<PP 267/2> Der var gået nogle år, siden stammerne havde bosat sig i deres forskellige områder, og nu dukkede de onder op igen, som Israel tidligere var blevet straffet for. Josua kunne mærke, at alderdommens svagheder begyndte at gøre sig gældende, og forstod, at han snart måtte nedlægge sin arbejdsbyrde. Tanken om folkets fremtid bekymrede ham dybt. Med mere end faderlig omsorg bragte han dem sit budskab, da de endnu en gang talte om deres aldrende høvding: "I har selv set alt, hvad Herren Eders Gud har gjort ved alle disse folkeslag foran Eder; thi det var Herren Eders Gud, som kæmpede for Eder." Skønt kanaanæerne var blevet undertvunget, besad de stadig en anselig del af det land, der var lovet Israel, og Josua opildnede sit folk til ikke at slå sig til ro og glemme Herrens befaling om at fordrive disse afguderiske folk fuldstændig.

<PP 267/3> Som helhed var israelitterne ikke særlig ivrige efter at fordrive de hedninger, der endnu var tilbage i landet. Stammerne var rejst ud til deres arvelodder, hæren var opløst, og man anså det for et vanskeligt og tvivlsomt foretagende at genoptage krigen. Men Josua erklærede: "Herren Eders Gud vil trænge dem tilbage foran Eder og drive dem bort foran Eder, og I skal tage deres land i besiddelse, som Herren Eders Gud lovede Eder. Vær nu stærke og faste, så I giver agt på og handler efter alt, hvad der står skrevet i Moses lovbog, og ikke viger derfra til højre eller venstre."

<PP 267/4> Josua sagde til folket, at de selv var vidner om, at Gud trofast havde opfyldt sine løfter til dem i den udstrækning, de havde opfyldt betingelserne. "Så betænk da med hele Eders hjerte og hele Eders sjæl, at ikke eet af alle de gode ord, Herren Eders Gud talede til Eder, faldt til jorden; alle sammen er de gået i opfyldelse for Eder; ikke ét ord deraf faldt til jorden." Men ligesom Herren havde opfyldt sine løfter, erklærede Josua, således ville han også opfylde sine trusler. "Ligesom alle de gode ord, Herren Eders Gud talede til Eder, gik i opfyldelse på Eder, således vil Herren også lade alle sine trusler gå i opfyldelse på Eder. Når I overtræder Herren Eders Guds pagt, så vil Herrens vrede blusse op imod Eder, og I vil hastelig blive udryddet fra det herlige land, han gav Eder!"

<PP 267/5> Satan bedrager mange med den besnærende teori, at Guds kærlighed til sit folk er så stor, at han vil undskylde deres synd. Satan gør gældende, at Guds ords advarsler nok skal tjene et bestemt formål i hans moralske styre, men at han aldrig vil gøre alvor af dem, Men i sin handlemåde overfor sine skabninger har Gud uden undtagelse hævdet retfærdighedens principper ved at afsløre syndens sande væsen og ved at vise, at dens høst altid er elendighed og død. Der er aldrig blevet og vil aldrig blive givet syndstilgivelse uden på betingelser. At gøre det ville være ensbetydende med at opgive de retfærdighedsprincipper, som udgør selve grundlaget for Guds styre. Hvis det skete, ville den del af verdensaltet, som ikke er faldet i synd, blive grebet af bestyrtelse. Gud har tydeligt udpeget følgerne af at synde, og hvis hans advarsler ikke var troværdige hvordan kunne vi da være sikre på, at hans løfter ville blive opfyldt? Den såkaldte mildhed, der tilsidesætter retfærdighedens fordringer, er ikke et udtryk for mildhed, men for svaghed,

<PP 268/1> Gud er livets giver, og fra allerførste færd har hans love taget sigte på at tjene livet. Men synden brød forstyrrende ind i den styreform, Gud havde indført, og harmonien blev ødelagt. Så længe der eksisterer synd, er lidelse og død uundgåelig. Mennesket kan kun gøre sig håb om at undgå syndens sørgelige følger, fordi Frelseren har båret syndens forbandelse.

<PP 268/2> Før Josuas død kom stammernes overhoveder og repræsentanter atter til Sikem på hans befaling. Intet andet sted i hele landet gemte så mange hellige minder. Her førtes folket i tankerne tilbage til Guds pagtslutning med Abraham og Jakob, og her mindedes de deres egne højtidelige løfter, da de var draget ind i Kanaans land. Her lå Ebal og Garizim som tavse vidner om de løfter, som de nu var kommet sammen for at forny i nærværelse af deres gamle leder, som snart skulle dø. Til alle sider kunne de se vidnesbyrd om det, Gud havde udrettet for sit folk. Havde han ikke skænket dem et land, som de ikke selv havde arbejdet for, byer, som de ikke selv havde opført, og vingårde og olivenlunde, som de ikke selv havde anlagt? Josua gennemgik endnu en gang Israels historie og fortalte om Guds underfulde gerninger, for at alle skulle få en følelse af hans kærlighed og nåde og tjene ham "i oprigtighed og trofasthed".

