»<KVF 140/2> Judas var af naturen meget pengekær. Men han havde ikke altid været så ond og fordærvet, at han kunne begå en sådan handling. Han havde givet griskhedens onde ånd næring, indtil den var blevet den styrende magt i hans liv, og nu kunne han sælge sin Herre for tredive sølvpenge (ca. 85 kroner), som var prisen for en slave. (2Mos 21,28-32). Nu kunne han forråde Frelseren med et kys i Getsemane.

»<KVF 140/3> Men skridt for skridt fulgte han Guds Søn, da han blev ført fra haven til forhøret hos de jødiske rådsherrer. Han tænkte ikke, at Frelseren ville tillade jøderne at tage ham af dage, som de havde truet med.

»<KVF 141/1> Judas ventede hvert øjeblik, at Jesus ville blive befriet og beskyttet af guddommelig magt, som det før var sket. Men da time efter time gik og Jesus roligt fandt sig i al den hån, de overøste ham med, blev forræderen overvældet af en forfærdelig frygt for, at han virkelig havde forrådt sin Herre til døden.

»<KVF 141/2> Da forhøret nærmede sig sin afslutning, kunne Judas ikke længere udholde anklagerne i sin skyldbetyngede samvittighed. Pludselig lød gennem salen en hæs stemme, som fik alles hjerter til at gyse af rædsel: "Han er uskyldig! Spar ham, o Kajfas! Han har intet gjort, som fortjener døden!"

»<KVF 141/3> Nu så man Judas høje skikkelse trænge sig frem gennem den opskræmte forsamling. Hans ansigt var blegt og forgræmmet, og store sveddråber stod på hans pande. Han styrtede hen til dommersædet med de sølvpenge, han havde fået for at forråde sin Herre, og kastede dem foran ypperstepræsten.

»<KVF 142/1> Ivrigt greb han fat i Kajfas kappe og tryglede ham om at løslade Jesus, idet han erklærede, at han ikke havde begået noget forkert. I vrede frigjorde ypperstepræsten sig for Judas og sagde foragteligt: "Hvad kommer det os ved? Det bliver din sag". Matt 27,4. Judas kastede sig derefter ned for Jesu fødder. Han bekendte, at Jesus var Guds Søn, og tryglede ham om at befri sig fra sine fjender.

»<KVF 142/2> Frelseren vidste, at Judas ikke virkelig angrede det, han havde gjort. Den svigefulde discipel frygtede for, at straffen skulle ramme ham for hans skammelige handling, men han følte ingen virkelig sorg over, at han havde forrådt Guds pletfri Søn.

»<KVF 142/3> Alligevel fordømte Jesus ham ikke. I medlidenhed så han på Judas og sagde: "Derfor er jeg kommen til denne time". En mumlen af forbavselse lød gennem forsamlingen. Med forundring så de Jesu overbærenhed med sin forræder. Judas indså, at hans bønner var forgæves, og styrtede ud af salen under råbet: "Det er for sent! Det er for sent!" Han syntes ikke, han kunne udholde at leve og se Jesus blive korsfæstet, og i fortvivlelse gik han hen og hængte sig.

»<KVF 143/1> Senere på dagen førte den onde skare Frelseren ad vejen fra Pilatus borg til Golgata, hvor korsfæstelsen skulle finde sted. Pludselig blev deres råb og spot afbrudt. Idet de passerede et ensomt sted, fik de øje på Judas døde legeme ved foden af et udgået træ.

»<KVF 143/2> Det var et afskyeligt syn. Rebet, hvormed han havde hængt sig i træet, var bristet under vægten, og i faldet var hans legeme blevet frygtelig lemlæstet. Hundene var nu i færd med at fortære det. Levningerne blev øjeblikkelig nedgravet; men der hørtes ikke mere så megen spot, og mangt et blegt ansigt vidnede om en indre frygt. Gengældelsen syntes allerede at hjemsøge dem, der var skyldige i Jesu blod.