Kola stod som lammet og så på babyen. Langsomt rystede han på hovedet. "Jeg kan ikke få mig selv til at tro det," sagde han. Så vendte han sig pludseligt, fo'r han ud ad døren og løb til indelukket for at hente køerne. Idet han svingede sin hyrdestav vildt, drev han køerne ned ad stien så hurtigt, at han måtte løbe for at følge med.

Store Mo tilberedte noget mælk som tidligere. Han tog Dookie på skødet og madede hende som den foregående aften. Det krævede tålmodighed at made den lille, men han var glad for at gøre det. Han måtte passe på ikke at made hende for hurtigt, ellers ville hun blive kvalt.

Efter at Dookie havde spist det, hun kunne, badede store Mo rifterne på hendes ryg, og hældte mere olie på. Han lagde babyen på maven på måtten og dækkede hende let med et stykke tøj for at holde fluer og insekter væk. Han satte kokosnøddeskallen med mælken i en skål med vand for at holde myrerne væk.

Da indså Mo sit problem: Hvordan skulle han bære to kar med mælk og også babyen? Han turde ikke efterlade hende alene, indtil han kom tilbage. Men hvordan bar mænd babyer? Mødre bar dem på deres ryg, eller i deres saris folder, når de arbejdede. Men mændenes klædning var anderledes – lange smalle strimler af flettet stof, snoet adskillige gange rundt om kroppen med den rødfrynsede ende hængende ned foran og bagpå. Store Mo var rådvild. Til sidst besluttede han at hænge de to kar på enderne af en lang stang og balancere dem på sine skuldre. Så ville han løsne folden på sin klædning og bære babyen, der var indsvøbt i et si-klæde, indeni, sikker mod al fortræd. Når han bar karrene, der balancerede på stangen, på skuldrene, kunne han frit bruge sine hænder til at passe på Dookie.

Store Mo gik med lange skridt, da han snart efter gik mod landsbyen.

Som Mo havde forudset, stillede landsbyboerne mange spørgsmål. "Hvis baby er det? Hvor fik du den? Hvordan vil du kæmpe med en baby ved din hofte?" Folk samledes rundt om for at se den store mand med en lille baby. Nogle lo, men Mo var ligeglad. Nogle gav ham råd om hendes pleje. Han var glad for deres interesse og venlighed. Han gjorde nogle få forespørgsler, men ingen syntes at vide noget om den lille. Det eneste ligbål havde været af en mand, der døde af feber. Der var ikke nogen baby involveret i den, sag. Selv medicinmanden syntes uvidende.

"Tror du ikke, jeg ville være den første til at vide det?" sagde medicinmanden med sin pibende stemme, mens han rystede kæden af ben og skaller, som hang rundt om hans hals. "Ånderne gør mærkelige ting; men jeg har måder at finde ud af det på. Der har ikke været noget "moder ligbål," siden du brændte dine hænder."

Store Mo gik til myndighederne i landsbyen, og fortalte sin historie. De lyttede interesseret til, og overhovedet sagde: "Du er en god mand, Mo. Jeg ser ikke nogen grund til, at du ikke kan beholde hende. Du er årsagen til, at hun stadig lever. Tag hende med hjem og vær god ved hende. Husk på du er en stor mand, og hun er meget lille. Du må også hellere sætte dit drikkeforbrug lidt ned. Du ved, du kunne forsømme hende i sådanne øjeblikke."

"Ja," sagde store Mo svagt. "Kola har fortalt mig, at jeg drikker for meget fra græskarret. Jeg vil sætte det ned for hendes skyld." Han pegede mod babyen.

"Hvad skal hun hedde?" spurgte overhovedet.

"Dokie, som betyder sorg. Jeg vil beholde hende, beskytte hende og drage omsorg for hende, som var hun min egen datter. Jeg kan forsørge hende godt, for jeg er ikke en fattig mand. Hun er en vidunderlig gave fra ånderne, og jeg trodser enhver, der vil prøve at tage hende fra mig, nu du siger, at det er rigtigt af mig at beholde hende." Med disse ord vendte Mo om og gik sin vej.

Den næste morgen vågnede store Mo og listede stille væk fra sin måtte for ikke at vække lille Dookie. Han vaskede sit ansigt og gned olie på sine hænder, som lægedes hurtigt. Han så efter, om bamsbuslågen foran døren var lukket, for at holder omstrejfende dyr ude, og skyndte sig derefter til køerne i indelukket. Hvis Dookie skulle vågne og græde, ville han høre hende. Kola ville snart komme og hente køerne, så de kunne græsse. Komoderen og Tyndben ville igen i dag blive tilbage i indelukket. Han ville give moderen noget junglegræs og vand.

"Nå, Tyndben, du vil snart være stærk nok til at følge din mor på græs. En skønne dag vil du blive en ko."

Da store Mo var færdig med at malke, gik han hen til huset, satte karret på det hårde jordgulv og rakte efter et si-klæde. Pludselig syntes hans hjerte at stå stille. Han så på måtten, men babyen var der ikke!

