»<KVF 180/2> I denne prøvende stund kom Nikodemus og Josef fra Arimatæa disciplene til hjælp. Disse to mænd var medlemmer af det store råd og kendte Pilatus. De havde besluttet, at Jesus skulle have en ærefuld begravelse. Josef gik frimodigt til Pilatus og bad om at få Jesu legeme. Efter at Pilatus havde skaffet sig underretning om, at Jesus virkelig var død, gav han sin tilladelse.

»<KVF 181/1> Medens Josef gik til Pilatus for at få tilladelse til at få Frelserens legeme udleveret, forberedte Nikodemus begravelsen. Det var skik på den tid at svøbe den dødes legeme i linklæder sammen med kostelige salver og vellugtende urter. Det var en slags balsamering. Nikodemus bragte derfor en kostbar gave på omtrent hundrede pund myrra og aloe til Jesu legeme.

»<KVF 181/2> Man kunne ikke have vist den fornemste mand i hele Jerusalem nogen større ære i hans død. Jesu fattige disciple blev forundrede over at se disse rige rådsherrer vise en sådan interesse for deres Mesters jordefærd.

»<KVF 181/3> Disciplene var overvældede af sorg ved Jesu død. De erindrede ikke, at han havde sagt, at det skulle ske således. Hvert håb var bristet. Hverken Josef eller Nikodemus havde åbenlyst antaget Frelseren, medens han levede. Men de havde lyttet til hans lære og nøje fulgt forløbet af hans virksomhed. Selv om disciplene ikke erindrede, hvorledes Frelseren havde forudsagt sin død, så kunne Josef og Nikodemus tydeligt huske det.

»<KVF 182/1> Og begivenhederne omkring Jesu død, som tog modet fra disciplene og fik deres tro til at vakle, var for disse rådsherrer blot et bevis på, at han var den sande Messias, og det ledte dem til at indtage et fast standpunkt i troen på ham. Disse rige og ansete mænds bistand var stærkt påkrævet i denne stund. De kunne udrette det for den afdøde Mester, som det var umuligt for de fattige disciple at gøre.

»<KVF 182/2> Blidt og ærbødigt tog de med deres egne hænder Jesu legeme ned fra korset. Tårerne strømmede af medlidenhed, da de så hans sårede og sønderflængede legeme. Josef ejede en ny grav, som var hugget ud i en klippe. Den havde han ladet hugge til sig selv, men nu gjorde han den i stand til Jesus. Sammen med de urter, Nikodemus var kommet med, blev legemet svøbt i et lindklæde, og Genløseren blev båret til graven.

»<KVF 183/1> Skønt de jødiske ledere havde haft held til at få Jesus slået ihjel, fandt de ingen rigtig hvile. De kendte kun alt for godt hans store magt. Nogle af dem havde stået ved Lazarus grav og set den døde blive bragt til live igen, og de rystede af skræk for, at Kristus selv skulle opstå fra de døde og atter vise sig for dem. De havde hørt ham sige til folket, at han havde magt til at sætte livet til, og magt til at tage det igen.

»<KVF 183/2> De erindrede, at han havde sagt: "Bryd dette tempel ned, og på tre dage skal jeg rejse det igen", Joh 2,19, og de vidste, at han talte om sit legeme. Judas havde fortalt dem, hvad Jesus sagde til sine disciple på deres sidste rejse til Jerusalem: "Se, vi drager nu op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives til ypperstepræsterne og de skriftkloge; og de skal dømme ham til døden og overgive ham til hedningerne til at spottes og piskes og korsfæstes; men på den tredje dag skal han opstå". Matt 20,18-19.

»<KVF 184/1> Nu kom de i tanker om meget af det, han havde sagt angående sin opstandelse. Det var dem ikke muligt at glemme disse ting, hvor gerne de end ville. Ligesom deres fader Djævelen troede de og skælvede. Alting sagde dem, at Jesus var Guds Søn. De kunne ikke sove, for de var mere besværet over Jesus nu, da han var død, end medens han levede.

»<KVF 184/2> De var besluttet på at gøre alt, hvad de kunne, for at holde ham i graven. De gik derfor til Pilatus og bad om at få graven forseglet og bevogtet indtil den tredje dag. Pilatus stillede en afdeling soldater til præsternes rådighed og sagde: "Der har I vagtmandskab; gå hen og bevogt graven, så godt I kan". Og de gik hen og bevogtede graven med vagten efter at have sat segl for stenen". Matt 27,65-66: