"Ja tak," sagde Dookie ydmygt.

Men Dookie var bekymret, for alt hvad der var nyt og fremmed. Hvad nu hvis Sookie græd? Hvad nu, hvis plejemor var vred? Hvor var Mo? Hvad lavede han? Hun vidste, han arbejdede, men han syntes at være så langt borte! Pludselig kom der store tårer i hendes øjne.

Missionsdamen var ved at synge en sang om Jesus. Luani lænede sig over og hviskede: "Jeg fortalte dig, at når hun synger, bliver du, så lykkelig, at du har lyst til at græde."

Men det var ikke derfor. Dookie græd. Hun kunne ikke forklare det, ikke engang til sig selv.

Efter sangene og bønnen var der et kort frikvarter. Drengene og pigerne gik ud for at lege, indtil trommerne lød. Nu tog missionsdamen Dookie med til det værelse, hvor vasketøjet blev lagt sammen og lagt på hylderne. "Her er hun," sagde missionsdamen. "Se! Den lille sover godt i vasketøjskurven. Ser hun ikke dejlig rolig og sød ud? Tror du ikke, hun drømmer godt?"

Dookie så på Sookie og så på damen, der lagde håndklæder sammen ved et langt bord.

"Er hun plejemor?" hviskede Dookie. "Ja, sagde missionsdamen. "Hun ser ikke ud som en vred mor."

"Åh, nej," sagde missionsdamen. "Resa er sød og venlig. Hun vil være god ved lille Sookie."

"Jeg havde engang en mor," sagde Dookie. "Hendes navn var også Resa. Store Mo fortalte mig om hende. Hun var ikke en vred mor. Jeg tror, hun var venlig og sød."

"Det er jeg sikker på, at hun var," sagde missionsdamen. Så sagde hun: "Resa, kom og hils på Dookie, babyens søster. Hun var en lille smule nervøs for, om du er en god plejemor."

Resa stod foran barnet og så på hende. Hvor hun længtes efter at tage hende i sine arme og fortælle hende hemmeligheden! Men måske det ville være bedre at vente. En dag, hun vidste ikke hvornår eller hvordan, ville Gud besvare hendes bønner for barnet. Måske hun kunne få tilfredsstillet sine dybe længsler ved at pleje den lille i kurven.

"Mange tak," sagde Dookie "fordi du er en god plejemor." Idet missionsdamen og Dookie forlod linnedrummet, kaldte trommerne børnene tilbage til skolen. Der i gården stod Store Mo og så på gruppen med drenge og piger.

"Her er jeg," kaldte Dookie.

Et stort smil viste sig på mandens ansigt, da han så sin datter. Et lykkeligt smil kom over Dookie's ansigt, mens hun vinkede tilbage. Han havde været nær ved skolen hele tiden. Sookie sov, og Resa passede godt på hende. Det var alligevel en dejlig verden, og Dookie bestemte sig for, mens hun fandt sin plads ved bordet at lære de magiske figurer, der talte.

Den aften, efter aftensmaden, sad Mo og Dookie på husets trappe for at se månen komme op. Dookie holdt Sookie og fortalte hende alt om skolen. Med stor interesse lyttede Mo til den mindste detalje.

"Så fik vi historier og sange med bevægelser til," fortsatte Dookie. "Når jeg får lært at gøre det bedre, vil jeg synge dem for dig, lille Sookie."

"Så gik vi til Nedas klasse. Hun er også god til at fortælle historier. Vi tog vores magiske pinde og lavede tegn. Der er budskaber. Nogle tegn betyder: "Jesus elsker Dookie!" Og når du laver dem bagfra, betyder de "Dookie elsker Jesus".

Lille Sookie kom ikke med nogen bemærkninger, men hun så op i Dookie's ansigt, som om hun prøvede på at forstå det.

"Nu, Store Mo," sagde Dookie, "fortæl os, hvad du har lavet i dag."

