<PP 108/2> Men ved Himmelens styrelse skulle selv denne erfaring blive til velsignelse for ham. På nogle få timer havde han lært, hvad han måske ikke kunne have lært gennem mange år. Ved at vise ham en så stærk og øm kærlighed, ved at foretrække ham for de øvrige børn og forkæle ham havde hans fader ødelagt ham. Denne ukloge forskelsbehandling havde vakt hans brødres vrede og fået dem til at begå den grusomme handling, der havde skilt ham fra hjemmet, Det havde også sat spor i hans egen karakter. Han havde tillagt sig fejl, som nu skulle rettes. Han var ved at blive selvtilfreds og fordringsfuld. Han var vant til faderens ømme omsorg og følte, at han ikke var forberedt på at klare de vanskeligheder, der ventede ham, når han skulle friste en fremmeds og en slaves bitre, upåagtede tilværelse.

<PP 108/3> Så gik hans tanker til hans faders Gud. I barndommen havde han lært at elske og frygte ham. Ofte havde han i faderens telt lyttet til beretningen om det syn, Jakob så, da han drog hjemmefra som landflygtig. Han havde hørt om Herrens løfter til Jakob og om, hvordan de var blevet opfyldt Guds engle kom i nødens time for at undervise, trøste og beskytte ham. Og han havde hørt om, at Gud havde vist sin kærlighed ved at skaffe menneskene en forløser. Nu stod alle disse dyrebare lærdomme klart for ham. Josef troede på, at hans fædres Gud ville være hans Gud. Han overgav sig straks helt og fuldt til Herren og bad om, at han, som bevarer Israel, ville være med ham i landflygtigheden.

<PP 108/4> Hans sjæl bævede, når han tænkte på sin store beslutning om at være tro mod Gud og under alle forhold handle, som det sømmer sig for en undersåt under Himmelens Konge. Han ville tjene Herren med et udelt hjerte, modigt udholde de prøvelser, der blev hans lod, og udføre enhver pligt med troskab. Én dags oplevelser var blevet vendepunktet i Josefs liv. Denne dags frygtelige ulykke havde forvandlet ham fra et forkælet barn til en alvorlig, modig og behersket mand.

<PP 108/5> Ved ankomsten til Ægypten blev Josef solgt til Potifar, der var livvagtens øverste. Han blev i dennes tjeneste i ti år. Det var ikke helt almindelige fristelser, han blev udsat for her. Han boede midt blandt afgudsdyrkere. Tilbedelsen af falske guder var her forbundet med al den kongelige pragt, rigdom og kultur, som datidens højst civiliserede nation kunne opvise. Men Josef bevarede sin ligefremhed og sin troskab mod Gud. Lastefuldhed appellerede til ham overalt gennem synet og hørelsen, men han lod, som om han hverken så eller hørte noget af det. Han lod ikke sine tanker dvæle ved forbudte emner. Ønsket om at vinde ægypternes gunst kunne ikke få ham til at skjule sine principper. Havde han søgt at gøre det, ville han være blevet overvundet af fristelser, men han skammede sig ikke over sine fædres religion og gjorde sig ingen anstrengelser for at skjule, at han tilbad Gud,

<PP 109/1> "Men Herren var med Josef, så lykken fulgte ham. Og hans herre så, at Herren var med ham, og at Herren lod alt, hvad han foretog sig, lykkes for ham." Potifars tillid til Josef voksede daglig, og han udnævnte ham til sidst til sin forvalter og gav ham det fulde opsyn med al sin ejendom. "Og han betroede alt, hvad han ejede, til Josef, og selv bekymrede han sig ikke om andet end den mad, han spiste."

<PP 109/2> Den iøjnefaldende fremgang, der fulgte med alt, hvad der blev betroet Josef, var ikke resultatet af et direkte mirakel; men hans flid, omhu og energi kronedes med Guds velsignelse. Josef tilskrev Guds gunst sin fremgang, og selv hans afgudsdyrkende herre betragtede dette som hemmeligheden ved de usædvanlige resultater, han opnåede, Men uden en stadig, målbevidst anstrengelse ville han aldrig havde fået en sådan fremgang. Gud blev æret ved sin tjeners troskab. Det var Guds hensigt, at den troende med hensyn til renhed og retskaffenhed skulle stå i skarp modsætning til afgudsdyrkerne, så at den himmelske nådes lys på den måde kunne skinne midt i hedenskabets mørke.

