Det var i rishøstens tid, og landsbyens store mand havde travle dage. Lille Dookie sad på sit tæppe ude på marken og så, når store Mo tærskede riskærnerne fra risstrået. Hun så ham samle bønnebælgene og slå de små runde bønner ud. Når solen stod højt på himlen, holdt store Mo frokost. Den lille pige spiste nogle af de bløde korn fra de kogte ris og drak mælken i sit lille kar.

"Du bliver så stor, Dookie," sagde Mo og smilede stolt. "Snart vil du lære at gå og tale og synge og gøre så mange andre ting som små piger gør. En dag må du lære at blive en fin dame. Jeg vil blive så stolt af dig, min lille gave fra ånderne."

Så en dag tog Dookie sit første skridt alene. Hvor var Mo henrykt, da hun kom til ham, når han strakte sine hænder ud imod hende! Somme tider kunne hun miste balancen og falde, men han opmuntrede hende ved at sige: "Forsigtig, lille pige. Tyndben klarede det, det kan du også."

Årstiderne kom og gik; høsten var god. Snart blev det tid til plantning igen. Tung regn overskyllede rismarkerne. Mo byggede mudder og stenmuren rundt om markens kanter for at holde vandet indenfor. Lille Dookie elskede at lege i vandet. Hun hvinede af fryd, når hun sad på murens kant og sprøjtede, så det fløj rundt omkring.

Om aftenen, når Mo og Dookie sad i døråbningen og så på bålet eller ventede på månen, der stod op over palmetræerne, tilbragte de mange glade timer med at lære ord.

"Hvad er det?" spurgte Dookie, idet hun pegede på månen.

"Det er månen," sagde Mo. Han fortalte hende alt om træerne, junglegræsset og natfuglene, der kaldte på hinanden i mørket. Han fortalte hende om stjernerne, der blinkede oppe på himlen. Han undredes, når han så op på de talløse stjerner, om der var ånder, der boede på dem, eller om nogen havde lavet dem til at skinne som lys om natten.

"Hvad er det?" spurgte Dookie, og pegede på ilden.

Det er ild. Den kan brænde min lille ven." Så holdt han hende tæt ind til sig, og hans stemme var lav og øm. Han huskede den dag, hun brændte sin hånd på de varme sten ved ildstedet.

Det var forbavsende, så hurtigt Dookie lærte nye ord. Hvilken lykkelig tid de havde, når de legede "Fang mig." Mo kom ned på gulvet og klappede efter hende, når hun råbte "Fang mig" til ham. Så ville hun trippe over det hårde gulv på sine bare fødder med store Mo efter sig. Ja, livet var fyldt med lykke for dem begge to.

Når de gik til bækken efter vand, var der bittesmå fodspor i det bløde sand ved siden af de store.

"Se," sagde Dookie. "Store fødder og små fødder. Store fødder store Mo's. Små fødder Dookie's." Så lo hun.

Mo vaskede storvask ved søen og tørrede tøjet på nogle buske i nærheden. Dookie plaskede i vandet ved siden af ham. Somme tider var der andre børn, der legede i vandet ikke så langt derfra, og hun betragtede dem med interesse. "Drenge, piger," ville hun sige, "leger i vandet."

Somme tider kom børnene nærmere for at lege med Dookie, men store Mo holdt øje med dem, for at de ikke skulle lege for hårdt og tilfældigvis gøre hende fortræd. Han vidste, hun var lykkelig for at lege med andre børn, for deres glade latter udtrykte deres glæde. En dag ville hun være en stor pige og vælge sine egne kammerater. Hun måtte gå i skole for at lære mange ting, han ikke kunne lære hende. Han ønskede, hun skulle blive en fin dame, der blev respekteret af alle. Han ønskede kun det bedste for pigen, for hun var meget dyrebar for ham.

En aften, da Mo og Dookie sad foran bålet og så månen komme op, spurgte hun: "Store Mo, hvorfor har jeg ingen mor?"

Et øjeblik vidste manden ikke, hvad han skulle sige. Han så tavst ind i ilden, som søgte han efter ord til at forklare situationen. Dookie bemærkede tavsheden og spurgte: "Hvad er en mor?"

Mo tog hende på skødet og sagde: "Har jeg ikke været en god mor for dig? Har jeg ikke gjort mit bedste for at opfylde pladsen for både en mor og en far? Da do kom, blev hele mit liv ændret. Der var ikke flere kampe og ikke mere drikken fra det store græskar. Mit liv er kun for dig, lille ven. Hvad mere ønsker du af mig?"

