<PP 11/1> Gud er kærlighed
1Joh 4,8. Hans natur og hans lov er kærlighed. Sådan har det
altid været, og sådan vil det vedblive at være, "Den
højt ophøjede, som troner evigt," som går ad evige
stier forandres ikke, han, "hos hvem der ikke er forandring eller skygge,
der kommer og går." Es 57,15; Hab 3,6; Jak 1,17. Enhver åbenbarelse
af skabermagt er et udtryk for uendelig kærlighed. Guds herredømme
indbefatter en fylde af velsignelse over alle skabte væsener, Salmisten
siger:
<PP 11/2> "Din hånd er stærk, din højre
løftet. Retfærd og ret er din trones grundvold, nåde
og sandhed står for dit åsyn. Saligt det folk, der kender til
frydesang, vandrer Herre, i dit åsyns lys! De lovsynger dagen igennem
dit navn, ophøjes ved din retfærdighed. Thi du er vor styrkes
stolthed, ... thi vort skjold er hos Herren, vor konge er Israels Hellige!"
Sl 89,14-19. Den historiske beretning om den store strid mellem godt og
ondt, lige fra den begyndte i Himmelen indtil oprørets endelige
nederlag og syndens fuldstændige udslettelse, er også et bevis
på Guds uforanderlige kærlighed.
<PP 11/3> Universets hersker var ikke alene om at udføre
sine velgerninger. Han havde en medarbejder, der som ligemand kunne værdsætte
hans planer og tage del i hans glæde over at bringe sine skabninger
lykke. "I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.
Dette var i begyndelsen hos Gud." Joh 1,1-2. Kristus, Ordet, Guds enbårne
Søn, var ét med den evige Fader ét i natur, i karakter,
i hensigt det eneste væsen, der kunne sætte sig ind i Guds
rådslagninger og planer. "Hans navn skal være: Underfuld-Rådgiver,
Vældig-Gud, Evighed-Fader, Fredsfyrste." Es 9,6. "Hans udspring er
fra fordum, fra evigheds dage." Mika 5,1.
<PP 11/4> Faderen virkede gennem sin Søn ved
skabelsen af alle de himmelske væsener. Thi i ham skabtes alt, ...
hvad enten det er tronengle eller herskere eller magter eller myndigheder:
alt er skabt ved ham og til ham." Kol. 1,16. Englene er Guds tjenere; de
udstråler det lys, der altid vælder ud fra hans nærværelse,
og flyver hastigt af sted for at udrette hans vilje. Men Sønnen,
Guds Salvede, "hans væsens udtrykte billede" hans herligheds afglans"
som "bærer alt med sit mægtige ord" står over dem alle.
Heb 1,3. "En herlighedstrone" var hans "helligdoms sted" retfærds
stav" hans riges scepter. Jer. 17,12; Heb 1,8. "For hans åsyn er
højhed og hæder, lov og pris i hans helligdom," Sl 96,6. Nåde
og sandhed står for hans åsyn. Sl 89,15.
<PP 11/5> Da kærlighedens lov er grundvolden
for Guds regering, afhænger alle fornuftvæseners lykke af deres
fuldstændige overensstemmelse med dens store retfærdighedsprincipper.
Gud ønsker kærlighedens tjeneste af alle sine skabninger en
tjeneste, der udspringer af en rigtig vurdering af hans karakter. Han finder
ingen glæde i tvungen lydighed; han giver alle en fri vilje, så
de kan tjene ham frivilligt.
<PP 12/1> Så længe alle skabte væsener
anerkendte kærligheden som lydighedens grundvold, var der fuldkommen
harmoni i hele Guds univers. Det var de himmelske hærskare en glæde
at opfylde deres skabers hensigt. De frydede sig ved at genspejle hans
herlighed og forkynde hans pris. Og så længe kærligheden
til Gud havde førstepladsen, var kærligheden til næsten
tillidsfuld og uegennyttig. Der var ingen mislyd, der kunne forstyrre den
himmelske harmoni. Men der skete en forandring i denne lykkelige tilstand.
