|
Valdemar Toppenberg Valdemar Emil Toppenberg blev
født i Aalborg i 1884 som nr. fire af enbørneflok på otte. Hans forældre var Peter
Christian Olsen Toppenberg, født i Gettrup 1843, og hustru Marie Kirstine
Kjær, født 1846. Forældrene synes at have
været ret velstående, da faderen ejedeforskellige udlejningsejendomme i Aalborg. Både
den stærke tro på Kristus og interessen for at
gøre godt for nødlidende havde ValdemarEmil fået med fra sin tidligste
barndom. I sin erindringsbog Africa
has My Heart fortæller han, at han sammenmed sine forældre og søskende plejede at komme i
kirke om søndagen. Da faderen var noget tunghør,
plejede familien at sidde på forreste bænklige under prædikestolen. Det var sjældent,
børnene så andet end hænderne af præsten højt over
sig. Men der var andre ting til at tiltrækkeopmærksomheden. Børnene blev aldrig trætte af
at betragte de udskårne træfigurer på ogomkring prædikestolen. På væggene var store
oliemalerier af bibelske scener, lige fra Edens have og frem til
pinsedagen. Begge forældre tog deres
kristendom alvorligt. Faderen gik ofte til fattigehjem for at uddele billetter til det kommunale
køkken. Moderen plejede at sende børnene af sted med
en kurv madvarer og lidt tøj, når der varfødt en baby hos en fattig familie, eller når
nogen var blevet konfirmeret, eller gift, eller når døden havde bragt sorg i et
hjem. Familien abonnerede på et
tidsskrift udgivet af Det danskeMissionsselskab, som Valdemar læste med interesse.
Især beretninger om kristne martyrer på
Madagaskar og i Uganda gjorde et dybt indtrykpå ham. Det var første gang, han blev grebet af
beundring for de kristne missionærer og de omvendtes store
mod. Bortset fra historie og
naturvidenskab viste Valdemar ikke nogen særliginteresse for de boglige fag. Da han var 14,
ønskede faderen, at han skulle gå til
konformationsforberedelse hos vækkelsesprædikanten pastorAnton Petersen, der havde sit ståsted hos Indre
Mission. Efter konfirmationen fik han
som gave af en familie, som logerede i en affaderens lejligheder, en lille bog, som handlede
om engelske Afrika missionærer. I den bog var
der også nogle få linjer på swahili-sproget - etsprog som Valdemar mange år senere skulle komme
til at mestre i sin missionærgerning. Eftersom Aalborg jo er en
havneby, havde Valdemar altid haft lyst til atsejle, og det blev besluttet, at han skulle
uddanne sig til maskinmester. Mens han var i gang med denne
uddannelse, fik familien Toppenbergbesøg af en ældre bror, der nogle år tidligere var
rejst til Amerika. Denne bror fortalte så mange
spændende ting fra det store land på den andenside Atlanten, at Valdemar opgav at blive
maskinmester for i stedet sammen meden yngre bror at
emigrere. De kom til Boulder, Colorado,hvor den ældre bror boede. Denne bror var under sit
ophold i det fremmede blevet adventist. Skønthan på ingen måde lagde pres på sine yngre brødre,
forsynede han dem med bøger og blade om den
nyfundne tro. Selvom Valdemar fandt detlidt underligt at gå i kirke om lørdagen, tog han
alligevel imod sin brors indbydelse til at følge med til gudstjeneste den
dag. Her mødte han endnu en
overraskelse. Da prædikanten oplyste, at manmanglede penge til løn til menighedsskolelæreren,
og at der ville blive optaget en speciel kollekt
til dette formål, så Valdemar sin storebror tagesit checkhæfte frem og skrive en check på 25
dollars. »Nej, det kan ikke være rigtigt, det må være
2,50 dollars,« tænkte Valdemar. Han skævedeen ekstra gang. Jo, der stod det ganske tydeligt:
»Femogtyve dollars.« »Hvem kan dog finde på at
give 25 dollars i kollekt?« tænkte han. »Nå,det måtte være broderens egen sag. Religionen
måtte virkelig betyde noget for ham.« Valdemar
havde fået et godt job ved jernbanen. Alligevelfølte han, at han behøvede mere uddannelse. Så da
hans yngre bror samt et par piger, de kendte, var
begyndt at læse på Union College i Nebraskaog var glade for det, besluttede Valdemar at følge
efter. For at gøre en lang historie
kort, den unge Valdemar Toppenberg blevgrebet af adventbudskabet og lod sig døbe som
syvende dags adventist. Mens han i forbindelse med
sin uddannelse tog et kursus i den kristnemissions historie, blussede hans barndoms
