De to piger trippede af sted i det våde sand; de skulle se Luanis mor. Dookie var lidt sky i begyndelsen, for hun havde aldrig talt med en mor. Hun begravede frygtsomt sine tæer i sandet, mens hun omhyggeligt så på kvinden. Hun lagde mærke til det lange mørke hår, der var trukket tilbage i en rulle i nakken, de milde øjne, det venlige smil, den kvindelige hals og arme og den pæne sari, som hun havde på.

Så det var en mor! Hun havde set mange kvinder på afstand, der bar deres babyer på hoften, eller de vaskede tøj ved dammen. På en eller anden måde undgik Mo altid at møde dem. Og kvinderne holdt sig altid væk fra ham. De var ikke ivrige efter at møde landsbyens store mand.

"Vær ikke bange for mig, barn," sagde moderen venligt. "Jeg vil gerne være din ven. Luani fortæller mig, at du er en kvik pige. Hvor går du i skole?"

"Jeg går ikke i skole," sagde Dookie. Det er ikke nødvendigt, at jeg går, for ser du, når vi sidder ved bålet om aftenen og ser månen komme op, lærer store Mo mig, hvad jeg behøver at vide. Der er så mange ting, jeg skal lære, så jeg kan vokse op og blive en fin dame."

"Han har undervist dig godt," sagde Luanis mor. "Jeg er sikker på, at han er stolt af dig, for du er en fin, lille dame allerede nu."

Kvinden var forbavset over, at barnet kunne besvare hendes spørgsmål med en sådan intelligens. Store Mo havde været en god far til trods for landsbybeboernes beretninger.

Efter at de to piger havde talt med moderen i nogle minutter, huskede Dookie pludselig sit løfte til store Mo. "Jeg tror, han er færdig til at gå nu. Jeg har været glad for at tale med en rigtig mor. Jeg vil besøge dig igen en anden gang. Farvel."

Den aften, da store Mo og Dookie sad på dørtrinet, stillede hun ham et spørgsmål, der fik landsbyens stærke mand til at ryste af angst. Hun kunne føle musklerne i den stærke arm rundt om sig sitre og strammes, mens hun ventede på hans svar. Hun gentog sit spørgsmål, fordi hun troede, han måske ikke havde hørt det første gang.

"Må jeg gå på missionsskolen med Luani?"

Store Mo lagde sin arm tæt om hende, mens hans hæst sagde: "Å, min dyrebare pige, hvad har jeg gjort? Ånderne vil blive rigtig vrede. De vil måske tage dig fra mig."

"Hvorfor?" spurgte Dookie, mens hun så på hans ansigt.

"Fordi missionsskolens folk er kristne."

"Kristne?" spurgte Dookie. "Hvad er kristne? Du har aldrig før fortalt mig om kristne."

"Jeg har ikke fortalt dig om kristne før, fordi jeg troede, jeg kunne holde dig væk fra dem, indtil du blev stor nok til at forstå, hvor farlige de er. Husker du den lange tur, vi gik en dag, da vi fulgte efter bierne for at finde deres kube? Vi kom til nogle lange hvide bygninger med røde tage?"

"Mener du templet?" spurgte hun.

"Nej, vi så også templet den dag. Men missionen er på den anden side af landsbyen for enden af vejen, der svinger."

"Ja, jeg husker det. Du fortalte mig, at vi ikke ville gå nærmere, fordi det var dér, de kristne var, og vi ville ikke tale med dem."

"Det er rigtigt," sagde Mo. "Du husker godt."

"Men hvad gør de kristne ved dig?" spurgte Dookie.

"Selv om du kun taler til dem, kaster de en fortryllelse over dig, og det gør ånderne vrede. Hvordan kunne jeg vide, at Luani og hendes mor er kristne?"

"Jeg tror ikke, at kristne er så slemme," sagde Dookie. "Luani er min ven, og hendes mor var meget venlig mod mig. Hun ville ikke kaste en fortryllelse over mig, ville hun vel?"

Store Mo smed en lille sten ind i ilden, før han svarede. "Det er det, som er en gåde. Luani er en sød lille pige, og jeg troede, du var i sikkerhed, når du legede med hende. Men man ved jo aldrig."