<PP 109/3> Josefs mildhed og troskab vandt livvagtens øverstes hjerte, og han blev mere betragtet som en søn end en slave. Den unge mand kom i forbindelse med fornemme og kloge mænd og fik kendskab til videnskab, sprog og forretningsvæsen, en uddannelse, der var nødvendig for Ægyptens vordende førsteminister.

<PP 109/4> Men Josefs tro og retskaffenhed skulle sættes på ildprøver. Hans herres hustru forsøgte at få den unge mand til at overtræde Guds lov. Hidtil havde han holdt sig uplettet af den fordærvelse, som dette hedenske land var så fuldt af; men hvordan skulle han overvinde denne fristelse, der kom så pludselig og var så stærk og forførende? Josef vidste godt, hvad der ville blive følgen af at gøre modstand. Han havde valget mellem fortielse, begunstigelse og belønninger på den ene side og vanære, fængsel og måske døden på den anden. Hele hans fremtid afhang af et øjebliks afgørelse. Ville principperne sejre? Ville Josef stadig være tro mod Gud? Med usigelig spænding iagttog englene, hvad der foregik.

<PP 109/5> Josefs svar viser de religiøse princippers magt, Han ville ikke forråde sin jordiske herres tillid, og hvad end følgerne blev, ville han vedblive at være tro mod sin himmelske Herre. For Guds og englenes ransagende øjne er der mange, som tager sig friheder, som de ikke ville gøre sig skyld i, hvis deres medmennesker var til stede; men Josefs første tanke gjaldt Gud. "Hvor skulle jeg da kunne øve denne store misgerning og synde mod Gud!" sagde han.

<PP 109/6> Hvis vi altid tænkte på, at Gud ser og hører alt, hvad vi gør og siger, og holder nøje regnskab med vore ord og handlinger og engang vil kræve os til regnskab for det alt sammen, så ville vi vige tilbage fra at synde. De unge bør altid huske, at hvor de end er, og hvad de end gør, er de altid i Guds nærværelse. Intet i vort liv sker ubemærket. Vi kan ikke skjule vore handlinger for den Højeste. Selv strenge menneskelige love bliver somme tider overtrådt, uden at det opdages, så overtræderen undgår straf. Men det er ikke tilfældet med Guds lov, Det dybeste midnatsmørke kan ikke skjule den skyldige. Han tror maske, at han er alene, men et usynligt vidne overværer enhver handling. Selv hjertets motiver ses af Gud. Enhver handling, ethvert ord, enhver tanke bliver bemærket så nøje, som om der kun fandtes ét menneske i hele verden, og Himmelens opmærksomhed var rettet mod det.

<PP 109/7> Josef måtte lide for sin retskaffenhed; for hans fristerinde hævnede sig ved at beskylde ham for en afskyelig forbrydelse og sørgede for, at han blev kastet i fængsel. Havde Potifar troet på sin hustrus anklage mod Josef, ville den unge hebræer have mistet livet; men den beskedenhed og retskaffenhed, der helt igennem havde præget hans opførsel, var et bevis på hans uskyld; og dog overlod man Ham til skam og trældom for at redde hans Herres hus rygte.

<PP 110/1> I begyndelsen blev Josef behandlet meget strengt af sine fangevogtere. Salmisten siger: "De tvang hans fødder med lænker, han kom i lænker af jern, indtil hans ord blev opfyldt; ved Herrens ord stod han prøven igennem." Sl 105,18-19. Men Josefs virkelige karakter lyser, selv i fængsletsmørke. Han bevarede sin tro og tålmodighed. Hans mange års tro tjeneste var blevet grusomt belønnet, men det gjorde ham ikke vranten eller mistænksom. Han ejede den fred, der udspringer af bevidstheden om uskyldighed, og han overlod sin sag til Gud. Han rugede ikke over sin forurettelse, men glemte sin sorg ved at prøve at lette andres sorger. Han fandt en opgave, selv i fængslet. I prøvelsens skole var Gud ved at forberede ham til større brugbarhed, og han vægrede sig ikke ved at gennemgå den nødvendige skoling, I fængslet, hvor han så resultaterne af undertrykkelse og tyranni og forbrydelsens følger, lærte han retfærdighed, sympati og barmhjertighed, og det forberedte ham til at udøve magt med visdom og medlidenhed.

