<PP 389/2> Davids levnedsløb er et af de mest talende vidnesbyrd om de farer, som magt, rigdom og verdslig ære frembyder for sjælen og så er dette netop målet for menneskenes højeste stræben. Kun få har været så godt rustet til at bestå denne prøve som David. Vogtergerningen, som lærte ham ydmyghed, tålmodighed, arbejdsomhed og nænsom omsorg for hjorden; hans færden i den stille natur, hvor hans musikalske og poetiske evner blev udviklet, og hvor hans tanker blev løftet opad mod Skaberen, samt den hårde træning, han gennemgik i ørkenen, hvor han udviklede mod, tapperhed, tålmodighed og tillid til Gud, var alt sammen et led i Herrens plan for at uddanne ham til kongegerningen. David havde fået et uvurderligt kendskab til Guds kærlighed og havde modtaget en rig fylde af hans Ånd. Saul var et slående eksempel på, at menneskelig visdom alene er fuldstændig værdiløs, men til trods herfor svækkedes Davids karakter i en sådan grad af verdslig fremgang og ære, at han blev besejret af fristeren flere gange.

<PP 389/3> Hans forbindelse med hedenske folkeslag tilskyndende ham til at følge deres skikke og vakte hans ærgerrighed efter verdslig storhed. Det var Guds mening at Israel skulle æres, fordi de var hans folk, men efterhånden som deres stolthed og selvtillid voksede, var de ikke tilfreds med denne forrang. De var mere optaget af, hvordan de tog sig ud i de andre nationers øjne. Med denne indstilling kunne de umuligt undgå at falde i fristelse. Med henblik på nye erobringskrige besluttede David at gøre sin hær endnu større og forlangte, at alle, som havde den rette alder, skulle gøre militærtjeneste. For at kunne gennemføre denne plan var han nødt til at holde mandtal. Hans motiv var stolthed og ærgerrighed. Folketællingen ville give et klart billede af rigets svaghed, da David kom på tronen, og den vækst og fremgang, som havde fundet sted under hans regering. Men herved ville kongens og folkets i forvejen alt for store selvtillid blot blive stimuleret endnu mere. Skriften siger: "Satan trådte op mod Israel og æggede David til at holde mandtal over Israel." Israels fremgang under David skyldtes ikke så meget kongens store evner og hærenes slagkraft som Guds velsignelse, men hvis landet styrkede sit militære beredskab, ville de omkringboende nationer få det indtryk, at Israel stolede mere på sine hære end på Herrens styrke.

<PP 390/1> Skønt israelitterne var stolte af deres nationale storhed, så de ikke med velvilje på, at David ville udbygge militæret så kraftigt. Den planlagte udskrivning vakte megen utilfredshed, og det blev derfor anset for nødvendigt at lade hærførerne foretage folketællingen i stedet for præsterne og de civile embedsmænd, som tidligere havde besørget dette arbejde. Davids plan var i direkte strid med teokratiets principper. Selv Joab, der ellers ikke plejede at have skrupler, gode indvendinger. Han sagde: "Måtte Herren forøge sit folk hundredfold! Er det ikke, min herre kongens trælle alle sammen? Hvorfor vil min herre det? Hvorfor skal det blive Israel til skyld? Men Joab måtte bøje sig for kongens ord, og Joab begav sig derfor bort, drog hele Israel rundt og kom tilbage til Jerusalem."

<PP 390/2> Folketællingen var endnu ikke tilendebragt, da David blev overbevist om sin synd. Han følte sig slagen i sin samvittighed og sagde til Gud: Jeg har syndet svarlig i, hvad jeg har gjort. Men tilgiv nu din tjeners brøde, thi jeg har handlet som en stor dåre!" Den næste morgen bragte profeten Gad ham dette budskab: "Så siger Herren: Vælg! Vælger du tre hungersnødsår, eller vil du i tre måneder flygte for dine fjender og dine avindsmænds sværd, eller skal der komme tre dage med Herrens sværd og pest i landet, i hvilke Herrens engel spreder ødelæggelse i hele Israels område? Se nu til," sagde profeten videre, "hvad jeg skal svare ham, der ham sendt mig!"