Dookie lagde sine arme rundt om Mo's nakke og trykkede sig ind mod hans skulder.

"De vil ikke kaste en fortryllelse over mig; jeg vil ikke lade dem gøre det."

"Tys, min lille ven. Lad os ikke prale med ting, vi ikke har kontrol over. Det er mange farer at frygte i den store verden: tigre, bjørne, leoparder og vilde hunde. Der er åndernes forbandelser, slangers forbandelser, forbandelser af ild, vand og vind. Men de kristnes fortryllelse skal man frygte mest. De er listige, for de narrer os med deres venlighed, og før vi ved det, bliver vi også kristne. Så sender ånderne frygtelige forbandelser over os! Min lille ven, de ville måske tage dig væk fra mig.  Hvad kan vi gøre?"

I lang tid holdt Mo hende tæt ind til sig. Han tænkte hårdt. Så fik han en idé: blomster, ja, blomster til det lille alter under åndetræet!

"Vi vil gå til landsbyen i morgen tidlig og købe mange blomster til ånderne," sagde han, mens hun hurtigt sprang op. "Men nu vil vi sætte bambuslågen for og gå i seng."

Tidligt næste morgen skyndte store Mo og Dookie sig ned ad stien mod landsbyen. Den gamle mand havde endnu ikke sat sin blomsterstand op på markedet; men da han hørte mønterne klinge i Mo's hånd, kom han springende rundt om hjørnet med et tandløst grin på sit rynkede ansigt. "Pæne blomster," sagde han, "pæne blomster til den lille."

"Men disse er ikke til den lille," sagde Mo, "De er til alteret."

"Ja," den gamle mand nikkede forstående, for Mo havde gjort mange lignende indkøb; "for at være sikker; de er til åndealteret."

Mo udvalgte sig en stor buket og hældte en håndfuld mønter ned i den gamles hånd.

"Det er for mange penge," sagde blomstersælgeren. "Jeg be'r ikke om så mange mønter."

"Dette er en speciel gave til ånderne, en meget speciel gave." Og før den gamle mand kunne nå at sige mere, var store Mo og Dookie og blomsterne ovre på den anden side af vejen.

Dookie syntes, det var en skam at efterlade de smukke blomster, hvor ingen kunne se og nyde dem. Men det samme var sket mange gange før. Hun undrede sig over, hvad ånderne gjorde med dem. Det var helt sikkert, at de ikke spiste dem, - eller gjorde de? De var altid væk næste gang, de kom der. De var for smukke til at ligge her og visne.

Dookie stillede mange spørgsmål, de gik hjem, men Mo sagde kun: "Stille, lille ven, ånderne kan allerede være vrede. Irritér dem ikke, ellers kommer der noget forfærdeligt over os."

Da de kom hjem, så de, at Kola var kommet efter køerne. Som sædvanlig sagde han kun få ord. Han kunne godt lide Mo, men der var en vis dumdristig holdning over den store mand, som Kola ikke kunne forstå. Han var helt sikkert en god far. Hvor omhyggeligt han sørgede for Dookie. Hvor trofast han beskyttede hende fra farer.

"Vent, Kola," sagde Dookie, da den unge mand begyndte at drive køerne mod engen. "Jeg vil følge dig ned ad stien."

"Spurgte du store Mo?" sagde Kola. "Ja, jeg spurgte ham, og han sagde, at jeg måtte gerne, hvis jeg kom tilbage med det samme."

"Det er i orden," sagde Kola og skyndte på de langsomt gående køer.

"Den dovne Tyndben," sagde Dookie med en munter latter. "Hun er altid den sidste på rækken, er hun ikke?"

Kola smilede til den lille pige. "Jo," sagde han, "men hun er altid den første til at gå hjem om aftenen."

Da de kom til den ujævne sti, sagde Dookie: "Jeg må gå tilbage nu, Kola, men jeg vil se efter dig, til du og køerne er nede ved de store klipper. Pas godt på dig selv og køerne. Farvel!"

