<PP 389/1> Absaloms fald blev ikke
efterfulgt af en øjeblikkelig fred. Oprøret havde været
så omfattende, at David først ville vende tilbage til sin
hovedstad og genoptage sine pligter, når stammerne havde tilkendegivet,
at de ønskede det. I forvirringen efter Absaloms nederlag blev der
ikke taget afgørende skridt til at sætte kongen på tronen
igen, og da Judas stamme omsider besluttede at hente kongen tilbage, blev
de andre stammer skinsyge. Der udbrød modrevolution, men denne blev
dog hurtigt slået ned, og freden vendte atter tilbage til Israel.
<PP 389/2> Davids levnedsløb er et af de mest
talende vidnesbyrd om de farer, som magt, rigdom og verdslig ære
frembyder for sjælen og så er dette netop målet for menneskenes
højeste stræben. Kun få har været så godt
rustet til at bestå denne prøve som David. Vogtergerningen,
som lærte ham ydmyghed, tålmodighed, arbejdsomhed og nænsom
omsorg for hjorden; hans færden i den stille natur, hvor hans musikalske
og poetiske evner blev udviklet, og hvor hans tanker blev løftet
opad mod Skaberen, samt den hårde træning, han gennemgik i
ørkenen, hvor han udviklede mod, tapperhed, tålmodighed og
tillid til Gud, var alt sammen et led i Herrens plan for at uddanne ham
til kongegerningen. David havde fået et uvurderligt kendskab til
Guds kærlighed og havde modtaget en rig fylde af hans Ånd.
Saul var et slående eksempel på, at menneskelig visdom alene
er fuldstændig værdiløs, men til trods herfor svækkedes
Davids karakter i en sådan grad af verdslig fremgang og ære,
at han blev besejret af fristeren flere gange.
<PP 389/3> Hans forbindelse med hedenske folkeslag
tilskyndende ham til at følge deres skikke og vakte hans ærgerrighed
efter verdslig storhed. Det var Guds mening at Israel skulle æres,
fordi de var hans folk, men efterhånden som deres stolthed og selvtillid
voksede, var de ikke tilfreds med denne forrang. De var mere optaget af,
hvordan de tog sig ud i de andre nationers øjne. Med denne indstilling
kunne de umuligt undgå at falde i fristelse. Med henblik på
nye erobringskrige besluttede David at gøre sin hær endnu
større og forlangte, at alle, som havde den rette alder, skulle
gøre militærtjeneste. For at kunne gennemføre denne
plan var han nødt til at holde mandtal. Hans motiv var stolthed
og ærgerrighed. Folketællingen ville give et klart billede
af rigets svaghed, da David kom på tronen, og den vækst og
fremgang, som havde fundet sted under hans regering. Men herved ville kongens
og folkets i forvejen alt for store selvtillid blot blive stimuleret endnu
mere. Skriften siger: "Satan trådte op mod Israel og æggede
David til at holde mandtal over Israel." Israels fremgang under David skyldtes
ikke så meget kongens store evner og hærenes slagkraft som
Guds velsignelse, men hvis landet styrkede sit militære beredskab,
ville de omkringboende nationer få det indtryk, at Israel stolede
mere på sine hære end på Herrens styrke.
<PP 390/1> Skønt israelitterne var stolte af
deres nationale storhed, så de ikke med velvilje på, at David
ville udbygge militæret så kraftigt. Den planlagte udskrivning
vakte megen utilfredshed, og det blev derfor anset for nødvendigt
at lade hærførerne foretage folketællingen i stedet
for præsterne og de civile embedsmænd, som tidligere havde
besørget dette arbejde. Davids plan var i direkte strid med teokratiets
principper. Selv Joab, der ellers ikke plejede at have skrupler, gode indvendinger.
Han sagde: "Måtte Herren forøge sit folk hundredfold! Er det
ikke, min herre kongens trælle alle sammen? Hvorfor vil min herre
det? Hvorfor skal det blive Israel til skyld? Men Joab måtte bøje
sig for kongens ord, og Joab begav sig derfor bort, drog hele Israel rundt
og kom tilbage til Jerusalem."
