Pludselig huskede hun, hvad missionsdamen havde fortalt dem i skolen. "Når som helst du er i fare, bed, og Gud i Himmelen vil sende sine engle til at beskytte dig fra faren."

Dookie lukkede sine øjne og bad. Da hun så igen, kravlede skorpionen ikke mere: den stod stille midt på gulvet.

"Jeg ville ønske, Store Mo ville komme hjem. Han ved, hvad vil skal gøre!" Dookie ventede og ventede. Sookie var faldet i søvn under tæppet, men i stedet for at lægge hende på hendes egen lille måtte holdt Dookie hende tæt ind til sig. Pigen sad meget stille, turde næsten ikke trække vejret af frygt for, at det grimme dyr ville begynde at kravle igen. Det blev mørkt i værelset, men hun kunne stadig se den genstand på gulvet. Hvis hun havde haft Store Mo's magiske lys, kunne hun være sikker på, at den ikke ville kravle op på måtten; men Mo havde taget den med sig.

Sookie skubbede det varme tæppe væk. Dookie pakkede det tættere omkring babyens fødder. Hun så igen. Denne gang kravlede skorpionen mod døråbningen til hendes værelse. Hun bad igen og takkede Gud, fordi han lod skorpionen gå væk. Så hørte hun Store Mo synge, mens han nærmede sig huset.

"Vær forsigtig, Store Mo," råbte Dookie, "Der er en sort skorpion i mit værelse."

Mo åbnede døren og lyste med sin lommelygte ind i Dookie's værelse. Han så den uvelkomne gæst og ødelagde den hurtigt med stokken ved siden af døren. Så tog han sine to pigen op og holdt dem tæt ind til sig.

"Det var ikke min mening at blive der så længe," sagde han, "men arbejdet tog mere tid, end jeg havde ventet."

"Hvad skete der?" Dookie ønskede at vide det.

"En mand var slået i stykker af en bjørn, og lægen ønskede, at jeg skulle hjælpe ham, med at sy det sønderrevne kød!"

"Åh," sagde Dookie. "Du kan så mange gode ting, Store Mo.

Adskillige måneder gik, og hver dag bragte forandringer. Den varme, tørre tid var forbi, og regntiden kom. Dookie var ikke længere bange, når tordenen bragede og rullede hen over himmelen. Hun vidste, at Gud ikke var vred, men han sendte regn, for at risen kunne gro, så folk kunne få mad. Men baby Sookie græd når det tordnede, for hun var for lille til at forstå det. På sådanne tidspunkter vuggede Dookie babyen i sine arme og sang de sange, hun havde lært i skolen.

Det var sjovt at lege med Sookie, for nu kunne hun sidde helt alene på sin måtte. Når hun legede med sine brune tæer, lo hun. Store Mo eller Dookie kunne kigge henne fra døråbningen og le til hende.

"Hvornår kan hun gå` spurgte Dookie en aften, da hun og store Mo legede med babyen på gulvet.

"Om en måneds tid skulle hun kunne tage nogle få skridt," sagde Mo. "Så snart hendes små ben er stærke nok til at holde hendes vægt."

"Jeg vil gerne lege 'tagfat' med hende, ligesom vi gjorde, da jeg var lille," sagde Dookie.

"Jeg tror, det er sengetid for Sookie nu," sagde Mo. "Hvad med at vise mig nogle flere magiske tegn, lille lærer?"

Efter at Mo havde lagt Sookie i seng, tændte han olielampen på bænken. Dookie var ivrig efter at vise Mo, hvad hun havde lært, og uden at vide det underviste hun store Mo i at læse og skrive. Hvor hun lo, når han gjorde noget forkert! "Nej, nej, store Mo," kunne hun sige, "du laver den bue på tegnene for stor. Jeg tror, det er fordi dine hænder er så store. Men jeg elsker dig, som du er!" Og så gav Dookie ham et stort klem.

"Nu er det min tur til at skrive nogle magiske tegn, det vil fortælle dig noget," sagde store Mo. Meget omhyggeligt skrev han bogstaverne, der betød: "Det er sengetid for Dookie. God nat, lille lærer."

Dookie skrev på den anden side af papiret: "Som du vil. God nat, min store Mo." Uden et ord lagde hun sin magiske pind væk og gik til sit værelse.

Mo gik ud for at se efter Tyndben og Frisk. Han tænkte på sine to små piger i værelset. Hvor han elskede dem! De havde fyldt hans liv med lykke. Sookie betyder glæde, mens Dookie betyder sorg. Mo havde tænkt, at han måske skulle forandre Dookie's navn til Suryakantham, der betyder solstråle, men på en eller anden måde syntes Suryakantham ikke at klæde hende. Hun ville stadig være Dookie for ham.

Store Mo var træt, for det havde været en lang arbejdsdag for ham. Men før han lagde sig på sin måtte for at sove, knælede han ned, foldede sine hænder og bøjede sit hoved. Han takkede den kærlige Fader for hans mange velsignelser, for hjem og børn, for anledningen til at arbejde for den venlige læge på missionshospitalet og for skolen, som Dookie gik i. Så bad han om beskyttelse gennem natten, så der ikke måtte komme noget ondt til hans små piger. Mo sagde amen, og i fuldkommen tro lagde han sig ned på sin måtte for at sove.

Fra det tilstødende rum hørte han et svagt snøft. Så sagde en stemme: "Store Mo, denne gang glemte du at kysse mig!"

Mo havde ikke tænk sig at såre Dookie; han havde virkelig glemt det. Han gik hurtigt ind til barnets seng, bøjede sig ned og gav hende et stort kys på panden. "Tak, store Mo," sagde hun. "Nu kan jeg lægge mig til at sove."

Mo sov snart. Hvor længe han havde sovet, vidste han ikke; men han blev vækket af et vildt angstskrig uden for døren. Skriget blev fulgt af snærren og gøen af vilde junglehunde. Fra stien, der førte hen til missionen, hørte han et andet skrig. Mo rakte ud efter sin lommelygte og gik mod døren. Han kunne skimte omridset af to mænd, der løb, og efter dem var junglehundene, der snappede efter deres hæle. Mo kunne ikke i lyscirklen fra lommelygten se, hvor mange de var. Et øjeblik efter var de væk, og alt var stille.

"Hvem var de?" Mo undrede sig. "Hvad ville de her på denne tid af natten?"