VEJEN TIL KRISTUS.
<VTK 59/1> Derfor om nogen er i Kristus, da er han
en ny skabning; det gamle er forbigangent, se det er blevet nyt." 2Kor
5,17. Alle mennesker kan måske ikke angive den bestemte tid eller
stedet for deres omvendelse eller påpege alle omstændigheder
i forbindelse dermed; men dette beviser ikke, at de er uomvendte. Kristus
sagde til Nikodemus: "Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører
dens susen; men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den farer hen;
således er det med hver den, som er født af Ånden."
Joh 3,8. Guds ånds virkninger på menneskehjertet kan sammenlignes
med vinden, der er usynlig, men hvis virkninger dog tydeligt kan ses og
mærkes. Den genfødende kraft, som intet menneskeligt øje
kan se, frembringer nyt liv i sjælen; den skaber et nyt menneske
i Guds billede.
<VTK 59/2> På samme tid som Åndens værk
foregår på en stiltiende og umærkelig måde, er
dog virkningerne deraf åbenbare. Hvis hjertet er blevet fornyet ved
Guds ånd, vil livet bære vidnesbyrd derom. Mens vi selv intet
kan gøre for at forandre vore hjerter eller komme i samklang med
Gud, og mens vi aldeles ikke må forlade os på os selv eller
på vore gode gerninger, vil vort liv åbenbare, om Guds nåde
bor i os eller ikke. Man vil se en forandring i vor karakter, vore vaner
og interesser. Forskellen mellem, hvad vi var, og hvad vi er, vil være
tydelig og klar. Et menneske lægger sin karakter for dagen, ikke
ved tilfældige gode eller dårlige handlinger, men ved den måde,
hvorpå han i det store og hele har for sædvane at tale og handle.
<VTK 60/1> Det er sandt, at man udadtil kan opføre
sig korrekt uden at eje Kristi fornyende kraft. Lyst til at opnå
indflydelse og andres agtelse kan lede til et godt og hæderligt liv.
Selvagtelse kan lede os til udvortes at undgå det onde. Et egennyttigt
hjerte kan udføre ædelmodige handlinger. Hvorledes kan vi
da vide, på hvilken side vi står?
<VTK 60/2> Hvem råder i vort hjerte? Hvem dvæler
vore tanker ved? Hvem vil vi helst tale om? Hvem skænker vi vore
inderligste følelser og vore bedste kræfter? Hvis vi tilhører
Kristus, tænker vi på ham, og vore lifligste tanker vil dreje
sig om ham. Alt, hvad vi er og har, er helliget ham. Vi længes efter
at blive ham lig, ledes af hans ånd, gøre hans vilje og behage
ham i alle ting.
<VTK 60/3> De, der bliver nye skabninger i Kristus
Jesus, vil bære åndens frugter, som er "kærlighed, glæde,
fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed."
Gal 5,22. De vil ikke længere følge de gamle lyster, men ved
troen på Guds søn vil de vandre i hans fodspor, give et genskin
af hans karakter og rense sig selv, ligesom han er ren. Hvad de før
hadede, elsker de nu; og hvad de før elskede, hader de. De stolte
og egensindige bliver sagtmodige og ydmyge af hjertet. De forfængelige
og hovmodige bliver alvorlige og beskedne. Drankeren bliver ædru
og ,den usædelige kysk. Verdens forfængelige skikke og moder
lægges bort. Kristne vil ikke søge den udvortes prydelse,
"men hjertets skjulte menneske med den sagtmodige og stille ånds
uforkrænkelige prydelse, hvilket er meget kosteligt for Gud" 1Pet
3,3-4.
<VTK 61/1> Der er intet, der beviser et menneskes omvendelse,
hvis den ikke bevirker en forandring til det bedre. Dersom synderen indfrier
sit løfte, godtgør hvad han på uærlig vis har
tilvendt sig, bekender sine synder og elsker Gud og sine medmennesker,
kan han være vis på, at han er gået over fra døden
til livet.