<PP 268/3> På Josuas befaling havde man hentet arken i Silo. Den var symbolet på Guds nærværelse og ville forstærke det indtryk, Josua ønskede at gøre på folket ved denne højtidelige anledning. Efter at have mindet om Guds godhed mod Israel bød han i Herrens navn folket vælge, hvem de ville tjene. I en vis udstrækning forekom der stadig afgudsdyrkelse i det skjulte, og Josua ville nu have folket til at træffe en afgørelse for at komme denne synd til livs blandt israelitterne. "Hvis I ikke synes om at tjene Herren," sagde han, "så vælg i dag, hvem I vil tjene." Josua var besjælet af det ønske at få sit folk til at tjene Gud, men det skulle være frivilligt, ikke tvungent. Åbent frafald var ikke mere anstødeligt i Guds øjne end hykleri og en rent udvortes gudsdyrkelse.

<PP 268/4> Den aldrende leder gjorde al sin indflydelse gældende for at få folket til grundigt at overveje det, han havde sagt til dem, og afgøre, om de virkelig ønskede at leve ligesom deres dybt sunkne, afguderiske nabofolk. Hvis de ikke brød sig om at tjene Herren, som er kraftens kilde og velsignelsens levende væld, så stod det dem nu frit for at vælge, hvem de ville tjene de guder" som blev dyrket af "Eders fædre", som Abraham blev opfordret til at drage bort fra, "eller amoritternes guder, i hvis land I nu bor". Disse sidste ord var en skarp irettesættelse til Israel. Amoritternes guder havde ikke været i stand til at beskytte de mennesker, der tilbad dem. Den onde amoritiske nation var blevet tilintetgjort på grund af sine afskyelige, nedværdigende synder, og Guds folk havde fået det gode land, som den en gang ejede. Hvor ville det være tåbeligt af israelitterne at vælge de guder, som det havde kostet amoritterne livet at dyrke! "Men jeg og mit hus," sagde Josua, "vi vil tjene Herren!" Folket blev grebet af den samme hellige ildhu, som besjælede deres leder. Hans udfordring fremkaldte det spontane svar: "Det være langt fra os at forlade Herren for at dyrke andre guder."

<PP 268/5> "I vil ikke kunne tjene Herren" sagde Josua, "thi han er en hellig Gud, som ikke vil tilgive Eders overtrædelser og synder." Der kunne ikke finde en varig reformation sted, før folket følte, at det var fuldstændig umuligt for dem at vise Gud lydighed i egen kraft. De havde krænket hans lov, den fordømte dem som overtrædere, og de kunne ikke blive reddet ved lovens hjælp. Så længe de stolede på deres egen kraft og retfærdighed, kunne de ikke få syndstilgivelse eller opfylde Guds fuldkomne lovs fordringer, og deres forsikringer om at ville tjene Gud var derfor intet værd. De kunne kun få syndstilgivelse og styrke til at adlyde Guds lov ved at tro på Kristus. De måtte holde op med at forlade sig på deres egne gode gerninger for at blive frelst. De måtte stole helt og fuldt på den forjættede frelsers fortjenester, hvis de ønskede, at Gud skulle antage dem.

<PP 269/1> Josua bestræbte sig på at få sine tilhørere til at veje deres, ord nøje og afholde sig fra at give løfter, som de ikke kunne holde. I dybeste alvor gentog de erklæringen: "Nej, Herren vil vi tjene!" De bekræftede højtideligt, at de var vidner imod sig selv på, at de havde valgt Herren, og gentog endnu en gang troskabsløftet: "Herren vor Gud vil vi tjene, og hans røst vil vi lyde!"

<PP 269/2> "Derpå lod Josua samme dag folket indgå en pagt, og han fastsatte det lov og ret i Sikem." Han skrev en beretning om denne højtidelige begivenhed og lagde den ved siden af arken, hvor lovbogen lå. Han opstillede også en støtte som mindesmærke med følgende ord: "Se, stenen her skal være vidne imod os; thi den har hørt alle Herrens ord, som han talede til os; den skal være vidne imod Eder, at I ikke skal fornægte Eders Gud!" Derpå lod Josua folket drage bort hver til sin arvelod."

<PP 269/3> Josuas gerning for Israel var til ende. Han havde "vist Herren fuld lydighed" og i Guds bog kaldes han "Herrens tjener". Det ædleste vidnesbyrd om hans karakter som folkets leder er beretningen om den slægt, som høstede frugten af hans møje: "Israel dyrkede Herren, så længe Josua levede, og så længe de ældste var i live, som overlevede Josua."