Taktfuld talte lægen med Mo, mens han behandlede slangebiddet. Han spurgte og besvarede mange spørgsmål. Store Mo stod ved siden af og så på.

Lægen var ikke en stor mand, men han syntes at være i stand til at behandle dem der kom til ham, for at få hjælp.

Mo bemærkede mandens høje pande, hans grå hår ved tindingerne, hans venlige øjne bagved brillerne og hændernes dygtighed, idet han arbejdede med den lille patient. Mo bemærkede at lægen havde sko på fødderne, det betød at lægen var af den fornemme verden, for kun disse måtte bære sko.

Missionsdamen badede mildt den bevidstløse piges ansigt.

Så lyttede Mo tavs, da lægen bad til den store Gud i Himlen. Missionsdamen bøjede også ærbødigt sit hoved. Det var en enkel bøn af tro og tillid, bedende livets giver om helbredelse til den lille, og om at tage giften væk, som var kommet ind i hendes krop.

Der var ingen vildt svingende hænder, ingen dansende fødder, ingen rytmisk messen til raslende kæder af ben og skaller. Efter bønnen så Mo lægen bruge den magiske nål med det magiske vand, der kurerer slangebid. Lægen forklarede Mo hvordan det virkede.

"Vil det ikke gøre ondt på hende, når du stikker nålen i hendes ben?" Spurgte Mo ængstelig.

Ser hun dig med sine øjne, når du taler til hende? Hører hun med sine ører? Mo rystede på hovedet. Så vil hun heller ikke føle nålen. Mo så det magiske vand forsvinde ud af glasrøret.

"Du har opfostret din lille pige godt," sagde lægen, "hun er ren, stærk og sund. Medicinen kan arbejde meget bedre, fordi hendes hjerte er stærkt, og hun har sundt blod."

Store Mo så ned på Dookie. Hun var ikke urolig mere og klagede heller ikke. Hun lå helt stille på den hvide seng. Pludselig lænede Mo sig frem, greb lægen i skuldrene med begge hænder og sagde: "Er hun død? Sig mig, er hun død? Hvis du har dræbt hende, vil jeg presse livet ud af dig med mine bare hænder." Han sagde ikke mere, for da han så ind i missions-lægens øjne, smeltede der noget inde i Mo. Hans hænder blev slappe og faldt ned langs siderne. Frygt greb hans hjerte, for han havde vovet at røre en kristen!

Der var dog noget i den venlige læges øjne, der krævede respekt, sympati og kærlighed.

"Min ven, hun sover kun," sagde lægen. "Medicinen gør sit arbejde. Lyt og hør, hendes hjerte slår. Bemærk selv det normale åndedræt. Når hun vågner vil hun tale til dig, som hun gjorde, før det skete."

Mo så ængstelig på Dookie. Af hele sit hjerte ønskede han at tro, at lægen havde ret. "Er du sikker?" sagde han hæst.

"Det er ikke et trick? Rør hende og se selv efter," sagde lægen.

Mo rørte ved hendes ansigt og så pigens bryst hæve og sænke sig efter det normale åndedræts rytme. Han var tilfreds. "Jeg vil betale dig, lige hvad du forlanger," sagde han taknemmeligt. "Jeg vil sælge mine køer. Jeg vil arbejde for dig, lave hvad som helst. Hun betyder alt for mig, for hun er alt hvad jeg har."

Vi vil tale om betalingen på et senere tidspunkt. Lad os nu mens vi venter på reaktionen fra det magiske vand, sætte os her og tale som brødre.

Mo indvilligede, det ville blive godt at hvile, for han var meget træt.

