"Hvad har vi her?" sagde Mo, idet han klappede koen venligt. "Nu er jeg i hvert fald en rig mand, med fem køer. Jeg vil give medicinmanden en stor gave i morgen. Ånderne har velsignet mig igen."

Med sine store hænder hjalp store Mo den vakkelvorne kalv på benene, men hun var så usikker, at han lagde hende ned igen.

"Skal vi prøve igen?" spurgte store Mo lidt senere, da han løftede kalven op på benene og puttede hendes bløde varme snude tæt ind til koen.

"Det var det," sagde han venligt. "Du behøver noget mælk til at give dig styrke for at vokse. Forsigtig, lille pige, du er ikke meget sikker på de tynde ben. Roligt nu, ikke for hurtigt i begyndelsen. Det er rigtigt, Tyndben, du klarer det!"

Ved hjælp af Mo's stærke hænder fik kalve snart næring; men efter få minutters fodring lagde hun sig igen ned for at hvile.

"Tag et langt hvil nu, Tyndben," sagde han. Da store Mo vendte tilbage til dørtrinnet, var han fristet til at tage en drink fra græskarret, men han huskede Kola's ord.

"Jeg gad vide, om månen er ensom." Mo grundede derover, mens han så på dens sølvagtige skive. "Den har ligesom mig ikke nogen ledsager. Komoderen har Tyndben, junglens fugle og dyr har deres mager; men her sidder jeg helt alene, ingen at tale med, ingen at dele mit hjem med. Selv min ven Kola undgår mig. Medicinmanden kommer op ad bakken nu og da, men kun for at modtage gaver til ånderne, for at arrangere kampe eller for at drikke af græskarret."

Ånderne må have været tilfredse med store Mo, for han havde ikke haft nogen store uheld. Men han kunne ikke tale med ånderne.

"Hvorfor? Hvorfor?" blev han ved med at sige til sig selv. Så rejste han sig pludseligt, lagde nogle få træstykker på ilden og gik ind i hytten. "Jeg har stadig en ven," sagde han. Han gik over til rummets hjørne, løftede græskarret fra pinden og tog en stor slurk. Han tørrede sin mund; spiritussen stak i hans ømme læber. Så hængte han græskarret tilbage på pinden igen.

Pludselig hørte store Mo en mærkelig lyd. Måske var det skriget fra et dyr, for der var mange mærkelige lyde i junglen om natten. Så kom det igen – en ynkværdig lyd ligesom et barn, der græd. Dette var ret almindeligt, for leoparder og pantere udstøder lyde magen til.

"Måske har jeg drukket for meget fra det store græskar," sagde store Mo. "Jeg hører mærkelige   lyde. Næste gang vil jeg se mærkelige ting. Kola havde ret; jeg har drukket mere, end det er godt for mig."

Han hørte det igen. Var det et dyr, der knurrede? Lyden syntes at komme i retningen fra stien, som førte til huset. Store Mo tog et af de brændende stykker fra ilden, holdt det højt som en fakkel og spejdede ud i mørket.

Han fangede et glimt af tre af junglens vilde hunde, der snerrede og snappede efter hinanden. De syntes at være i strid om noget, der lå på jorden. En af hundene gik baglæns op ad stien, idet den trak noget; nu og da rystede den det med sine tænder. Da Mo kom nærmere, knurrede hundene rasende. Da Mo holdt faklen nærmere, kunne han se, at der var noget, der bevægede sig, noget levende i bylten.

"Gå væk!" råbte Mo, idet han svingede det brændende stykke efter hundene. De snappede heftigt, men så trak de sig tilbage og forsvandt ind i junglens mørke.

Mo holdt faklen, så han kunne se, hvad hundene havde trukket i. Dybt inde fra det snavsede indpakningsklæde kom der en ynkelig klynken. Det var ikke skriget fra et dyr; det var gråd fra en levende baby! Mo snubbede tæppets hjørnet til side. Det var en baby – en lille brun baby.