Der var en, der misbrugte den frihed, Gud havde givet sine skabninger.
Synden havde sin oprindelse hos ham, der næst efter Kristus var blevet
mest æret af Gud, og som stod højest i magt og herlighed blandt
Himmelens indbyggere. Lucifer, "morgenrødens søn" var den
første blandt de skærmende keruber, hellig og ubesmittet.
Han stod i den store Skabers nærværelse, og herlighedens lys,
der stedse omgiver den evige Gud, hvilede over ham. "Så siger den
Herre Herren: Du var indsigtens segl, fuld af visdom og fuldkommen i skønhed.
I Eden, Guds have, var du; alle slags ædelsten var din klædning.
Du var en salvet, skærmende kerub; jeg gjorde dig dertil; på
det hellige gudebjerg var du; du vandrede imellem Guds sønner. Fuldkommen
var du i din færd, fra den dag du skabtes, indtil der fandtes brøde
hos dig." Ez. 28,12-15.
<PP 12/2> Lidt efter lidt gav Lucifer efter for ønsket
om selvophøjelse. Skriften siger: "Dit hjerte hovmodede sig over
din skønhed, du satte din visdom til på grund af din glans."
Ez. 28,17. "Du, som sagde i hjertet: "Jeg ... rejser min trone deroppe
over Guds stjerner, ... den Højeste lig." Es 14,13-14. Skønt
denne mægtige engel havde fået al sin herlighed af Gud, begyndte
han at betragte den som sin egen. Skønt han var æret frem
for den himmelske hærskare, var han ikke tilfreds med sin stilling,
men vovede at begære den hyldest, der alene tilkommer Skaberen. I
stedet for at søge at ophøje Gud som det højeste mål
for alle de skabte væseners hengivenhed og troskab, bestræbte
han sig på at sikre sig selv deres tjeneste og lydighed. Og idet
denne fyrste blandt englene begærede den herlighed, som den evige
Fader havde givet sin Søn, stræbte han efter en magt, som
det alene var Kristi ret at eje.
<PP 12/3> Nu var Himmelens fuldkomne harmoni brudt.
Da Lucifers tilbøjelighed til at tjene sig selv i stedet for sin
skaber blev kendt, vakte det en følelse af ængstelse hos dem,
der betragtede Guds ære som det højeste. I det himmelske råd
talte englene alvorligt med Lucifer. Guds Søn foreholdt ham Skaberens
storhed, godhed og retfærdighed og hans lovs hellige, uforanderlige
natur. Gud havde selv forordnet Himmelens styreform, og ved at afvige fra
den ville Lucifer vanære sin skaber og bringe ulykke over sig selv.
Men advarslen, der blev givet i uendelig kærlighed og nåde,
vakte kun modstand. Lucifer lod sin misundelse overfor Kristus få
overhånd og blev endnu mere hårdnakket.
<PP 12/4> Det var blevet denne englefyrstes hensigt
at bestride Guds Søns overhøjhed og derved drage Skaberens
visdom og kærlighed i tvivl. Det var det mål, han var ved at
rette sine vældige åndsevner imod, dette intelligensvæsen,
der var den første blandt Guds hærskare næst efter Kristus.
Men han, som ville, at alle skabninger skulle have en fri vilje, tillod
ikke, at nogen ubeskyttet mødte de forvirrende teorier, hvormed
oprøreren søgte at retfærdiggøre sig selv. Før
den store kamp begyndte, skulle alle have en klar fremstilling af hans
vilje, hvis visdom og godhed var kilden til al deres glæde.
<PP 12/5> Universets Konge lod de himmelske hærskare
kalde sammen for i deres nærværelse at gøre rede for
sin Søns sande stilling og vise, i hvilket forhold han stod til
alle skabninger. Guds Søn delte Faderens trone, og den herlighed,
der udstråler fra den evige, selveksisterende Skaber, omgav dem begge.