<PP 390/2> Folketællingen var endnu ikke tilendebragt,
da David blev overbevist om sin synd. Han følte sig slagen i sin
samvittighed og sagde til Gud: Jeg har syndet svarlig i, hvad jeg har gjort.
Men tilgiv nu din tjeners brøde, thi jeg har handlet som en stor
dåre!" Den næste morgen bragte profeten Gad ham dette budskab:
"Så siger Herren: Vælg! Vælger du tre hungersnødsår,
eller vil du i tre måneder flygte for dine fjender og dine avindsmænds
sværd, eller skal der komme tre dage med Herrens sværd og pest
i landet, i hvilke Herrens engel spreder ødelæggelse i hele
Israels område? Se nu til," sagde profeten videre, "hvad jeg skal
svare ham, der ham sendt mig!"
<PP 390/3> Kongen svarede: "Jeg er i såre stor
vånde lad mig så falde i Herrens hånd, thi hans barmhjertighed
er såre stor; i menneskehånd vil jeg ikke falde." Landet blev
slået med pest, og 70.000 israelitter døde. Plagen havde endnu
ikke nået hovedstaden. "Da David løftede sit blik og så
Herrens engel stå mellem himmel og jord med draget sværd i
hånd, rettet mod Jerusalem, faldt han og de ældste, der var
klædt i sæk, på deres ansigt." Kongen gik i forbøn
for Israel hos Gud: "Var det ikke mig, der sagde, at folket skulle tælles?
Det er mig, der har syndet, og såre ilde her jeg handlet; men fårene
dér, hvad har de gjort? Herre min Gud, lad din hånd dog ramme
mig og mit fædrenehus, men lad plagen ikke ramme dit folk!"
<PP 390/4> Skønt folketællingen havde
vakt utilfredshed blandt folket, havde de selv næret de samme synder,
som fik David til at tage dette skridt. Ligesom Herren havde ladet Absaloms
synd tjene som et middel til at straffe David, lod han nu Davids fejl tjene
som et middel til at straffe israelitternes synder.
<PP 390/5> Herrens engel var standset uden for Jerusalem.
Han stod på Morija bjerg, "ved Jebusitten Ornans tærskeplads".
På profetens opfordring gik David op på bjerget og byggede
Herren et alter "og ofrede brændofre og takofre; og da han råbte
til Herren, svarede Herren ham ved at lade ild falde ned fra himmelen på
brændofferalteret". "Da forbarmede Herren sig over landet, og Israel
blev friet for plagen."
<PP 390/6> Det sted, hvor alteret blev bygget, skulle
for al fremtid betragtes som helligt, og nu tilbød Ornan at skænke
kongen det. Men kongen ville ikke tage imod tilbudet. "Nej, jeg vil købe
det for fuld betaling," sagde han, "thi til Herren vil jeg ikke tage, hvad
dit er, eller bringe et brændoffer, som intet koster mig!" "Så
gav David Ornan guld til en vægt af 600 sekel for pladsen." Dette
sted var i forvejen mindeværdigt, for det var her, Abraham byggede
et alter for at ofre sin søn. Nu blev det helliget, fordi den truende
ulykke blev afværget her, og da man senere skulle bygge Salomos tempel,
valgte man at opføre det på denne grund.
<PP 390/7> Der faldt endnu en skygge over Davids livsaften.
Han havde nu nået en alder af 70 år, og hans anstrengende,
omflakkende tilværelse som ung, alle hans krige og de sorger og bekymringer,
han havde haft i de senere år, havde tæret på hans livskraft.
Skønt han var fuldstændig åndsfrisk, havde alderen sat
sine tydelige spor. Han foretrak at føre en tilbagetrukken tilværelse
og holdt ikke længer et vågent øje med, hvad der skete
i riget. Nu udbrød der igen oprør i tronens umiddelbare nærhed.
Her var endnu et udslag af den slappe opdragelse, David havde givet sine
børn. Hans søn Adonija satte sin hu til at blive konge. Han
havde "et såre smukt ydre" men var principløs og hensynsløs.
