<PP 325/2> Da profeten irettesatte Saul i Gilgal, kunne han ikke selv indse, at han havde begået en stor synd. Han følte, at han var blevet uretfærdigt behandlet, og forsøgte at retfærdiggøre sin handlemåde og at undskylde sine fejl. Fra det øjeblik havde han ikke ret megen forbindelse med profeten mere. Samuel elskede Saul som sin egen søn, og den iltre og temperamentsfulde Saul havde holdt profeten højt i ære. Men Saul var blevet fornærmet over Samuels irettesættelse og søgte så vidt muligt at undgå ham.

<PP 325/3> Nu lod Herren sin tjener overbringe Saul et nyt budskab. Hvis han ville være lydig, kunne han endnu nå at vise sin vilje til at tjene Gud af et udelt hjerte og bevidne, at han var værdig til at lede Israel. Samuel opsøgte kongen og overbragte ham budskabet fra Herren. For at kongen skulle forstå, at det havde stor betydning at efterkomme denne befaling, sagde Samuel udtrykkeligt, at Herren havde sendt ham, og at han talte med samme myndighed, som da han salvede Saul til konge. Profeten sagde: "Så siger hærskarers Herre: Jeg vil straffe Amalek for, hvad de gjorde mod Israel, da de stillede sig i vejen for det på vandringen op fra Ægypten. Drag derfor hen og slå Amalek og læg band på dem og på alt, hvad der tilhører dem; skån dem ikke, men dræb både mænd og kvinder, børn og diende, okser og får, kameler og æsler!" Amalekitterne var de første, der drog i krig imod israelitterne i ørkenen, og på grund af denne synd og deres foragt for Gud samt deres nedværdigende afguderi havde Herren gennem Moses fældet dommen over dem. Gud havde befalet, at beretningen om deres grusomhed overfor Israel skulle nedtegnes, ledsaget af disse ord: "Da skal du udtydde ethvert minde om Amalek. Glem det ikke!" 5Mos 25,19. Denne dom havde ventet på sin fuldbyrdelse i 400 år, men amalekitterne var ikke holdt op med at synde. Herren vidste, at dette onde folk ville udtydde hans folk og udslette den sande gudstilbedelse, hvis det var dem muligt. Nu var tiden kommet, da dommen, som var blevet udsat så længe, skulle fuldbyrdes.

<PP 325/4> Når Gud bærer over med de ugudelige, forhærder de sig, men selv om straffen lader vente længe på sig, falder den med usvigelig sikkerhed og hårdhed. "Thi som på Perazims bjerg vil Herren stå op, som i Gibeons dal vil han vise sin vrede for at gøre sin gerning en underlig gerning, og øve sit værk et sælsomt værk." Es 28,21. Det er et sælsomt værk og en underlig gerning for vor nådige Gud at straffe. "Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre Herren: Jeg har ikke lyst til den gudløses død, men til at han omvender sig fra sin vej, at han må leve!" Ez. 33,11. Herren er "barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed," han "tilgiver brøde, overtrædelse og synd". 2Mos 34,6-7. Skønt Herren ikke finder behag i at tage hævn, vil han alligevel fuldbyrde dommen over dem, der overtræder hans lov. Han er nødt til at gøre det for at forhindre, at Jordens beboere bliver totalt fordærvede og går helt til grunde. Han er nødt til at udslette de forhærdede syndere for at redde menneskeheden. "Herren er langmodig, hans kraft er stor, Herren lader intet ustraffet." Nahum 1,3. Hans dom over dem, der har trådt hans lov under fod, bliver frygtelig, men retfærdig. At Gud tøver med at fuldbyrde dommen over synden, er i sig selv et vidnesbyrd om syndernes alvorlige karakter og straffens hårdhed.

<PP 326/1> Men skønt Gud straffede, undlod han ikke at vise sin nåde. Amalekitterne skulle udryddes, men kenitterne, som boede iblandt dem, blev skånet. Dette folk havde ikke opgivet afgudsdyrkelsen fuldstændig, men de tilbad Gud og var venligsindede overfor Israel. Moses svoger, Hobab, tilhørte denne stamme. Han havde ledsaget israelitterne på deres rejser gennem ørkenen og havde været dem til uvurderlig hjælp, takket være sit kendskab til det område, de rejste igennem.

