VEJEN TIL KRISTUS.
<VTK 15/1> Oprindelig var mennesket udrustet med værdifulde
evner og et velafbalanceret sind. Det var fuldkomment i sit væsen
og i harmoni med Gud. Dets tanker var rene og dets hensigter hellige. Men
dets evner blev fordærvede ved ulydighed, og egenkærlighed
trådte i stedet for kærlighed. Dets natur blev så svækket
ved overtrædelse, at det var umuligt for det i sin egen styrke at
modstå det ondes magt. Det blev taget til fange af Satan og ville
være forblevet i denne stilling for altid, dersom ikke Gud i nåde
havde grebet ind. Det var Fristerens hensigt at hindre den guddommelige
plan med menneskets skabelse og fylde jorden med elendighed og ødelæggelse;
og han ville henvise til alt dette onde som en følge af, at Gud
skabte mennesket.
<VTK 15/2> I sin uskyldigheds tilstand havde mennesket
lifligt samfund med ham, "i hvem alle visdommens og kundskabens skatte
findes skjulte." Kol 2,3. Men efter at det havde syndet, kunne det ikke
længere finde glæde i hellighed og søgte at skjule sig
for Gud. Sådan er endnu det uomvendte hjertes tilstand. Det er ikke
i harmoni med Gud og finder ingen glæde i samfundet med ham. En synder
kunne ikke være lykkelig i Guds nærhed; han ville vige tilbage
for hellige væseners selskab. Dersom han fik lov at komme ind i himmelen,
ville det ikke være nogen glæde for ham. Den uegennyttige kærlighed,
som hersker der, hvor ethvert hjerte er fyldt af den evige kærlighed,
ville ikke finde nogen genklang i hans sjæl. Hans tanker, interesser
og bevæggrunde ville være forskellige fra dem, de syndfrie
beboere ledes af. Han ville blive en mislyd i den himmelske harmoni. Himmelen
ville blive et pinested for ham. Han ville søge at skjule sig for
ham som er dens lys og midtpunktet for dens glæde. Det er ikke et
vilkårligt påbud fra Guds side, der udelukker de ugudelige
fra himmelen; de udelukkes, fordi de er uskikkede til omgivelserne dér.
Guds herlighed ville for dem blive en fortærende ild. De ville hilse
tilintetgørelse velkommen, at de kunne skjule sig for hans ansigt,
som døde for at forløse dem.
<VTK 16/1> Det er umuligt for os i vor egen kraft at
slippe ud af den syndens afgrund, hvori vi er sunket. Vore hjerter er onde,
og vi kan ikke forandre dem. "Ja, kunne der komme en ren af en uren! Nej,
end ikke én!" "Kødets higen er fjendskab imod Gud, thi det
er ikke Guds lov lydigt, det kan jo ikke hellere være det." Job 14,4;
Rom 8,7. Lærdom, dannelse, viljekraft og menneskelige bestræbelser
kan alle være nyttige på rette sted; men her er de værdiløse.
De kan frembringe en udvortes god opførsel, men ikke forandre hjertet.
De kan ikke rense livets kildevæld. Der må en kraft til, som
virker indvortes fra, et nyt liv ovenfra, før mennesket kan forvandles
fra synd til hellighed. Denne kraft er Kristus. Hans nåde alene kan
levendegøre sjælens døde evner og drage den til Gud
og til hellighed. Frelseren sagde: "Uden nogen bliver født på
ny (får et nyt hjerte, nye ønsker, hensigter og bevæggrunde,
som leder til et nyt liv), kan han ikke se Guds rige." Joh 3, 3. Den tanke,
at det kun er nødvendigt at udvikle det gode, som er i mennesket
af naturen, er en farlig vildfarelse. "Det sjælelige menneske tager
ikke imod de ting, som hører Guds ånd til; thi de er ham en
dårskab og han kan ikke erkende dem, thi de bedømmes åndeligt."
Forundre dig ikke over, at jeg sagde til dig: I må fødes på
ny." 1Kor 2,14; Joh 3,7. Der er skrevet om Kristus: I ham "var liv, og
livet var menneskenes lys." Joh 1,4. Og Jesu navn er det eneste navn "under
himmelen givet iblandt mennesker, ved hvilket vi skal blive frelste." Apg
4,12.
<VTK 17/1> Det er ikke nok at forstå Guds store
kærlighed og at se hans miskundhed og faderlige ømhed. Det
er ikke nok at fatte visdommen og retfærdigheden i hans lov og se,
at den grunder sig på kærlighedens evige princip. Apostelen
Paulus så alt dette, da han udbrød: "Så samstemmer jeg
med loven i, at den er god." "Altså er loven vel hellig, og budet
helligt og retfærdigt og godt." Rom 7,16. 12. Men han tilføjede
i sin sjæls ængstelse og fortvivlelse: "Jeg er kødelig,
solgt under synden." Rom 7,14. Han higede efter den renhed og retfærdighed,
som han af sig selv ikke havde kraft til at erholde, og han udbrød:
"Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?"
