»<KVF 125/2> Morderskaren kunne ikke et øjeblik udholde denne guddommelige herlighed. De vaklede tilbage. Præsterne, de ældste og soldaterne faldt som døde til jorden. Engelen fjernede sig, og lyset forsvandt. Jesus kunne være undsluppet, men han blev stående rolig og behersket. Hans disciple var alt for forfærdede til at kunne sige noget.

»<KVF 126/1> De romerske soldater kom snart på benene. Tillige med præsterne og Judas samlede de sig omkring Jesus. De syntes at skamme sig over deres svaghed og at frygte for, at han skulle undvige. Igen stillede Jesus spørgsmålet: "Hvem leder I efter?"

»<KVF 126/2> Og atter svarede de: "Jesus fra Nazaret". Da svarede Frelseren: "Jeg har sagt jer, at det er mig; når det altså er mig, I leder efter, så lad disse gå!" Og dermed pegede han på sine disciple. Joh 18,7-8. I denne prøvende stund havde Jesus omsorg for sine kære disciple. Han ønskede ikke, at de skulle udsættes for lidelser, selv om han skulle tages til fange og lide døden. Judas, forræderen, glemte ikke den rolle, han skulle udføre. Han trådte hen til Jesus og kyssede ham.

»<KVF 127/1> "Men Jesus sagde til ham: "Ven, gør det, du er kommen for!" Matt 26,50. Og med skælvende stemme tilføjede han: "Judas, forråder du Menneskesønnen med et kys?" Luk 22,48. Disse venlige ord burde have rørt Judas hjerte; men al følsomhed og hæder syntes at have forladt ham. Judas havde overgivet sig til Satans magt. Skamløs stod han foran Herren og undså sig ikke for at overgive ham til den grusomme pøbelhob.

»<KVF 127/2> Jesus afviste ikke forræderens kys. Dermed gav han os et eksempel på overbærenhed, kærlighed og medlidenhed. Dersom vi er Kristi efterfølgere, må vi handle mod vore fjender, ligesom Jesus handlede mod Judas. Morderne blev dristige, da de så Judas røre ved den skikkelse, som for lidt siden var blevet herliggjort for deres øjne. De greb fat i Frelseren og bandt de hænder, som altid havde været beskæftiget med at gøre godt. Disciplene troede ikke, at Jesus ville lade sig gribe. De vidste, at den magt, der kunne slå pøbelen til jorden som døde, også kunne gøre dem magtesløse, indtil Jesus og hans ledsagere var undsluppet.

»<KVF 128/1> De blev skuffede og fulde af harme, da de så, at rebene blev taget frem for at binde hænderne på ham, som de elskede. I vrede drog Peter ubesindigt sit sværd og forsøgte at forsvare sin Mester. Men han huggede kun det ene øre af ypperstepræstens tjener.

»<KVF 128/2> Da Jesus så, hvad der var sket, frigjorde han sine hænder fra de romerske soldaters faste greb, og idet han sagde: "Lad dem kun gå så vidt!" (Luk 22,51), rørte han ved det sårede øre, og det blev straks lægt. Derpå sagde han til Peter; "Stik dit sværd i skeden igen; thi alle, som griber til sværd, skal falde for sværd. Eller mener du, at jeg ikke kan bede min Fader, så han med det samme sender mig mere end tolv legioner engle? Men hvordan skulle så de skrift ord gå i opfyldelse, der siger, således skal det ske?" "Skulle jeg ikke drikke den kalk, som min Fader har givet mig?" Matt 26,52-54; Joh 18,11.

»<KVF 129/1> Derefter vendte Jesus sig mod ypperstepræsterne og førerne for tempelvagten, som var med skaren, og sagde: "Som mod en røver er I draget ud med sværd og knipler for at fange mig. Dag efter dag var jeg hos jer i helligdommen og lærte, uden at I greb mig; men dette er sket, for at skrifterne skulle gå i opfyldelse". Mark 14,48-49.

»<KVF 129/2> Disciplene blev forargede, da de så, at Frelseren ikke gjorde forsøg på at befri sig fra sine fjender. De bebrejdede ham det. De kunne ikke forstå, at han overgav sig til pøbelen, og rædselsslagne forlod de ham og flygtede. Jesus havde forudsagt denne flugt. "Se" havde han sagt, "den time kommer, ja, den er allerede kommet, da I skal spredes hver til sit og lade mig ene tilbage; dog, jeg er ikke ene, thi Faderen er med mig". Joh 16,32.