<PP 110/2> Josef vandt gradvis fangevogterens tillid og fik til sidst opsyn med alle fangerne. Det var hans opførsel i fængslet hans retskaffenhed i det daglige liv og hans sympati for dem, der var i vanskeligheder og nød der beredte vejen for hans medgang og ære senere hen. Hver lysstråle, vi kaster på andre, skinner tilbage på os selv. Hvert venligt, medfølende ord til de sorgfulde, hver handling for at bringe de undertrykte lindring og hver gave til de trængende vil bringe giveren velsignelse, hvis motiverne er rigtige.

<PP 110/3> Kongens overbager og overmundskænk var blevet kastet i fængsel for en eller anden forseelse, og de blev betroet i Josefs varetægt. En morgen, da han så, at de var særlig bedrøvede, spurgte han venligt om grunden og fik at vide, at de havde haft en mærkelig drøm, hvis betydning de var ivrige efter at få at vide. Josef sagde: "Er det ikke Guds sag at tyde drømme? Fortæl mig det da!" Da de havde fortalt deres drøm, sagde Josef, hvad de betød: Tre dage efter ville overmundskænken blive genindsat i sit embede og række Farao bægeret som før; men overbageren ville blive henrettet på kongens befaling. I begge tilfælde gik det, som Josef havde sagt.

<PP 110/4> Kongens mundskænk havde givet udtryk for den dybeste taknemmelighed overfor Josef, både for drømmens opmuntrende tydning og for hans mange venlige handlinger. Til gengæld fortalte Josef på en gribende måde om sit eget uretfærdige fangenskab og bønfaldt ham om at bringe hans sag frem for kongen. "Ville du nu blot tænke på mig, når det går dig vel, og vise mig godhed og omtale mig for Farao og således hjælpe mig ud af dette hus; thi jeg er stjålet fra hebræernes land og har heller ikke her gjort noget, de kunne sætte mig i fængsel for." Overmundskænkens drøm blev opfyldt i alle enkeltheder; men da han atter nød kongens gunst, tænkte han ikke mere på sin velgører. Josef blev i fængslet i endnu to år. Det håb, der var blevet tændt i hans hjerte, svandt gradvis, og til alle de andre prøvelser føjedes utaknemmelighedens bitre brod,

<PP 110/5> Men Guds hånd skulle snart åbne fængslets porte. Kongen af Ægypten havde en nat to drømme, der tilsyneladende pegede hen på samme begivenhed og syntes at varsle en stor katastrofe. Han kunne ikke finde ud af deres betydning, men de blev ved at tynge hans sind. Tegnsudlæggerne og vismændene i riget kunne ikke tyde dem. Kongens rådvildhed og bekymring voksede, og rædsel bredte sig i hele paladset. Den almindelige ophidselse fik overmundskænken til at tænke på omstændighederne i forbindelse med sin egen drøm. Samtidig kom han i tanker om Josef, og Han angrede dybt sin glemsomhed og utaknemmelighed. Han meddelte straks kongen, hvordan hans og overbagerens drøm var blevet tydet af en hebraisk fange, og hvordan forudsigelserne var gået i opfyldelse.

<PP 110/6> Det var ydmygende for Farao at måtte sende tegnsudlæggerne og vismændene i riget bort og rådspørge en fremmed og en slave; men han var parat til at tage imod selv den mest beskedne hjælp, hvis blot han kunne få ro i sindet. Der blev straks sendt bud efter Josef. Denne tog sin fængselsdragt af og lod sig rage, for hans hår var blevet langt under hans vanærende fængselsophold. Han blev derefter ført frem for kongen.