Mo lænede sig tilbage mod døren.

"Jeg har det mest vidunderlige arbejde i verden," begyndte han. "Med disse stærke hænder hjælper jeg mennesker, der er i nød. Mens du var i skole, lavede jeg mange ting for den venlige læge."

"Fortæl os, hvad du lavede," tiggede Dookie.

"Lægen sendte mig med Tim og Orlo for at hente en mand med en brækket hofte til hospitalet. Han var en stor mand, og drengene behøvede min hjælp til at løfte ham. Så var der en kvinde, der havde brændt sig. Vi bragte hende til behandling på hospitalet."

"Var hendes forbrændinger slemme?" spurgte Dookie.

"Meget slemme, men lægen har også magi for forbrændinger. Jeg er sikker på, at hun snart vil være helt rask."

"Hvad lavede du så?"

"Jeg gik for at hente en gammel bedstemor med betændte øjne. Dookie, hvor skulle vi være taknemmelige over, at vi kan se! Men jeg har også magi, min lille ven. Jeg vil finde den og vise dig den."

Mo gik ind i huset, tog noget fra hylden og gav det til Dookie. Den var lang og rund, og den havde en blank knap på den ene side. I den ene ende var der et rundt glas, der glimtede i måneskinnet.

"Hvad er det?" spurgte Dookie og drejede den rundt i sine hænder.

"Det er en magisk stok," sagde Mo.

"Lægen gav mig den til at bruge i mit arbejde om natten. Tryk på knappen på siden."

Dookie trykkede, og et lys fyldte glascirklen.

"Åh!" sagde Dookie, der nær havde tabt genstanden på Sookie. "Den overraskede mig. Hvad er det?"

"Det er et magisk lys," sagde Mo.

"Den skal hjælpe mig til at finde vej, når månen ikke skinner. Lægen kaldte den en lommelygte, og den er parat til at tænde, når som helst jeg behøver det."

"Den er strålende," sagde Dookie og trykkede den lille knap op og ned.

"Men nu er det tid til at gemme den væk og gå i seng," sagde Mo. "Det bliver snart morgen. Jeg vil lave en flaske varm mælk til Sookie. Hun vil sove godt efter denne travle dag."

"Men hun sov det meste at tiden i en pæn kurv i linnedrummet. Damen der passer hende, er en god plejemor. Og, Store Mo, hun hedder Resa ligesom min egen mor."

"Resa?" gentog Mo.

"Hun er god ved Sookie, selv om hun har et bedrøvet ansigt. Missionsdamen sagde, hun ikke ville være en vred mor, så jeg tror, Sookie er I sikkerhed."

"Selvfølgelig," sagde Mo. Så mumlede han: "Jeg tænker på, hvad der blev af den anden."

"Hvad for en anden?" spurgte Dookie.

"Den anden Resa. Vidste jeg bare, hvor hun var; jeg vil gerne fortælle hende om Gud i Himmelen, der elsker alle sine børn."

"Mener du den Resa, der var min mor?"

"Ja," sagde Mo. "Ser du, medicinmanden havde hende sådan i sin onde magt, at hun var helt forvirret. Måske ville hun være endnu mere bange for mig nu, da jeg er en kristen."

"Vi kunne bede for hende," sagde Dookie enkelt. "Missionsdamen sagde, at Gud besvarer bønner. Somme tider siger han ja, og somme tider siger han nej. Og somme tider siger han vent lidt. Men vi må tro, han giver os det bedste svar på vore problemer. Vi vil bede for min mor, hvor hun end er, ikke, Store Mo?"

"Selvfølgelig vil vi det min skat."

Efter den enkle bøn gik Dookie til sit lille værelse og lagde sig ned på sin måtte. Mange mærkelige tanker om den travle dag fór gennem hendes hoved, før hun faldt i søvn.