Rom 7,24. Sådan lyder det råb, der er opsteget fra betyngede
hjerter i alle lande til alle tider. Der er blot ét svar til alle:
"Se det Guds lam, som bærer verdens synd." Joh 1,29.
<VTK 17/2> Guds ånd har ved mange lignelser søgt
at belyse og klargøre denne sandhed for de sjæle, der sukker
efter befrielse fra deres syndeskyld. Da Jakob flygtede fra sine forældres
hjem, efter at han havde syndet og bedraget Esau, følte han vægten
af sin synd. Ensom og udstødt, som han var, og adskilt fra alf,
hvad der havde gjort ham livet kært, var der én tanke som
mere end alle andre knugede hans sjæl, og det var frygten for, at
hans synd havde skilt ham fra Gud. Med bedrøvelse lagde han sig
til hvile på den bare jord, omgivet alene af de ensomme høje,
med den klare stjernehimmel over sig. Medens han sov, oprandt et mærkeligt
lys for hans syn. Fra sletten, hvor han lå, syntes ligesom en stige
at føre lige op til himmelens port, og Guds engle steg op og ned
på stigen, medens Guds røst fra himmelens herlighed forkyndte
et trøstens og håbets budskab. Således kundgjordes for
Jakob det, hans sjæl higede efter budskabet om en frelser. Med glæde
og taknemmelighed så han en vej, hvorpå han, synderen, atter
kunne komme i samfund med Gud. Den hemmelighedsfulde stige fremstillede
Jesus, den eneste mellemmand mellem Gud og mennesker.
<VTK 19/1> Dette er det samme billede, som Jesus hentydede
til i sin samtale med Nathanael, da han sagde: "I skal fra nu af se himmelen
åbnet, og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen."
Joh 1,52. Ved faldet skilte mennesket sig selv fra Gud; al forbindelse
mellem himmelen og jorden blev afskåret, og det svælg, som
nu lå imellem dem, kunne intet menneske komme over. Men gennem Kristus
er jorden atter blevet forbundet med himmelen. Kristus har ved sin fortjeneste
lagt bro over den afgrund, synden havde frembragt, så at tjenende
engle kan have samfund med menneskene. Kristus forbinder det faldne menneske
i dets svaghed og hjælpeløshed med kilden til al magt.
<VTK 19/2> Menneskenes drømme om fremskridt
er forfængelige, og alle bestræbelser for menneskehedens forædling
er forgæves, dersom de ikke søger hen til den eneste kilde,
hvor der er håb og hjælp for den faldne slægt. "Al god
gave og al fuldkommen gave" er fra Gud. Jak 1,17. Ingen kan have en sand
og ædel karakter, når han lever adskilt fra ham. Den eneste
vej til Gud er Kristus. Han siger: "Jeg er vejen og sandheden og livet;
der kommer ingen til Faderen uden ved mig." Joh 14,6.
<VTK 20/1> Gud ynks over sine jordiske børn
med en kærlighed, der er stærkere end døden. Idet han
gav os sin søn, udøste han i én gave hele himmelen
over os. Frelserens liv, død og forbøn for os, englenes tjeneste,
Åndens kaldene, Faderen, som arbejder overalt og gennem alle, de
himmelske væseners vedvarende interesse alt dette samvirker til menneskenes
frelse.
<VTK 20/2> Lad os dog betænke det underfulde
offer, der er fuldbragt for os! Lad os forsøge at skatte det arbejde
og den iver, som himmelen udviser for at frelse de fortabte og føre
dem tilbage til Faderens hus. Stærkere bevæggrunde eller kraftigere
midler kunne aldrig være blevet benyttet ben overmåde store
belønning, som venter de retfærdige himmelens glæde
englenes selskab, Guds og hans søns samfund og kærlighed,
alle vore evners forædling og udvikling gennem evigheden burde ikke
alt dette give os en kraftig tilskyndelse og opmuntring til at tjene og
elske vor Skaber og Forløser af ganske hjerte?
<VTK 20/3> På den anden side fremstiller Guds
ord Herrens domme, som er udtalt over synden, den uundgåelige gengældelse,
vor karakters fordærvelse og den endelige ødelæggelse
for at advare os imod at tjene Satan.
<VTK 20/4> Skal vi ikke agte på Guds nåde?
Hvad mere kunne han gøre? Lad os søge at komme i det rette
forhold til ham, som har elsket os med en så forunderlig kærlighed!
Lad os benytte de midler, han har tilvejebragt, hvorved vi kan blive forvandlet
efter hans billede og atter komme i samfund med de hellige engle og i harmoni
og forening med Faderen og Sønnen.
|