<PP 326/2> Efter sejren over filisterne ved Mikmas havde Saul ført krig imod Moab, Ammon, Edom, amalekitterne og filisterne, og hver gang, han drog i krig, vandt han nye sejre. Da han fik befaling om at drage mod amalekitterne, erklærede han øjeblikkelig krig. Hans stilling blev yderligere styrket ved, at profeten stod på hans side, og da han gav signalet til krig, flokkedes israelitterne om hans fane. Israelitterne skulle ikke føre denne krig for at skaffe sig storhed og ære. De skulle ikke have æren for sejren og måtte heller ikke beholde noget af det bytte, de erobrede fra fjenderne. De skulle kun drage i krig, fordi Gud havde befalet det, og hensigten med felttoget var at fuldbyrde Guds dom over amalekitterne. Det var Guds vilje, at alle nationerne skulle være vidne til, at det folk, som havde trodset hans overhøjhed, blev straffet, og at de skulle lægge mærke til, at straffen blev fuldbyrdet af den nation, som de havde foragtet.

<PP 326/3> "Saul slog Amalek fra Havila til Sjur, som ligger østen for Ægypten, og tog kong Agag af Amalek levende til fange. På alt folket lagde han band og huggede dem ned med sværdet; men Saul og folket skånede Agag og det bedste af småkvæget og hornkvæget, de fede og velnærede dyr, alt det bedste; de ville ikke lægge band på dem, men på alt det dårlige og værdiløse kvæg lagde de band."

<PP 326/4> Saul vandt den største af alle sine sejre i krigen mod amalekitterne, og nu blev hans stolthed, som var hans største fare, vakt til live igen. Han efterkom kun delvis den guddommelige befaling om at udrydde Guds fjender fuldstændig. Saul besluttede at gøre sit sjrstog så strålende som muligt ved at tage en konge med sig tilbage som fange. Han dristede sig til at efterligne de omkringboende folks skikke og skånede den barske og krigeriske amalekitterkonge Agags liv. Folket skånede det bedste af hornkvæget og småkvæget og de bedste arbejdsdyr og undskyldte deres synd med, at de ville ofre kvæget til Herren. Men det var kun et påskud for at få lov til at beholde det kvæg, som de selv ønskede at få.

<PP 326/5> Dette var den sidste, store prøve, Saul blev stillet på. I sit overmod havde han tilsidesat Guds vilje og vist, at han var besluttet på at regere som en uafhængig monark. Derfor kunne Gud ikke fortsat betro ham kongeværdigheden og lade ham regere som sin stedfortræder. Der rådede dyb sorg i profeten Samuels hjem, da Saul og hæren marcherede hjem i den første sejrsrus. Herren havde givet Samuel et budskab, der fordømte kongens handlemåde. Det lød således: "Jeg angrer, at jeg gjorde Saul til konge; thi han har vendt sig fra mig og ikke holdt mine befalinger!" Profeten sørgede dybt over den oprørske konges optræden; han græd og benyttede hele natten til at bede om, at Gud ville ændre den frygtelige dom.

<PP 326/6> Gud angrer ikke som et menneske. "Han, som er Israels herlighed, lyver ikke, ej heller angrer han; thi han er ikke et menneske, at han skulle angre!" Når et menneske angrer, ændrer det sin indstilling. Når Gud angrer, ændrer han forholdene. Et menneske kan ændre sit forhold til Gud på to måder. Det kan enten opfylde de betingelser, som Gud har stillet for at skænke det sin nåde, eller også kan det af egen fri vilje forkaste betingelserne for at opnå Guds nåde. Herren er derimod den samme "i går og i dag, ja, til evig tid". Hebr 13,8. Saul ændrede sit forhold til Gud ved sin ulydighed, men betingelserne for at opnå Guds nåde var de samme. Guds krav var uændrede, for hos Gud er der ikke "forandring eller skygge, der kommer og går". Jak 1,17.