Som svar på hendes spørgsmål begyndte han at fortælle hende om Mor ko og Tyndben, der nu var så stor som sin mor. Han mindede hende om, at fuglene bygger reder i træerne, at fuglemødrene lægger æg i rederne og passer på dem, og snart udruges fugleungerne, som fuglemor og fuglefar skal fodre og beskytte. Han fik hende til at tænke på kyllingerne, der skrabede i jorden efter korn og krummer. Hun havde mange gange set dem følge hønemor.

"Den store vrede høne – er hun moderen?" spurgte Dookie.

"Ja," sagde Mo.

"Så ønsker jeg ikke en mor; jeg ønsker kun dig." Pigen lænede sig mod hans skulder og aede hans kind med sin varme hånd.

Dookie var fuld af spørgsmål. "Havde jeg en vred mor? Tog du mig væk fra hende, så hun ikke kunne skade mig?"

"Nej, lille ven, din mor var ikke en vred mor. Hun var venlig, og hun elskede dig meget. Du havde også en far, men han døde af feber den gang du blev født."

Hvorfor forlod han min mor dengang?" spurgte Dookie. "Vidste han ikke, at hun ville få brug for hans hjælp til at passe på mig?"

"Det var ånderne," sagde Mo. "De var meget vrede, da de tog ham bort. Så skete der noget mærkeligt. I stedet for at lade noget ske dig, bragte ånderne dig til mig. Det er derfor, jeg kalder dig min gave fra ånderne."

"Har du nogen sinde set min far?"

"Jeg har nok set ham på markedet, men jeg kendte ham ikke."

"Har du nogen sinde set min mor?"

"Ja, jeg så hende én gang. Hun hed Resa."

"Tror du, at hun elskede mig?" spurgte Dookie og så forventningsfuldt på Mo's ansigt.

"Ja, lille ven, jeg ved, hun elskede dig, for hun holdt dig ind til sin kind. Da hun lagde dig i mine arme, sagde han: Vil du være så venlig at passe hende for mig? Vil du passe godt på hende og være god ved hende? Det lovede jeg. Jeg har aldrig set hende siden. Så du forstår, lille Dookie, jeg har været både far og mor for dig."

"Så er vi kun os to?" spurgte Dookie.

"Ja, vi er kun os to," sagde Mo.

Blandt de børn, der legede med Dookie ved bækken, var en ældre pige ved navn Luani. Mo bemærkede hendes hengivenhed og kærlighed til hans lille pige, som var det hendes søster. Luani delte altid sine legesager med Dookie, sørgede for, at hun havde det godt og var god ved hende i alle deres lege. Luani syntes anderledes end de andre drenge og piger, der legede ved bækken, mens deres mor vaskede tøj.

En dag, mens Dookie og Luani lavede mudderkager ved dammens bred, spurgte Luani: "Dookie, når du kommer til bækken, hvorfor kommer din mor så ikke også?"

"Jeg har ingen mor," svarede Dookie. "Store Mo er den mor, jeg har. Han elsker mig og har omsorg for mig. Selv mit tøj vasker han!" Begge piger lo, for det var usædvanligt, at mænd gjorde kvinders arbejde.

"Kunne du tænke dig at se min mor?" spurgte Luani.

"Er hun en vred mor?" spurgte Dookie.

"Nej, hun er ikke vred. Hun er en god mor. Skal vi spørge store Mo, om du må gå med mig for at se min mor? Hun vasker tøj derovre på stenene."

"Ja," sagde Dookie, "jeg vil meget gerne se din mor."

Mens Luani og Dookie børstede sandet af deres hænder og fødder, løb de hen til store Mo, der vaskede tøj og mælkeklæderne. Han så op og smilede, da de to piger kom nærmere.

"Må jeg gå med Luani og se hendes mor?"

Luani skyndte sig at forklare: "Du forstår, Dookie har ingen anden mor end dig. Må hun komme med mig og se min mor? Hun er ingen vred mor; hun elsker at snakke med små piger."

"Hvor er din mor?" spurgte Mo.

"Lige der ovre, hun vasker vores tøj," sagde Luani og pegede på en kvinde, der knælede på en sten og trak tøjet op og ned af vandet.

Mo syntes, det ville være godt for Dookie at se en mor, nu hun havde været nysgerrig om sin egen. Da Luani var sådan en sød og betænksom legekammerat, ville hendes mor også helt sikkert være venlig.

"Du kan gå lidt," sagde Mo. En forventningens glæde kunne ses på pigernes ansigt.

"Jeg vil snart komme tilbage til dig igen," sagde Dookie. "Du går ikke hjem uden mig, vel?"

"Jeg venter på dig lige her," lovede han.