<VTK 61/2> Når vi som vildfarende syndige skabninger
kommer til Kristus og ved hans nåde bliver delagtige i syndsforladelsen,
spirer kærligheden frem i hjertet. Ingen byrde er tung, for det åg,
Kristus pålægger os, er let. Pligten bliver en lyst og opofrelse,
en glæde. Den sti, der før syntes indhyllet i mørke,
bliver oplyst af stråler fra retfærdighedens sol.
<VTK 61/3> Kristi elskelige karakter vil vise sig hos
hans efterfølgere. Det var hans glæde at gøre Guds
vilje. Kærlighed til Gud og nidkærhed for hans ære var
den ledende kraft i vor Frelsers liv. Kærligheden forskønnede
og adlede hans handlinger. Kærligheden er af Gud. Det uomvendte hjerte
kan ikke skabe eller frembringe den; den findes kun i det hjerte, hvor
Jesus bor. "Vi elsker, fordi han elskede os først." 1Joh 4,19. I
det hjerte der er fornyet ved Guds nåde, er kærligheden drivkraften
for alle handlinger. Den danner karakteren, styrer tilbøjelighederne,
hersker over lidenskaberne, overvinder fjendskab og forædler de menneskelige
følelser. Når denne kærlighed næres i sjælen,
forsøder den livet og spreder en rensende indflydelse overalt omkring
os.
<VTK 61/4> Der er to vildfarelser, som Guds børn
især de, der nylig er begyndt at forlade sig på hans nåde
må være på vagt imod. Den første har vi allerede
omtalt, det er den at forlade sig på sine egne gerninger som et middel
til at komme i samklang med Gud. Den, der søger at blive hellig
ved sine egne gerninger, idet han holder loven, forsøger det umulige.
Alt, hvad mennesket kan gøre uden Kristus, er besmittet af egenkærlighed
og synd. Det er Kristi nåde alene, som ved troen kan gøre
os hellige.
<VTK 62/1> Den modsatte og ikke mindre farlige vildfarelse
er at tro, at Kristus fritager menneskene for at lyde Guds lov, og at eftersom
det alene er ved troen, vi bliver delagtige i Kristi nåde, har vore
gerninger intet med vor frelse at skaffe.
<VTK 62/2> Men læg her mærke til, at lydighed
ikke er en blot og bar udvortes overensstemmelse med Guds fordringer, men
en kærlighedens tjeneste. Guds lov er et udtryk for hans egen natur;
den er indbegrebet af det store kærlighedsprincip, og derfor er den
Guds regerings grundvold i himmelen og på jorden. Hvis vore hjerter
er fornyede efter Guds billede, hvis Guds kærlighed er indplantet
i sjælen, vil så ikke Guds lov vise sig i livet? Når
kærlighedens princip er indplantet i hjertet, når mennesket
er fornyet efter hans billede, som skabte det, da vil den nye pagts forjættelse
blive opfyldt: "Jeg vil give mine love i deres hjerter, og jeg vil indskrive
dem i deres sind." Hebr 10,16. Og er loven skrevet i hjertet, vil den da
ikke også præge livet? Lydighed troskabens og kærlighedens
tjeneste er det rette kendetegn på en discipel. Derfor siger Skriften:
"Dette er kærlighed til Gud, at vi holder hans bud." Den, som siger:
"Jeg kender ham" og ikke holder hans bud, han er en løgner, og i
ham er sandheden ikke." 1Joh 5,3; 2,4. I stedet for at troen fritager menneskene
for lydighed, er troen det eneste, der gør os delagtige i Kristi
nåde, hvorved vi bliver i stand til at vise lydighed.
<VTK 62/3> Vi fortjener ikke frelsen ved vor lydighed;
thi frelsen er Guds frie gave, der må modtages i fro. Men lydighed
er en frugt af troen. "I ved, at han blev åbenbaret, for at han skulle
borttage synderne; og der er ikke synd i ham. Hver den, som bliver i ham,
synder ikke; hver den, som synder, har ikke set ham, og kender ham ej heller."
