»<KVF 24/2> Jesus vil gerne lade de fattige forstå, at han kender deres prøvelser. Han har gennemgået alt det, de må igennem. Han kan føle med dem og hjælpe dem. Bibelen siger om Jesu barndom: "Og barnet voksede og blev stærkt og fyldtes af visdom; og Guds nåde var over det. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker". Luk 2,40 og 52. Jesus var opvakt og flittig. Han havde en klar forstand og var meget tankefuld og klog af sin alder. Han var enfoldig og barnlig i sin optræden, og såvel hans åndelige som legemlige udvikling foregik ligesom hos andre børn.

»<KVF 25/1> Dog var Jesus ikke i alle henseender som børn er flest. Han var altid venlig og uegennyttig. Altid var han villig til at hjælpe andre. Han var tålmodig og sandhedskærlig. Jesus stod fast som en klippe på det, der var ret, men undlod aldrig at vise godhed og mildhed mod alle. I sit hjem, og hvor som helst han færdedes, var han en lille opmuntrende solstråle.

»<KVF 25/2> Han var hensynsfuld og god mod de gamle og de fattige. Også dyrene viste han venlighed. Han tog sig så ømt af den lille sårede fugl, og alt levende følte sig lykkeligere i hans nærværelse. På Jesu tid var jøderne meget omhyggelige med deres børns uddannelse. Deres skoler var tilknyttet synagogerne eller de steder, hvor man samledes til gudstjeneste. Lærerne kaldtes rabbinere og blev anset som meget lærde.

»<KVF 26/1> Jesus gik ikke i disse skoler, for de lærte så meget, som ikke var rigtigt. I stedet for at granske Guds ord studerede de menneskers udtalelser, og ofte var disse i modstrid med det, som Gud havde talt gennem sine profeter. Ved sin Helligånd underviste Gud selv Maria om, hvordan hun skulle opdrage hans Søn. Maria gav Jesus undervisning i den hellige skrift og han lærte selv at læse og studere den.

»<KVF 26/2> Jesus elskede også at studere alt det vidunderlige, Gud havde skabt på Jorden og på himmelen. I naturens bog iagttog han træerne og planterne, dyrene, solen og stjernerne. Dag efter dag iagttog han dem og prøvede at lære noget af dem og forstå årsagen til alt. Hellige engle omgav ham og hjalp ham til at lære Gud at kende gennem alle disse ting. Og eftersom hans fysiske vækst tiltog, voksede han også i styrke, visdom og kundskab. Ethvert barn kan tilegne sig kundskab på samme måde, som Jesus gjorde det. Vi burde bruge vor tid til kun at lære det, der er sandt. Fabler og opdigt vil ikke gavne os.

»<KVF 27/1> Kun sandheden har værdi, og den kan vi lære om i Guds ord og hans gerninger. Når vi studerer disse ting, vil englene hjælpe os til at forstå dem. Vi vil se vor himmelske Faders visdom og godhed. Vort sind vil, blive styrket, vort hjerte vil blive renset, og vi vil komme til at ligne Jesus mere. Hvert år ved påskehøjtiden drog Josef og Maria op til Jerusalem. Da Jesus var blevet tolv år gammel, tog de ham med til påskefesten.

»<KVF 27/2> Det var en fornøjelig rejse. Man gik til fods eller red på okser eller æsler, og rejsen varede i flere dage. Fra Nazaret til Jerusalem er der godt hundrede kilometer. Fra alle dele af landet, ja selv fra fremmede lande drog man op til denne fest, og folk fra samme egn slog gerne følge. Påskefesten afholdtes i slutningen af marts eller først i april. Da var det forår i Palæstina, og hele landet var prydet med blomster og genlød af fuglenes sang.

»<KVF 28/1> Under rejsen fortalte forældrene deres børn om de underfulde ting, Gud havde gjort for Israel i gammel tid. Og ofte istemte de nogle af Davids smukke salmer. På Jesu tid var folket blevet lunkne og formelle i deres gudsdyrkelse. De tænkte mere på at behage sig selv end på Guds godhed imod dem. Men sådan havde Jesus det ikke. Han elskede at tænke på Gud. Da han kom op til helligdommen, fulgte han opmærksomt præsternes handlinger. Han knælede sammen med dem, der bøjede sig for at tilbede, og han tog del i lovsangene.

»<KVF 28/2> Hver morgen og aften blev et lam ofret på alteret. Det skulle symbolisere Frelserens død. Idet barnet Jesus betragtede det uskyldige offer, underviste Helligånden ham om dets betydning. Han forstod, at han som Guds lam selv måtte dø for menneskenes synder. Jesus ønskede at være alene med disse tanker. Han forlod derfor sine forældre i helligdommen; og da de påbegyndte hjemrejsen, var han ikke med.

»<KVF 29/1> I forbindelse med templet var der en skole, hvor rabbinerne gav undervisning. Her fandt Jesus ind lidt senere. Han satte sig ved siden af de andre børn ved de store læreres fødder og lyttede til deres ord. Jøderne havde mange forkerte anskuelser angående Messias. Det vidste Jesus; men han sagde ikke de lærde mænd imod. Som en, der gerne ville lære, stillede han spørgsmål om, hvad profeterne havde skrevet.

