Thorvald Kristensen

 

Thorvald Kristensen blev født i Nyborg den 2. oktober 1909. Hans liv

var under Guds ledelse lige fra den dag, han som dreng mirakuløst blev

reddet op af Nyborg havn. Som ganske ung var han stenfisker. Men da

han mødte Kristus, var hans linje lagt. Gud kaldte ham til menneskefisker.

Som ung prædikant virkede han ved Jyllands vestkyst, i Vendsyssel og i

Midtjylland. I 1940, under Danmarks besættelse, kom kaldet til

bibellærer ved Vejlefjordskolen. Det blev begyndelsen til hans

lederopgaver.

Gennem flid og kærlighed til ungdommen og Guds værks fremgang i

Danmark skabte Thorvald Kristensen ved Guds Ånds mægtige virken en

skare unge prædikanter og menighedsledere over hele landet. Han

arbejdede målbevidst. Hans lyse drømme blev til virkelighed.

Som formand for de to konferenser i Danmark gennem 14 år

(1947-1961) havde han hyrdens overblik og omsorg. Med venlig,

umærkbar autoritet formåede han at lede prædikanterne, vore institutioner

og medlemmerne mod målet under korsets banner.

Med konferensens formand i spidsen tog alle prædikanter del i

evangeliske møder. Mange mennesker fra alle samfundsklasser blev lagt

til menighederne. Som et naturligt led i denne fremgang blev der bygget

den ene kirke efter den anden forskellige steder i landet.

Alt var naturligvis ikke rosenrødt. Menigheden levede også i disse år i en

problemfyldt verden. Men man stod skulder ved skulder i forkyndelsen af

Jesu genkomst.

 

I 1961 kom kaldet til Vestafrika. Sammen med sin trofaste hustru Irene -

rejste de fra Danmark til Ghana, Vestafrika.

Det blev til 16 fortløbende år på samme sted. I samme gerning. Irene og

Thorvald Kristensen havde virkelig modtaget kaldet til at virke i

Mesterens tjeneste derude.

Missionærparret stod over for deres livs store udfordring. De efterlod

deres 17-årige datter Inge i fædrelandet. Det var modigt af

Nordeuropæiske Division med hovedkvarter i England at kalde den

52-årige Thorvald Kristensen uden erfaring i missionstjeneste i den tredje

verden til leder for 9 lande i Vestafrika. Det var endnu mere modigt af

danskeren at tage imod dette kald. Men det skulle vise sig, at Thorvald

Kristensen var manden for opgaven.

 

Den Vestafrikanske Union blev allerede organiseret i 1943 og bestod af 9

lande, nemlig: Ghana, Nigeria, Sierra Leone, Liberia, Elfenbenskysten,

Burkina Faso, Benin, Gambia og Togo. Der var imidlertid i 1961 endnu

ikke påbegyndt missionsarbejde i Gambia, Togo, Dahomi og Burkina

Faso.

 

I tro og tillid til Gud gik Nyborgdrengen frimodigt til den store opgave at

lede Den Vestafrikanske Union i 9 lande med 400 stammer med hver sine

sprog og dialekter, med egne skikke og kulturelle forskelligheder - og sin

egen afrikanske traditionsreligion. Engelsk og fransk - europæerens

kommunikationssprog.

I 1961 havde området 27.014 menighedsmedlemmer. Da han rejste

derfra i 1977, var der 73.564 søstre og brødre i Den Vestafrikanske

Union. 1997-statistikken fortæller, at der er 363.303 medlemmer fordelt i

3.186 menigheder og grupper i to unioner.

Vi får en lille anelse om Den Vestafrikanske Unions geografiske omfang,

når vi ved, at det samlede areal er 2.123.370 kvadratkilometer, hvilket er

omkring 47 gange Danmarks størrelse. Indbyggerantallet i det

pågældende område i Vestafrika var i 1995 på 154,8 mio. Den

afrikanske verdensdel dækker i øvrigt 1/4 af jordens samlede landareal.

 

Unionsformandens arbejdsdag ved hovedkvarteret i Accra, Ghana

Thorvald Kristensen var altid på kontoret fra dagens begyndelse, når han

ikke var ude at rejse. Han satte et godt eksempel ved sin tilstedeværelse

ved morgenandagten. Han kom, selvom han var kommet sent hjem den

foregående aften. Når han kunne komme, var der ingen undskyldning for

andre, ja det var en vane at møde tidligt om morgenen før kontortid, så

han kunne meditere og tilrettelægge dagens arbejde.