1Joh 3,5-6. Her er det sande kendemærke Dersom vi bliver i Kristus,
og Guds kærlighed bor i os, vil vore følelser, tanker og handlinger
være i harmoni med Guds vilje. Således som den er udtrykt i
hans hellige lov. "Mine børn, ingen forføre eder! Den, som
gør retfærdigheden, er retfærdig, ligesom han retfærdig."
1Joh 3,7. Guds hellige lov, således som den e udtrykt i de ti bud
fra Sinai, viser, hvad retfærdighed et.
<VTK 63/1> Den såkaldte to på Kristus,
som siges at kunne fritage menneskene for lydighed mod Gud, er ikke tro
men gudsbespottelse. "Af nåden er I frelste ved tro." "Ligeså
er også troen, dersom den ikke har gerninger død i sig selv."
Ef 2,8; Jak 2,17. Jesus sagde om sig selv, før han kom til jorden:
"At gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit indre."
Sl 40,9. Og netop før han opfor til himmelen igen, erklærede
han: "Jeg har holdt min Faders befalinger og bliver i hans kærlighed."
Joh 15,10. Skriften siger: "Derpå kender vi, at vi har kendt ham,
om vi holder hans bud ... Den, som siger, at han bliver i ham, han er også
skyldig selv at vandre således, som han vandrede." "Eftersom også
Kristus har lidt for eder, efterladende eder et forbillede, for at I skal
følge i hans fodspor." 1Joh 2,3-6; 1Pet 2,21.
<VTK 63/2> Betingelsen for at opnå det evige
liv er nøjagtig den samme nu, som den altid har været den
samme, som den var i paradiset før vore første forældres
fald: fuldkommen lydighed mod Guds lov, fuldkommen retfærdighed.
Dersom evigt liv blev givet på nogen mindre betingelse end denne,
ville hele verdensaltets lykke blive sat på spil. Det ville gøre
det muligt for synden med al dens elendighed og jammer at fortsætte
til evig tid.
<VTK 64/1> Det var muligt for Adam før faldet
at udvikle en retfærdig karakter ved lydighed mod Guds lov. Men da
han syndede mislykkedes dette for ham, og på grund af hans synd er
vor natur fordærvet, så at vi ikke kan gøre os selv
retfærdige. Fordi vi er syndige og vanhellige, kan vi ikke til fuldkommenhed
adlyde en hellig lov. Selv har vi ingen retfærdighed, vi kan ikke
opfylde Guds lovs fordringer. Men Kristus hat skaffet udvej for os. Han
levede på jorden under de samme prøvelser og fristelser, som
vi må møde. Han levede et syndfrit liv. Han døde for
os, og han tilbyder os nu at tage vore synder og give os retfærdighed.
Hvis du overgiver dig til ham og antager ham som din Frelser, vil du for
hans skyld blive tegnet for retfærdig, hvor syndigt dit liv end måtte
have været. Kristi karakter sættes i stedet for din egen karakter,
og Gud antager dig, som om du aldrig havde syndet.
<VTK 64/2> Ja, mere end det: Kristus forvandler hjertet,
idet han ved troen bor i dit hjerte. Du må bevare denne forening
med ham ved tro og ved bestandig at overgive din vilje til ham; og så
længe du gør dette, vil han virke i dig både at ville
og at udrette efter sit velbehag. Da kan du sige: "Hvad jeg nu lever i
kødet, det lever jeg i troen på Guds søn, som elskede
mig og gav sig selv hen for mig." Gal 2,20. Jesus sagde til sine disciple:
"Thi I er ikke de, som taler; men det er eders Faders ånd, som taler
i eder." Matt 10,20. Når Kristus således virker i dig, vil
du vise den samme ånd og gøre de samme gerninger retfærdigheds
og lydigheds gerninger.
<VTK 64/3> Vi har da intet i os selv at rose os al,
ingen grund til at ophøje os selv. Kristi retfærdighed, der
tilregnes os, og det værk, som hans ånd udretter i og gennem
os, er det eneste grundlag for vort håb.
