligvis vinkelret på den sammenpresningsretning, som forårsagede foldningen. Hvis aksen ikke er vandret, siges den at dykke, og dykket er vinklen mellem aksen og vandret. Hvis lagene i folden er bøjet opad, kaldes den resulterende struktur for en »antiklinal«, men hvis folden peger nedad, er den en »synklinal«. I en symmetrisk, eller stående, fold hælder begge flankerne med samme vinkel og aksialplanet er lodret. Hvis flankerne imidlertid hælder med forskellige vinkler, vil aksialplanet ikke være lodret og folden er asymmetrisk eller kippet. En meget asymmetrisk fold kan endog være overkippet, hvorved dens flanker hælder i samme retning, om end med forskellige grader. Og hvis en fold er så overkippet, at dens aksialplan er næsten vandret, siges den at være liggende.

Lineære folder fortsætter ikke i en uendelighed, men dør ud i begge retninger. Alle folder er dog ikke lineære. En »dorne« er en blød opbulning af skorpen, eller en antiklin fold, som fra et punkt dykker væk i alle retninger. I dens synkline modstykke, »bassinet«, hælder alle lagene nedad og ind mod et punkt.