interesse for missionen op på ny, og han besluttede at
ville være missionær. Han underskrevetmissionsvoluntørkort, hvori han lovede at give sit
liv til Herrens tjeneste, uanset hvor i
verden han måtte blive kaldt hen. Seks måneder før
hans afgangseksamen fik man på college besøg afmissionsledere fra Europa. De
var på udkig efter unge missionærer til et nyt, skandinavisk
bemandet missionsområde i Afrika. ValdemarToppenberg erklærede, at han
med glæde ville svare ja til et kald til Afrika. Afslutningsdagen
kom, og han havde ikke hørt mere om nogetmissionskald. Han var netop
begyndt på endnu en sommer i kolportagen, da han fik brev
fra W.A. Spicer, sekretær i Generalkonferensen,indeholdende et kald fra Den
Europæiske Division om at rejse til Afrika. l efteråret 1909
begyndte tjenesten i missionen, en tjeneste der skullekomme til at strække sig over
mange år. En sommerdag i
1909 stod Valdemar Toppenberg sammen med sineforældre, sine brødre og en
søster på Aalborg banegård og ventede på toget, der skulle
føre ham til Hamborg, hvor det daværende europæiskemissionsselskab havde til
huse. Det var den tyske missionsdirektør L.R. Conradi, der
havde set mulighederne før at oprette en mission i Etiopien,og Toppenberg var officielt
udsendt af det tyske SDA missionsselskab. Det var heldigt,
at toget ikke holdt ret længe, for en afsked er altidpinefuld. Toppenberg
fortæller, at hans mor forgæves prøvede at skjule sine tårer, idet
hun så op på ham i det åbne kupevindue. Hans far var såbevæget, at han intet kunne
sige, før der blev fløjtet til afgang. Så rettede faderen sig
pludselig op, greb Valdemars hånd og udbrød: »Gud væremed dig, min dreng! « Det var
sidste gang, Valdemar så sin far i live, men det kunne han
naturligvis ikke vide dengang. Valdemar
Toppenberg måtte vise den største sparsommelighed på rejsen. Ved en
fejltagelse havde han ikke fået udbetalt de fem engelske pund,han havde ret til, som
rejsepenge, men kun fem dollars, og det gjorde en betydelig
forskel. Han havde nylig afsluttet sin uddannelse i Amerika oghavde intet i reserve. Han
fortæller humoristisk, at hans tegnebog var så flad, som hvis en
elefant havde trampet på den! Efter en rejse
med visse forhindringer ankom Toppenberg til detsolbeskinnede Asmara i den
italienske koloni Eritrea, hvor han blev budt velkommen af den
norske pastor Arnold Grundset, der sammen med sinfamilie var ankommet nogle
måneder forinden. Til stede var også svenskerne E.N.
Lindegren og J. Persson. Sammen med missionsdirektørConradi og dr. F. W Vasenius
med frue kom Toppenberg til at deltage i et specielt
udvalgsmøde, hvor missionsarbejdet blev planlagt. Som den yngste
blev Toppenberg sekretær for udvalget. Eftersom
missionens faciliteter var stærkt begrænsede, blev den førsteopgave at bygge en
missionsstation bestående af to boliger, en skolebygning, et
værksted, stalde samt en god brønd. Det meste afarbejdet måtte missionærerne
selv udføre. Inden for et år
havde man erhvervet et landområde ved Asmara,bygningerne var rejst, og
missionsbestyrelsen besluttede at flytte missionærerne til
andre områder. Toppenberg blev bedt om at flytte til detnuværende Tanzania. Busegwemissiønen,
der var Toppenbergs nye arbejdssted, var netopåbnet. Der var en beskeden
bolig, en primitiv elevbygning og et værksted, som netop var
blevet færdigt. Bygningerne var af soltørrede ler sten.Dengang var det vanskeligt at
finde afrikanske arbejdere, der vidste noget som helst om den
slags byggeri. Der før måtte missionæren først læreafrikanerne at lave mursten og
at save brædder ud. De missionærer, der skulle oprette en
ny missionsstation, blev udstyret med en stor lang sav,økser, skovle, macheter og
nogle få andre redskaber. Var der måske ikke ler nok til
mursten, træer til tømmer og græs til tagdækning? Hvadmere behøvede man? Det var sædvane
at starte en skole så hurtigt som muligt. Eftersom dette
var noget helt nyt, og man ikke havde afrikanske lærere,måtte missionærerne selv
foretage undervisningen. Toppenberg underviste om formiddagen og
arbejdede udendørs sammen med eleverne omeftermiddagen. Hvordan kunne
man undervise uden at have lært de indfødtes sprog?