<PP 111/1> "Så sagde Farao til Josef: "Jeg har haft en drøm, som ingen kan tyde; og nu har jeg hørt om dig, at du kun behøver at høre en drøm, så kan du tyde den." Josef svarede Farao: "Ikke jeg men Gud vil give Farao et gunstigt svar!" Josefs svar til kongen åbenbarer hans ydmyghed og tro på Gud. Han siger beskedent, at han ikke har den ære selv at besidde en højere visdom. "Ikke jeg" Gud alene kan forklare disse mysterier.

<PP 111/2> Farao begyndte nu at fortælle sine drømme: "Jeg drømte, at jeg stod på Nilens bred; og se, op af floden steg der syv fede og smukke køer, som gav sig til at græsse i engen; efter dem steg der syv andre køer op, ringe, såre usle og magre, så usle dyr har jeg ikke set nogetsteds i Ægypten, og de magre og usle køer åd de syv første, fede køer; men da de havde slugt dem, var det ikke til at kende på dem; de så lige så usle ud som før. Så vågnede jeg. Men jeg sov atter ind og så i drømme syv fulde og gode aks skyde frem på et og samme strå; men efter dem voksede syv udtørrede, golde og vindsvedne aks frem, og de golde aks slugte de syv gode aks. Det fortalte jeg mine tegnsudlæggere, men ingen kunne forklare mig det."

<PP 111/3> Josef sagde: "Faraos drømme betyder begge det samme, og Gud har kundgjort Farao, hvad han vil gøre." Der skulle komme syv år med stor overflod. Mark og have ville give rigeligere end nogensinde før. Og denne periode ville blive efterfulgt af syv års hungersnød. Overfloden skulle ikke mærkes "på grund af den påfølgende hungersnød; thi den bliver såre hård". Drømmens gentagelse var et bevis på, at dens opfyldelse var sikker, og at den var nær. "Men nu skulle Farao udse sig en indsigtsfuld og klog mand og sætte ham over Ægypten, og Farao skulle tage og indsætte tilsynsmænd over landet og opkræve femtedelen af Ægyptens afgrøde i overflodens syv år; og de skal samle al afgrøden fra de gode år, der kommer, og oplagre høsten som Faraos eje og bringe afgrøden under lås og lukke i byerne, for at afgrøden kan tjene til forråd for landet i hungersnødens syv år."

<PP 111/4> Fortolkningen var så fornuftig og konsekvent og det fremsatte forslag så godt og klogt, at rigtigheden heraf ikke kunne betvivles. Men hvem skulle man betro gennemførelsen af denne plan? Nationens redning afhang af et klogt valg. Kongen var bekymret. I nogen tid var spørgsmålet under overvejelse. Gennem overmundskænken havde monarken fået at vide, med hvilken visdom og klogskab Josef havde styret fængslet. Det var indlysende, at han besad fremragende administrative evner. Mundskænken, der nu var fuld af selvbebrejdelser, søgte at bøde på sin tidligere utaknemmelighed ved at anbefale sin velgører på det varmeste, og kongens videre undersøgelser bekræftede, hvad han sagde. I hele riget var Josef den eneste, der havde visdom nok til at påpege den fare, der truede landet, og anvise de forholdsregler, der var nødvendige for at imødegå den. Kongen var overbevist om, at han var den bedst kvalificerede til at udføre den plan, han havde foreslået. Det var tydeligt, at en guddommelig kraft var med ham, og at der ikke var nogen blandt kongens embedsmænd, der var så godt egnet til at lede nationens anliggender i denne krisetid. At han var hebræer og slave, betød kun lidt i sammenligning med hans åbenbare visdom og sunde fornuft. "Hvor finder vi en mand, i hvem Guds Ånd er som i ham?" sagde kongen til sine rådgivere.