Mo løftede forsigtigt bylten og bar den hen til huset. Han så sig igen tilbage for at se, om hundene fulgte efter ham; men han kunne ikke se dem nogen steder. Da han følte den grædende lille, der kæmpede og vred sig i tæppet, gav hans hjerte et hop. Denne var levende! Denne bylt smuldrede ikke mellem hans hænder, som den på ligbrændingsbålet havde gjort. Denne baby var antagelig en, som havde været på et ligbål! Men hvordan fik hundene den? Hunde er bange for ild. Hvordan kunne de snuppe den fra flammerne?

Mo bar bylten hen til huset, lagde en anden pind på bålet og satte sig ned for at undersøge byltens indhold.

"Hvad har vi så her?" sagde han, mens han holdt den lille på sit skød. Babyen var indsvøbt i et snavset tæppe, dækket med blade og småpinde. Tæppets ene hjørne var ødelagt af hundenes skarpe tænder. Da Mo undersøgte tæppet, så han, at det ikke var det, de brugte til at pakke babyer ind i, når de skulle brændes; dette var ikke et lille mørkt ligklæde, men et lyst indpakningstæppe, den slags, mødre brugte for at beskytte huden på deres små mod den hede sol.

Da babyen græd ynkeligt, fjernede store Mo tæppet. Han lag mærke til, at den lilles ryg var forrevet og blødte af at være trukket over skarpe sten på stien.

"Det gør ingen gavn at sidde her," sagde han, idet han rejste sig og gik ind i huset. Han tændte lyset på bænken, hældte vand i karret og vaskede forsigtigt den lilles ryg. Babyen græd, selv om Mo var så omhyggelig, som han kunne være med sine ru hænder.

"Græd ikke, du lille," sagde han trøstende. "Jeg prøver på ikke at gøre dig ondt."

Efter det kølige bad smurte Mo noget olie på, og gråden ophørte nogle få øjeblikke efter.

"Du har det bedre nu har du ikke?" sagde Mo. "Nu må jeg finde noget at pakke dig ind i; dit tæppe er for snavset." Han fik en idé. "Siklæderne!" sagde han. "Jeg har mange nye, hvide mælke-siklæder. De er bløde, hvide og rene. Jeg vil pakke dig ind i et mælke-siklæde!"

Da store Mo havde pakket babyen ind i et rent, hvidt mælke-siklæde, satte han sig ned for at se på hende. Hun var så lille og hjælpeløs. Hun åbnede munden og begyndte at græde.

"Nej, gør nu ikke det igen," sagde Mo. Så kom han i tanker om, at hun sandsynligvis var sulten. Lille Tyndben var også lille og hjælpeløs, men hun kunne stå på sine usikre ben og finde føde til at give hende styrke. Men denne baby havde ingen mor. Hvor længe havde hun været uden mad?

Da store Mo løftede hende op til sit bryst, søgte babyen rundt med sin mund for at finde noget at spise.

"Jeg gætter på, at det er mig, der nu må gøre noget," sagde Mo. "Men hvad spiser en baby, når der ikke er en mor? Ris? Nej, uden tænder kan hun ikke spise ris."

I nogle tilfælde, havde Mo hørt, brugte folk risvand blandet med ris-whisky. "Ikke drikken fra det store græskar," sagde Mo, og rystede på hovedet. "Det ville aldrig gå. Det ville være alt for stærkt for den lille. Det er endog, for stærkt for mig."

Pludselig brølede en af køerne ude i indelukket, og Mo tænkte igen på Tyndben. Folk i landsbyen gav ikke deres babyer komælk, det var for kalve. Der må helt sikkert være et eller andet! Babyen ville sulte ihjel her i hans arme. Netop da kaldte Tykben:_"Muh!"

"Helt i orden, Tyndben, hvis det er godt nok for dig, vil det være godt nok til den lille – i hvert fald for i aften. Jeg kan ikke lade hende sulte. Jeg vil blande noget."