Som ung havde han fået lov til at gøre næsten alt, hvad
han ville, for "hans fader havde ingen sinde irettesat ham og sagt: "Hvorfor
bærer du dig således ad?" Nu satte han sig op imod Guds myndighed,
for Gud havde valgt Salomo til at være tronfølger. Både
Salomos begavelse og religiøse interesse kvalificerede ham bedre
til at blive Israels konge end hans yngre broder, men skønt Gud
tydeligt havde givet sin vilje til kende, havde Adonija ikke svært
ved at finde sympatisører. Trods sine mange forbrydelser havde Joab
hidtil været loyal overfor kronen, men nu deltog både han og
præsten Ebjatar i sammensværgelsen imod Salomo.
<PP 391/1> Alt var klar til oprøret. De sammensvorne
holdt en stor fest lige uden for byen for at udråbe Adonija til konge,
men netop da blev deres planer krydset, fordi nogle få trofaste mennesker
greb ind, deriblandt præsten Zadok, profeten Natan og Salomos moder
Batseba. De gav kongen meddelelse om, hvad der var sket, og mindede ham
om, at det var Guds vilje, at Salomo skulle være konge efter ham.
David abdicerede øjeblikkelig til fordel for Salomo, og denne blev
omgående salvet og udråbt til konge. Således blev sammensværgelsen
tilintetgjort. Hovedmændene fortjente døden. Ebjatar blev
dog skånet af hensyn til sit embede og den troskab, han tidligere
havde vist David, men han blev afsat fra sin stilling som ypperstepræst,
og dette embede gik over til Zadoks slægt. Joab og Adonija fik lov
at leve indtil videre, men efter Davids død blev de straffet for
deres forbrydelse. Da dommen blev fuldbyrdet over Davids søn, var
faderens synd blevet hævnet firefold et vidnesbyrd om Guds afsky
for den misgerning som David havde begået.
<PP 391/2> Lige fra det øjeblik, David blev
konge, havde det været et af hans kæreste ønsker at
bygge Herren et tempel. Skønt han ikke fik lov at gøre det,
kølnedes hverken hans iver eller brændende interesse for denne
sag. Han havde tilvejebragt store mængder af de kostbareste materialer
guld, sølv, ædelsten og mange farvede stene; desuden marmor
og kostbare træsorter, og nu måtte han overlade andre de værdifulde
skatte, som han havde samlet. Andre hænder skulle opføre en
bygning til arken, symbolet på Guds nærværelse.
<PP 391/3> Da kongen mærkede, at døden
nærmede sig, sammenkaldte han Israels ledende mænd og repræsentanter
fra alle dele af riget for at betro dem denne vigtige opgave. Han ønskede
at meddele dem sin sidste vilje og at sikre sig deres samarbejde og støtte
til det store arbejde, som forestod, På grund af hans fysiske svaghed
havde man ikke ventet, at han selv ville komme til stede ved denne lejlighed,
men Guds inspiration hvilede over ham, så at han fik styrke til at
tale til sit folk for sidste gang med mere end sædvanlig glød
og kraft. Han fortalte dem, at han selv havde ønsket at bygge templet,
men at Herren havde givet den befaling, at arbejdet skulle overdrages til
hans søn Salomo. Det guddommelige løfte lød: "Din
søn Salomo er den, som skal bygge mit hus og mine forgårde,
thi ham har jeg udvalgt til min søn, og jeg vil være ham en
fader; jeg vil grundfæste hans kongedømme til evig tid, hvis
han holder fast ved mine bud og lovbud og gør efter dem således
som nu." "Og nu," sagde David, "for hele Israels, Herrens forsamlings,
øjne og i vor Guds påhør siger jeg: stræb at
holde alle Herren Eders Guds bud, at I må eje dette herlige land
og lade det gå i arv til Eders efterkommere til evig tid!"