<PP 327/1> Med tungt hjerte gik profeten den vildfarne konge i møde den næste morgen. Samuel håbede, at Saul ville indse sin synd, når han havde overvejet sin handlemåde, og at han ville angre og ydmyge sig, så at Gud atter kunne skænke ham sin nåde. Men når et menneske har taget det første skridt på overtrædelsens vej, går det hurtigt nedad. Sauls karakter havde allerede fået et knæk på grund af hans ulydighed, og nu gik han Samuel i møde med en løgn på læben. Han udbrød: "Herren velsigne dig! Jeg har holdt Herrens befaling!" Men profeten kunne høre nogle lyde, der overbeviste ham om, at den ulydige konges ord var usande. Han gik lige til sagen og spurgte: "Hvad er det for en brægen af småkvæg, som når mit øre, og brølen af hornkvæg, jeg hører?" Saul svarede: "De tog dem med fra amalekitterne; thi folket skånede det bedste af småkvæget og hornkvæget for at ofre det til Herren din Gud; på det andet derimod lagde vi band," Folket havde rettet sig efter Sauls befaling, men for at dække over sig selv gav han folket skylden for sin ulydighed.

<PP 327/2> Samuel var dybt bedrøvet over at skulle overbringe budskabet om Sauls forkastelse. Hele Israels hær skulle høre det på et tidspunkt, hvor de var fyldt af stolthed og sejrsglæde efter en sejr, som de gav deres konges tapperhed og dygtighed hele æren for; thi Saul havde ikke nævnt, at det var Gud, der havde givet Israel sejren i denne krig. Da profeten så Sauls selvrådige handlemåde, blev han fyldt med harme over, at dette menneske, som Gud havde vist så megen ære, kunne få sig selv til at overtræde Himmelens bud og lede folket i synd. Samuel lod sig ikke føre bag lyset af kongen. Med en blanding af sorg og harme udbrød han: "Det er nok! Jeg vil kundgøre dig, hvad Herren i nat har sagt mig! ..... Om du end ikke regner dig selv for noget, er du så ikke høvding for Israels stammer, og salvede Herren dig ikke til konge over Israel?" Han gentog Herrens befaling angående Amalek og bad om en forklaring på kongens ulydighed.

<PP 327/3> Saul blev ved med at retfærdiggøre sig. "Jeg adlød Herrens røst og gik, hvor Herren sendte mig hen; jeg har bragt kong Agag af Amalek med og lagt band på Amalek; men folket tog småkvæg og hornkvæg af byttet, det bedste af det bandlyste, for at ofre det til Herren din Gud i Gilgal."

<PP 327/4> Profeten fejede kongens løgne til side med sine strenge og alvorlige ord og udtalte den uigenkaldelige dom: "Mon Herren har lige så meget behag i brændofre og slagtofre som i lydighed mod Herrens røst? Nej, at adlyde er mere værd end slagtoffer, og at være lydhør er mere værd end væderfedt; thi genstridighed er trolddomssynd, og egenrådighed er afgudsbrøde. Fordi du har forkastet Herrens ord har han forkastet dig, så du ikke mere skal være konge!"

<PP 327/5> Da kongen hørte denne frygtelige dom, udbrød han: "Jeg har syndet; thi jeg har overtrådt Herrens befaling og dine ord, men jeg frygtede folket og føjede dem." I sin forfærdelse over profetens skarpe irettesættelse indrømmede Saul sin skyld, som han hårdnakket havde nægtet at indrømme før, men han blev ved med at laste folket og hævde, at det var af frygt for dem, at han havde syndet,

<PP 327/6> Det var ikke sorg over synden, men frygt for straffen, der fik Israels konge til at rette denne appel til Samuel: "Tilgiv mig dog nu min synd og vend tilbage med mig, for at jeg kan tilbede Herren!" Hvis Sauls anger havde været ægte, ville han have bekendt sin synd offentligt, men for ham var det vigtigste at bevare sin myndighed og at sikre sig folkets fortsatte troskab. Han bad om, at Samuel ville vise ham den ære at ledsage ham for at kunne gøre sin indflydelse gældende overfor folket.

<PP 327/7> "Jeg vender ikke tilbage med dig," svarede profeten. "Fordi du har forkastet Herrens ord, har Herren forkastet dig, så du ikke mere skal være konge over Israel!" Da Samuel vendte sig for at gå, greb kongen i sin dybe fortvivlelse fat i hans kappe for at holde ham tilbage, men kappefligen blev revet af. Da sagde profeten: "Herren har i dag revet kongedømmet over Israel fra dig og givet det til en anden, som er bedre end du!"