<VTK 65/1> Når vi taler om tro, må vi huske
på, at der er mere end én slags tro. Der gives en slags overbevisning,
som er aldeles forskellig fra kristen tro. Guds tilværelse og magt
og hans ords sandhed er kendsgerninger, som selv Satan og hans hær
ikke af hjertet kan benægte. Bibelen siger: "Også de onde ånder
tror det og skælver." Jak 2,19. Men dette er ikke tro. Den, som ikke
alene gør indrømmelser over for Guds ord, men overgiver viljen
til ham, giver Gud sit hjerte og sin kærlighed, et sådant menneske
har en tro, som er virksom ved kærlighed og renser sjælen.
Ved denne tro fornyes hjertet efter Guds billede, og det hjerte, som i
sin uomvendte tilstand ikke var Guds lov underdanig og heller ikke kunne
være det, glæder sig nu ved hans hellige bud og udbryder med
Salmisten: "Hvor elsker jeg dog din lov! Hele dagen grunder jeg på
den." Sl 119,97. Lovens retfærdighed fuldbringes i os, "som ikke
vandrer efter kødet, men efter ånden." Rom 8,4.
<VTK 65/2> Der findes mennesker, som har erfaret Kristi
tilgivende kærlighed og virkelig ønsker at være Guds
børn, men som indser, at deres karakter er ufuldkommen og deres
liv fuldt af fejl, og de er tilbøjelige til at betvivle, at deres
hjerter er fornyet ved Helligånden. Til sådanne hjerter ønsker
jeg at sige: Træk dig ikke tilbage i fortvivlelse. Vi må ofte
bøje os ned og græde ved Jesu fødder på grund
af vore mangler og fejl; men vi må ikke blive modløse. Selv
om vi overvindes af fjenden, så bliver vi ikke forladt og forkastet
af Gud. Nej, Kristus er ved Guds højre hånd, og han træder
frem for os. Den elskede Johannes sagde: "Dette skriver jeg til eder, for
at I ikke skal synde. Og dersom nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen,
Jesus Kristus, den retfærdige." 1Joh 2,1. Glem ikke Kristi ord: "Faderen
selv elsker eder." Joh 16,27. Han ønsker at føre dig tilbage
til sig selv, at han må se sin egen renhed og hellighed afspejlet
i dig. Om du blot vil overgive dig til ham, vil han, som har begyndt det
gode værk i dig, fuldføre det til Jesu Kristi dag. Bed mere
inderligt; hav stærkere tro. Når vi begynder at indse vor egen
svaghed, så lad os forlade os på vor Forløsers styrke;
da skal vi prise ham, som er vort ansigts lys.
<VTK 66/1> Jo nærmere du kommer Jesus, jo mere
ufuldkommen vil du synes i dine egne øjne, fordi dit syn vil blive
klarere og dine ufuldkommenheder fremtræder i åbenbar tydelig
modsætning til hans fuldkomne natur. Dette er et bevis på,
at Satans forførelser har tabt deres magt, og at Guds ånds
livgivende indflydelse er ved at vække dig op.
<VTK 66/2> Ingen dyb kærlighed til Jesus kan
bo i det hjerte, som ikke indser sin egen syndighed. Den sjæl, som
ved Kristi nåde forvandles vil beundre hans guddommelige karakter;
men hvis vi ikke ser vor moralske fordærvelse, så er det et
ufejlbarligt bevis på, at vi ikke har set Kristi skønhed og
ypperlighed.
<VTK 66/3> Jo mindre vi ser at kunne nære agtelse
for hos os selv desto mere vil vi se og beundre vor Frelsers uendelige
renhed og kærlighed. Synet af vor egen syndighed vil drive os til
ham, som kan tilgive; og når sjælen i erkendelse af sin hjælpeløshed
søger efter Kristus, så vil han åbenbare sig i al sin
kraft. Jo mere følelsen af vor nød driver os til ham og til
Guds ord, desto mere ophøjede begreber vil vi få om hans karakter,
og desto mere fuldstændigt vil vi afspejle hans billede.
|