<PP 391/4> David havde lært af egen erfaring,
at det menneske, som går boet fra Gud, vælger en hård
vej. Han havde følt den fordømmelse, som er en følge
af at overtræde loven, og havde høstet overtrædelsens
frugter. Nu var hans sjæl optaget af dette ene, at Israels ledere
skulle være tro mod Gud, og at Salomo skulle adlyde Guds lov og undgå
de synder, som havde svækket hans faders myndighed, forbitret hans
tilværelse og kastet vanære over Gud. David var klar over,
at det ville kræve megen ydmyghed, urokkelig tillid til Gud og uophørlig
årvågenhed at besejre de fristelser, som Salomo uvægerligt
ville møde i sit høje embede, for mennesker i så fremtrædende
stillinger er i højere grad end andre skydeskive for Satan. Henvendt
til sin søn, der allerede var anerkendt som hans efterfølger
på tronen, sagde David nu: "Og du, min søn Salomo! Kend din
faders Gud og tjen ham med et helt hjerte og en villig sjæl, thi
Herren ransager alle hjerter og kender alt, hvad der rører sig i
deres tanker. Hvis du søger ham, vil han lade sig finde af dig,
men forlader du ham, vil han forkaste dig for evigt. Så se da til,
thi Herren her udvalgt dig til at bygge et hus til helligdom! Gå
til værket med frimodighed!"
<PP 391/5> David gav Salomo en detaljeret beskrivelse
af, hvordan templet skulle bygges, samt tegninger af dets forskellige dele
og af alle de redskaber, som hørte til helligdomstjenesten. Alt
dette havde han fået kendskab til ved guddommelig inspiration. Salomo
var endnu ung og veg tilbage for det vældige ansvar, som ville blive
lagt på ham, når han skulle bygge templet og regere Guds folk.
David sagde til sin søn: "Gå til værket og vær
frimodig og stærk, frygt ikke og tab ikke modet, thi Gud Herren,
min Gud, vil være med dig! Han vil ikke slippe dig og ikke forlade
dig."
<PP 392/1> Nu appellerede David atter til forsamlingen:
"Min søn Salomo, som Gud har udvalgt, er ung og uudviklet, og arbejdet
er stort, thi borgen er ikke bestemt for et menneske, men for Gud Herren."
Han sagde videre: "Jeg har derfor sat al min kraft ind på -", derpå
opregnede han alle de materialer, som han havde samlet. Han fortsatte:
"I min glæde over min Guds hus giver jeg derhos til min Guds hus,
hvad jeg ejer af guld og sølv, ud over alt, hvad jeg har bragt til
veje til det hellige hus; 3000 talenter guld, ofirguld, og 7000 talenter
lutret sølv til at overtrække bygningernes vægge med."
Hvem er nu villig til i dag at bringe Herren gaver?" spurgte han forsamlingen,
som var kommet med deres rundhåndede gaver.
<PP 392/2> Alle de tilstedeværende reagerede
positivt på hans appel. "Da kom øversterne for fædrenehusene,
øversterne for Israels stammer, tusind og hundredførerne
og øversterne i kongens tjeneste frivilligt og gav til arbejdet
på Guds hus 5000 talenter og 10.000 darejker guld, 10.000 talenter
sølv, 18.000 talenter kobber og 100.000 talenter jern; og de, som
ejede ædelsten, gav dem til Herrens huses skat ... Og folket glædede
sig over deres vilje til at give, thi af et helt hjerte gav de Herren frivillige
gaver; også kong David følte stor glæde."