Ud fra elevernes og arbejdernes tale skrev man nogleenkle ord og udtryk på tavlen
og lærte børnene alfabetet. Toppenberg siger,
at dette var en af de bedste måder at lære et sprog på. Selvstudium og
stadig kontakt med afrikanerne, uden at være afhængig afen oversætter, men med
mulighed for lidt hjælp af en ældre missionær, det ville altid
føre til det bedste resultat. Toppenberg mente
selv at have erfaret, at en oversætter som regel er mere til hindring end til
hjælp, når man skal lære et nyt sprog. I vore dage kommer de unge
vordende missionærer på sprogskole, før de rejser ud, så de straks er i stand til at
føre enkle samtaler med afrikanerne. Mens Toppenberg var på
vej til Mombasa, lærte han af en ung mand på skibet nogle af de almindeligste
hilsner og udtryk. Arbejdet i Tysk
Østafrika var dengang i sin spæde begyndelse. Bygningerne var
som nævnt så enkle, som de kunne være. Der var ingen net til at holde moskitoer og
andre insekter ude. Store hvepse, som man kaldte
Zeppelinere, blev tiltrukket af lamperne, og undertiden styrede de lige ned i maden. Også firben
var det vanskeligt at holde ude, men de viste sig at være
rigtig gode forbundsfæller til at fange fluer og moskitoer. Mere end en gang
søgte slanger ind i brændekassen i køkkenet, og engang havde en af dem slået
sig ned under sko hylden i klædeskabet. Eftersom vandet
blev hentet fra et ikke særlig rent vandløb eller fra en overfladisk kilde, var det
nødvendigt at koge alt vand til husholdningen. Der fandtes
naturligvis hverken WC eller badeværelse, så man klarede sig med »etagevask« ved et
vaskefad og vand opvarmet på komfuret. Missionær Raesler
og hans hustru, der var ankommet et år forinden, havde allerede haft flere
angreb af malaria. En tidlig morgen, hvor Toppenberg selv
var ved at få malaria, kom fru Raesler, der langtfra selv var rask, til hans dør og
sagde: »Jeg er bange for, at vi må sende bud til central-missionsstationen efter en sygeplejerske. Min mand
er syg igen, og i
vor tilstand kan vi ikke give ham ordentlig pleje.« En budbringer blev straks sendt af
sted, men det varede alligevel flere dage, før hjælpen kunne nå frem. Det var en stor
hjælp at få assistance af en erfaren sygeplejerske. Hun havde været der tidligere, men
det var længe siden, for også hun havde ligget til sengs
med høj feber. Lidt senere, da Toppenberg var ved at komme sig efter endnu et
anfald, blev Raesler angrebet af den frygtede sortvandsfeber.
Denne sygdom, som ikke er meget kendt uden for Afrika, er en komplikation af
langvarig og mangelfuldt behandlet malaria. Den giver udbredt
henfald af røde blodlegemer, hvis hæmoglobin farver urinen mørk. Med mindre man
sørger for hele tiden at holde nyrefunktionen i
gang ved at drikke store mængder væske, dør patienten af selvforgiftning. Af frygt for, at
alle ville blive alvorligt syge, blev der sendt bud efter mere hjælp. Der var endnu ingen
kommet, da fru Raesler ud på natten meddelte, at hun
frygtede, hendes mand var døende. Valdemar Toppenberg var stadig svag og
stærkt svedende efter sit anfald af malaria, men han tvang sig
til at stå ud af sengen og klæde sig på. Da de trådte ind i sygeværelset, var det
tydeligt, at patienten lå på sit allersidste. De kendte konsekvenserne
ved at udsætte en begravelse i den tropiske varme og besluttede at berede sig på
det værste. Syg og rystende begav Toppenberg sig
ved morgengry ud på værkstedet for at tømre en kiste af pakkasser. Flere gange måtte
han sætte sig ned og hvile. Da kisten var færdig, kom
sygeplejersken og meddelte, at patienten var død. Han genkendte
missionær O. Wallath, der havde rejst hele natten for at komme til hjælp. Han forstod
hurtigt situationen og rådede alle til at tage et lille hvil,
mens han traf flere forberedelser til begravelsen. Efter at have hjulpet med at lægge den døde
i kisten prøvede Toppenberg at hvile, mens Wallath
søgte at få de indfødte til at grave en grav. Disse var
imidlertid overtroiske og frygtede for at grave en hvid mands grav. Omsider lykkedes det dog
ved hjælp af arbejdere og skolens elever, og kisten
blev båret ud til graven.Skønt ceremonien var kort, var nogle af deltagerne så svage,
at de måtte sætte sig ned på
jorddyngen ved graven. Efter at have kastet blomster på kisten som en sidste hilsen,
begav de sig hjem til deres bolig, udmattede og nedtrykte. Af 35 missionærer
i dette område døde ikke mindre end en tredjedel i løbet af to år efter deres
ankomst til landet. Valdemar Toppenbergs liv blev sparet, og i
løbet af de kommende år blev det hans privilegium at udbrede evangeliet til store
dele af Østafrika og oprette missioner mange steder. Toppenbergs næste
opgave var at oprette en mission og begynde et arbejde i landsbyen Nyabangi
ved Mara-bugten. Der var en lille
landgang for både med bomuldsvarer og andre ting til afrikanerne. Tæt ved denne
landgang byggede Toppenberg et pakhus, hvor der kunne
opbevares og omlades varer til missionsstationerne inde i landet. Et stykke derfra, på
en høj over landsbyen, rejste Toppenberg en bolig i europæisk
stil samt en skolebygning. Fra stedet var der en dejlig udsigt til landsbyen nedenfor,
til Mara-bugten og dens øer og længst ude til den store,
åbne Victoria-sø. En anden missionær, E. Dominic, var udstationeret samme sted, men
da hans helbred var blevet meget forringet, var
han ude af stand til at ud føre meget fysisk arbejde. Da Toppenberg og
Dominick begge var ugifte, ansatte de en tidligere elev til at lave mad. Der var ingen
storre variation i måltiderne, for det var ikke til at skaffe
grønsager. Maden bestod mest af papaya- og guavafrugter samt mangoer i sæsonen. Dertil
kom en suppe af tørrede frugter og tapiokarodder
samt yams suppleret med kød af vildt, som de selv nedlagde. Som elev på Union
College havde Valdemar Toppenberg mødt Marie Kathrine (Minnie) Hansen, der
studerede samme sted. Hun var født i Sydslesvig i 1886
og var som 13-årig sammen med sin mor og sine søskende udvandret til
Amerika. De hørte vel til de ganske mange dansksindede
sønderjyder, der efter nederlaget i 1864 valgte at emigrere til USA. Ligesom
Toppenberg fik hun uddannelse ved Union College og lærte senere sygepleje ved
Washington-Sana toriet. Minnie og
Valdemar forlovede sig, og det var meningen, at Valdemar under sin første orlov skulle
vende tilbage til Amerika, og at de da skulle giftes.
