»<KVF 152/2> Med nysgerrighed og medlidenhed betragtede han Jesu blege ansigt og så der tegn på stor visdom og renhed. Ligesom Pilatus var Herodes sikker på, at det udelukkende var ondskab og misundelse, som havde fået jøderne til at rejse sigtelsen mod Frelseren.

»<KVF 152/3> Herodes opfordrede Jesus til at udføre nogle af sine undergerninger for ham. Han gav løfte om frigivelse, hvis han ville gøre det. På kongens befaling blev vanføre og vanskabte mennesker ført ind og han bød nu Jesus at helbrede dem. Men Frelseren stod for Herodes som en, der hverken så eller hørte noget.

»<KVF 153/1> Guds Søn havde påtaget sig menneskets natur. Han måtte handle, som et menneske må handle under lignende omstændigheder: Derfor ville han ikke udføre et mirakel for at tilfredsstille nysgerrigheden eller for at frelse sig selv fra den smerte og ydmygelse, som et menneske må tåle, når det stilles i en lignende situation.

»<KVF 153/2> Hans anklagere blev forfærdede, da Herodes afkrævede Jesus et mirakel. Mest af alt frygtede de en åbenbarelse af hans guddommelige magt. En sådan åbenbarelse ville betyde en tilintetgørelse af deres planer og måske koste dem livet. De gav sig derfor til at råbe, at Jesus udførte mirakler ved den kraft, han fik fra Beelzebul, de onde ånders fyrste.

»<KVF 153/3> Nogle år tidligere havde Herodes lyttet til Johannes Døbers lære. Den havde gjort et dybt indtryk på ham, men han afbrød ikke sit umådeholdne og syndige liv. Som følge heraf blev hans hjerte mere forhærdet, og til sidst havde han under et drikkegilde befalet, at Johannes skulle ihjelslås for at behage den onde Herodias.

»<KVF 154/1> Nu var han blevet endnu mere forhærdet Han kunne ikke udholde Jesu tavshed. Hans ansigt blev mørkt af forbitrelse, og harmdirrende truede han ad Frelseren, som fremdeles holdt sig ubevægelig og tavs. Kristus var kommet til Jorden for at helbrede dem, der havde et sønderbrudt hjerte. Kunne han have talt et ord for at læge en syndbetynget sjæls sår, ville han ikke have forholdt sig tavs. Men han havde intet at sige til dem, der blot ville træde sandheden under deres vanhellige fødder.

»<KVF 154/2> Til Herodes kunne Frelseren have udtalt ord, som ville have boret sig ind i den forhærdede konges øren. Han kunne have slået ham med frygt og bæven ved at blotlægge hele hans syndige liv og den forfærdelige dom, der ventede ham. Men tavshed var den strengeste irettesættelse, han kunne have givet.

»<KVF 155/1> Det øre, som altid havde været opladt for menneskelig smerte, opfangede ikke Herodes befalinger. Det hjerte, som altid lod sig bevæge ved selv de værste synderes bønner, var lukket for den hovmodige konge, som ikke følte nogen trang til en frelser.

»<KVF 155/2> I vrede vendte Herodes sig mod mængden og fordømte Jesus som en bedrager. Men Frelserens anklagere vidste, at han ikke var en bedrager. De havde set for mange af hans mægtige undergerninger til at kunne tro denne beskyldning.

»<KVF 155/3> Nu begyndte kongen på en skammelig måde at bespotte og forhåne Guds Søn. "Men Herodes og hans krigsfolk hånede og spottede ham, og de kastede en prægtig kappe om ham". Luk 23,11. Da den onde Herodes så, hvorledes Jesus i tavshed tog mod al denne forhånelse, blev han grebet af en pludselig frygt for, at det ikke var noget almindeligt menneske, han havde for sig. Han følte sig forvirret ved tanken om, at denne fange måske var et himmelsk væsen, som var kommet ned til Jorden.

»<KVF 156/1> Herodes turde ikke stadfæste dommen over Jesus. Han ønskede at frigøre sig for det frygtelige ansvar og sendte derfor Frelseren tilbage til Pilatus.