En stor del af kontortiden gik med rådgivning og planlægning. Næsten alle

henvendelser til unionens formand skete pr. brev. Han anslår, at 75% af

de spørgsmål og problemer, der nåede til ham, var gennem postvæsenet.

Så det var en omfattende korrespondance. Det kunne i mange tilfælde

være en stor fordel. Nogle problemer havde måske løst sig selv, inden

brevet kom til Unionen og blev besvaret. I andre situationer kunne det

være særdeles uheldigt at skulle vente i længere tid på et nødvendigt råd.

Det var sjældent, at telefonen blev benyttet som forbindelseslinje til de

fjernereliggende missionsstationer af den gode grund, at det var vanskeligt

at komme igennem.

Der var også besøgende, der ønskede personlige samtaler.

Hvordan det lykkedes formanden at klare at lytte og rådgive, uden at

nogen opdagede, at han havde for travlt, vil altid være en gåde.

Det kunne være anstrengende at sidde i kontorstolen uden aircondition,

men han kunne godt klare varmen.

Vestafrika blev kaldt »den hvide mands grav«. Man mener, at i pioner

tiden bukkede 30 % af de udsendte amerikanske og europæiske

missionærer under på grund af tropesygdommene. De tog ud med livet

som indsats. Nu hviler de i deres grave fjernt fra deres jordiske

fædreland. De står op til deres lod ved dagenes ende.

At der også blev tid til at skrive en bog midt i de mange daglige opgaver

og rejser, er næsten uforståeligt. Men en dag var den der med titlen: »Life

Worth Living«. Det var i 1971.

 

Thorvald Kristensens hustru, Irene (f. Jordal, 1910-1987), var den ideelle

missionærhustru og medarbejder. Hun beherskede kunsten at spille orgel

og oplære andre.

Det var imidlertid Irenes store fortjeneste, at der altid blev brugt

afrikanske grønsager i husholdningen. Og alle, der kom i hjemmet, nød

disse dejlige, friske grønsager. Europæiske missionærer havde for vane at

bruge konserves. Men ikke Irene. Det skulle være det bedste af det

bedste både til daglig, og når der kom gæster på besøg. Dem kom der

rigtig mange af. Når missionsledere fra England, USA, eller fra de

forskellige lokale missioner kom på tjenstligt besøg i Den Vestafrikanske

Union, sørgede Irene for indlogeringen. Der blev sjældent brugt penge på

hoteller. De besøgende spiste og boede hos missionærerne. Selv brødre,

der ikke absolut plejede at bo sammen på rejser andre steder, fandt

sammen under Kristensens tag eller andre steder hos medarbejderne i

unionen på campussen. Irene organiserede det sådan, at flere fik glæde af

besøgende udefra samtidig med forplejningen.

Det karakteriserede også ægteparret, at Irene ofte tog med ud på det,

der hyppigt var strabadsture. Afrikanerne beundrede og respekterede

hende. De elskede hendes stille, beskedne færden iblandt dem. Hun

vandt deres hjerter. Hun var kirkelederens højre hånd.

 

Det er blevet sagt, at den største risiko ved at rejse i Afrika i 1960'erne

og 1970'erne hverken var slangebid eller vilde dyr, men noget så

ueksotisk som trafikken. Man skulle ikke tage nogen chancer - det gjorde

de afrikanske chauffører. Thorvald Kristensen rejste utrolig meget. Han

valgte at være sammen med afrikanerne i så stor udstrækning, som det

kunne lade sig gøre. Han var borte fra hjem og hovedkvarter en betydelig

procentdel af året. Han kørte lange strækninger på de skiftende

afrikanske landeveje. Men aldrig uden en bøn ved rattet før han i sin bil

gled ud på rejser her og der og alle vegne.

På en af disse farefulde rejser fik Thorvald Kristensen og hans rejsefæller

en ubehagelig og uforglemmelig oplevelse.

De blev standset og beordret ud af bilen. De måtte under trussel aflevere

både pas og penge. Det kunne få alvorlige konsekvenser, hvis ikke den

ene part rettede sig efter den andens ordre. »Når man står der med våben

mod bryst og ryg, siger man ikke så meget,« er hans spagfærdige og lune

kommentar til begivenheden nu adskillige år efter. Gud skånede hans og

hans medarbejderes liv. Uden tvivl er vore missionærer udsat for flere

farer, end de selv ved af.

Det var ikke alene bil rejser. Man rejste også med de afrikanske

flyselskaber eller jernbaner. Et liv i ustandselige farer, men i tillid til Gud

og i tjeneste for afrikanerne - og som deres ligemand. Det skabte respekt

og samarbejde. Afrikanerne havde tillid til Thorvald Kristensen i så høj

grad, at han aldrig vil kunne udradere det af sine minder om de gyldne år i

Afrika. Gyldne, fordi han følte Guds kald og så Guds ledelse.

 

Som formand for hospitals- og skolearbejdet i Den Vestafrikanske Union

Som kirkeleder i Danmark havde Thorvald Kristensen været engageret i

bestyrelser, der planlagde sundheds- og skolearbejdet i vort land. I

Afrika gik han ind i de samme funktioner. Det var en udfordring af rang

for en fynbo at skulle lede 6 hospitalsbestyrelser og skolesektoren i Den

Vestafrikanske Union. Med hans evne til at hjælpe medarbejderne i disse

vigtige arbejdsgrene til at føle sig ansvarlige for de problemer, de havde,

blev der truffet store afgørelser, så den daglige drift kunne udføres til

sagens fremme. Han var aldrig bange for at skære igennem, når han

kendte sagens akter. Han gjorde det både med optimisme, realisme og

med respekt for andres bidrag til afgørelsen.

På skolerne lyttede han til de daglige ledere, lærerne og eleverne.

 

Ingen, end ikke myndighederne og offentligheden, var i tvivl om Thorvald

Kristensens ufravigelige holdning både i hospitalsarbejdet og i

skolevirksomheden. Med denne smittende indstilling kunne

missionsarbejdet gå fremad og bære frugt.

Der blev uddannet sygeplejersker og jordemødre ved vore hospitaler og

lærere og prædikanter på vore skoler. Undervisningen på hospitalerne og

skolerne var en formidling af viden og færdigheder og en almen

uddannelse af afrikaneren til tjeneste i hverdagens gerning, hvad den end

skulle blive. Her skabtes fremtidens ledere for Vestafrika.

 

Missionærens hverdag er fyldt med udfordringer og oplevelser.

Paradoksalt nok møder han rigdom det ene sted og den yderste fattigdom

de allerfleste andre steder. Han kan ikke undgå at træffe storbyens

vindere og tabere, når hans gerning fører ham derhen. Men ofte skaber

missionæren sig venner i landsbyens lerklinede huse. Han oplever tørtid

og regntid ikke alene bogstaveligt, men også i overført betydning.

Hverdagen sammen med afrikanerne er en stor, spændende og krævende

opgave.

Thorvald Kristensen forstod, at han var i Afrika i et ufravigeligt kald til

tjeneste for afrikaneren. At alt, hvad man beskæftiger sig med, må dreje

sig om næsten. Som Jesus sagde det for næsten 2000 siden med evig

gyldighed:

”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af

hele dit sind.” Det er det største og det første bud.

Men der er et andet, som står lige med det: ”Du skal elske din næste som

dig selv.” På de to bud hviler hele loven og profeterne. (Mattæus

evangeliet 22,37-40). At være kristen, at være en kristen i Afrika var og

er altså ensbetydende med at være sammen med afrikaneren og dele hans

sorger og glæder. Afrikanerens livsførelse og tankegang kommer

missionæren ved.

 

Hverdagen måtte leves i nært samarbejde med afrikaneren.

Under mange forskellige forhold - i den ofte brogede hverdag forstod

Thorvald Kristensen i sit analyserende arbejde som leder, at afrikanerne

kan undvære den hvide herre, men ikke den hvide broder som ven og

rådgiver. Han var først og sidst den kristne ven, der kunne kunsten at

lytte. Han lod andre komme med deres synspunkter. Han forstod at være

åben over for afrikanerens forståelse af en sag. Med god kontakt og med

stor tålmodighed uden at behandle nogen på en måde, som angreb deres

værdighed, prøvede han at dele sol og vind lige og så finde frem til en

løsning, som den følsomme afrikaner kunne være tilfreds med.

Det var hans overbevisning, at selvom afrikaneren og europæeren ikke

var ens, kunne man midt i forskelligheden være ligeværdige. Hans

næstekærlighed var drivkraften. Hans fremgangsmåde i det daglige virke

for, iblandt og sammen med afrikanerne kan måske bedst udtrykkes i

ordene fra vor store filosof, Søren Kierkegaard (1813-1855): ”At man,

når det i sandhed skal lykkes at føre et menneske hen til et bestemt sted,

først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er og begynde

der.”