<PP 390/3> Kongen svarede: "Jeg er i såre stor vånde lad mig så falde i Herrens hånd, thi hans barmhjertighed er såre stor; i menneskehånd vil jeg ikke falde." Landet blev slået med pest, og 70.000 israelitter døde. Plagen havde endnu ikke nået hovedstaden. "Da David løftede sit blik og så Herrens engel stå mellem himmel og jord med draget sværd i hånd, rettet mod Jerusalem, faldt han og de ældste, der var klædt i sæk, på deres ansigt." Kongen gik i forbøn for Israel hos Gud: "Var det ikke mig, der sagde, at folket skulle tælles? Det er mig, der har syndet, og såre ilde her jeg handlet; men fårene dér, hvad har de gjort? Herre min Gud, lad din hånd dog ramme mig og mit fædrenehus, men lad plagen ikke ramme dit folk!"

<PP 390/4> Skønt folketællingen havde vakt utilfredshed blandt folket, havde de selv næret de samme synder, som fik David til at tage dette skridt. Ligesom Herren havde ladet Absaloms synd tjene som et middel til at straffe David, lod han nu Davids fejl tjene som et middel til at straffe israelitternes synder.

<PP 390/5> Herrens engel var standset uden for Jerusalem. Han stod på Morija bjerg, "ved Jebusitten Ornans tærskeplads". På profetens opfordring gik David op på bjerget og byggede Herren et alter "og ofrede brændofre og takofre; og da han råbte til Herren, svarede Herren ham ved at lade ild falde ned fra himmelen på brændofferalteret". "Da forbarmede Herren sig over landet, og Israel blev friet for plagen."

<PP 390/6> Det sted, hvor alteret blev bygget, skulle for al fremtid betragtes som helligt, og nu tilbød Ornan at skænke kongen det. Men kongen ville ikke tage imod tilbudet. "Nej, jeg vil købe det for fuld betaling," sagde han, "thi til Herren vil jeg ikke tage, hvad dit er, eller bringe et brændoffer, som intet koster mig!" "Så gav David Ornan guld til en vægt af 600 sekel for pladsen." Dette sted var i forvejen mindeværdigt, for det var her, Abraham byggede et alter for at ofre sin søn. Nu blev det helliget, fordi den truende ulykke blev afværget her, og da man senere skulle bygge Salomos tempel, valgte man at opføre det på denne grund.

<PP 390/7> Der faldt endnu en skygge over Davids livsaften. Han havde nu nået en alder af 70 år, og hans anstrengende, omflakkende tilværelse som ung, alle hans krige og de sorger og bekymringer, han havde haft i de senere år, havde tæret på hans livskraft. Skønt han var fuldstændig åndsfrisk, havde alderen sat sine tydelige spor. Han foretrak at føre en tilbagetrukken tilværelse og holdt ikke længer et vågent øje med, hvad der skete i riget. Nu udbrød der igen oprør i tronens umiddelbare nærhed. Her var endnu et udslag af den slappe opdragelse, David havde givet sine børn. Hans søn Adonija satte sin hu til at blive konge. Han havde "et såre smukt ydre" men var principløs og hensynsløs. Som ung havde han fået lov til at gøre næsten alt, hvad han ville, for "hans fader havde ingen sinde irettesat ham og sagt: "Hvorfor bærer du dig således ad?" Nu satte han sig op imod Guds myndighed, for Gud havde valgt Salomo til at være tronfølger. Både Salomos begavelse og religiøse interesse kvalificerede ham bedre til at blive Israels konge end hans yngre broder, men skønt Gud tydeligt havde givet sin vilje til kende, havde Adonija ikke svært ved at finde sympatisører. Trods sine mange forbrydelser havde Joab hidtil været loyal overfor kronen, men nu deltog både han og præsten Ebjatar i sammensværgelsen imod Salomo.

<PP 391/1> Alt var klar til oprøret. De sammensvorne holdt en stor fest lige uden for byen for at udråbe Adonija til konge, men netop da blev deres planer krydset, fordi nogle få trofaste mennesker greb ind, deriblandt præsten Zadok, profeten Natan og Salomos moder Batseba. De gav kongen meddelelse om, hvad der var sket, og mindede ham om, at det var Guds vilje, at Salomo skulle være konge efter ham. David abdicerede øjeblikkelig til fordel for Salomo, og denne blev omgående salvet og udråbt til konge. Således blev sammensværgelsen tilintetgjort. Hovedmændene fortjente døden. Ebjatar blev dog skånet af hensyn til sit embede og den troskab, han tidligere havde vist David, men han blev afsat fra sin stilling som ypperstepræst, og dette embede gik over til Zadoks slægt. Joab og Adonija fik lov at leve indtil videre, men efter Davids død blev de straffet for deres forbrydelse. Da dommen blev fuldbyrdet over Davids søn, var faderens synd blevet hævnet firefold et vidnesbyrd om Guds afsky for den misgerning som David havde begået.