Da Dookie gik tilbage til huset, snublede hun over noget, der lå tværs over stien. Hun rev sine fødder og løb grædende til huset.

"Hvad sket der, lille ven?" spurgte store Mo, der kom hende i møde. "Hvad er årsag til alle de tårer?"

"Jeg faldt," snøftede hun. "Jeg snublede over det reb nede ved den store busk."

"Men du er en stor pige nu," sagde Mo og klappede hendes skulder. "Store piger græder ikke sådan, når de falder over et stykke reb."

"Men jeg slog mit ben på det reb, da jeg faldt."

"Hvilket reb?" spurgte Mo. "Jeg vidste ikke, at der var et reb."

"Lige der ovre ved den busk." Hun pegede i retningen.

"Reb" Mo gik over mod busken med store skridt og kom løbende tilbage efter sin økse. 'Rebet var en livsfarlig slange!

Med et hårdt slag dræbte Mo slangen, og så skyndte han sig tilbage til Dookie. Han undersøgte såret, og fandt ud af, at han ikke havde noget i huset til at behandle det med. Han havde noget olie, men slangegiften ville ikke blive påvirket af olie. Han behøvede noget meget stærkere. Hvis han bare havde haft noget spiritus i det store kar; men han havde givet det alt samme til medicinmanden. Med sygt hjerte så han, at benet blev tykt og rødt. Han tænkte, at slangens forbandelse var kommet meget hurtigere, en han havde ventet – til trods for blomsterne på alteret!

"Åh, min lille ven!" sagde han og trak hende ind til sig. "Det skulle ikke komme til dig, for du er så ung og god. Jeg vil tage dig til medicinmanden med det samme. Vi må skynde os!"

Det var den kristne mor," gentog Mo for sig selv, mens han skyndte sig ned af stien til medicinmanden. "Jeg skulle aldrig have ladet Dookie besøge den kvinde."

Medicinmanden syntes ikke at have travlt, da han undersøgte det bevidstløse barn i store Mo's arme. Han mumlede ånde-formularer, mens han lavede en blanding af aske og brun ajle i en jordskål. Så smurte han blandingen rundt om såret, på fodsålerne og på hendes pande. Han gjorde ceremonielle fakter, han bøjede og svingede sine arme i rytme til sin messesang og dansede op og ned på sine tæer.

Store Mo lyttede og så, idet han håbede at se tegn på, at tryllerierne eller medicinen skulle hjælpe. Dette syntes at forsætte i timevis, men hævelsen tiltog, og barnet var uroligt og klagede sig i sin bevidstløse tilstand.

"Er det alt, hvad du kan gøre?" spurgte Mo til sidst. "Hun ser ud til at få det værre i stedet for bedre."

"Som du husker," sagde medicinmanden, "fortalte jeg dig for lang tid siden, at slangens forbandelse ville komme til dig, fordi du afslog at bringe hende til templet. Nu er den kommet, som du selv kan se."

"Men er der ikke noget, jeg kan gøre? Jeg kan ikke lade hende lide på denne måde. Jeg vil gøre noget!"

"Bring hende til åndetræet. Der blev hun taget fra som baby. Læg hende på alteret og gå bort. Kun da vil det blive godt. Gå nu straks, så vil jeg drikke fra det store kar og kalde på åndernes forbandelser."

"Jeg vil gå," sagde Mo svagt, men der var mistro i hans ansigt. Han bar lille Dookie til åndealteret.  Han lagde hende blidt på stenene og græd så bitterligt.

"Åh, min lille gave fra ånderne, nu må jeg give dig tilbage til dem. Men jeg kan ikke lade dig ligge her og dø! Der må være en udvej."

Hvor lang tid Mo lå der under åndertræet, vidste han ikke. Han kunne ikke forlade Dookie, for hun var hans liv. Der var ingen grund til at gå hjem; for han ville ikke være der. Pludselig blev han vækket af en lyd ved siden af sig. Han så op på en mand, der stod bøjet over ham.

"Kan jeg hjælpe dig?" spurgte manden venligt, mens han tog et bundt brænde ned fra hovedet. "Jeg kom forbi med mit bundt brænde og så dig her. Er der noget, jeg kan gøre for dig?"