 

Kilden til fremgang i Afrika er i Afrika Det er vigtigt for den erfarne

administrator at gøre det helt klart, at der ikke er en skygge af tvivl om, at

kilden til fremgang i Afrika er i Afrika.

De gamle kolonimagter havde bygget hospitaler og skoler i Vestafrika,

men de havde undladt i tilstrækkelig grad at uddanne folk, der kunne

overtage de ledende poster. Kirkesamfundene var faldet i den samme

utilstrækkelighed. Under Thorvald Kristensens lederskab af missionen i

Den Vestafrikanske Union blev den ene afrikanske leder efter den anden

uddannet til at overtage betydningsfulde opgaver. Som han havde betroet

unge prædikanter i Danmark større ansvar i gerningen, førte han den

duelige, lærevillige afrikaner med visioner frem i samarbejdets ånd. Når

en afrikaner var sat i brand af Helligånden for Guds riges fremme, kunne

han med begejstring virke for de afrikanske menigheder og vinde

mennesker for Kristus sammen med troende søstre og brødre.

 

Tressernes og halvfjerdsernes grundlæggende forandringer på dette felt

har desværre lidt tilbagegang. Thorvald Kristensen var en af dem, der

vovede begyndelsen til at overgive lederskab til afrikaneren.

Når der var tale om målsætningen for arbejdet, var han ukuelig.

Helbredet var ikke altid lige godt. Han fik malariaen at føle på sin egen

krop den ene gang efter den anden, men han kæmpede sig gennem alle

de forhindringer, der kom på hans vej. Han var i Afrika som Herrens

tjener. Med helt åbne øjne og ubændigt mod lod han sig lede af

Helligånden i sit daglige virke.

Det var hans dybeste overbevisning, at i en verdensdel, hvor utallige, ja,

millioner af indbyggere på deres egen krop i deres svære hverdag erfarer

et nedslidt miljø, en voksende befolkning med økonomiske, økologiske

og politiske problemer, måtte man ikke tøve med at uddanne afrikaneren

til den store udfordring at lede sine landsmænd både åndeligt og aldeles

praktisk.

Europæeren kan glæde sig over, at det til trods for uoverskuelige

vanskeligheder ikke skorter på viljen hos mange afrikanere til at skabe de

bedst mulige kår for sig selv og sine omgivelser. Veluddannede,

beredvillige kristne afrikanere gør i vor tid en indsats for at lindre den

daglige nød og bringe evangeliets befriende budskab til befolkningen, der

lever under fattigdom og tørke og ofte har en tilværelse, hvor overtro kan

knuge i hverdagen. Det er manges skæbne at blive ofre, når der er opgør

mellem stammer og klaner.

 

På spørgsmålet om, om han havde vanskeligheder, når han valgte danske

og norske medarbejdere i så stort tal, som det var tilfældet, er Thorvald

Kristensens prompte svar: »Nej! Og begrundelsen er indlysende. Det er

naturligt at vælge medarbejdere, der forstår hinanden og let kan

samarbejde på alle felter til fremme af evangeliets forkyndelse. Også når

det gælder hospitals- og skolearbejdet og det omfattende humanitære

hjælpearbejde til lindring af den store nød i Vestafrika. Jeg fandt det

ganske naturligt, og det gjorde afrikanerne også. Der var også

englændere, amerikanere og franskmænd med i arbejderskaren. I øvrigt

var det sådan, at både englændere og amerikanere havde brugt den

samme fremgangsmåde i den svundne tid.

Det er interessant at observere, at Thorvald Kristensen ikke alene fik

undervist og forberedt afrikanere til ansvarsfulde opgaver. Adskillige af de

danske og norske missionærer, der virkede i Vestafrika under hans

vinger, blev fremtidige ledere ikke alene i Danmark eller Norge, men også

i hovedledelsen på verdensplan.

 

Administratoren afslører hemmeligheden ved vellykkede

bestyrelsesmøder. Udsendte missionærer har administrativt arbejde i

mere eller mindre omfang. Som formand for unionen måtte Thorvald

Kristensen anvende megen tid til konstruktiv planlægning af alle

arbejdsgrene.