"Du er en god far, Mo," begyndte lægen. "Jeg kan se at du elsker hende meget. Lad mig nu fortælle dig om den store Gud i Himmelen. Han er vores himmelske far, og vi er hans børn - du og jeg og denne dejlige pige. Han elsker hver af os meget mere, end du nogensinde kunne elske denne lille pige. Han våger over os, leder os og beskytter os fra ondt. Somme tider tillader Han, at der sker ting med os, for at få os til at vælge en anden vej, f.eks. dette slangebid. Ville du være kommet til mig efter hjælp, hvis ikke du som en sidste udvej havde fundet ud af, at der ikke var nogen anden hjælp? Ser du Gud ønskede, du skulle komme til hospitalet, så du kunne lære om hans store kærlighed til dig. Forstår du nu, hvorfor det skete, og hvorfor det ikke er åndernes forbandelse? Den himmelske Far ønsker, at vi skal komme til ham med alle vore bekymringer. Han vil tage os i sine elskede arme og trøste os, som du gør med denne lille piges. Tænk over det, min ven, det er din overvejelse værd."

Missionsdamen og Neda, en af sygeplejerskerne, bragte en bakke med mad ind til store Mo og lægen, mens de sad på stole og ventede på tegnene, der viste en afgjort forandring i den lille piges tilstand. Store Mo spiste ivrigt, for han var sulten. Han havde ikke tænkt på mad i de timer, han havde været så ængstelig. Missionsdamen sørgede for, at der var meget at spise til den besøgende. Lægen stillede Mo mange spørgsmål gennem nattevagten, og den store mand stillede mange spørgsmål, som lægen var glad for at besvare. Mo var ved at få en helt anden indstilling til kristne. Han lærte at de var gode, at de ikke kastede et net over en. De troede på den store mægtige Gud i Himlen, alle tings skaber. Lægen læste fra en sort-indbundet bog, der kaldes Bibelen. Der var guldskrift på omslaget, så det måtte være sandt, tænkte Mo.

Til sidst lukkede lægen bogen og sagde; "der er mange vidunderlige løfter i denne bog til os, hvis vi vil tro dem. Men nu er du træt, det har været en lang hård dag. Skal vi ikke gå ind og hvile os lidt? Missionsdamen vil våge ved den lille pige, mens vi får lidt hvile."

Lægen tilbød Mo at sove på en seng i det næste værelse, men Mo sagde; "nej tak, du er meget venlig, men sæt, at hun ville vågne op på dette fremmede sted og blive bange? Vil du tillade mig at ligge her på gulvet ved sengen, hvis hun vågner og behøver mig?"

Selvfølgelig, jeg skulle have tænkt på det. Jeg henter et tæppe til dig, sagde lægen. Med et suk lagde Mo sig på gulvet ved sengen. Lægen slukkede lyset og forlod det næsten mørke værelse. Der skinnede lidt lys ude i hallen. Missionsdamen kom og satte sig på en stol nær ved sengen. "Alt vil være i orden," sagde hun blidt. "Prøv for hendes skyld at få lidt hvile. Hun vil behøve dig, når hun vågner op."

Store Mo lukkede sine øjne, og fordi han var fysisk træt, faldt han hurtigt i søvn. Mange gange rørte han på sig og mumlede; "min dejlige pige." Så vågnede han pludselig og så sig forvirret om.

Missionsdamen sad stadig ved sengen, hun smilede beroligende og sagde; "pigen vil blive helt rask. Vi kan takke den elskede himmelske Far, der gør så meget for os."

"Prøv at få noget mere søvn, jeg vil våge over din lille skat. Hvis hun behøver dig, vækker jeg dig."

Store Mo rørte sig, strakte sine stærke arme og satte sig op.

Missionsdamen sad stadig ved sengen. Da store Mo rejste sig op, så han Dookie sove normalt i sengen. Han rørte venligt hendes kind med sin ru hånd, hun rørte sig let, hun var stadig i live. Magien havde virket. Brændehuggeren havde ret, det var vidunderlig magi mod slangebid. Så huskede han, hvorledes lægen havde sagt, at uden hjælp fra Gud i himlen ville hans indsats være forgæves.