»<KVF 29/2> I kapitel 53 hos Esajas taler om Frelserens død. Jesus læste dette kapitel og spurgte, hvad det betød. Rabbinerne kunne ikke svare på det. De begyndte at udspørge Jesus og blev forundrede over hans kendskab til skrifterne. De mærkede, at han forstod skrifterne meget bedre, end de gjorde. De indså, at deres lære var forkert. Men de var ikke villige til at tro noget andet.

»<KVF 30/1> Jesu var så beskeden og sagtmodig, at de ikke blev vrede på ham. De ville gerne beholde ham som elev og lære ham at forklare skrifterne på samme måde, som de gjorde. Da Josef og Maria forlod Jerusalem for at rejse hjem, lagde de ikke mærke til, at Jesus blev tilbage. De mente, at han var i rejsefølget hos nogle af deres venner.

»<KVF 30/2> Men da de standsede for at slå lejr for natten, savnede de hans hjælp. De søgte efter ham blandt deres rejsefæller, men fandt ham ikke. Josef og Maria blev meget ængstelige. De erindrede, hvorledes Herodes havde søgt at slå Jesus ihjel som lille, og nu frygtede de, at der var tilstødt ham en ulykke. Med sorgfulde hjerter skyndte de sig tilbage til Jerusalem. Men de fandt ham ikke før efter tre dages forløb. Stor blev deres glæde, da de så ham igen; men Maria mente, at det ikke var rigtigt af ham at forlade dem.

»<KVF 31/1> "Barn!" sagde hun "hvorfor gjorde du således imod os? Se, din fader og jeg har ledt efter dig med smerte". "Hvorfor ledte I efter mig?" spurgte han. "Vidste I ikke, at jeg bør være i min Faders gerning?" Luk 2,48-49 (ældre oversættelse). Idet Jesus sagde dette, pegede han opad. Hans ansigt strålede af et lys, som forundrede dem. Jesus vidste, at han var Guds Søn, og han havde været i den gerning, hvortil Faderen havde sendt ham til verden.

»<KVF 31/2> Maria glemte aldrig disse ord. I de følgende år lærte hun bedre at forstå deres vidunderlige betydning. Josef og Maria elskede Jesus, men på grund af deres uagtsomhed blev han borte for dem. De havde forsømt selve den gerning, Gud havde betroet dem. Ved en dags forsømmelse mistede de Jesus. På samme måde bliver Frelseren borte for mange i dag. Når vi ikke synes om at tænke på ham eller bede til ham; når vi taler intetsigende, uvenlige eller onde ord, skiller vi os fra Jesus. Uden ham er vi ensomme og bedrøvede.

»<KVF 32/1> Men hvis vi virkelig ønsker hans selskab, vil han altid blive hos os. Frelseren vil gerne være hos dem, der søger hans nærværelse. Han vil oplyse det fattigste hjem og glæde det ydmyge hjerte. Skønt Jesus vidste, at han var Guds Søn, fulgte han dog med Josef og Maria hjem til Nazaret. Og han var "lydig imod dem", indtil han blev tredive år gammel. Luk 2,51.

»<KVF 32/2> Den, der havde været Himmelens fyrste, var en god og lydig søn på Jorden. Alt det, der under tempeltjenesten overvældede hans sind, gemte han i sit hjerte. Han ventede med at påbegynde sin livsgerning, til Guds time var inde. Jesus levede i en fattig arbejders hjem. Trofast og med glæde gjorde han sit til at underholde familien. Så snart han blev gammel nok, lærte han et håndværk og arbejdede i tømrerværkstedet sammen med Josef.

»<KVF 33/1> I den jævne arbejders simple dragt færdedes han i den lille bys gader til og fra sit arbejde. Han gjorde ikke brug af sin guddommelige magt til at gøre livet lettere for sig selv. Under arbejdet i barndommen og ungdommen blev Jesus styrket både til legeme og sjæl. Han bestræbte sig på at bruge sine kræfter på en sådan måde, at han kunne bevare den bedst mulige sundhedstilstand, så han i enhver henseende kunne yde sit bedste.

»<KVF 33/2> Alt, hvad han gjorde, blev gjort godt. Han ønskede at være fuldkommen, også når han arbejdede med værktøj. Ved sit eksempel lærte han os, at vi bør være flittige, at vi bør udføre vort arbejde samvittighedsfuldt og godt, og at et sådant arbejde er hæderligt. Alle bør finde en beskæftigelse, som kan være til gavn for dem selv og andre. Gud gav os arbejdet som en velsignelse, og det behager ham, når børnene med glæde udfører deres del af hjemmets pligter og hjælper far og mor. Sådanne børn vil blive en velsignelse for andre, når de forlader hjemmet.

»<KVF 34/1> De børn, der søger at behage Gud i alt, hvad de gør, og som gør det rigtige, fordi det er rigtigt, vil blive til nytte i verden. Ved at være tro på en lille plads gør de sig skikket til en højere stilling.