Foruden at være formand for hospitals- og skolebestyrelser var der

adskillige andre ting, der krævede formandens udelte opmærksomhed.

De mest omfattende var unions bestyrelsesmoderne. Hovedbestyrelsen

for Den Vestafrikanske Union bestod af repræsentanter fra de forskellige

lande, der udgjorde unionen. Det var således en betydningsfuld gruppe,

der mødte frem til bøn, rådslagning og planlæggelse, når der blev indkaldt

til møde.

Den samlede unionsbestyrelse holdt sine møder i et telt med åbne sider i

unionsformandens have ved privatboligen i nærheden af hovedkvarteret i

Accra, Ghana. Det var en hyggelig og praktisk ramme for både

afrikanere, europæere og specielle besøgende deltagere fra

hovedkvarteret i England og USA.

Det krævede, her som alle andre steder, tålmodighed og visdom at lede

disse møder. Under bestyrelsesmøder havde han klart for øje, at der var

tre vigtige punkter, nemlig: Lyt, lyt, lyt!

Spørgsmålet lyder: ”Hvordan klarede du egentlig bestyrelsesmøderne

med alle disse forskellige mennesker med hver deres baggrund, deres

forhåbninger og deres ofte særprægede ideer, vel vidende at selv den

bedste reformvilje hos afrikaneren står i fare for at falde, hvis man som en

samlet bestyrelse ikke får talt rigtigt forståeligt sammen? Hvad er

hemmeligheden?”

Han afslører forsigtigt og tøvende en lille smule af fremgangsmåden. Han

undlader ikke at gøre det klart, at det er nødvendigt med megen forbøn.

Det er Gud, der ved Helligånden må lede vore møder. Rent praktisk

drøftede han altid helhedsplanlægningen med unionens sekretær,

kassereren, afdelingslederne og formændene for de forskellige

missionsfelter. Thorvald Kristensen fortsætter: »Disse nære medarbejdere

havde været med til at forme og kendte detaljeret de punkter, der ville

blive behandlet ifølge den dagsorden, der var udsendt til alle

bestyrelsesmedlemmer. Vi talte indgående sammen om en helhedsløsning.

Var der noget, vi ikke var helt enige om, arbejdede vi intenst med det

spørgsmål, indtil vi nåede et resultat, som vi i enighed kunne fremsætte for

den samlede bestyrelse. Der var aldrig et punkt på agendaen, som var en

bombe for de indfødte eller andre medarbejdere. Hvis der var en sag,

som vedkom en person eller hans arbejdsområde, var han så godt

orienteret, at han kunne deltage i de samlede drøftelser. Han vidste alt,

hvad han kunne få at vide, så han havde forståelse for den løsning som et

flertal i bestyrelsen kunne gå ind for.« Thorvald Kristensen begyndte altid

med de små punkter, som det var ganske let at belyse, og som

bestyrelsen kunne blive enige om uden vanskeligheder. Han var altid så

godt forberedt, at ingen indvendinger kom bag på ham. Så kom de lidt

mere omfattende spørgsmål. Det kunne nu og da være nødvendigt at

forlade et meget vanskeligt punkt for at komme tilbage til det lidt senere i

mødet. Han vidste, hvornår han burde holde en pause, for at der kunne

komme nye tanker frem, før den endelige beslutning blev truffet.

I arbejdet med budgetterne formåede unionsformanden i samarbejde med

de daglige ledere at få det hele tilrettelagt.

Noget af det, der var aldeles magtpåliggende for ham, var at finde midler

til at stifte nye menigheder og bringe evangeliet ind i nye områder.

Sammen med bestyrelsen fik han indfødte ind i stillinger, hvor de kunne

overtage europæernes opgaver.

På denne måde blev der mulighed for at frigøre midler til at bryde nyt land

i de områder, der endnu ikke var virket i.

Bestyrelsesmøderne foregik i en sympatisk, kristelig ånd.

Naturligvis undgik man ikke sværdslag i en stor og meget forskelligartet

bestyrelse, hvad uddannelse og erfaring angik.

Men også brydninger gennem mandsmod var med til at fremme

helhedsresultatet.

 

Thorvald Kristensen var ikke ufejlbarlig. Han vidste, hvad han ville, og

han vidste, hvad han ikke ville. Han vidste også, hvad han ikke kunne, om

målsætningen i den umiddelbare nutid og den mulige fremtid skulle have

gunstige betingelser.