Rundt om tronen samledes de hellige engle, en vældig, utallig skare,
"titusinde titusinder og tusinde tusinder" (Åb. 5,11); de mest ophøjede
engle stod som tjenere og undersåtter, der frydede sig ved det lys,
der faldt på dem fra guddommen. For Himmelens samlede beboere erklærede
kongen nu, at ingen andre end Kristus, Guds enbårne Søn, kunne
sætte sig helt ind i hans planer, og at det var overladt ham at udføre
hans viljes mægtige beslutninger. Guds Søn havde udført
Faderens vilje i skabelsen af alle Himmelens hærskare, og de skyldte
ham såvel som Gud selv deres hyldest og troskab. Kristus skulle endnu
udøve guddommelig magt ved skabelsen af jorden og dens beboere.
Men alt dette ville han ikke søge magt eller ophøjelse for
sig selv imod Guds plan, men ophøje Faderens herlighed og udføre
hans kærlige og velgørende beslutninger.
<PP 13/1> Englene anerkendte med glæde Kristi
overhøjhed og kastede sig ned for ham, idet de udøste deres
kærlighed og beundring. Lucifer bøjede sig sammen med dem,
men i hans hjerte foregik der en mærkelig voldsom kamp. Sandhed,
retfærdighed og troskab kæmpede imod misundelse og skinsyge.
De hellige engles indflydelse så en tid ud til at kunne drage ham
med sig. Idet lovprisning med stigende styrke hævede sig i melododiske
toner fra tusinder af glade stemmer, så det onde ud til at ære
besejret. Hele Lucifers væsen syntes betaget af usigelig kærlighed.
Han udøste sin sjæl sammen med de syndfri tilbedende engle
i kærlighed til Faderen og Sønnen. Men atter fyldtes han af
stolthed over sin egen skønhed. Hans begær efter overherredømmet
vendte tilbage, og han gav endnu en gang efter for misundelse overfor Kristus.
Lucifer betragtede ikke de æresbevisninger, der var tildelt ham,
som Guds særskilte gaver, og derfor nærede han ingen taknemmelighed
overfor sin skaber, Han var stolt af sin skønhed og sin ophøjede
stilling og stræbte efter at blive Gud lig. Han var elsket og æret
af de himmelske hærskare, englene glædede sig ved at udføre
hans befalinger, og han stod i visdom og herlighed over dem alle. Men Guds
søn stod dog over ham, idet han var ét med Faderen i kraft
og myndighed. Han tog del i Faderens rådsslutninger, mens Lucifer
ikke på samme måde blev sat ind i Gus planer. "Hvorfor," spurgte
denne mægtige engel, skal Kristus have overhøjheden? Hvorfor
er han æret frem for Lucifer?
<PP 13/2> Lucifer forlod sin plads i Faderens umiddelbare
nærhed og begyndte at sprede en utilfredshedens ånd blandt
englene. Han arbejdede i dybeste hemmelighed og skjulte for en tid sin
virkelige hensigt bag en tilsyneladende ærbødighed for Gud.
Han begyndte at vække tvivl med hensyn til de love, der gjaldt for
de himmelske væsener, og antydede, at mens disse love måske
nok kunne være nødvendige for klodernes beboere, så
behøvede englene, der jo var mere ophøjede væsener,
ikke sådanne bånd, for deres egen visdom var tilstrækkelig
vejledning for dem. De var ikke væsener, der kunne bringe Gud vanære;
alle deres tanker var hellige; de havde ikke større mulighed for
at fejle en Gud selv. Guds Søns ophøjelse til ligestilling
med Faderen fremstilledes som en uretfærdighed mod Lucifer, der påstod,
at han også var berettiget til ærbødighed og ære.
