Da skolen vor forbi om eftermiddagen, gik Dookie over til vaskeriet for at vente på store Mo. Hun bar nogle papirer i sine hænder. Hun vidste, at han ville blive stolt af dem, for hun havde arbejdet omhyggeligt med dem. Neda havde givet hende en lille stjerne til at sætte på det ene, fordi det var det bedste, Dookie nogen sinde havde lavet.

Resa holdt Sookie, da Dookie kom ind i vaskeriet. Missionsdamen talte meget stille med Resa. Hun holdt inde for at sige: "Dookie, lægen vil gerne tale med store Mo, så snart han kommer. Kunne du ikke tænke dig at blive her og snakke med Resa? Jeg er sikker på at hun gerne vil se dine papirer. Hun er interesseret i de ting, du laver, og du kan få tiden til at gå med at synge nogle af dine nye sange og lære Sookie's plejemor nærmere at kende."

"Det vil jeg meget gerne," sagde Dookie genert, mens hun så op i Resa's ansigt. Der var et lykkeligt smil på den indfødte sygeplejerskes læber, da hun strakte sine hænder ud mod Dookie og trak hende ind til sig.

"Vi skal have det dejligt sammen," sagde hun, idet missionsdamen gik ud for at finde store Mo.

Manden kom netop op ad stien, så missionsdamen kaldte på ham, og sammen gik de til hospitalet for at tale med lægen. Mo spurgte til den eftersøgte dreng, og han var glad for at høre, at den lille fyr var blevet fundet.

"Kunne du tænke dig at se ham?" spurgte hun. Da Mo nikkede, gik de til værelset.

"Han er kun en baby!" sagde Mo, der stod ved sengen. "Og han er så tynd."

"Ja," sagde hun. "Det er ynkværdigt. Mange af folkene i bjergene bliver bragt til os i den tilstand. Tit er det for sent for os at gøre noget for dem, som det var for denne drengs forældre."

Mali rørte på sig, klynkede og åbnede så sine øjne. Han så sig om og så til sidst op på Mo. Han rakte sine små tynde arme op og sagde: "Mor, ris!" Mo så spørgende på missionsdamen.

"Må jeg holde ham et øjeblik? Han tror, jeg er hans mor."

"Det ville være en god idé," sagde hun. "Jeg tvivler på, at han vil have mange timer tilbage til at modtage kærlighed og ømhed i, sådan som du kan give ham."

Så forklarede hun Mo om hans tilstand. Lægen havde givet ham magisk vand i hans blodårer. Men han fejlede så mange ting, at de forskellige mediciner måtte gives med forsigtighed. Den ene medicin kunne modarbejde den anden og skabe flere vanskeligheder, og reaktionen kunne blive dødbringende.

Mo kunne ikke helt forstå det. Han tog det for givet, at lægen havde magiske nåle for alle sygdomme. Men så huskede han på, at det kun var Gud i Himmelen, der kunne give liv og helbredelse.

"Hold ham tæt ind mod dit hjerte, mens jeg beder," sagde missionsdamen.

Efter bønnen holdt Mo den varme, lille krop ind til sig. Barnet var så stille. Mo lagde ham på sengen, blødt og roligt. Hans øjne var lukkede.

"Han er ikke død, vel?" hviskede Mo.

"Nej, men han er meget svag. Det er tvivlsomt, om han vil leve natten over. Vi må tro, at Gud vil gøre det, der er bedst, for vi har gjort det, vi kan."

Lægen kom ind for at tale med Mo. "Vil du være villig til at hjælpe mig med at redde dette barns liv?"

"Mig?" spurgte Mo, "Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, men jeg vil gøre hvad som helst for at hjælpe ham."

"Tak, min bror. Han behøver sundt blod i sine blodårer. Jeg kunne tage en blodprøve for at se, om blodtyperne passer sammen, og så kunne jeg give ham noget af dit blod; det vil give ham styrke. Er du villig til at prøve?"

"Selvfølgelig," sagde Mo. "Jeg vil gøre alt, hvad du siger."

Efter at typebestemmelsen var færdig, så man, at Mo havde den samme blodtype. Missionsdamen steriliserede instrumenterne, og igen blev der holdt bøn. Missionsdamen og Su Maree hjalp til med transfusionen. Det gjorde ikke så ondt, som Mo havde forventet. Lægen forklarede manden, at der var liv i det blod, han gav til det syge barn.

Da transfusionen var forbi, vaskede Mo sig i værelset ved siden af. En eller anden rakte ham et rent håndklæde. Han kiggede op og så en af sygeplejerskerne.

"Mange tak," sagde Mo og begravede sit ansigt i håndklædet.

"Det er mig, der passer din baby, Sookie," sagde hun, for at præsentere sig selv. "Du har to meget søde døtre."

"Mange tak," sagde han igen. "Det synes jeg også. Jeg elsker dem af hele mit hjerte."

"Du har gjort det godt. Du har været en god far for dem."