<PP 327/8> Det foruroligede Saul mere, at Samuel havde brudt forbindelsen med ham, end at han havde vakt Herrens mishag. Han vidste, at folket havde mere tillid til profeten end til ham selv. Saul anså det for håbløst at hævde sin myndighed, hvis der blev salvet en ny konge på Guds befaling netop nu. Han var bange for, at der øjeblikkelig ville blive opstand, hvis Samuel fuldstændig afbrød forbindelsen med ham. Saul bad indtrængende profeten om at ære ham for de ældste og folket ved at overvære gudstjenesten sammen med ham. På Guds befaling efterkom Samuel kongens anmodning for at undgå, at der blev opstand, men profeten var kun et tavst vidne til gudstjenesten.

<PP 328/1> Retfærdigheden var endnu ikke sket fyldest. Der forestod en grusom og frygtelig handling. Samuel skulle i hele folkets påsyn hævde Guds ære og fordømme Sauls handlemåde. Han befalede, at amalekitternes konge skulle føres hen til ham. Agag var den mindst skyldfrie og den mest ubarmhjertige af alle dem, som Israel havde overvundet med sværdet. Han hadede Guds folk og havde gjort alt for at udrydde dem. Desuden havde han øvet en vældig indflydelse for at fremme afgudsdyrkelsen. Han kom på profetens befaling og smigrede sig med, at der nu ikke længer var fare for hans liv. Samuel sagde: "Som dit sværd har gjort kvinder barnløse, skal din moder blive barnløs fremfor andre kvinder!" Derpå sønderhuggede Samuel Agag for Herrens åsyn i Gilgal." Da det var gjort, begav Samuel sig til sit hjem i Rama, mens Saul drog op til sit hjem i Gibea. Dette var det næstsidste møde mellem profeten og kongen.

<PP 328/2> Saul havde ikke store tanker om sine egne evner, da han blev kaldet til tronen. På det tidspunkt tog han villigt ved lære. Han manglede både kundskab og erfaring og havde alvorlige karaktermangler, men Herren skænkede ham Helligånden som vejleder og hjælper og gav ham mulighed for at udvikle de egenskaber, som var nødvendige for en israelitisk konge. Hvis han var blevet ved med at være ydmyg og lade sig vejlede af den guddommelige visdom, ville Gud have sat ham i stand til at røgte sine høje pligter med ære. Så ville alle hans gode egenskaber være blevet styrket under Guds nådes indflydelse, mens hans dårlige tilbøjeligheder ville have mistet deres magt. Herren er villig til at gøre dette for alle dem, der helliger sig til ham. Han har tildelt mange mennesker en stilling i sit værk på grund af deres ydmyghed og lærvillighed. I sit forsyn giver han dem sådanne kår, at de kan lære af ham. Han vil vise dem deres karaktermangler og give dem, der vil søge hans hjælp, den nødvendige styrke til at rette deres fejl.

<PP 328/3> Men Saul kunne ikke tåle den ære, der blev vist ham, og vanærede Gud på grund af sin vantro og ulydighed. Han var ydmyg og beskeden, da han blev kaldet til tronen, men hans succes gjorde ham selvsikker Da han vandt sin første sejr som konge, vaktes hans stolthed, som var hans største fare. Hele nationen blev begejstret over den tapperhed og feltherrekunst, han lagde for dagen, da han befriede Jabesj i Gilead. Folket gav kongen æren og glemte, at han blot var et redskab i Guds hånd. Skønt Saul gav Gud æren til at begynde med, tog han senere æren selv. Han glemte, at han var afhængig af Gud, og i sit hjerte blev han mere og mere fremmed for Herren, Derved beredtes vejen for hans formastelse og helligbrøde i Gilgal. Det var den samme blinde selvtillid, der fik ham til at lade hånt om Samuels irettesættelse. Saul betragtede Samuel som Guds profet og skulle derfor have taget irettesættelsen til efterretning, selv om han ikke selv kunne se, at han havde syndet. Hvis han havde været villig til at indse sin fejl og bekende sin synd, ville den pinlige erfaring, han kom ud for ved denne lejlighed, være blevet ham til hjælp i fremtiden.