Hvis blot denne englefyrste kunne opnå den ophøjede stilling,
der virkelig tilkom ham, ville det betyde et stort gode for hele Himmelens
engle hær; for hans mål var at sikre alles frihed. Men nu var
selv den frihed, de hidtil havde nydt, i fare for nu var der sat en enevældig
hersker over dem, og hans myndighed skulle alle bøje sig for. Det
var sådanne underfundige bedrag, den listige Lucifer udbredte i de
himmelske sale.
<PP 13/3> Der var ikke sket nogen forandring i Kristi
stilling eller myndighed. Lucifers misundelse og falske fremstilling og
hans krav om ligestilling med Kristus havde nødvendiggjort en erklæring
om Guds Søns sande stilling; men den havde været den samme
fra begyndelsen. Og dog blev mange af englene forblindet af Lucifers bedrag.
<PP 13/4> Idet han benyttede sig af den kærlighed
og tillid, som de hellige væsener, han var sat til at lede, nærede
til ham, fik han så listigt indpodet sin mistro og misfornøjelse
i deres sind, at de ikke mærkede, at det var hans værk. Lucifer
havde fremstillet Guds hensigter i et falsk lys og bortforklaret og forvrænget
den for at vække uenighed og misfornøjelse. Han fik listigt
sine tilhørere til at udtrykke deres følelser, og når
det passede i hans planer, gengav han deres udtalelser som beviser på,
at englene ikke var helt i harmoni med Guds regering. Samtidig med at han
påstod at være fuldkommen tro overfor Gud, gjorde han gældende,
at visse forandringer i Himmelens love var nødvendige for at bevare
en vis fasthed i den guddommelige regering. Ved således at arbejde
på at ophidse til modstand mod Guds lov og indpode sin egen utilfredshed
i sindet hos de engle, der stod under ham, gav han det udseende af, at
han søgte at fjerne utilfredshed og forlige misfornøjede
engle med Himmelens styreform. Mens han hemmeligt skabte disharmoni og
oprør, fik han det med fuldendt listighed til at se ud, som om hans
eneste hensigt var at fremme troskab og bevare harmoni og fred.
<PP 14/1> Den utilfredshedens ånd, der således
blev vakt, øvede sin ødelæggende indflydelse. Skønt
det ikke kom til noget åbent udbrud, voksede der umærkeligt
delte følelser frem blandt englene. Der var nogle, der så
med velvilje på Lucifers mistænkeliggørelse af Guds
regering. Skønt de hidtil havde været i fuld harmoni med Guds
regeringsmåde, blev de nu utilfredse og ulykkelige, fordi de ikke
kunne trænge ind i hans uransagelige råd. De var utilfredse
med hans beslutning om Kristi ophøjelse. De var parat til at støtte
Lucifers krav om ligestilling med Guds Søn. Men engle, der var pålidelige
og tro, hævdede den guddommelige befalings visdom og retfærdighed
og søgte at forlige dette utilfredse væsen med Gud. Kristus
var Guds Søn. Han havde været ét med Gud, før
englene blev skabt. Han havde altid stået ved Faderens højre
hånd. Hans overhøjhed, der var til så stor velsignelse
for alle, der kom under det velsignelsesrige indflydelse, var aldrig før
blevet draget i tvivl. Den himmelske harmoni var aldrig blevet forstyrret.
Hvorfor skulle der nu komme en mislyd? De trofaste engle kunne se de frygtelige
følger af denne uenighed, og med alvorlige overtalelser søgte
de at råde de utilfredse engle til at opgive deres hensigter og bevise
deres troskab overfor Gud og hans regering.
<PP 14/2> I sin store nåde og i overensstemmelse
med sin guddommelige karakter havde Gud længe tålmodighed med
Lucifer. Denne utilfredshedens og misfornøjelsens ånd havde
aldrig før været kendt i Himmelen. Det var noget nyt, mærkeligt
og uforklarligt. I begyndelsen havde Lucifer ikke engang selv været
klar over sine følelsers rette natur. En tid havde han været
bange for at udtrykke de tanker og ideer, som arbejdede i hans sind; men
han jog dem ikke bort. Han indså ikke, hvor han var ved at glide
hen. Men der blev gjort anstrengelser, som kun den uendelige kærlighed
og visdom kunne udtænke, for at overbevise ham om hans fejltagelse.