"Mange tak," gentog Mo, stadig gemt bag håndklædet. "Jeg har gjort mit bedste. Jeg ønsker, de skal vokse op og blive respekteret. Missionsskolen vil hjælpe dem; det er jeg taknemmelig for."

"Jeg er også taknemmelig," sagde sygeplejersken. "Taknemmelig til dig for din venlighed. Jeg har hygget mig med Dookie, og hun har fortalt mig mange ting. Hun sagde, du gerne ville finde Resa, barnets egen mor, for du ville hjælpe hende til at blive en kristen. I seks år har jeg holdt mit løfte til dig om ikke at se barnet; men nu, da jeg er en kristen, kommer jeg for at bede dig befri mig fra det løfte så jeg kan fortælle hende, at jeg er hendes mor, Resa."

Store Mo hev håndklædet væk fra ansigtet og så ind i kvindens øjne. Det var bedrøvede øjne, netop som Dookie havde sagt. Hun så anderledes ud nu, hun var en kristen. Hendes uniform, den måde hendes hår sad på – han ville aldrig have genkendt hende.

"Den samme Resa?" Mo kunne næppe tro det.

"Jeg har ikke fortalt det til Dookie," sagde hun. "Men hvor har jeg længtes efter at tage hende ind til mig, lige siden du bragte hende ind til mig, lige siden du bragte hende her med slangebiddet. Jeg holdt mit løfte til dig. Vi er begge kristne nu, og vi frygter ikke længere medicinmanden eller åndernes forbandelser."

"Kom, sagde Mo. "Hvad venter vi på? Lad os fortælle hende det lige med det samme. Det vil gøre hende så lykkelig."

Missionsdamen ventede i vaskeriet på, at Resa skulle komme tilbage. Der var så meget at snakke om, og Dookie gjorde sandelig sin del. I stedet for at gå hjem og spise aftensmad gik de til spisestuen, hvor de sad ved et lille bord – "kun os fire" – som Dookie udtrykte det. Pigens øjne strålede, da hun så på sin mor.

I adskillige dage lå Mali sløv og bleg på den hvide seng. Han begyndte at vise fremskridt, og lægen var taknemmelig. "Du hjalp mere, end du ved," sagde han til Mo, da de stod ved den lille fyrs seng.

"Det var da ingenting," sagde Mo beskedent. "Jeg var glad for at gøre det." Mali rakte sine arme ud mod Mo. "Mor. Ris," sagde han.

Som før tog Mo ham op i sine arme og snakkede med ham. Da Mo ville lægge ham ned, lagde drengen sine arme rundt om hans hals og klyngede sig tæt ind til ham.

"Han kan lide dig. Mor. Ris," sagde lægen drillende. "Det ser ud til, at vi har et nyt problem i dine hænder. Hvad skal vi gøre med ham?"

"Jeg ved det virkelig ikke," sagde Mo, og aede den lille dreng ømt. "Jeg ved, han ikke har nogen forældre og ingen til at elske og passe ham. Men forstår du, doktor, jeg har et lille hus og –"

"Og et stort hjerte," tilføjede lægen, idet han gik ud af værelset.

Resa kom ind med rent linned, og hun hørte det sidste af samtalen.

"Jeg tror, du behøver hjælp til din familie," sagde hun. Så forlod hun også værelset.

Mo stod og holdt Mali i sine arme. Drengen ville snart være rask nok til at forlade hospitalet, men hvor skulle han gå hen? Der var ingen til at elske og passe ham. Han behøvede to ting: "mor" og "ris." Mo havde et godt arbejde, og han kunne skaffe ris til at give næring til den tynde krop.

Tyndben ville give mælken, og Frisk ville gøre sin del, når hun voksede til. Der ville være masser at spise.

Dookie kunne være barnepige efter skoletid, og Mali kunne vokse op og blive Sookie's legekammerat. Men Mo måtte have tid - tid til at tænke over det og tale med Dookie om det. Ville hun synes om at have en bror. Eller ville hun føle, at han tog hendes plads. Så var der Resa, hendes mor. Hun ville blive en hengiven, kristen hustru. Han ville lade Dookie tage bestemmelsen.

Månen kom langsomt op bag de høje palmetræer, der groede langs floden. Mo sad på trinet foran det nye stenhus med sin familie. Dookie nynnede en sang, mens hun legede med Sookie. Mali sad på Mo's skød, aede hans kind og trak legende i hans ører.

"Jeg er så lykkelig," sagde Dookie. "Jeg er så lykkelig, at jeg kunne græde, men jeg vil ikke. Er du ikke glad, store Mo, fordi du lavede det dørtrin så stort, som du gjorde? Nu kan vi alle sidde på det og se månen komme op – alle fem!"

Resa lagde sin arm kærligt om Dookie, der sad på trinet ved siden af hende.

"Jeg er også meget lykkelig, min skat. Meget lykkelig. Nu kan jeg være din rigtige mor, ikke bare din plejemor."

"Min egen, lille mor," sagde Dookie.

"Mor. Ris," istemte lille Mali.

"Gud velsigne vores familie," tilføjede store Mo, idet han så kærligt på sine kære.