<PP 391/2> Lige fra det øjeblik, David blev konge, havde det været et af hans kæreste ønsker at bygge Herren et tempel. Skønt han ikke fik lov at gøre det, kølnedes hverken hans iver eller brændende interesse for denne sag. Han havde tilvejebragt store mængder af de kostbareste materialer guld, sølv, ædelsten og mange farvede stene; desuden marmor og kostbare træsorter, og nu måtte han overlade andre de værdifulde skatte, som han havde samlet. Andre hænder skulle opføre en bygning til arken, symbolet på Guds nærværelse.

<PP 391/3> Da kongen mærkede, at døden nærmede sig, sammenkaldte han Israels ledende mænd og repræsentanter fra alle dele af riget for at betro dem denne vigtige opgave. Han ønskede at meddele dem sin sidste vilje og at sikre sig deres samarbejde og støtte til det store arbejde, som forestod, På grund af hans fysiske svaghed havde man ikke ventet, at han selv ville komme til stede ved denne lejlighed, men Guds inspiration hvilede over ham, så at han fik styrke til at tale til sit folk for sidste gang med mere end sædvanlig glød og kraft. Han fortalte dem, at han selv havde ønsket at bygge templet, men at Herren havde givet den befaling, at arbejdet skulle overdrages til hans søn Salomo. Det guddommelige løfte lød: "Din søn Salomo er den, som skal bygge mit hus og mine forgårde, thi ham har jeg udvalgt til min søn, og jeg vil være ham en fader; jeg vil grundfæste hans kongedømme til evig tid, hvis han holder fast ved mine bud og lovbud og gør efter dem således som nu." "Og nu," sagde David, "for hele Israels, Herrens forsamlings, øjne og i vor Guds påhør siger jeg: stræb at holde alle Herren Eders Guds bud, at I må eje dette herlige land og lade det gå i arv til Eders efterkommere til evig tid!"

<PP 391/4> David havde lært af egen erfaring, at det menneske, som går boet fra Gud, vælger en hård vej. Han havde følt den fordømmelse, som er en følge af at overtræde loven, og havde høstet overtrædelsens frugter. Nu var hans sjæl optaget af dette ene, at Israels ledere skulle være tro mod Gud, og at Salomo skulle adlyde Guds lov og undgå de synder, som havde svækket hans faders myndighed, forbitret hans tilværelse og kastet vanære over Gud. David var klar over, at det ville kræve megen ydmyghed, urokkelig tillid til Gud og uophørlig årvågenhed at besejre de fristelser, som Salomo uvægerligt ville møde i sit høje embede, for mennesker i så fremtrædende stillinger er i højere grad end andre skydeskive for Satan. Henvendt til sin søn, der allerede var anerkendt som hans efterfølger på tronen, sagde David nu: "Og du, min søn Salomo! Kend din faders Gud og tjen ham med et helt hjerte og en villig sjæl, thi Herren ransager alle hjerter og kender alt, hvad der rører sig i deres tanker. Hvis du søger ham, vil han lade sig finde af dig, men forlader du ham, vil han forkaste dig for evigt. Så se da til, thi Herren her udvalgt dig til at bygge et hus til helligdom! Gå til værket med frimodighed!"

<PP 391/5> David gav Salomo en detaljeret beskrivelse af, hvordan templet skulle bygges, samt tegninger af dets forskellige dele og af alle de redskaber, som hørte til helligdomstjenesten. Alt dette havde han fået kendskab til ved guddommelig inspiration. Salomo var endnu ung og veg tilbage for det vældige ansvar, som ville blive lagt på ham, når han skulle bygge templet og regere Guds folk. David sagde til sin søn: "Gå til værket og vær frimodig og stærk, frygt ikke og tab ikke modet, thi Gud Herren, min Gud, vil være med dig! Han vil ikke slippe dig og ikke forlade dig."

<PP 392/1> Nu appellerede David atter til forsamlingen: "Min søn Salomo, som Gud har udvalgt, er ung og uudviklet, og arbejdet er stort, thi borgen er ikke bestemt for et menneske, men for Gud Herren." Han sagde videre: "Jeg har derfor sat al min kraft ind på -", derpå opregnede han alle de materialer, som han havde samlet. Han fortsatte: "I min glæde over min Guds hus giver jeg derhos til min Guds hus, hvad jeg ejer af guld og sølv, ud over alt, hvad jeg har bragt til veje til det hellige hus; 3000 talenter guld, ofirguld, og 7000 talenter lutret sølv til at overtrække bygningernes vægge med." Hvem er nu villig til i dag at bringe Herren gaver?" spurgte han forsamlingen, som var kommet med deres rundhåndede gaver.