Imidlertid fik en af de andre missionærer sin orlov stærkt forsinket,
og eftersom han
havde familie, var det naturligt, at han skulle rejse først. Både af denne og
andre grunde blev det besluttet, at Minnie skulle rejse ud til Afrika og møde
Valdemar. Det var blevet
1913, og der kom brev om, at Minnie ville ankomme til Kisumu, en havneby ved
Victoria-søen i begyndelsen af november. De skulle vies af
pastor Carscallen, hvis familie hun rejste sammen med, idet de vendte tilbage til Afrika
efter orlov. Som uddannet
sygeplejerske kom Minnie til at yde en meget stor indsats både i behandlingen af de syge
og i undervisningsarbejdet. »Den hvide kvinde med de
himmelfarvede øjne« blev hurtigt meget værdsat på missionen. Valdemar
Toppenberg var bange for, at livet på missionsfeltet var for hårdt for hans hustru, og at
hun ville længes tilbage til sin familie og civilisationen.
Det gav han udtryk for en fredag aften, da de sad hjemme i deres stue efter andagten med
eleverne. Men Minnie forsikrede, at disse ting intet betød
i sammenligning med de enkle glæder, de nu oplevede, og hun fortsatte: »Da du oversatte
den unge mands vidnesbyrd, da han priste Gud for at have sat ham i frihed fra
frygten for heksedoktorer og onde ånder, da var jeg rørt til
tårer. Da jeg så glæden på hans ansigt og hørte hans ivrige stemme, følte jeg det som en
forsmag på Himmelens lykke. Jeg elsker synet
og duften af rent linned, når jeg henter det ind fra tørresnoren, og jeg nyder den
enkle, sunde kost, vi får. Det giver mig
sådan en tilfredsstillelse at se de duftende brød bagt af mel, der er malet på vores kværn.
Når alt kommer til alt, er det ikke det, vi ejer, der gør os
lykkelige, men tilfredsheden med det, vi har.« Den store plage
for missionærerne var stadig malariaen. Under
overskriften »Hvad vore missionærer må gennemgå« skriver Toppenberg i
Missionsefterretninger for januar 1915: »Mens jeg sad og
skrev i forgårs, var jeg ikke vel tilpas, og til sidst fik jeg malariakuldegysninger og måtte
i seng. I Afrika kommer sygdommen ikke altid til
bestemte tider, ikke altid til hver anden dag. Jeg havde den også i går; min puls slog 114, og min
feber varede til hen på aftenen. Jeg kan ikke
ligge stille, når jeg ikke for øjeblikket er rigtig syg, så jeg bad Mine give mig
skrivemaskinen, hvad hun nølende gjorde, og nu vil jeg se at få lidt
mere skrevet, før næste anfald kommer; det venter vi jo i morgen. ... Men mens jeg
skriver dette, må jeg helst fortsætte og fortælle dig om de
prøvelser, vi har gennemgået, siden Mine kom. Vi havde ikke
været her mange dage, før hun blev meget syg af malariaen. Flere nætter led
hun meget af åndenød, og to nætter kunne hun næsten ikke få
luft. Men rent galt blev det den tredje nat. Mens jeg sad og vågede ved hendes seng,
blev det sværere og sværere for hende at ånde, omendskønt
jeg havde alle døre og vinduer åbne. Pludselig så jeg, at hendes øjne begyndte at få
et vildt udseende og rullede, så jeg blev bange og vidste
ikke, hvad jeg skulle gøre, men i hast lyttede jeg til hjertet, og netop da slog det
et par uregelmæssige slag, og så standsede det. Øjeblikkelig
sprang jeg op, greb et vådt og koldt håndklæde, som jeg slog ned om hendes bryst,
og straks slog hjertet igen. ... Efter nogen tids kamp lettede
det noget, så hun kunne tale lidt, og inden en time var det overstået.« Toppenberg
selv blev heller ikke skånet for den frygtede sortvandsfeber.
»Efter at den første forskrækkelse var noget overstået, tog Mine energisk fat på om
muligt at redde mit liv. Jeg vidste, at
uophørlig drikken var det eneste kendte middel til at fortynde den tykke og sorte
urin og forhindre nyrerne i at forstoppes, så om end det i
denne sygdom er svært at drikke, tvang jeg dog mig selv til at drikke 15-20 glas vand i
timen den første nat og så senere 12-15 glas i timen. Min hustru gjorde
alt, hun kunne, for at formindske nyrernes arbejde. Hun gav mig gentagne hede omslag
på nyrer, milt og lever, for disse organer smerter alle, og
de to sidste hovner meget op. . . . Således gik det fremad hver dag; men da jeg for en
kort tid prøvede at drikke lidt mindre vand (alle vil forstå,
at det er meget vanskeligt, når man er så syg, at drikke i så uhyre mængder), blev urinen
straks efter mørkere, så jeg begyndte igen for alvor at
drikke.« Den 13. april
skriver han: »Jeg er nu kommen op efter en meget slem og langvarig malaria, der bragte
mig nærmere graven, end jeg nogen sinde før har været.