Han så rundt i rummet. Nogen måtte have taget hende. Eftersom han havde sat bambuslågen for, måtte det være en person. Han fik en klump i halsen. Hvem kunne have taget babyen? Ikke Kola; han ville være bange for ånderne. Medicinmanden? Store Mo knyttede næverne. "Hvis han har taget hende fra mig eller skadet hende på nogen måde, ånder eller ikke ånder, jeg vil brække hver knogle i hans krop! Store Mo gik ud for at se sig om. Langt nede på stien så han en, der bar på noget. Uden at tøve gik store Mo fremad med lange skridt. Hvem det end var, blev vedkommende bange og forsvandt hurtigt i junglekrattet. Mo fulgte efter, skubbede da sammenfiltrede buske til side og fandt en lille kvinde, der krøb sammen og holdt Dookie tæt ind til sig med et fast greb.

"Hvem er du? Hvorfor tog du min baby?" skreg han, mens han trak kvinden ud på stien. Han tog den lille bylt fra hende, idet han sagde: "Hvilken ret har du til at tage hende? Hun er min, jeg siger dig, hun er min!"

Kvinden stod og så mildt op i den store mands vrede ansigt. "Jeg ved, du må være meget vred på mig," sagde hun. "Men vil du lade mig fortælle dig min historie?"

"Ja," sagde store Mo med en smule venlighed i stemmen. Kvinden så bedrøvet, bange og frygtsom ud. Det var helt sikkert, at hun havde en grund til at tage babyen. Han ville være en gentleman og lytte.

"Jeg hedder Resa," begyndte hun og bøjede hovedet. "Hun er min baby, og jeg ville bringe hende tilbage til åndealteret, ellers vil det kun bringe flere vanskeligheder til hende og til mig og måske til dig."

"Men jeg sværger dig, jeg tog hende ikke fra alteret," sagde Mo. "Jeg ved ikke, hvor hun kom fra, jeg fandt hende lige her på denne sti. Hun blev trukket over disse skarpe sten af nogle sultne junglehunde. Se på hendes ryg, helt forrevet og med mærker af slag. Vil du nu tro mig? Jeg kunne ikke efterlade hende her for at blive ødelagt af dem! Jeg tog hende, badede hendes sår og puttede olie på hendes rifter. Jeg madede hende, som jeg bedst kunne. Ånderne er helt sikkert tilfredse med, at jeg gjorde sådan. Men du, hendes mor, efterlod hende alene på alteret for at blive fortæret af vilde dyr. Hvorfor gjorde du det?"

"Medicinmanden sagde, det var den eneste ting, jeg kunne gøre. Forstår du -." Hun sænkede stemmen. "Fordi hun er en pige er ånderne vrede, og min mand døde af feber." Moderen begyndte at græde.

Dette var en ny oplevelse for store Mo. Han så på den snøftende kvinde, og han vidste ikke, hvad han skulle gøre eller sige. Det var kun naturligt for hende at græde, tænkte han; men han følte sig så forlegen og hjælpeløs i hendes nærhed. Han kendte selvfølgelig Savara-beboernes overtro. De troede at når en lille pige bliver født, er ånderne vrede, og der kommer en stor ulykke over familien. Oftest, efter medicinmandens råd, bliver fortryllelsen brudt, og ånderne er tilfredse, når pigen bliver lagt på alteret under åndetræet.

"Men nu," begyndte store Mo, "du har gjort din del. Du har udført medicinmandens ordre. Hvorfor vil du gøre ånderne mere vrede ved at tage hende fra mig? Hun er sikker hos mig. Du kan tage hende tilbage, hvor hundene ville finde hende og fortære hende. Hvordan kunne du, hendes mor, efterlade hende der på alteret og ikke vide, hvad der ville blive af hende? Jeg hørte hendes ynkelige skrig i natten. Jeg hørte hundenes gøen og snerren, mens de kæmpede om hende. Jeg så det rasende udtryk i deres øjne, mens jeg drev dem væk med en fakkel. Jeg tror, at ånderne gav hende til mig, og jeg har i sinde at beholde hende."

Store Mo holdt babyen i sine arme, mens moderen græd stille. Landsbyens store mands hjerte smeltede, og han spurgte med ømhed i stemmen: "Fortæl mig, Resa, nu du har gjort din del, hvorfor beholder du så ikke din baby?"

Hendes øjne blev fyldt med rædsel, mens hun råbte: "Nej, nej! Jeg ville være bange. Medicinmanden sagde, at jeg måtte lægge hende på alteret, ellers ville han tage hende væk. Jeg er fattig, og nu min mand er død, må jeg gå til byen og finde arbejde. Jeg kan ikke tage babyen med mig. Jeg kunne ikke pleje hende."

Pludselig fik hun en ide. Hun så ind i store Mo's øjne med tro og tillid.

"Vil du ikke være så venlig at beholde hende? Jeg vil gå min vej. Jeg lover, at jeg aldrig vil se hende mere. Jeg vil lægge nogle få blomster på alteret i stedet. Vil du beskytte hende og være god mod hende?"

"Ja," sagde store Mo. "Jeg vil beskytte hende, som var hun min egen datter."

"Vær så venlig." Resa strakte armene ud. "Lad mig blot holde hende en gang til; så vil jeg gå."