»<KVF 167/2> Da han igen kom til sig selv, blev korset på ny anbragt på hans skuldre. Han vaklede nogle skridt frem og faldt atter til jorden som bevidstløs. Hans forfølgere indså nu, at det var umuligt for ham at bære korset længere, og de vidste ikke, hvor de skulle finde en, som ville bære den nedværdigende byrde. Netop på dette tidspunkt kom Simon fra Kyrene fra den modsatte retning. Han blev grebet og tvunget til at bære korset til Golgata.

»<KVF 168/1> Simons sønner var disciple af Jesus, men han havde ikke selv antaget Frelseren. Efter denne tid var Simon altid taknemlig for den forret at have båret Forløserens kors. Den byrde, han her blev tvunget til at bære, blev midlet til hans omvendelse. Begivenhederne på Golgata og de ord, Jesus udtalte, ledte Simon til at antage ham som Guds Søn.

»<KVF 168/2> Da de nåede det sted, hvor korsfæstelsen skulle foregå, blev de dømte bundet til torturredskaberne. De to røvere kæmpede i hænderne på dem, som strakte dem ud på korset, men Frelseren gjorde ingen modstand. Jesu moder havde fulgt ham på den tunge gang til Golgata. Hun havde ønsket at hjælpe ham, da han udmattet segnede under sin byrde, men dette privilegium blev hende ikke tilstået.

»<KVF 168/3> Ved hvert skridt på denne tunge vej havde hun ventet at se ham åbenbare sin guddommelige magt og frigøre sig fra sine mordere. Og nu, da de var nået til den sidste handling, og hun så røverne blive bundet til korset hvilken angst og spænding har da ikke grebet hende!

»<KVF 169/1> Ville han, som havde givet liv til de døde, finde sig i at blive korsfæstet? Ville Guds Søn finde sig i at blive ihjelslået på en så grusom måde? Måtte hun opgive sin tro på, at han var Messias? Hun så hans hænder blive strakt ud på korset disse hænder, som altid havde været udrakt for at velsigne de lidende. Hammeren og naglerne blev hentet, og da spigrene blev drevet igennem de følsomme muskler, måtte de sønderknuste disciple bære Jesu moder bevidstløs bort fra den grufulde scene.

»<KVF 169/2> Ingen klage hørtes fra Frelseren. Hans ansigt var blegt, men roligt, og store sveddråber stod på hans pande. Hans disciple var flygtet for det skrækkelige syn. Han trådte vinpersen ene, og af folket var ingen med ham. (Es 63,3). Medens soldaterne udførte deres gerning, gik Jesu tanker fra hans egne lidelser til den frygtelige gengældelse, som en dag ville overgå hans forfølgere. Han ynkedes over dem i deres vankundighed og bad:

»<KVF 170/1> "Fader! tilgiv dem; thi de ved ikke, hvad de gør". Jesus var ved at fortjene retten til at blive menneskenes talsmand hos Faderen. Denne bøn for hans fjender omfattede verden. Den indbefattede hver eneste synder, som havde levet eller ville komme til at leve, fra verdens begyndelse, og til tidens ende.

»<KVF 170/2> Hver gang vi synder, bliver Kristus såret på ny. Foran Faderens trone opløfter han sine gennemstungne hænder for os og siger "Tilgiv dem; thi de ved ikke, hvad de gør". Så snart Jesus var naglet til korset, blev det løftet op af stærke mænd og med stor voldsomhed stødt ned på det sted, der var gjort i stand til det. Dette påførte Guds Søn store smerter. Pilatus skrev en indskrift på latin, græsk og hebraisk og satte den på korset over Jesu hoved, hvor alle kunne se den. Der stod:

»<KVF 171/1> "Jesus fra Nazaret, jødernes konge". Jøderne bad om at få dette forandret. Ypperstepræsterne sagde: "Skriv ikke: "Jødernes konge", men: "Han sagde: Jeg er jødernes konge". Men Pilatus var ærgerlig over sin tidligere svaghed, og desuden nærede han grundig foragt for de mistænksomme og ondskabsfulde rådsherrer. Han svarede derfor: "Hvad jeg skrev, det skrev jeg". Joh 19,19-22.

»<KVF 171/2> Soldaterne delte Jesu klæder mellem sig. Et klædningsstykke var vævet uden sammensyninger, og der opstod strid om det. Til sidst blev sagen afgjort ved lodkastning. Guds profet havde forudsagt, at de ville gøre således. Han skrev: "Hunde står omkring mig, onde i flok omringer mig, de har gennemboret mine hænder og fødder ... Mine klæder deler de mellem sig, om kjortelen kaster de lod". Sl 22,17. og 19.

»<KVF 172/1> En frygtelig scene fandt nu sted, da Jesus var hængt op på korset. Præsterne, rådsherrerne og de skriftkloge forenede sig med pøbelen i at håne og spotte Guds Søn, som var ved at dø. "Hvis du er jødernes konge", sagde de, "så frels dig selv!" Luk 23,37. "Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge! Lad ham nu stige ned af korset, så vil vi tro på ham. Han har sat sin lid til Gud; lad ham nu udfri ham, hvis han har velbehag i ham; han har jo sagt: "Jeg er Guds Søn". Matt 27,42-43.

»<KVF 172/2> "Og de, der gik forbi, spottede ham, de rystede på hovedet og sagde: "Ha! du, som nedbryder templet og bygger det op på tre dage, frels nu dig selv og stig ned af korset" Mark 15,29-30. Jesus kunne have steget ned af korset. Men hvis han havde gjort det, ville vi aldrig have kunnet blive frelst. For vor skyld var han villig til at dø. "Han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld; os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår". Es 53,5.