<PP 111/5> Man besluttede at overdrage hvervet til Josef, og han fik den overraskende meddelelse: "Efter at Gud har åbenbaret dig alt dette, kan ingen måle sig med dig i indsigt og kløgt; du skal forestå mit hus, og efter dit ord skal alt mit folk rette sig; kun tronen vil jeg have forud for dig." Derefter gav kongen Josef de officielle tegn på hans høje embede. "Og Farao tog seglringen af sin hånd og satte den på Josefs, klædte ham i fine linnedklæder og hængte guldkæden om Hans hals; han lod ham køre i sin næstbedste vogn, og de råbte abrek for ham."

<PP 111/6> "Han tog ham til herre for sit hus, til hersker over alt sit gods; han styred hans øverster efter sin vilje og viste hans ældste til rette." Sl 105,21-22. Fra fængslet var Josef blevet ophøjet til hersker over hele Ægypten. Det var en meget ærefuld stilling, men den var vanskelig og farefuld. Det er ikke ufarligt at have en høj stilling. Ligesom uvejret lader den lille blomst i dalen uskadt, mens det rykker det statelige træ på bjergets top op med rod, således kan de, som har bevaret deres retskaffenhed i en beskeden stilling, blive trukket ned i afgrunden af de fristelser, der følger med verdslig fremgang og ære. Men Josefs karakter bestod både modgangens og medgangens prøve. Han udviste samme tro, da han stod i Faraos palads, som da han sad i fængselscellen. Han var stadig en fremmed i et hedensk land, og han var skilt fra sin slægt, der tilbad Gud; men han troede fuldt ud på, at Guds hånd havde ledet hans skridt, og i stadig tillid til Gud udførte han trofast de pligter, der fulgte med hans stilling. Gennem Josef henledtes kongens og Ægyptens stormænds opmærksomhed på den sande Gud, og skønt de stadig holdt fast ved deres afgudsdyrkelse, lærte de at respektere de principper, der åbenbares i det menneskes liv og karakter, som tilbeder Gud.

<PP 112/1> Hvorledes var Josef i stand til at udvise så stor karakterfasthed, retskaffenhed og visdom? I sine unge år havde han set mere på, hvad der var hans pligt, end på, hvad han havde lyst til, og ungdomstidens retskaffenhed, enfoldige tillid og ædle natur bar frugt i manddomstidens gerninger. Et rent og nøjsomt liv havde begunstiget en kraftig udvikling af både de fysiske og intellektuelle evner. Kontakt med Gud gennem hans værk og overvejelse af de store sandheder, der var betroet troens arvinger, havde højnet og forædlet hans åndelige natur, udvidet hans horisont og styrket hans forstand, som intet andet studium kunne gøre det. Pligttroskab på ethvert trin, fra, det nederste til det øverste, havde udviklet enhver evne til det yderste. Den, der lever i overensstemmelse med Skaberens vilje, sikrer sig den sandeste og ædleste karakterudvikling. "Herrens frygt, det er vis dom, at sky det onde er indsigt." Job 28,28. Der er kun få, der indser de små tings indflydelse på karakterens udvikling. Intet af det, vi har med at gøre, er i virkeligheden småt. De skiftende omstændigheder, vi møder dag for dag, er beregnet til at sætte vor trofasthed på prøve og gøre os skikket til mere betroede opgaver. Ved at udvise principfasthed i dagliglivet vænnes sindet til at sætte pligtens krav over fornøjelser og tilbøjeligheder Det sind, der optrænes på denne måde vil ikke vakle mellem ret og uret som et rør, der svajer i vinden. Det er pligttro, fordi det er vænnet til troskab og sandhed. Ved at vise troskab det mindste får det styrke til at være tro i det som er større.

<PP 112/2> En retskaffen karakter er af større værdi end Ofirs guld. Uden en sådan karakter kan ingen opnå hæder og ære. Men karakteren nedarves ikke. Der kan ikke købes. Moralske fortrin og fremragende åndelige egenskaber skyldes ikke tilfældigheder. Selv de bedste evner er intet værd, medmindre de udvikles. Dannelsen af en ædel karakter tager hele livet og er resultatet af flittige, udholdende anstrengelser. Gud giver anledningerne, et godt resultat afhænger af den brug, vi gør af dem.