»<KVF 52/1> Fra ørkenen vendte Jesus
tilbage til Jordan, hvor Johannes Døber prædikede. På
det tidspunkt havde rådsherrerne i Jerusalem sendt nogle mænd
ud til Johannes for at spørge ham om hans ret til at prædike
og døbe. De spurgte, om han var Messias eller Elias eller "profeten"
hvormed de mente Moses. Alt dette besvarede han med et "Nej, det er jeg
ikke". "De sagde så til ham: "Hvem er du da? Vi skal jo bringe svar
til dem, som har sendt os".
»<KVF 52/2> Han svarede: "Jeg er en røst af en, der
råber i ørkenen: "Jævn Herrens vej!" som profeten Esajas
har sagt". Joh 1,22-23. Når en konge i gamle dage skulle rejse fra
det ene sted i sit rige til det andet, blev nogle mænd sendt forud
for at jævne vejene for kongens vogn.
»<KVF 53/1> De skulle fælde træer, sanke sten og
fylde fordybningerne ud, så vejen kunne være farbar for kongen.
Da Jesus, Himmelens Konge, skulle komme, blev Johannes Døber på
samme måde udsendt for at berede vejen ved at forkynde folket hans
komme og formane dem til at omvende sig fra deres synder. Mens Johannes
var ved at give svar til udsendingene fra Jerusalem, så han Jesus
stå på flodbredden. Det lyste op i hans ansigt, og idet han
udstrakte sine hænder, sagde han:
»<KVF 53/2> "Midt iblandt jer står en, I ikke kender,
han, som kommer efter mig, og hvis skorem jeg ikke er værdig at løse".
Joh 1,26-27. Det vakte stort røre i forsamlingen. Messias var iblandt
dem! Ivrigt så de sig omkring for at få øje på
den, Johannes talte om. Men Jesus havde blandet sig med mængden og
gled ud af syne. Den næste dag så Johannes Jesus igen, og idet
han pegede på ham, råbte han: "Se Guds lam, som bærer
verdens synd!"
»<KVF 54/1> Johannes fortalte om det tegn, han havde set ved
Jesu dåb. "Nu har jeg selv set det" tilføjede han, "og jeg
har vidnet: Han er Guds Søn". Joh 1,29 og 34. Med ærefrygt
og forundring så tilhørerne på Jesus og spurgte hverandre:
"Er det Messias?" De så ingen tegn på verdslig storhed og rigdom.
Hans klædedragt var enkel og jævn som fattigmands. Men i hans
blege, udtærede ansigt var der noget, som bevægede deres hjerter.
»<KVF 54/2> Dette ansigt bar præg af værdighed
og myndighed; hvert glimt i øjet og hvert træk i ansigtet
vidnede om guddommelig medlidenhed og usigelig kærlighed. Men sendebudene
fra Jerusalem følte sig ikke tiltrukket af Frelseren. Johannes havde
ikke givet dem det svar, de ønskede. De ventede Messias som en stor
sejrherre, men indså, at det ikke var Jesu mission, og skuffede vendte
de sig fra ham.
»<KVF 55/1> Den næste dag så Johannes igen Jesus,
og atter råbte han: "Se Guds lam!" Joh 1,36. To af Johannes disciple
stod i nærheden, og de fulgte efter Jesus. De lyttede til hans lære
og blev hans disciple. Den ene af disse var Andreas, og den anden var Johannes.
Andreas førte snart sin broder Simon til Jesus, som gav ham navnet
Peter. På vejen til Galilæa den følgende dag kaldte
Jesus endnu en discipel, som hed Filip. Så snart Filip havde fundet
Frelseren, hentede han sin ven Natanael.
»<KVF 55/2> På denne måde begyndte Kristi store
gerning på Jorden. Han kaldte sine disciple en for en, og den ene
fandt sin broder, den anden sin ven. Således må enhver Kristi
efterfølger handle. Så snart han selv har lært Jesus
at kende, må han fortælle andre, hvilken god ven han har fundet.
Det er en gerning, alle kan udføre, enten de er yngre eller ældre.
I Kana i Galilæa deltog Jesus i en bryllupsfest sammen med sine disciple.
Til glæde for denne familie åbenbarede han sin underfulde kraft.
»<KVF 56/1> Det var skik der i landet at servere vin ved sådanne
lejligheder. Men inden festen var til ende, var vinen sluppet op. Mangel
på vin ved en fest ville blive opfattet som mangel på gæstfrihed,
og dette blev anset som en stor skam. Jesus blev underrettet om, hvad der
var sket, og han bad tjenerne fylde seks store stenkar med vand. "Så
siger han til dem: "Øs nu og bring det til skafferen". Joh 2,8.
Nu var det ikke vand, de øste, men vin. Denne vin var meget bedre
end den, der hidtil havde været serveret, og der var rigeligt til
alle. Efter at Jesus havde gjort dette mirakel, gik han stille bort. Ingen
af gæsterne vidste noget om det under, han havde udført, før
han var gået. Kristi gave til brylluppet var et symbol. Vandet var
et billede på dåben og vinen symboliserede hans blod, som skulle
udgydes for verden.