<PP 328/4> Hvis Herren havde afbrudt forbindelsen med Saul fuldstændig på dette tidspunkt, ville han ikke have talt til ham gennem sin profet mere, og han ville heller ikke have betroet ham en speciel opgave for at give ham anledning til at råde bod på fortidens fejltagelser. Selv om et menneske, der bekender sig til at tjene Gud, ikke længer tager Guds vilje højtidelig, men ved sin opførsel tilskynder andre til at være uærbødige og ligegyldige mod Herrens ord, har det endnu mulighed for at skabe nederlag om til sejr, hvis det af et ærligt hjerte giver agt på den irettesættelse, som tildeles det, og atter tjener Gud i ydmyghed og tro. Vore nederlag er ofte en skjult velsignelse, fordi de lærer os at indse, at vi ikke kan gøre Guds vilje uden hans hjælp.

<PP 328/5> Da Saul nægtede at tage imod den irettesættelse, som Guds Helligånd gav ham, og hårdnakket vedblev at retfærdiggøre sig selv, forkastede han det eneste middel, som Gud havde til rådighed for at redde ham fra ham selv. Han havde med vilje skilt sig fra Gud, og Gud kunne ikke hjælpe eller vejlede ham igen, før han havde bekendt sin synd.

<PP 329/1> Saul foregav, at han var meget samvittighedsfuld, da han stod foran Israels hær i Gilgal og ofrede til Gud, men hans gudsfrygt var ikke ægte. Det bidrog blot til at svække Saul, at han forrettede en gudstjeneste i direkte modstrid med Guds befaling. Derved anbragte han sig blot i en stilling, hvor Gud ikke kunne bringe ham den hjælp, som han var så villig til at yde ham.

<PP 329/2> Da Saul drog i krig mod Amalek, troede han, at han havde efterkommet den væsentligste del af Herrens befaling, men Herren var ikke tilfreds med en delvis lydighed og ville heller ikke se bort fra Sauls forsømmelse, selv om hans bevæggrund aldrig var så ædel. Gud har ikke givet menneskene tilladelse til at slække på sine krav. Herren havde sagt til Israel: "I må ikke bære Eder ad, som vi nu for tiden gør her, hvor enhver gør, hvad han finder for godt," men "adlyd omhyggeligt alle disse bud, som jeg i dag pålægger dig." 5Mos 12,8. og 28. Når vi skal træffe en beslutning, skal vi ikke spørge, om der er forbundet nogen fare med dens gennemførelse, men om den er i overensstemmelse med Guds vilje. "Mangen vej synes manden ret, og så er dens ende dog dødens veje." Ord. 14,12.

<PP 329/3> "At adlyde er mere værd end slagtoffer." Selve ofrene havde ingen værdi i Guds øjne. De var et udtryk for, at den, som bragte dem, angrede sin synd, troede på Kristus og forpligtede sig til at være lydig imod Guds lov i fremtiden. Men ofrene var værdiløse, hvis der ikke lå anger, tro og et lydigt hjerte bagved. Da Saul i direkte strid med Guds bud foregav at ofre det, som Gud havde befalet ham at tilintetgøre, viste han åbenlys foragt for Guds myndighed. Hans ofring var en fornærmelse imod Himmelen. Skønt vi har kendskab til Sauls synd og dens følger, er der mange, som bærer sig ad på samme måde i dag. Samtidig med, at de nægter at anerkende og adlyde visse af Herrens bud, vedbliver de med at holde deres formelle gudstjenester. Guds bud billiger ikke en sådan gudstjeneste. Uden hensyn til, hvor nidkært mennesker iagttager deres religiøse ceremonier, kan Herren ikke anerkende dem, hvis de med vilje vedbliver at overtræde et af hans bud.

<PP 329/4> "Genstridighed er trolddomssynd, og egenrådighed er afgudsbrøde." Satan var den første oprører, og alt oprør imod Gud kan føres tilbage til Satan. De mennesker, som sætter sig op imod Guds regering, har sluttet forbund med ærkeforføreren, og han sætter al sin kraft og alle sine evner ind på at få magten over deres sanser og forkvakle deres forståelse. Han fremstiller alting i et falsk lys. Ligesom vore første forældre ser de mennesker, som er kommet under hans fortryllende indflydelse, kun de store fordele, som de kan opnå ved at overtræde Guds bud.