Det blev bevist, at hans misfornøjelse var ubegrundet, og det blev
gjort ham klart, hvad resultatet af et oprør ville blive. Lucifer
blev overbevist om, at han havde uret. Han indså, at "retfærdig
er Herren på alle sine veje, miskundelig i alle sine gerninger" (Sl
145,17), at de guddommelige love er retfærdige, og at han burde anerkende
dem som sådan overfor hele Himmelen. Havde han gjort det, kunne han
have reddet sig selv og mange engle. På den tid havde han ikke helt
opgivet sin troskab mod Gud.
<PP 14/3> Skønt han havde forladt sin stilling
som skærmende kerub, kunne han være blevet genindsat i sit
embede, hvis han havde været villig til at vende tilbage til Gud
og i anerkendelse af Guds visdom være tilfreds med at indtage den
plads, der var tildelt ham i Guds store plan. Nu var tiden kommet til den
endelige afgørelse. Han måtte enten bøje sig fuldt
ud for guddommens overhøjhed eller gøre åbent oprør.
Han var lige ved at bestemme sig for at vende tilbage, men stoltheden forbød
ham det. Det var for stort et offer for en, der havde været så
højt æret, at erkende, at han havde taget fejl, at han havde
næret forkerte tanker, og at bøje sig for den myndighed, som
han havde arbejdet på at bevise var uretfærdighed.
<PP 14/4> En medlidende skaber søgte i barmhjertighed
overfor Lucifer og hans tilhængere at drage dem tilbage fra ødelæggelsens
afgrund, som de var ved at styrte sig i. Men hans barmhjertighed blev mistydet.
Lucifer henviste til Guds langmodighed som et bevis på sin egen overlegenhed,
som en antydning af, at universets Konge alligevel ville gå ind på
hans betingelser. Hvis englene ville stå fast på hans side,
erklærede han, ville de endnu kunne vinde alt det, de ønskede.
Han vedblev hårdnakket at forsvare sin egen fremgangsmåde og
kastede sig helt ud i den store strid med sin skaber. Således gik
det til, at Lucifer, "lysbæreren" han, som havde haft del i Guds
herlighed og havde stået ved Guds trone, på grund af sine overtrædelser
blev til Satan, "modstanderen" af Gud og de hellige væsener, ødelæggeren
af dem, som Himmelen havde betroet til hans ledelse og formynderskab. Han
tilbageviste med foragt de trofaste engles argumenter og opfordringer og
hånede dem som bedragne slaver. Han erklærede, at den begunstigelse,
der blev vist Kristus, var en uretfærdighed både mod ham selv
og mod alle de himmelske hærskare, og han bekendtgjorde, at han ikke
længere ville finde sig i dette indgreb i hans og deres ret.
<PP 14/5> Han ville aldrig mere anerkende Kristi overhøjhed.
Han havde bestemt sig til at gøre krav på den ære, som
skulle være tildelt ham, og tage ledelsen af alle dem, der ville
være hans tilhængere; og han lovede dem, der ville slutte sig
til hans rækker, en ny og bedre regering, under hvilken alle skulle
nyde fuld frihed. Et stort antal engle meddelte deres beslutning om at
følge ham som deres leder. Smigret af den velvilje, han mødte,
håbede han at få alle englene over på sin side, at blive
lig Gud og at blive adlydt af hele Himmelens hær.