»<KVF 57/1> Den vin, Jesus frembragte, var ikke gæret
vin. Stærk drik er årsag til drukkenskab og mange ulykker,
og Gud har forbudt at anvende den. Han siger: "En spotter er vinen, stærk
drik slår sig løs, og ingen, som raver deraf, er vis". Den
"bider til sidst som en slange og spyr sin gift som en øgle". Ordsp
20,1; 23,32. Den vin, der blev serveret ved festen, var den rene, søde
druesaft. Det var samme slags, som profeten Esajas taler om: "Der findes
saft i druen, ... der er velsignelse deri". Es 65,8.
»<KVF 57/2> Ved at deltage i bryllupsfesten viste Jesus, at
det ikke er forkert at samles på denne fornøjelige måde.
Det glædede ham at se lykkelige mennesker. Ofte besøgte han
folk i deres hjem og prøvede at få dem til at glemme deres
bekymringer og besværligheder og tænke på Guds godhed
og kærlighed. Det forsøgte han alle vegne, hvor han kom hen.
Og hvor han fandt et hjerte, som var modtageligt for det guddommelige budskab,
forklarede han frelsens sandheder.
»<KVF 58/1> En dag drog han igennem Samarias land, hvor han
satte sig ved en brønd for at hvile. En kvinde kom for at drage
vand op, og Jesus bad hende om noget at drikke. Kvinden blev forundret,
for hun vidste, hvordan jøderne hadede samaritanerne. Men Jesus
sagde, at hvis hun ville bede ham om noget at drikke, så ville han
give hende levende vand. Det undrede hende endnu mere. Derpå sagde
Jesus:
»<KVF 58/2> "Enhver, som drikker af dette vand vil tørste
igen, men den, som drikker af det vand, jeg giver ham, han skal til evig
tid ikke tørste; men det vand, jeg giver ham, skal i ham blive et
kildespring til evigt liv". Joh 4,13-14. Med det levende vand menes Helligånden.
Ligesom en tørstig vandringsmand trænger til vand at drikke,
således behøver vi Guds Ånd i vore hjerter. Den, som
drikker af dette vand, skal til evig tid ikke tørste.
»<KVF 58/3> Helligånden udgyder Guds kærlighed
i vore hjerter. Den tilfredsstiller vore længsler, så at denne
verdens rigdom, ære og fornøjelser ingen tiltrækning
har på os. Den fylder os med en sådan glæde, at vi ønsker,
at andre også kunne få den. Den vil blive som et kildevæld
i os, hvorfra der udstrømmer velsignelse til alle omkring os.
»<KVF 59/1> Og enhver, som har Guds Ånd i sit hjerte,
skal leve til evig tid med Kristus i hans rige. Helligånden modtaget
i hjertet ved tro er begyndelsen til det evige liv. Jesus sagde til kvinden,
at han ville give hende denne kostelige velsignelse, hvis hun bad ham derom.
Således er han også villig til at give os den.
»<KVF 59/2> Denne kvinde havde overtrådt Guds bud, og
Jesus viste hende, at han kendte hendes synder. Men han viste også,
at han var hendes ven, at han elskede hende og havde medlidenhed med hende;
og hvis hun var villig til at afstå fra sine synder, ville Gud antage
hende som sit barn. Hvor blev hun dog glad ved at høre dette! I
sin glæde skyndte hun sig ind til byen og sagde til folk, at de skulle
komme ud og se Jesus.
»<KVF 60/1> Så gik de ud til brønden og bad ham
om at blive hos dem. Og han blev der to dage og lærte dem, og mange
lyttede til hans ord. De angrede deres synder og kom til troen på
ham som deres frelser. Under sin virksomhed besøgte Jesus to gange
sit barndomshjem i Nazaret. Ved sit første besøg gik han
ind i synagogen på sabbatsdagen.
»<KVF 60/2> Her læste han fra Esajas profeti om Messias
gerning; hvordan han skulle gå med glædesbud til fattige, trøste
de sørgende, give blinde deres syn og lægedom til sønderbrudte.
Derefter fortalte han folket, at "i dag er dette skriftord ... gået
i opfyldelse". Luk 4,14-21. Det var den gerning, han selv udførte.
Ved disse ord fyldtes tilhørernes hjerter med glæde. De troede,
at Jesus var den lovede frelser. Helligånden virkede på deres
hjerter, og de svarede med et inderligt "Amen!" og lovpriste Herren.
»<KVF 61/1> Men så kom de i tanker om, at Jesus jo havde
boet iblandt dem som tømrer. De havde tit set ham arbejde i værkstedet
hos Josef. Og skønt hele hans liv kun vidnede om kærlighed
og barmhjertighed, så ville de ikke tro, at han var Messias. Med
sådanne tanker gav de Satan anledning til at få dem under sin
magt. De blev fyldt med harme mod Frelseren; de gjorde heftige indsigelser
mod ham og besluttede at tage hans liv. De drev ham ud og havde i sinde
at styrte ham ned ad en stejl skrænt. Men hellige engle var nær
for at beskytte ham, og han gik uskadt gennem mængden, og ingen kunne
finde ham.
»<KVF 61/2> Næste gang han besøgte Nazaret, var
befolkningen lige så uvillig til at tage imod ham. Så drog
han bort for aldrig mere at vende tilbage. Jesu virkede for dem, der ønskede
hans hjælp, og overalt i landet samledes folket om ham. Når
han helbredte og underviste, blev der stor glæde. Himmelen syntes
at komme ned på Jorden, og de frydede sig over en barmhjertig frelsers
nåde.
|