<PP 392/2> Alle de tilstedeværende reagerede positivt på hans appel. "Da kom øversterne for fædrenehusene, øversterne for Israels stammer, tusind og hundredførerne og øversterne i kongens tjeneste frivilligt og gav til arbejdet på Guds hus 5000 talenter og 10.000 darejker guld, 10.000 talenter sølv, 18.000 talenter kobber og 100.000 talenter jern; og de, som ejede ædelsten, gav dem til Herrens huses skat ... Og folket glædede sig over deres vilje til at give, thi af et helt hjerte gav de Herren frivillige gaver; også kong David følte stor glæde."

<PP 392/3> "Og David priste Herren i hele forsamlingens nærværelse, og David sagde: "Lovet være du Herre, vor Fader Israels Gud fra evighed til evighed! Din, Herre, er storheden, magten, æren, glansen og herligheden, thi alt i Himmelen og på Jorden er dit; dit, o Herre, er riget, og selv løfter du dig som hoved over alle. Rigdom og ære kommer fra dig, og du hersker over alt; i din hånd er kraft og vælde, og i din hånd står det at gøre, hvem det skal være, stor og stærk. Derfor priser vi dig nu, vor Gud, og lovsynger dit herlige navn! Thi hvem er jeg, og hvad er mit folk, at vi selv skulle evne at give sådanne frivillige gaver? Fra dig kommer det alt sammen, og af din egen hånd har vi givet dig det. Thi vi er fremmede for dit åsyn og gæster som alle vore fædre; som en skygge er vore dage på Jorden, uden håb! Herre, vor Gud, al denne rigdom, som vi har bragt til veje for at bygge dit hellige navn et hus, fra din hånd kommer den, og dig tilhører det alt sammen. Jeg ved, min Gud, at du prøver hjerter og har behag i oprigtighed; af oprigtigt hjerte har jeg villigt givet alt dette, og nu har jeg set med glæde, at dit folk, der er her til stede, villigt har givet dig gaver. Herre, vore fædre Abrahams, Isaks og Israels Gud, bevar til evig tid et sådant sind og sådanne tanker i dit folks hjerte og vend deres hjerter til dig! Og giv min søn Salomo et helt hjerte til at holde dine bud, vidnesbyrd og anordninger og udføre det alt sammen og bygge den borg, jeg har truffet forberedelser til at opføre!" "Derpå sagde David til hele forsamlingen: "Lov Herren Eders Gud!" Og hele forsamlingen lovede Herren, deres fædres Gud, og kastede sig ned for Herren og kongen."

<PP 392/4> Kongen havde lagt den største interesse for dagen, da han samlede de kostbare materialer, som skulle benyttes til at bygge og udsmykke templet. Han havde skrevet de herlige salmer, som i de kommende år skulle genlyde i dets haller. Nu glædede han sig i Herren, fordi øversterne for fædrenehusene og øversterne for Israels stammer besvarede hans appel på en så enestående måde og gik så villigt ind for den opgave, der ventede dem. Da de havde givet tilsagn om deres støtte, blev de tilskyndet til at gøre endnu mere. De skænkede personligt store gaver til skatkammeret, så at der blev overflod. David havde følt sig uværdig til at samle materialer til Guds hus, og den troskab, som rigets ledende mænd gav udtryk for, da de med villigt hjerte skænkede Herren deres rige gaver og indviede sig til at tjene ham, fyldte ham med glæde. Men det var Gud, der havde stemt folket så velvilligt, og æren tilkom ham og ikke mennesker. Det var ham, der havde skænket folket Jordens rigdomme, og det var hans Ånd, der havde tilskyndet dem til at skænke deres værdifulde gaver til templet. Alt sammen kom fra Herren. Hvis ikke hans kærlighed havde tilskyndet folket til at give, ville kongens anstrengelser have været forgæves, og templet ville aldrig være blevet bygget,

<PP 393/1> Alle de gaver, som menneskene modtager fra Gud, em stadig hans ejendom. Guds har skænket menneskene alt det værdifulde og smukke på Jorden for at prøve dem for at lodde dybden af deres kærlighed til ham og for at se, hvor meget de påskønner hans godhed. Hvad enten menneskenes gaver består af rigdom eller begavelse, skal de af et villigt hjerte lægge dem ved Jesu fødder, idet giverne siger med David: "Fra dig kommer det alt sammen, og af din egen hånd har vi givet dig det."