<PP 329/5> Det største bevis på Satans forførende magt er, at mange af dem, som han dirigerer på denne måde, forledes til at tro, at de tjener Gud. Da Kora, Datan og Abiram satte sig op imod Moses myndighed, troede de, at de kun modarbejdede et menneske som de selv. Til sidst mente de, at de arbejdede på at gøre Guds vilje, men da de forkastede Guds udvalgte redskab, forkastede de Kristus og bedrøvede Guds Ånd. Situationen var den samme på Kristi tid. Da korsfæstede jødernes skriftkloge og ældste Guds Søn, samtidig med at de gjorde sig de største anstrengelser for at ære Gud. Den samme ånd gør sig gældende hos de mennesker, der overtræder Guds vilje for at gøre deres egen vilje.

<PP 329/6> Saul havde set store beviser på, at Samuel var Guds profet. Han handlede stik imod sin sunde fornuft, da han dristede sig til at lade hånt om Guds bud, som de kom til udtryk gennem profeten. Hans skæbnesvangre formastelse må tilskrives Satans indflydelse. Saul havde med stor nidkærhed bekæmpet afgudsdyrkelse og trolddom, men da han var ulydig imod Guds bud, var han selv fyldt med det samme trods overfor Gud som de mennesker, der giver sig af med trolddom, og inspireret af Satan ligesom de. Da han blev irettesat, føjede han forhærdelse til sit oprør, og han kunne ikke have såret Guds ånd mere ved at slutte sig åbenlyst til afgudsdyrkerne.

<PP 329/7> Det er meget farligt at foragte Guds ords eller Helligåndens irettesættelser og advarsler. Mange giver efter for fristelsen ligesom Saul og kan til sidst slet ikke se syndens sande karakter. De smigrer sig med, at de har haft et eller andet stort mål for øje, og at de ikke har båret sig forkert ad ved at undlade at gøre Herrens vilje. De handler i strid med nådens ånd så længe, at de ikke mere kan høre dens røst, og følgen er, at de overlades til at leve i de vildfarelser, som de selv har valgt.

<PP 330/1> Da Gud valgte Saul, gav han Israel en konge efter deres eget ønske. Da kongevalget blev bekræftet i Gilgal, sagde Samuel: "Her står kongen, som I har valgt og krævet." 1Sam. 12,13. Saul havde et smukt ydre, var høj af vækst og havde en fyrstelig holdning. Han så netop ud, som folket havde forestillet sig en konge, og de betragtede hans personlige tapperhed og hans, evner som hærfører som de vigtigste egenskaber, når det gjaldt om at skabe respekt hos andre nationer. Det betød mindre for dem, om han var i besiddelse af de højere egenskaber, som var den vigtigste betingelse for, at han kunne styre folket med retfærdighed og upartiskhed. De bad ikke om en konge, som havde en ædel karakter og elskede og frygtede Gud. De havde ikke bedt Gud vise dem, hvilke genskaber en konge skulle have for at kunne bevare deres særpræg som Guds ejendomsfolk. De bad ikke om, at Guds vilje måtte ske, men ville for enhver pris have deres egen vilje. Derfor gav Gud dem en konge, som svarede til deres ønske en konge, hvis karakter var en afspejling af deres egen karakter. Deres hjerte var ikke under Guds kontrol, og Guds nåde havde heller ikke fået lov til at præge deres konge. Under denne konges regering ville de opnå den erfaring, som var nødvendig for at få dem til at indse deres fejltagelse og atter begynde at tjene Gud.

<PP 330/2> Men Herren slog ikke hånden af Saul, da han først havde gjort ham til konge. Han lod stadig Helligånden hvile over ham for at vise ham hans svaghed og hans behov for Guds hjælp, og hvis Saul havde stolet på Gud, ville Herren have været med ham. Gud ville lade Sauls anstrengelser lykkes, så længe han rettede sig efter Guds vilje og lod sig lede af hans Ånd. Men da Saul begyndte at optræde uafhængigt af Gud, kunne Herren ikke længer være hans vejleder. Da var han nødt til at forkaste ham og vælge "en mand efter sit hjerte" (1Sam. 13,14) til konge. Denne mand var ikke fejlfri, men han var rede til at fæste lid til Gud frem for at stole på sig selv. Han var villig til at lade sig vejlede af Guds ånd og til at tage imod den irettesættelse, han fik, når han havde syndet.