... Jeg blev så svag, at jeg havde opgivet håbet om at komme over det. Tre gange fik
jeg slemme anfald, og det sidste troede man (min hustru,
dr. Vasenius og br. Winter, der også var sendt til hjælp) ville ende det. ... På den 11.
dag, efter ti dages uafbrudt feber, sank temperaturen til
alles store glæde og forundring næsten ned til normal, så doktoren begyndte straks at
give meget små portioner kinin, en hundrededel gram.
Dette blev forøget daglig, indtil jeg kunne tåle større portioner.« Da Toppenberg kom
sig efter feberen, var det meningen, de skulle hjem på
orlov. Men de havde hænderne så fulde og stod i så mange problemer. Foruden den
regelmæssige undervisning i skolen var der dåbs klasser,
opsynet med skolens haver, byggearbejde, inspektionsrejser til skoler
og omliggende landsbyer, sprogstudier, forberedelse til
undervisningen på folkets eget sprog, samt oversættelse af salmer. Dette og mange andre
ting holdt ægtefællerne travlt beskæftiget. Ud over at passe
sit hjem assisterede Minnie Toppenberg i skolen, fungerede som forstanderinde,
underviste pigerne og de voksne kvinder i syning, og hun
tog sig af de syge. Månederne gik, og
de missionærer, der skulle afløse, dukkede ikke op. Så kom første
verdenskrig, og Minnie og Valdemar blev afskåret fra resten af verden. På tre sider
var de omgivet af kolonier af nationer i krig med Tyskland, og
til den fjerde side var Det indiske Ocean, hvor britiske krigsskibe patruljerede. Der
kom ingen post udefra, godsforsendelser standsede, og man
var uden forbindelse med missionsselskabet, både finansielt og administrativt.
Radioen var stadig i sin spæde begyndelse, og de få
telegrafiske budskaber var meget forsinkede. Tit var dele af dem streget af den tyske censur,
især efter at krigslykken gik tyskerne imod. En gang, stærkt
forsinket, modtog de en avis hjemme fra Aalborg, sendt af en af Valdemars søstre, som
meddelte, at deres far var død. Ting som papir,
tøj, sko, sukker, mel og petroleum til lamperne var snart umulige at fremskaffe. Dertil
kom, at Minnie var gravid. De havde i god tid bestilt det
nødvendige udstyr, babytøj mv. fra Amerika, men dette måtte de kigge langt
efter. Alt gik
imidlertid godt, med Valdemar Toppenberg som en noget nervøs fødselshjælper. Minnie havde
bl.a. ved hjælp af sine lærebøger i forvejen undervist ham
grundigt i fødselens mysterier, og datteren Ingrid Marie blev født i 1915. På det tidspunkt
var de andre missionærer i Østafrika enten internerede eller sendt hjem, men
Toppenbergs fik som danskere lov at fortsætte arbejdet. Der
hvilede en stor byrde og et tungt ansvar på ham i disse prøvende år, og han arbejdede
mere, end han egentlig kunne tåle. Myndighederne
satte stor pris på ham og respekterede ham, ikke mindst på grund af den utrættelige
lægehjælp, han ydede sårede soldater. Det kneb
efterhånden så meget med forsyningerne, at Toppenberg måtte tilvirke beklædning af
dyreskind, som han selv garvede og behandlede. Han skriver i
sine erindringer, ikke uden humor, at han så ud som en anden Robinson Krusoe. Et par
bukser af zebraskind var nok rigelig varme, men som
han skriver, de var måske alligevel at foretrække frem for et figenblad eller en
tønde som den, Diogenes brugte! Efterhånden blev
situationen mere kritisk, og tusinder af masaj-stammefolk strejfede om
og myrdede og plyndrede. Ved den tid så
Toppenberg sig nødsaget til, skønt modstræbende, at flygte med sin familie midt om
natten, og de nåede omsider gennem fare og forvirring
frem til de britiske linjer, hvor de blev modtaget med megen venlighed. Nu var tiden
omsider inde til, at Minnie og Valdemar Toppenberg kunne få en hårdt tiltrængt orlov.
Rejsen til Amerika gik østpå, via Hong Kong og Yokohama, og
var bestemt ikke uden risiko, da tyske ubåde huserede i farvandene uden for Afrika.