<PP 393/2> Lige til det sidste var det Salomo og Israels rige, der lå David mest på sinde, for landets velfærd afhang for en stor del af kongens troskab. "Da det nu lakkede ad enden med Davids liv, gav han sin søn Salomo disse befalinger: "Jeg går nu al kødets sin gang; så vær nu frimodig og vis dig som en mand! Og hold Herren din Guds forskrifter, så du vandrer på hans veje og holder hans anordninger, bud, bestemmelser og vidnesbyrd, ... for at du må have lykken med dig i alt, hvad du gør, og i alt, hvad du tager dig for, for at Herren kan opfylde den forjættelse, han gav mig da han sagde: Hvis dine sønner vogter på deres vej, så de vandrer i trofasthed for mit åsyn af hele deres hjerte og hele deres sjæl, skal der aldrig fattes dig en efterfølger på Israels trone!" 1Kong 2,1-4.

<PP 393/3> De sidste af Davids ord, som findes nedskrevet, er en sang en sang som udtrykker tillid, de højeste principper og en udødelig tro: "Så siger David, Isaj søn, så siger manden, højt ophøjet, Jakobs Guds salvede, helten i Israels sange: Ved mig talede Herrens Ånd ... "En retfærdig hersker blandt mennesker, en, der herser i gudsfrygt, han stråler som morgenrøden, som den skyfri morgensol, der fremlokker urter af jorden efter regn." Således har jo mit hus det med Gud. Han gav mig en evig pagt, fuldgod og vel forvaret. Ja, al min frelse og al min lyst." 2Sam 23,1-5.

<PP 393/4> David var faldet dybt, men han angrede også dybt. Hans kærlighed var brændende og hans tro stærk. Meget var blevet ham tilgivet, derfor elskede han meget. Luk 7,47. Davids salmer gennemløber hele den menneskelige erfarings skale. De spænder lige fra skyldbevidsthedens og selvfordømmelsens dyb til den mest ophøjede tro og den mest sublime forbindelse med Gud. Hans liv er et vidnesbyrd om, at synden kun bringer skam og ulykke, men at Guds kærlighed og nåde rækker ned til det største dyb, og at troen vil løfte den angrende sjæl op og anbringe ham mellem Guds sønner. Af alle de løfter, som Guds ord indeholder, er dette et af de stærkeste vidnesbyrd om hans trofasthed og retfærdighed og den nåde, som er bekræftet i hans pagt.

<PP 393/5> Mennesket "flyr som skyggen, står ikke fast" "men vor Guds ord bliver evindelig". "Herrens miskundhed varer fra evighed til evighed over dem, der frygter ham, og hans retfærd til børnenes børn for dem, der holder hans pagt og kommer hans bud i hu, så de gør derefter." Job 14,2; Es 40,8; Sl 103,17-18. "Alt, hvad Gud virker, bliver evindelig." Præd. 3,14.

<PP 393/6> Herren gav David og hans hus nogle vidunderlige løfter, som rækker helt ind i evigheden og får deres fuldstændige opfyldelse i Kristus. Herren sagde: "Jeg slutted en pagt med min udvalgte, tilsvor David, min tjener, ... thi min hånd skal holde ham fast, og min arm skal give ham styrke. ... Med ham skal min trofasthed og miskundhed være, hans horn skal løfte sig ved mit navn; jeg lægger havet under hans hånd og strømmene under hans højre; mig skal han kalde: Min Fader, min Gud og min frelses klippe. Jeg gør ham til førstefødt, den største blandt Jordens konger; jeg bevarer for evigt min miskundhed mod ham, min pagt skal holdes ham troligt." Sl 89,4-29.

<PP 393/7> "Jeg lader hans æt bestå for evigt, hans trone, så længe himmelen er til." Sl 89,30. "De arme blandt folket skaffer han ret, han bringer de fattige frelse, og han slår voldsmanden ned. Han skal leve, så længe solen lyser og månen skinner, fra slægt til slægt. I hans dage blomstrer retfærd, og dyb fred råder, til månen forgår. Fra hav til hav skal han herske, fra floden til Jordens ender." "Velsignet være hans navn evindelig, hans navn skal leve, mens solen skinner. Ved ham skal man velsigne sig, alle folk skal prise ham lykkelig!" Sl 72,4-8; 17.

<PP 394/1> "Thi et barn er født os, en søn er os givet, på hans skulder skal herredømmet hvile; og hans navn skal være: Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste." Han skal blive stor og kaldes den Højeste Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans faders, trone. Han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans kongedømme." Es 9,6; Luk 1,32-33.