Pludselig delte skaren sig, og folk råbte: "Her kommer store Mo! Jeg vil vædde på, at han er stærkere end store Thau!"

Alle trådte tilbage, idet de kæmper mødtes på landsbygaden. Da Mo havde sat mælkelerkrukkerne og det store græskar ned, gik han uden frygt op til udfordreren. Uden at tøve begyndte de at vise deres styrke, idet de begge kæmpede og prøvede at kaste hinanden ned. Snart skiftede brydningen til slag, og den urolige skare råbte: "Kom an, store Mo, slå ham igen! Du kan få han ned!"

Medicinmanden stod bagerst i skaren. Nu var han ikke så sikker på kampens udfald. Store Mo klarede sig godt på trods af sine brændte hænder. "Brændevin i det store græskar!" råbte den lille mand. De kæmpende holdt en lille pause, tog nogle lange slurke af spiritussen i græskarret, og med brændende øjne begyndte de igen. En del af skaren råbte hurra for Thau, mens andre råbte opmuntrende ord til store Mo. Børn hoppede op og ned, mens de kaldte: "Kom an, store Mo, du kan klare det!"

Store Mo løftede Thau op i sine stærke arme, holdt ham op over hovedet, og kastede ham så ned på den snavsede jord med et bump! Store Mo åndede hurtigt, da han hævede sig over ham. Hans øjne brændte, hans forslåede og blødende læber viste et stort triumfsmil. Han havde vundet igen til trods for sine ømme brændte hænder. Han rørte let Thaus liggende krop med sin bare fod.  

"En dag vil jeg hævne mig for dette," sagde den overvundne mand. "Måske det varer længe, men en dag får jeg dig."

Mo tørrede sit ansigt og bryst, der var vådt at sved, med et stykke tøj og så efter medicinmanden. Siden han ikke var at se, bestemte Mo sig til at besøge ham senere og afhente pengene.

Mændene gik tilbage til arbejdet, mens kvinderne tog børnene og gik til markedet for at handle færdig. Manden på jorden rejste sig langsomt, gned de ømme arme og ben og humpede ned ad vejen til markedet. Da Mo så sin modstander gå, samlede han sit græskar og mælkekrukkerne op. Efter at have solgt mælken, gik han op ad bakkestien mod hjemmet.

Da store Mo nåede sin hytte, tørrede han sveden af ansigtet og hældte olie på sine blødende læber og ømme arme og hænder. Han besluttede ikke at gå ud til rismarkerne i den varme sol. Arbejdet kunne vente til en anden dag. Manden lagde et tæppe på gulvet og strakte sig ud på det.

Det ville vare længe, før Kola ville bringe køerne hjem. Store Mo var træt; det havde være en hård  kamp. Men han havde vundet til trods for sine ømme, vablede hænder. Han var stadig landsbyens mester. Måske han en dag ville blive den bedste kæmper i Indien! Måske ikke i hele Indien, men i Savaras land i hvert fald. Han knyttede næverne og spændte musklerne. Hvor stor og stærk han følte sig! Hvor gjorde det ham godt at høre folkene råbe hurra!

Han tænkte tilbage på den dag, da den indiske fyrste havde haveselskab, da han var blevet bedt om at vise sin styrke til nogle af fyrstens rige og ærede venner. Hvor han følte sig stolt, da han holdt bilen tilbage, selv om motoren gik for fuld kraft. Fyrsten betalt ham godt for den præstation!

Idet store Mo lukkede sine øjne, tørrede han igen blodet fra sine læber. Få minutter efter sov han med et tilfreds smil på ansigtet.

Solen nærmede sig horisonten i vest, da store Mo pludselig vågnede. Han satte sig hurtigt op, for han hørte sang. Det var Kola, der kom op ad den stenede sti og bragte de fire køer hjem. Han rejste sig og gik hen for at åbne lågen.

"Jeg hørte om kampen," sagde Kola. "Folk i landsbyen siger, du er den stærkeste mand i miles  omkreds – du kan slå alle."

Store Mo følte stoltheden løbe gennem sig. Han kunne lide, at folk snakkede om, hvor stærk han var. Han var glad for, at Kola var i humør til at tale. Måske de trods alt kunne blive venner. Mo lukkede lågen, efter at Kola havde drevet køerne ind i indhegningen.

"Har du haft en god dag på græsgangene?"

Kola nikkede igen.

"Det må have været varmt i dalen," sagde Mo.

"Vil du blive og spise aftensmad samme med mig, Kola?"

"Nej," sagde Kola, "du er en stærk mand; når du tør gå imod ånderne. Jeg er bange for at spise med dig. Desuden har du drukket for meget af det store græskar." Mens Kola svingede stokken, gik han sin vej, syngende en af medicinmandens messer.

Store Mo vendte sig for at tilberede ris i den sorte gryde, der hang i det lille ildsted. Medens det kogte, tog han mælkespanden og gik ud for at malke køerne. Store Mo siede mælken gennem et hvidt klæde ned i en lerkrukke. Så satte han krukken i vandtanken til afkøling. Han behøvede ikke at komme vand i mælken, han solgte, som mange folk gjorde, for Mo var en "fire-ko" mand og blev anset for at være en rig mand. De fleste af hans naboer ejede kun én ko.

Før store Mo trak sig tilbage for natten, plejede han at bygge et bål nær døren til beskyttelse mod ville jungle dyr. Tigre, leoparder, ville junglehunde, hyæner og aber kom ofte ned fra bjergene for at snuppe, hvad de kunne finde. Store Mo vidste, at ville dyr vare bange for ild, så han følte sig mere sikker, når flammerne kastede deres lys på hans måtte på gulvet.

Mo satte sig ned på sit stendørtrin for at se månen komme op over palmetræerne. Mens han tænkende og sad dér gned han blidt olie på sine hænder og sine forslåede læber. Han var ikke træt, for han havde tilbragt eftermiddagen i drukken døsighed. Måske Kola havde ret, når han sagde, at han drak for meget.

Som Mo sad på stentrinnet, hørte han hyppige brøl fra en af køerne i indelukket. "Jeg må hellere se, om min hjord har det godt," sagde han til sig selv. Da han nåede indelukket, så han en nyfødt kalv, der lå på jorden nær hegnets hjørne. Moder ko stod over den, og idet hun slikkede den med sin tunge udstødte hun lave beroligende lyde.