Et bestyrelsesmøde under hans ledelse forløb sådan, at ingen stod som

tabere. På de felter, hvor en eller anden kunne have ønsket det lidt

anderledes, kunne vedkommende inden så længe se, at fællesbeslutningen

fremmede Guds riges interesser bedst. Var der et budget, der syntes for

lille, og det skete naturligvis ret ofte, blev det modtaget i håb om, at det

kunne blive bedre en anden gang. Også i forbindelse med

bestyrelsesmøderne mødte Thorvald Kristensen afrikaneren med stor

sympati.

Han kendte den hårfine balance i de mest kritiske situationer.

Gennem hans ledelse af unionsbestyrelsesmøderne, hvor evangelisme altid

blev betragtet som det vigtigste punkt på dagsordenen, vandt han

afrikanerens hjerte og uddannede samtid både indfødte og europæere til

at blive fremtidens ledere.

 

En stærk forkyndelse af Kristus har sat dybe spor utallige steder i

Vestafrika. Evangeliet finder vej til de livlige og farvestrålende

markedspladser. Det glade budskab når afrikanerne i de lerklinede hytter

og skærer igennem storbyernes larm. Frelsesbudskabet bliver forkyndt

for Vestafrikas millioner. Her, hvor næsten alle er troende knyttet til de

traditionelle afrikanske religioner, bliver befolkningen i stigende grad

påvirket af religiøse retninger udefra. Men Guds levende og blivende ord

har grobund hos tusinder af afrikanere. Bibelens frelsende budskab

forvandler ved troen på Jesus Kristus og Helligåndens mægtige

indflydelse modtagelige, søgende medmennesker alle vegne i Vestafrika.

Det finder vej selv til traditionstroende og de mange, der blev grebet af

islam og deri fandt deres foreløbige sikkerhedsnet.

Thorvald Kristensen fortæller, det glade budskab om Jesu Kristi

genkomst, finder vej selv de mest ufremkommelige steder. For ham er

evangeliets forkyndelse alfa og omega. Han forstod i sit evangeliske virke

og den undervisning, han gav sine medarbejdere på dette felt, at man ikke

giver bøffer til spædbørn og ej heller tvangsfodrer afrikaneren. Den

gensidige forståelsesvej blev den eneste gangbare. Frelsesbudskabet blev

forkyndt med Bibelen i højsædet som eneste autoritet - og forklaret med

tilbørlig hensyntagen til afrikanerens situation og med sund fornuft som

den bærende faktor, også når det gjald t de store spørgsmål om sundhed

og flerkoneri.

Når Thorvald Kristensen bliver konfronteret med spørgsmålet om, hvad

man skal lægge vægt på i forkyndelsen i Vestafrika, hvor medicinmænd

og overtro stadig har stor indflydelse, siger han, at budskabet om Jesus

som frelser og befrier altid må være centrum - forkyndelsen! Da der

hersker udpræget misforståelse om de dødes tilstand og alt, hvad der

hører til dette store område, må evangelisten undervise indgående om

Bibelens lære om døden, opstandelsen og det evige liv.

 

Et vigtigt led i forkyndelsen af Guds storhed og magt kommer klart frem i

undervisningen af Guds lovs evige gyldighed. Her kommer den enkeltes

forhold til Gud og medmennesket i centrum. Kærlighedsforholdet.

Glæden ved at leve i pagt med Gud og mennesker. Der må være en klar

fremstilling af det fjerde buds kald til at helligholde den af Gud indstiftede

hviledag, sabbatten, vor lørdag, til minde om, at en almægtig Gud skabte

jorden på seks almindelige dage, og at sabbatten ifølge Den Hellige Skrift

står som tegn på udfrielse og forløsning.

Hjertets fred i hverdagen ved troen på syndernes forladelse i Jesu blod,

glæden over, at Jesus er talsmanden ved Faderens trone til bedste for os,

er en forkyndelse, der griber afrikaneren. Håbets budskab om Jesu Kristi

herlige og synlige genkomst og en evighed med Kristus og de troende

gennem alle slægter - det er, hvad den ellers så angstfyldte afrikaner med

glæde ser frem til, når han har taget imod Jesus som sin personlige frelser.

Thorvald Kristensen var sammen med sin hustru og sine medarbejdere i

Vestafrika i kraft af Guds kald. Midt i store vanskeligheder blev han der,

fordi, som han selv har sagt det, »også Afrikas millioner skal forberedes

for Jesu Kristi genkomst«.