Minnie havde det meget dårligt helbredsmæssigt,
ikke mindst på grund af en tuberkulose, hun havde pådraget sig i Afrika. Mens Toppenberg
var i Afrika, havde han tit ønsket, at han havde en lægelig uddannelse. Da de var
tilbage i USA, viste det sig at ville tage mange måneder,
før Minnie helt havde genvundet sit helbred. Valdemar besluttede at ville begynde på
lægestudiet for om muligt senere at blive lægemissionær ude
på feltet. Dette studium blev dog ikke færdiggjort. De britiske
kolonier, inklusive det tidligere Tysk Østafrika, var blevet genåbnet for missionærer fra
England, og Toppenberg blev anmodet om at genåbne det
missionsarbejde, der var påbegyndt i Etiopien mere end ti år tidligere. I Tidens Tales
»høstnummer« for 1931 skriver L. Muderspach: »V.E. Toppenberg er den af vore
skandinaviske arbejdere, som har tilbragt flest år i vor
Afrika-mission. Han kom allerede 1909 til Abessinien (Asmara) og har senere - indtil krigens
tid - virket i Tysk Østafrika. Efter krigen påbegyndte han
igen arbejdet i Abessinien og var den første af vore missionærer, der af regeringen
fik lov at oprette missionsstation i selve Etiopien.« I
Etiopien var det ellers forbudt at sælge jord til udlændinge. Det var kun sket
i ganske få tilfælde og ved kejserens personlige mellemkomst. Gennem Forsynets
ledelse og ad underlige veje havde familien
Toppenberg fået tilladelse til at flytte ind i en god bungalow, som havde været beboet af den
britiske konsul i Addis Abeba. De havde ikke
boet i huset mange dage, før de lagde mærke til, at forbipasserende ude på vejen,
især børn og unge, standsede og lyttede til Toppenbergs
rejsegrammofon. Nogle tog imod indbydelsen til at komme indenfor i haven og lytte, og
inden længe vovede de sig helt ind i huset. Blandt dem var et
par elever fra den kejserlige skole, som forberedte sig til at studere videre i
udlandet. De havde problemer med algebra og geometri og
beklagede, at deres lærer ikke vidste ret meget om matematik. Efter at Toppenberg
havde hjulpet dem med disse fag, blev de mere og mere
tillidsfulde. Snart havde de endnu en ung mand med sig, og ud over de nævnte fag
begyndte de nu også at studere Bibelen sammen. Da Valdemar
Toppenberg opgav lægestudiet for at tage tilbage til Afrika, havde han en
fornemmelse af at have spildt tiden med at genopfriske matematik og
naturfag. Nu forstod han, hvor heldigt det var, at han netop havde gennemgået
disse fag på ny, så han nu var i stand til at give disse unge etiopiske
drenge en tiltrængt hjælp i deres skolearbejde. Det viste sig
siden, at dette var kommet kejseren for øre. Han vidste
faktisk alt om, hvad der var foregået, og det gav stødet til, at Toppenberg fik
mulighed for at erhverve det pågældende sted for missionen, oven i
købet til en særdeles favorabel pris. På den tid
plejede præsterne ved Den Koptiske Kirke at omtale protestanterne
som Tselat Maryam, Marias fjender, og en præst, som nu og da besøgte
Toppenbergs, var usædvanlig stridslysten og fastholdt atter og atter, at de
hadede Jomfru Maria. En dag sagde Toppenberg til ham: »Hvis vi skulle
være fjender af Maria, hvorfor tror du så, vi opkalder vore børn efter
hende?« »Hvem gør det?« spurgte præsten, let triumferende. Toppenberg kaldte
på datteren og sagde: »Min lille pige hedder Marie.« Med alle tegn på
overraskelse hviskede han til oversætteren: »Er det virkelig sandt?«
Toppenberg svarede: »Ja, hendes navn er Marie. Og ikke nok med det,
min mors navn var også Marie.« »Så er du en Wolde Maryam,« udbrød
han med et meget almindeligt etiopisk udtryk, som betyder »Søn af
Maria«. »Helt rigtigt. Jeg er en søn af Marie.« Denne erkendelse syntes
at behage ham mere end noget andet, Toppenberg kunne have sagt.
I Den Koptiske
Kirke lægger man megen vægt på Jomfru Maria og helgendyrkelse.
Da Toppenberg jo hed Valdemar til fornavn, fik det mere end en etiopier
til at tro, at det nok var den europæiske form for Wolde Maryam, søn af
Maria. Toppenberg
protesterede ikke, da det jo var med til at skabe lidt ekstra goodwill hos
præsteskabet. Den første, der
viste virkelig interesse for det evangelium, Toppenberg forkyndte, var en
kirkeværge fra det nordlige Etiopien. Han opsøgte selv missionen og blev
overbevist. Det samme bleven lille gruppe af de unge mænd, der gik til
undervisning, og tiden kom for den første dåb i det egentlige
Etiopien. l den tidligere
italienske koloni Eritrea var der allerede flere år tidligere oprettet en
menighed, men ikke i selve Etiopien. Noget tydede på,
at en offentlig dåbshandling i dagens lys ville vække fjendskab,
hvorfor Toppenberg besluttede, at det måtte foregå diskret ved nattetid. Der
var et sted oppe i bjergene, hvor et vandfald dannede et naturligt bassin.