<PP 15/1> Men trofaste engle vedblev at tilskynde ham
og dem, der sympatiserede med ham, til at underkaste sig Gud, og de foreholdt
dem det uundgåelige resultat, hvis de ikke gjorde det: Han, som havde
skabt dem, kunne knuse deres magt og straffe deres dristige oprør
hårdt. Ingen engel kunne med held sætte sig op mod Guds lov,
der var lige så hellig som han selv. De rådede alle til at
lukke ørene for Lucifers bedrageriske ræsonnementer og opfordrede
ham og hans tilhængere til uopholdeligt at opsøge Gud og bekende
den fejl, de havde begået ved at drage hans visdom og myndighed i
tvivl.
<PP 15/2> Mange af dem var tilbøjelige til at
rette sig efter dette råd, angre deres utilfredshed og forsøge
at blive modtaget i Faderens og hans Søns gunst på ny. Men
Lucifer havde et nyt bedrag i beredskab. Den mægtige oprører
erklærede nu, at de engle, der havde sluttet sig til ham, var gået
for vidt til at vende om, at han kendte den guddommelige lov og vidste,
at Gud ikke ville tilgive. Han erklærede, at alle, der underkastede
sig Himmelens autoritet, ville blive berøvet deres ære og
sat fra deres stilling. For sit eget vedkommende var han nu fast besluttet
på aldrig mere at anerkende Kristi myndighed. Den eneste vej, der
var åben for ham og hans tilhængere, sagde han, var at hævde
deres frihed og med magt vinde de rettigheder, der ikke frivilligt var
blevet indrømmet dem.
<PP 15/3> For Satans eget vedkommende var det sandt,
at han nu var gået for vidt til at vende om. Men det var ikke tilfældet
med dem, der var forblindet af hans bedrag. For dem åbnede de trofaste
engles råd og tilskyndelser en håbets dør, og hvis de
havde rettet sig efter advarselen, kunne de være sluppet ud af Satans
snare. Men stolthed, kærlighed til deres leder og et ønske
om uindskrænket frihed fik lov at sejre, og den guddommelige kærligheds
og nådes appel blev endeligt forkastet.
<PP 15/4> Gud tillod Satan at fortsætte sit arbejde,
indtil misfornøjelsens ånd modnedes til åben opstand.
Det var nødvendigt, at hans planer udvikledes fuldt ud, så
deres sande natur og tendens kunne ses af alle. Som salvet kerub havde
Lucifer været højt ophøjet; han var højt elsket
af alle de himmelske væsener, og hans indflydelse over dem var stor.
Guds regering omfattede ikke alene Himmelens beboere, men alle de verdener,
hans havde skabt, og Lucifer havde regnet med, at hvis han kunne trække
alle englene med ind i sit oprør, kunne han også vinde alle
kloderne. Han fremførte listigt sit syn på spørgsmålet
og anvendte spidsfindigheder og bedrageri for at nå sine mål.
Hans evne til at bedrage var stor. Ved at iklæde sig falskhedens
kappe opnåede han en vis fordel. Alle hans handlinger var så
indhyllet i mystik, at det var vanskeligt at afsløre hans virksomheds
sande natur for englene. Før hans planer havde udviklet sig fuldt
ud, kunne de ikke fremtræde som det onde, de virkelig var; man ville
ikke kunne se, at hans misfornøjelse var oprør. Selv de trofaste
engle kunne ikke gennemskue hans karakter eller se, hvad hans arbejde ville
føre til.
<PP 15/5> Lucifer havde til at begynde med tilrettelagt
sine fristelser sådan, at han ikke kompromitterede sig selv. De engle,
som han ikke kunne få helt over på sin side, beskyldte han
for ligegyldighed overfor de himmelske væseners interesser. Det arbejde,
han selv udførte, beskyldte han de trofaste engle for. Hans plan
gik ud på at skabe uklarhed med hensyn til Guds hensigter ved hjælp
af spidsfindige argumenter. Alt, hvad der var ligetil, indhyllede han i
mystik, og ved snedige forvrængninger kastede han tvivl over selv
de enkleste af Guds forklaringer. Og hans høje stilling og nære
tilknytning til den guddommelige regering gav hans argumenter større
styrke.