Når Thorvald Kristensen fortæller om den ældste afrikanske republik,

Liberia, der er 2 1/2 gange Danmark i størrelse, beretter han også om

evangeliets sejr i menneskehjerter. Han siger det sådan: »Som afslutning

på en evangelisk kampagne, skulle der en sabbat holdes dåb i Liberia.

Blandt tilhørerne havde der været et yngre ægtepar. Konen ville gerne

døbes, men manden forsøgte at overtale hende til at lade være. Hun holdt

imidlertid fast ved sin beslutning.

Da dåbsdagen oprandt, truede han med at ville skyde hende, hvis hun lod

sig døbe. Han var da også til stede ved den lille sø, hvor dåben skulle

finde sted. Han havde medbragt sit ladte gevær, men forholdt sig rolig,

indtil konen gik ud i vandet for at blive døbt. Så skød han 3 varselsskud,

der strejfede tæt over hovedet på prædikanten og den pågældende

kvinde. I samme øjeblik begyndte menigheden at synge: ”Nærmere, Gud,

til dig, nærmere dig!”

Og hvad skete der så?

Thorvald Kristensen fortæller, at i det samme øjeblik kvinden b lev døbt,

kastede manden sit gevær fra sig og løb ud i vandet. Han råbte: »Jeg er

en stor synder. Døb også mig!«

 

”Hvad er et kald?” Thorvald Kristensen besvarer spørgsmålet lige så stille

og alvorligt. Han siger ganske enkelt, at der er et kald til os mennesker til

at blive Jesu efterfølgere. Der er et kald til at arbejde 100% for Mesteren.

Et kald er en udfordring.

Der er opfordringer til at arbejde herhjemme, og nogle får kald til tjeneste

i udlandet. Gud leder ofte gennem forskellige omstændigheder. Det

betydningsfulde er, at vi lader os lede af Helligånden i den daglige tjeneste

i harmoni med den organiserede menigheds ledelse. Vi må bede om

visdom til at træffe de rette beslutninger, når vi kaldes og i vort kald.

En illustration kan være denne: Thorvald Kristensen kom til Afrika i 1961.

Han kom godt i gang med denne store og omfattende gerning. Så var der

unionsmøder med generalforsamling og valg af embedsmænd i Den

Vestnordiske Union i 1963. Bestyrelsesudvalget ville gerne have Thorvald

Kristensen som formand i den næste periode. Man henvendte sig til ham.

»Det var svært at sige nej til kaldet til at blive formand for Den

Vestnordiske Union.«

Det evangeliske arbejde herhjemme havde gennem årene været hans

hjertesag. Datteren, Inge, var i Danmark. Men han havde blot været i

Afrika et par år. Det var naturligvis en ufuldendt opgave. Afrikanerne

kunne - og med nogen ret - udbryde: » Hvad skal det betyde ?

Stikker han nu af fra det hele?« Under de forhåndenværende

omstændigheder valgte han at blive i den opgave, han lige var begyndt på.

Han følte, at det var hans kald. Det gjorde afrikanerne også. I dag forstår

enhver, der har fulgt missionsarbejdets udvikling i Vestafrika, at Gud ville

det så.

Der er visdom i Thorvald Kristensens udtalelse: »Et kald er en udfordring

til at være der, hvor man kan tjene Guds sag bedst.«

 

»Af Guds nåde - til Guds ære«

Afrika-årene var for Thorvald Kristensen ikke alene administration. Det

specielle formål med hans tjeneste var at lede syndere til Kristus. Gennem

forkyndelsen styrkede og befæstede han troslivet i de vestafrikanske

menigheder. Han erfarede den mest mageløse trofasthed og en kæde af

uskrømtet venskab, der stadig kommer klart til udtryk gennem jævnlig

brevveksling med Vestafrika.

Massemedierne beretter om stadige problemer og vanskeligheder. Mangt

og meget har ændret sig, siden ægteparret Irene og Thorvald Kristensen

øvede deres omfattende indsats derude. Men et er sikkert: Afrikas

fremtid står i Guds hånd. Altid! Det er hans dybeste overbevisning, at når

dagen gryr, og Jesus kommer igen i herlighed og majestæt, vil tusinder og

atter tusinder af afrikanere synge med i det store takkekort for Guds og

Lammets trone.

Med henblik på denne store, evige dag udbryder Thorvald Kristensen:

»Det var umagen værd!«