<PP 392/3> "Og David priste Herren i hele forsamlingens
nærværelse, og David sagde: "Lovet være du Herre, vor
Fader Israels Gud fra evighed til evighed! Din, Herre, er storheden, magten,
æren, glansen og herligheden, thi alt i Himmelen og på Jorden
er dit; dit, o Herre, er riget, og selv løfter du dig som hoved
over alle. Rigdom og ære kommer fra dig, og du hersker over alt;
i din hånd er kraft og vælde, og i din hånd står
det at gøre, hvem det skal være, stor og stærk. Derfor
priser vi dig nu, vor Gud, og lovsynger dit herlige navn! Thi hvem er jeg,
og hvad er mit folk, at vi selv skulle evne at give sådanne frivillige
gaver? Fra dig kommer det alt sammen, og af din egen hånd har vi
givet dig det. Thi vi er fremmede for dit åsyn og gæster som
alle vore fædre; som en skygge er vore dage på Jorden, uden
håb! Herre, vor Gud, al denne rigdom, som vi har bragt til veje for
at bygge dit hellige navn et hus, fra din hånd kommer den, og dig
tilhører det alt sammen. Jeg ved, min Gud, at du prøver hjerter
og har behag i oprigtighed; af oprigtigt hjerte har jeg villigt givet alt
dette, og nu har jeg set med glæde, at dit folk, der er her til stede,
villigt har givet dig gaver. Herre, vore fædre Abrahams, Isaks og
Israels Gud, bevar til evig tid et sådant sind og sådanne tanker
i dit folks hjerte og vend deres hjerter til dig! Og giv min søn
Salomo et helt hjerte til at holde dine bud, vidnesbyrd og anordninger
og udføre det alt sammen og bygge den borg, jeg har truffet forberedelser
til at opføre!" "Derpå sagde David til hele forsamlingen:
"Lov Herren Eders Gud!" Og hele forsamlingen lovede Herren, deres fædres
Gud, og kastede sig ned for Herren og kongen."
<PP 392/4> Kongen havde lagt den største interesse
for dagen, da han samlede de kostbare materialer, som skulle benyttes til
at bygge og udsmykke templet. Han havde skrevet de herlige salmer, som
i de kommende år skulle genlyde i dets haller. Nu glædede han
sig i Herren, fordi øversterne for fædrenehusene og øversterne
for Israels stammer besvarede hans appel på en så enestående
måde og gik så villigt ind for den opgave, der ventede dem.
Da de havde givet tilsagn om deres støtte, blev de tilskyndet til
at gøre endnu mere. De skænkede personligt store gaver til
skatkammeret, så at der blev overflod. David havde følt sig
uværdig til at samle materialer til Guds hus, og den troskab, som
rigets ledende mænd gav udtryk for, da de med villigt hjerte skænkede
Herren deres rige gaver og indviede sig til at tjene ham, fyldte ham med
glæde. Men det var Gud, der havde stemt folket så velvilligt,
og æren tilkom ham og ikke mennesker. Det var ham, der havde skænket
folket Jordens rigdomme, og det var hans Ånd, der havde tilskyndet
dem
til at skænke deres værdifulde gaver til templet. Alt sammen
kom fra Herren. Hvis ikke hans kærlighed havde tilskyndet folket
til at give, ville kongens anstrengelser have været forgæves,
og templet ville aldrig være blevet bygget,
<PP 393/1> Alle de gaver, som menneskene modtager fra
Gud, em stadig hans ejendom. Guds har skænket menneskene alt det
værdifulde og smukke på Jorden for at prøve dem for
at lodde dybden af deres kærlighed til ham og for at se, hvor meget
de påskønner hans godhed. Hvad enten menneskenes gaver består
af rigdom eller begavelse, skal de af et villigt hjerte lægge dem
ved Jesu fødder, idet giverne siger med David: "Fra dig kommer det
alt sammen, og af din egen hånd har vi givet dig det."
<PP 393/2> Lige til det sidste var det Salomo og Israels
rige, der lå David mest på sinde, for landets velfærd
afhang for en stor del af kongens troskab. "Da det nu lakkede ad enden
med Davids liv, gav han sin søn Salomo disse befalinger: "Jeg går
nu al kødets sin gang; så vær nu frimodig og vis dig
som en mand! Og hold Herren din Guds forskrifter, så du vandrer på
hans veje og holder hans anordninger, bud, bestemmelser og vidnesbyrd,
... for at du må have lykken med dig i alt, hvad du gør, og
i alt, hvad du tager dig for, for at Herren kan opfylde den forjættelse,
han gav mig da han sagde: Hvis dine sønner vogter på deres
vej, så de vandrer i trofasthed for mit åsyn af hele deres
hjerte og hele deres sjæl, skal der aldrig fattes dig en efterfølger
på Israels trone!" 1Kong 2,1-4.