<PP 15/6> Gud kunne kun anvende midler, der var i harmoni
med sandhed og retfærdighed. Satan kunne bruge det, Gud ikke kunne,
nemlig smiger og bedrag. Han havde prøvet at forfalske Guds ord
og havde fremstillet hans regering i et forkert lys, idet han hævdede,
at Gud ikke var retfærdig, når han påtvang englene love.
Han påstod, at når Gud krævede underkastelse og lydighed
af sine skabninger, var det blot for at ophøje sig selv. Derfor
var det nødvendigt at bevise overfor Himmelens og alle verdeners
beboere, at Guds regering er retfærdig og hans lov fuldkommen. Satan
havde fået det til at se ud, som om han selv prøvede at fremme
det gode i universet. Magtranerens sande karakter og virkelige mål
måtte derfor forstås af alle. Han måtte have tid til
at afsløre sig selv gennem sine onde handlinger.
<PP 16/1> Den disharmoni, Satans egen handlemåde
havde forårsaget i Himmelen, tilskrev han nu Guds regering. Han erklærede,
at alt ondt var et resultat af den guddommelige regering. Han hævdede,
at det var hans hensigt at forbedre Guds love. Derfor tillod Gud ham at
demonstrere sin påstands virkelige natur og vise, hvordan de forandringer
ville virke, som han ville foreslå med hensyn til Guds lov. Hans
eget værk skulle fordømme ham. Satan havde fra begyndelsen
hævdet, at han ikke gjorde oprør. Hele universet skulle se
bedrageren afsløret.
<PP 16/2> Selv da Satan var udstødt af Himmelen,
tilintetgjorde Gud i sin evige visdom ham ikke. Eftersom det kun er kærlighedens
tjeneste, der er antagelig for Gud, må hans skabningers troskab hvile
på en overbevisning om hans retfærdighed og velvilje. Himmelens
og klodernes beboere, der på det tidspunkt var ude af stand til at
fatte syndens natur og følger, kunne ikke have indset det retfærdige
i, at Gud havde dræbt Satan. Hvis han straks var blevet udslettet,
ville nogle have tjent Gud af frygt i stedet for af kærlighed. Bedragerens
indflydelse ville ikke være blevet fuldstændig tilintetgjort,
og oprørets ånd ville ikke helt have været fjernet.
Til bedste for hele universet gennem evige tider måtte Satan have
anledning til at udvikle sine principper, så alle skabte væsener
kunne se hans anklager imod Guds regering i det rette lys og så Guds
barmhjertighed og hans lovs uforanderlighed for stedse kunne være
hævet over enhver tvivl.
<PP 16/3> Satans oprør skulle være en
lære for universet gennem alle kommende tider, et evigt vidnesbyrd
om syndens natur og frygtelige resultater, Gennemførelsen af Satans
herredømme og dets virkninger på både engle og mennesker
ville vise, hvad der ville blive følgen af at tilsidesætte
Guds autoritet. Det ville vidne om, at alle skabte væseners vel er
nøje knyttet til Guds regerings beståen. Således skulle
dette frygtelige oprørsforsøgs historie virke som en evig
sikkerhedsforanstaltning for alle hellige væsener, forhindre dem
i at blive bedraget med hensyn til overtrædelsens natur og frelse
dem fra at begå synd og lide dens straf.
<PP 16/4> Himmelens hersker ser enden fra begyndelsen.
Alle fortidens og fremtidens gåder ligger udbredt for ham, og bag
den smerte, det mørke og den ødelæggelse, som synden
har medført, ser han opfyldelsen af sine egne kærlige og velsignelsesrige
hensigter. Skønt skyer og mulm er om ham er retfærd og ret
hans trones støtte. Sl 97,2. Og det vil alle universets beboere,
trofaste såvel som ulydige, engang forstå. "Han er klippen,
fuldkomment hans værk, thi alle hans veje er retfærd! En trofast
Gud, uden svig, retfærdig og sanddru er han." 5Mos 32,4.
|