Den gamle kirkeværge, som havde været den første til at søge og tage imod
budskabet, skulle døbes først, derefter de unge mænd. Efter dåben
syntes al frygt forsvundet. De fulgtes ned til missionen, mens de stille på
amharisk sang salmen »Kom til din Frelser, opsæt det ej.« En dag kom der en
budbringer fra paladset med en indbydelse forsynet med det
kejserlige våben i rødt og guld. Toppenberg og frue var indbudt til middag hos
kejseren. Den samme invitation var naturligvis også sendt til de andre
missionærer i Addis Abeba. Der blev serveret
en mængde retter på guldrandede tallerkener, og der var drikkevarer i
slebne krystalglas. Da Hans Kejserlige Højhed skulle holde sin tale,
fik hver enkelt gæst udleveret et trykt eksemplar af talen. Tjenerne bragte
isafkølet champagne. Toppenbergs spekulerede over, hvad der ville
ske, når de ikke ville tage imod den champagne, der altid blev brugt, når
der skulle udbringes skål for kejseren. Men da tjenerne kom til Valdemar
og Minnie, stillede de champagnen til side og fyldte deres glas med
frisk appelsinjuice, således at Toppenbergs kunne skåle sammen med de
øvrige gæster. Dette mindede
Toppenberg om, hvad den britiske ambassadesekretær engang havde
fortalt ham: »Du kan ikke vende en mursten, uden at Hans Majestæt ved
det.« Det var tydeligt, at de, der havde arrangeret middagen, vidste
alt om missionærerne og deres drikkevaner og havde givet besked til
tjenerne vedrørende serveringen. Dette var yderligere med til at
befæste deres position. Det var heller ikke kun de fattigste, der søgte
undervisning hos missionen, men i stigende grad også unge fra de velstillede
familier. Toppenberg blev personlig ven med kejseren af Etiopien, og
dette venskab varede gennem mange år og fik stor betydning for arbejdet
der. Da Minnie og
Valdemar Toppenberg ved juletid 1926 rejste på orlov til Amerika, var det
sammen med deres nyfødte søn, Robert. Da Upper-Nile
Union Mission (Uganda og anglo-egyptisk Sudan) blev organiseret først
i trediverne, blev V.E. Toppenberg dens formand. Det var under hans
vejledning, arbejdet i Uganda blev så fremgangsrigt, som tilfældet blev. I
Tidens Tales røst nr. for 1932 rapporterer han: »Jeg ville ønske,
I kunne se missionær (Rye) Andersen i arbejde ved vor klinik i det
vestlige Uganda. I ville sikkert synes, det var meget interessant. Så
stor er folkets tillid til missionær Andersens behandlinger, at mange
patienter bliver båret lange veje på senge eller i hængekøjer for at få behandling.
De syges venner eller slægtninge bygger midlertidige hytter i nærheden
af missionsstationen, hvor de syge bor, til de sunde kan rejse hjem
igen. Her gives mange
tusinde behandlinger årligt, Til trods for, at mange ikke kommer til
missionæren, før det er for sent, er vi dog ofte vidne til, at selv de vanskeligste
sygdomstilfælde helbredes. Mange fortvivlede mennesker, som har lidt af
farlige sygdomme, og hvis krop har været bedækket med åbne sår, er
vendt hjem med nye kræfter og nyt livsmod. … Det er vort mål i
lægemissionsvirksomheden at bringe vore patienter kundskab om ham,
som er den sande Læge for alle sygdomme, der kommer under vor
behandling. Evigheden alene vil vise, hvor mange der har fundet
lægedom ikke alene for legemet, men også for sjælen. « En dag henledte
Minnie Valdemars opmærksomhed på en knude på sønnen Roberts arm. På
regeringshospitalet i Kampala viste en biopsi, at knuden var ondartet. De
blev rådet til omgående at rejse til Europa og få drengen opereret. Det
besluttedes, at Minnie sammen med Ingrid Marie og Robert skulle rejse til
Danmark, mens Valdemar blev i Uganda for at træffe forberedelser til
lidt senere at kunne rejse på en forlænget orlov. Efter mange dages
ængstelse lyste det atter op. Knuden på drengens arm var alligevel ikke
ondartet! Men prøvelserne
var lang fra forbi. Snart kom den foruroligende besked, at Minnie var
syg. Divisionens formand sendte telegram, at Toppenberg omgående skulle
rejse til sin familie i Danmark. Minnie var indlagt på Skodsborg
Badesanatorium. Det var ikke tuberkulosen, der var blusset op på ny, men
noget langt værre - den frygtede afrikanske sovesyge, hun havde pådraget
sig i Uganda. Sovesyge er en pinefuld sygdom, som på dette tidspunkt
ikke kunne helbredes. Efter tretten måneders sygdom sov Minnie ind, kun
49 år gammel, og blev begravet på Vedbæk kirkegård den 27. februar
1936. Da skibet med
Toppenberg og hans to moderløse børn fjernede dem mere og mere både
fra Danmark og fra hans elskede Afrika, var det for ham, som om livet
intet mere havde at tilbyde ham. Han følte det, som om han var fanget af
omstændigheder, han ikke kunne bryde ud af. Efter et besøg
hos sine to brødre og deres familier i Californien, fik Valdemar
Toppenberg et job hos sin ene bror, der drev klinik for fysioterapi i
Long Beach, samtidig med at han fungerede som assisterende pastor ved den
lokale menighed. Han havde travlt,
børnene var kommet i en god skole, men hans hjerte var i Afrika.
