Han så på pigerne, der sov godt. Den ukendte lyd havde ikke vækket dem. Mo lagde sig ned igen og lukkede sine øjne; han spekulerede over, hvem de fremmede besøgende kunne være. "Måske får jeg det at vide i morgen," sagde han til sig selv.

Da det blev morgen, tog Mo og Dookie baby Sookie med til missionen som sædvanlig. Lægen sendte Mo ud for at hjælpe Tim og Orlo og nogle af de ældre drenge med at rydde grunden vest for hospitalet. Rødder og træstumper, som var kommet op, da jorden blev pløjet, skulle samles op til tørring og derefter bruges til brænde. Snart kunne den frugtbare jord blive beplantet med bønner eller andre grønsager.

"Har du hørt det sidste nye?" spurgte Tim, da Mo kom for at hjælpe ham med en tung stub.

"Nej," sagde Mo og tænkte, hvad det kunne være.

"Hørte du ikke den larm sidste nat?" spurgte Orlo. "Det lød til at komme ovre fra din vej."

"Jeg hørte nogle junglehunde gø," sagde Mo, "men jeg kunne ikke se, hvem de forfulgte."

"Der blev fundet to mænd slemt forrevet og forkradset ikke langt fra flodvejen," forklarede Tim. "De havde drukket og blev taget for uordentlig opførsel. Den ene var en medicinmand fra Savaras landsbyen mod syd."

"Ja," tilføjede Orlo. "De blev løsladt fra fængslet for nogle uger siden. Nu er de tilbage igen. Hvornår vil visse folk lære at lade ris-whiskyen være?"

Mens Mo arbejde, lyttede han til drengenes kommentarer: medicinmanden og højst sandsynligt Sookies far og junglehunde. Mo spekulerede på, hvorfor medicinmanden var kommet så tæt til hans hus. Pønsede han på at gøre Dookie og baby Sookie noget ondt? Hvorfor var den lilles far kommet så langt op mod nord, hvis ikke det var for at gøre fortræd?

Herren havde helt sikkert sendt sine engle for at beskytte hjemmet, så der ikke var sket de små piger noget ondt.

"Vil du hjælpe os, store Mo?" kaldte Addu, der arbejdede med Con. De prøvede at trække en knudret rod op fra jorden. Mo skyndte sig derover, og kort efter var roden lagt op på brændestablen.

Nær dette sted, med den pløjede grund var der adskillige små furer og steder, hvor jorden var vasket væk efter vandstrømmene, der flød på grund af regntiden. Over en af disse vandstrømme var der en primitiv bro, der blev brugt af folk, som boede i de tre bakkers skovområde. Idet Mo bar et bundt rødder over til brændestabelen, hørte han nogen kalde. Han så op, og fik øje på en kvinde, der stod på broen. Hun så ud til at have grædt. Mo gik over mod hende; han tænkte, at han kunne hjælpe hende. Men hun råbte mod ham: "Kom ikke nærmere." Han troede, det var fordi hun var bange for de kristne, og sagde: "Jeg vil ikke gøre dig fortræd. Jeg vil hjælpe dig, hvis du vil lade mig gøre det."

"Jeg er syg," sagde hun. "Min mand er syg af feberen. Medicinmanden kom sidste nat, men han kunne ikke hjælpe os. Min lille dreng, Mali, er gået, og jeg kan ikke finde ham. Jeg har kaldt og kaldt men han kommer ikke."

En tom følelse kom over Mo, da han tænkte på forstyrrelserne sidste nat. Kunne medicinmanden have stjålet drengen? Så ville han helt sikkert være blevet fundet, hvis ikke junglehundene – men Mo kunne ikke lide at tænke på, hvad der kunne være sket.

"Vær så venlig at lade mig hjælpe dig," sagde Mo. "Lad mig bringe din mand til missionen, hvor lægen kan hjælpe. Han har vidunderlig magi mod feber og slangegift."

Konen var fortvivlet. Til trods for sin frygt og medicinmandens forbandelse lod hun Mo, Tim og Orlo gå med sig hjem. Addu og Con ville søge i omegnen efter Mali.

"Han er så lille," jamrede hun, "og han er ikke rask. Jeg er sikker på, at han er sulten."

Da de kom til huset, lavede drengene en båre af trægrene til at bære patienten på. Moderen søgte igen i huset efter sin dreng og græd i smerte: "Mali, Mali, kom til Mor, min lille dreng." Så faldt hun bevidstløs om på jorden.