<PP 393/3> De sidste af Davids ord, som findes nedskrevet,
er en sang en sang som udtrykker tillid, de højeste principper og
en udødelig tro: "Så siger David, Isaj søn, så
siger manden, højt ophøjet, Jakobs Guds salvede, helten i
Israels sange: Ved mig talede Herrens Ånd ... "En retfærdig
hersker blandt mennesker, en, der herser i gudsfrygt, han stråler
som morgenrøden, som den skyfri morgensol, der fremlokker urter
af jorden efter regn." Således har jo mit hus det med Gud. Han gav
mig en evig pagt, fuldgod og vel forvaret. Ja, al min frelse og al min
lyst." 2Sam 23,1-5.
<PP 393/4> David var faldet dybt, men han angrede også
dybt. Hans kærlighed var brændende og hans tro stærk.
Meget var blevet ham tilgivet, derfor elskede han meget. Luk 7,47. Davids
salmer gennemløber hele den menneskelige erfarings skale. De spænder
lige fra skyldbevidsthedens og selvfordømmelsens dyb til den mest
ophøjede tro og den mest sublime forbindelse med Gud. Hans liv er
et vidnesbyrd om, at synden kun bringer skam og ulykke, men at Guds kærlighed
og nåde rækker ned til det største dyb, og at troen
vil løfte den angrende sjæl op og anbringe ham mellem Guds
sønner. Af alle de løfter, som Guds ord indeholder, er dette
et af de stærkeste vidnesbyrd om hans trofasthed og retfærdighed
og den nåde, som er bekræftet i hans pagt.
<PP 393/5> Mennesket "flyr som skyggen, står
ikke fast" "men vor Guds ord bliver evindelig". "Herrens miskundhed varer
fra evighed til evighed over dem, der frygter ham, og hans retfærd
til børnenes børn for dem, der holder hans pagt og kommer
hans bud i hu, så de gør derefter." Job 14,2; Es 40,8; Sl
103,17-18. "Alt, hvad Gud virker, bliver evindelig." Præd. 3,14.
<PP 393/6> Herren gav David og hans hus nogle vidunderlige
løfter, som rækker helt ind i evigheden og får deres
fuldstændige opfyldelse i Kristus. Herren sagde: "Jeg slutted en
pagt med min udvalgte, tilsvor David, min tjener, ... thi min hånd
skal holde ham fast, og min arm skal give ham styrke. ... Med ham skal
min trofasthed og miskundhed være, hans horn skal løfte sig
ved mit navn; jeg lægger havet under hans hånd og strømmene
under hans højre; mig skal han kalde: Min Fader, min Gud og min
frelses klippe. Jeg gør ham til førstefødt, den største
blandt Jordens konger; jeg bevarer for evigt min miskundhed mod ham, min
pagt skal holdes ham troligt." Sl 89,4-29.
<PP 393/7> "Jeg lader hans æt bestå for
evigt, hans trone, så længe himmelen er til." Sl 89,30. "De
arme blandt folket skaffer han ret, han bringer de fattige frelse, og han
slår voldsmanden ned. Han skal leve, så længe solen lyser
og månen skinner, fra slægt til slægt. I hans dage blomstrer
retfærd, og dyb fred råder, til månen forgår. Fra
hav til hav skal han herske, fra floden til Jordens ender." "Velsignet
være hans navn evindelig, hans navn skal leve, mens solen skinner.
Ved ham skal man velsigne sig, alle folk skal prise ham lykkelig!" Sl 72,4-8;
17.
<PP 394/1> "Thi et barn er født os, en søn
er os givet, på hans skulder skal herredømmet hvile; og hans
navn skal være: Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader,
Fredsfyrste." Han skal blive stor og kaldes den Højeste Søn;
og Gud Herren skal give ham Davids, hans faders, trone. Han skal være
konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på
hans kongedømme." Es 9,6; Luk 1,32-33.
|