»<KVF 42/2> Store skarer samledes for at høre ham. Mange blev overbevist om deres synder og lod sig døbe af ham i Jordan. Gud havde åbenbaret for Johannes, at Messias en dag ville komme til ham og bede om at blive døbt. Han havde også lovet at give ham et tegn, så han kunne vide, hvem han var. Da Jesus kom, så han i hans ansigt så tydelige tegn på et helligt liv, at han "ville hindre ham i det og sagde: "Jeg trænger til at døbes af dig, og du kommer til mig!"

»<KVF 43/1> Da svarede Jesus og sagde til ham: "Lad det nu ske; thi således bør vi opfylde alt, hvad ret er." Matt 3,14. Og idet han sagde dette, sås det samme himmelske lys på hans ansigt, som Simeon havde set. Derpå førte Johannes Frelseren ned i den smukke Jordanflods vande og døbte ham der i alt folkets påsyn. Jesus blev ikke døbt som tegn på anger over sine synder, for han havde aldrig syndet. Han gjorde det for at give os et eksempel.

»<KVF 43/2> Da han steg op af vandet, knælede han i bøn på flodbredden. Og se, Himlene åbnedes og stråler af herlighed vældede ud, "og han så Guds Ånd dale ned som en due og komme over ham". Hans ansigt og hele hans skikkelse strålede af Guds herligheds lys. Og fra Himmelen lød Guds røst, som sagde: "Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbehag". Matt 3,16-17. Den herlighed, der hvilede over Jesus, var et pant på Guds kærlighed til os. Frelseren var vort eksempel; og lige så sikkert, som Gud hørte hans bøn, vil han høre vores.

»<KVF 44/1> De mest trængende, de mest syndige, de mest foragtede kan få adgang til Faderen. Når vi kommer til ham i Jesu navn, vil den røst, der talte til Jesus, også lyde til os: "Dette er mit barn, det elskede; i det har jeg velbehag".