"Hvis du bare kunne hjælpe mig," sagde Mo.

"Hvad er der sket med den lille pige?" spurgte han.

Mo viste ham det. "Se slangebiddet! Det er slangernes forbandelse! Ånderne er vrede!"

Brændehuggeren undersøgte nøje såret. "Det er et slemt et," sagde han og rystede på hovedet. "Men jeg tror stadig, der er håb."

"Fortæl mig, hvad der kan gøres," tiggede Mo. "Jeg kan ikke lade hende ligge her og dø. Jeg vil gøre hvad som helst for at redde dette barn fra slangernes forbandelser."

"For det første," sagde brændehuggeren, "tror jeg ikke på slangernes forbandelse eller på noget af Savaras falske overtro. Jeg ser ikke nogen hjælp i medicinmandens behandlingsmåder. Jeg ville først vaske den blanding af ajle og aske af med rent vand, og så bringe hende til missionshospitalet så hurtigt du kan. Manden dernede har vidunderlig magi mod slangebid."

"Missionen!" gentog Mo tvivlende. Der syntes alligevel at være et flakkende håb i hans tanker. "Er du helt sikker?"

Brændehuggeren havde et ærligt ansigt. Han ville sikkert ikke lyve for ham om så alvorlig en sag.

"Ja," sagde brændehuggeren, "jeg er sikker. Men jeg ville skynde mig, hvis jeg var dig. Der er ingen tid at spilde. Er der nu noget, jeg kan gøre for dig – måske malke køerne, mens du er borte?"

Pludselig huskede Mo på mælken i karrene derhjemme, den var færdig til at tage til landsbyen. "Hvis du vil bringe mælken til landsbyen for mig, skal jeg betale dig godt. Kola tager sig af køerne." Hurtigt gav han brændehuggeren nogle få råd og gik så mod brønden med Dookie i sine arme.

Mo vaskede den brune blanding af, som medicinmanden havde smurt på. Han badede pigens feberhede ansigt og arme i koldt vand og gik så gennem landsbyen mod den kristne mission.

Mo tænkte på den venlige brændehuggers ord: "Vidunderlig magi mod slangebid – ingen tid at spilde." Der var lang vej til de hvide bygninger med røde teglstentage.

Det var imod hans overbevisning at nærme sig missionen; men i dette tilfælde, nu han havde prøvet alt det, han kendte, ville han trodse medicinmanden. Han ville trodse alle ånder og djævleguderne. Han ville vove alle de forbandelser, som de kunne give ham, hvis han bare kunne redde den dejlige lille pige, han bar i sine arme.

Folk så nysgerrigt på ham, mens han skyndte sig af sted. Hunde gøede, og høns kaglede, mens han gik hen ad gaden. Tynde katte pilede ind under buskene for at komme af vejen.

Solens varme stråler skinnede ned på ham, men han syntes ikke at bemærke det. Sædvanligvis plejede landsbyens folk at hvile i skyggen på denne tid, men Mo tog ikke tid til at hvile sig. Det var en lang vej op ad den snoede gade. Han var træt, og hans muskler smertede, mens sveden løb ned over hovedet og ryggen. Da han nåede missionen, mødte en venlig dame ham i døren og lyttede til hans historie.

"Hvis lægen bare vil hjælpe hende med sin vidunderlige magi mod slangebid! Jeg kan ikke lade ånderne tage hende fra mig. Hun betyder så meget for mig."

Da missionslægen kom, gav han hurtigt ordre til at lægge pigen ind på skadestuen.

"Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for hende," sagde lægen til Mo. "Men du må først forstå, at jeg ikke kan gøre noget af mig selv. Det er kun ved hjælp af den Store Læge, Gud i Himlen, at jeg kan opnå resultater."

"Men," begyndte Mo, "brændehuggeren sagde, at du havde magi – vidunderlig magi mod slangebid. Det er derfor, jeg bragte hende hertil!"

"Jeg forstår, og jeg sætter pris på din tillid til mig. Det har krævet en masse mod at komme her, for jeg kender Savaras indstilling over for missionen.