Så skete der
noget, der fik hans højeste ønske til at gå i opfyldelse. En sabbat, da han
var i kirke i Loma Linda sammen med sin bror og svigerinde, kom
han ved et lykkeligt tilfælde til at møde Mary Oswald, der boede sammen
med sin mor og arbejdede på Loma Linda Sanatorium. Hun
sagde ja både til blive hans hustru og til at rejse med til Afrika. Nogle
måneder senere blev de gift, og inden længe forelå det velkomne kald til
Afrika. Datteren Ingrid Marie var allerede i Danmark for at få en
sygeplejeuddannelse. På vej til Afrika ledsagede de sønnen Robert (Bobby)
til Danmark, hvor han kom på kostskole. Juleaften 1937
trådte de over tærsklen til deres hjem i Uganda. Mary skulle komme til
at dele alle missionær livets besværligheder, glæder og velsignelser med
Valdemar. Hendes kærlighed til Afrika var dyb og ægte ligesom hans. »Næst efter
helligelse og pligttroskab, hvad regner du så for den vigtigste egenskab for at
være en god missionær?« spurgte Mary en dag, mens de var ude at køre
på en af deres rejser i landet. Nu foregik det ikke længere på heste- eller
æsel ryg, men i missionens solide, terrængående Nash. »Evnen til at
tilpasse sig,« svarede Valdemar uden tøven. »Og dernæst endnu
mere evne til at til passe sig. Vi har brug for uddannede
missionærer, som kan tilpasse sig nye omgivelser.« »Der er en
egenskab mere, som jeg synes skulle føjes til helligelse og pligttroskab,«
sagde Mary, »og det er sans for humor. Hvis man kan le
ad de pudsige oplevelser og ikke bekymre sig unødigt over
skuffelserne, ville livet være meget lettere.« »Du har ret,
Mary,« svarede Valdemar, idet de ankom til det første beskedne
mødested. De skulle møde den sædvanlige gruppe af venlige medlemmer foran
et stråtækt menigheds hus. Det var meningen, at de på denne tur skulle
mødes med to menigheder eller grupper hver dag. Toppenberg
fortæller om en mængde spændende oplevelser, pudsige, sørgelige,
opmuntrende, på en måde, der viser hans store kærlighed til arbejdet blandt
afrikanerne. I denne periode kom det gode samarbejde med de danske
missionærer Emanuel W. Pedersen og Frithjof Muderspach til at
betyde meget for ham. Medrivende beretter han om sammenkomster,
hvor tusinder af afrikanske kristne begejstret sluttede op. Afrikaneren lader
sig som bekendt i højere grad end vi vesterlændinge styre af følelser
og impulser, og det kan somme tider give overraskende udslag. Han kan
reagere meget uventet, men på en så oprigtig, helhjertet måde, at man
næsten ikke kan blive irriteret på ham. Toppenberg fortæller således
om et ungdomsmøde en eftermiddag, hvor en tilrejsende fra divisionen
sang solo. Det var en negro spiritual, »Lord, I Want to Be a Christian in My
Heart«. Sangen var i forvejen blevet grundigt forklaret og oversat, men idet
de vidunderlige ord og toner rullede ud over forsamlingen,
skete der noget ejendommeligt blandt tilhørerne. Forsamlingen
syntes ligesom at bølge, hoveder løftede sig, kridhvide tænder lyste. De
lo! De satte så stor pris på sangen, den sagde dem virkelig noget,
og de viste det på denne uventede, men meget ligefremme facon. I 1943 blev
arbejdet i Østafrika reorganiseret, og efter at Etiopien var blevet befriet
for det italienske åg, blev Toppenbergs arbejde der til uvurderlig hjælp
på grund af hans kendskab til sproget, landet og hans venskab med
kejseren. Han tog derfor tilbage for at tilbringe sine sidste ti års aktive
tjeneste for Eritrea og Etiopien. Han erhvervede ejendommen Kuyera i den
sydlige del af Etiopien, der i en årrække kom til at fungere som
seminarium. Men de mange års
arbejde havde tæret voldsomt på hans kræfter, og han var praktisk talt
ved at bryde sammen, da han var færdig med at bygge seminariet. Da
han vendte tilbage fra Afrika i en alder af 68 år, havde han kun haft orlov
fire gange i løbet af de 43 år, han havde gjort tjeneste i forskellige dele
af Afrika. Det var meningen,
han så langt om længe skulle nyde et velfortjent otium, men »en gang
Afrika, altid Afrika.« Toppenberg fandt ingen hvile i Amerika, for hans
hjerte bankede stadig for Afrika. Han var missionær, havde altid været
missionær og ønskede at blive ved at være missionær til det allersidste.
Han længtes tilbage til Etiopien. Hans slægtninge
opfordrede ham til at slå sig til ro og sagde, at han ville dø, hvis han kom
derud igen. Hertil kunne han
blot svare: »Og hvorfor ikke? Jeg vil hellere dø derude end i et
komfortabelt hjem her.« Nogle få uger før
hans død så det ud til, at hans kæreste ønske skulle opfyldes. Der var
allerede lagt planer for, at han kunne optage arbejde på nogle kendte
steder under Den sydafrikanske Division. Toppenberg livede op - han
havde fået visum og skibslejlighed, da døden den 27. marts 1957 kom og
gjorde ende på hans forhåbninger. |