"Hun kan ikke gå til hospitalet," sagde Orlo, mens han tog den ene ende af båren og Tim den anden. "Jeg vil bære hende," sagde Mo, "Vi må skynde os. Jeg følger efter jer." Han tog den bevidstløse kvinde i sine stærke arme og gik op ad stien bag efter Tim og Orlo.

Addu og Con gik langs de tomme vandlejer og søgte efter den toårige dreng. Ned over stejle og ujævne klipper og sammenfiltrede buske klatrede de. De så i enhver retning og bag hvert klippestykke langs bredden af flodlejet. De kaldte og kaldte, men det var kun ekkoet fra deres egne stemmer, der kom tilbage til dem. "Mali, Mali," kaldte Con. Han syntes, han hørte et svar på sit kald. "Hørte du noget?" spurgte han sin ledsager.

"Jeg syntes, jeg gjorde," svarede Addu, "men det kunne være mynafuglene, der kalder på hinanden.  Der er så mange lyde i junglen. Kald igen."

"Mali, Mali!" kaldte Con. De lyttede anspændt, men kun ekkoet svarede.

Addu begyndte: Husker du den gamle papegøje, vi havde på missionen; den gjorde nar af folk, der lo, eller af børn, der græd?"

"Ja," lo Con. "Selv lyden fra trissen på brønden kunne den efterligne. Vi løb ud for at se, hvem der trak vand op, og der var ikke nogen!"

"Folk i landsbyen sagde, at det var ånderne, der trak vand op; men vi vidste, at det var papegøjen." "Der er den lyd igen! Hørte du det, Addu?"

"Ja, det lød som et barn, der græder – der kalder på sin mor. Det syntes at komme fra den anden side af floden. Vi må være påpasselige, Con, for en leopard kan frembringe en lyd, der minder om et barn, der græder. Nå, jeg har min økse."

"Og jeg har min kniv," sagde Con. "Jeg er ikke bange. Lad os gå over floden."

De vadede ned i vandet, mens aberne pjattede, og fuglene skreg i træerne over deres hoveder.

"Mali, Mali!" kaldte drengene igen og igen, men der kom ikke noget svar.

"Vi har taget fejl," sagde Addu. "Skal vi gå tilbage igen?"

"Det må vi hellere," sagde Con. De var lige ved at vende om, da de hørte det igen – en ynkelig stemme, der kaldte: "Mor, mor! Ris, ris!"

"Det var et barn!" sagde Con og vendte sig efter lyden.

Nede i et hul fyldt med kvas og græs fandt de drengen, næsten ikke større end en baby, tynd, nøgen og meget snavset.

Addu trak ham op og talte trøstende ord til ham.

"Mor, ris," sagde den lille og holdt sine hænder frem.

"Vi vil bære dig til mor og give dig masser af ris; men lad os først give dig et bad i floden. Det er mudret, men det vil alligevel gøre godt. Når vi så får dig på hospitalet, skal vi give dig et dejligt sæbebad. Hvad synes du om det?"

"Mor, ris," sagde Mali i en bedende tone.

"Mor og ris – masser af ris," lovede Addu, mens han badede drengen i floden.

"Du er en nydelig lille fyr, når du er ren," sagde Con.

Men Mali var ikke tilfreds med komplimenter. Han holdt bare sine dryppende hænder frem og græd: "Mor, ris!"

Addu bar Mali blidt, mens han fulgte efter Con ned ad junglestien, forbi landsbyens små hytter, over broen og den nypløjede mark.

"Con," sagde Addu, "den lille føles så varm. Tror du også, han har feberen.

"Det kan godt være," svarede Con. "Skal jeg bære ham resten af vejen?"

"Tak, men jeg tror, han sover. Jeg kan godt bære ham hele vejen."

Kort efter lagde Addu den sovende baby i missionsdamens arme. Hun lagde ham forsigtigt på en seng og kaldte på lægen.

"De fandt den lille dreng," sagde hun. "Skal jeg gå ind og fortælle hans mor, at han er i sikkerhed?" Lægen tørrede sveden af sit ansigt og sin nakke og bøjede bedrøvet hovedet. "Det er ikke nødvendigt," sagde han. "Faderen var død ved ankomsten, og moderen, jeg har gjort alt muligt, men feberen har taget overmagten. Men kom, lad os se på barnet. Måske er der stadig håb for den lille forældreløse."

"Den stakkels lille fyr er udsultet. Det er lang tid siden, han har spist en skålfuld ris. Der er ingen tvivl om, at han har levet af, hvad han kunne finde."

Lægen undersøgte den sovende dreng. "Jeg vil gøre, hvad jeg kan," sagde han. En af sygeplejerskerne, Su Maree, skulle have opsyn med Mali. Hun gav ham et bad og udførte lægens instruktioner.