Den næste morgen, da trommen lød, samlede børnene sig i skolestuen til andagtstimen, hvor de sang, bad og lyttede til beretningen om Jesus.

Dookie's øjne var store at interesse, da missionsdamen sang "Jesussangen." Dookie ønskede, at Store Mo kunne høre hende synge. Måske lyttede han uden for døren, for han arbejdede ikke så langt derfra. Da sangen var forbi, kiggede Dookie tilbage mod den åbne dør. Damen med de bedrøvede øjne stod der, og hun smilede til Dookie. Damen vendte sig og forsvandt. Måske havde hun hørt Sookie græde og var gået igen for at passe på hende, tænkte Dookie.

"Hør Dookie," hviskede Luani. "Nu kommer beretningen og alle de smukke billeder. Det vil du synes om."

Dookie så og lyttede, da missionsdamen viste billeder og fortalte beretningen om Jesu korsfæstelse. Pludselig gled Dookie ned af bænken og løb ned mod døren, mens hun sagde: "Vent et øjeblik. Sig, de må ikke gøre det. Jeg vil hente Store Mo!" Hun forsvandt rundt om skolehusets hjørne.

Missionsdamen lagde mærke til, at Dookie forlod værelset, men hun fortsatte med at fortælle beretningen og vise sine billeder.

Dookie løb derhen, hvor hun vidste, Mo arbejdede. "Kom hurtigt, Store Mo, de er snart færdige til at slå naglerne i. Kom og stop dem! Lad dem ikke gøre det!"

Mo kunne se, at Dookie var meget alvorlig. Hvad det end var, måtte det være livsvigtigt, så Mo holdt op med at arbejde og fulgte pigen.

"Her er Store Mo," råbte Dookie, mens hun løb op til missionsdamen. "Han vil ikke lade disse onde mænd skade ham."

Missionsdamen opfattede nu situationens alvor. Billederne og beretningen var så virkelige for Dookie, at hun levede sig ind i hændelsen. Store Mo var forlegen, da han stod ved billedrullen og lyttede, mens missionsdamen sagde: "Jeg er ked af, jeg glemte at gøre det klart, at denne beretning hændte for mange år siden. Disse billeder er lavet af kunstnere der ønskede at vise os, så godt som de kunne, hvad der skete på Golgata. Dookie, det skete for lang tid siden: det vil ikke ske igen."

"Jeg er ked af det," undskyldte Mo. Så lagde han sin arm omkring Dookie og fulgte hende til bænken. Han skændte ikke på hende, for han ville uden tvivl have gjort det samme, hvis han havde været en lille dreng. Det var alt sammen så nyt og virkeligt for pigen.

Da skolen var forbi, gik Dookie til vaskeriet for at hente Sookie, for Mo ville snart komme og bære babyen hjem. Missionsdamen ventede i døren med Sookie i sine arme.

"Hvor er plejemor?" spurgte Dookie.

"Hun gik til linnedrummet et øjeblik. Må jeg være plejemor, indtil du skal gå? Du ved, jeg kan også godt lide at holde lille Sookie."

"Selvfølgelig," svarede Dookie. I det øjeblik kom Mo rundt om hjørnet, og snart var de tre på vej hjem. Mo bar Sookie, og Dookie bar den lille bylt.

"Jeg må gå tilbage og hjælpe lægen et lille stykke tid," sagde Mo, efter han havde lagt Sookie på sin måtte. "Du er en store pige nu. Du kan give Sookie flaske, mens jeg er borte. Men lov, at du vil blive i huset. Gå ikke udenfor, før jeg er tilbage.

"Selvfølgelig, jeg lover det," sagde Dookie. "Jeg gør altid, hvad du siger."

"Du er en god pige, min skat," sagde Store Mo, mens han gav pigen et stor kys på panden. "Jeg vil ikke være længe væk."

Dookie så Mo løbe over mod missionen. Så satte hun sig på sin lille måtte og holdt Sookie på sit skød. Det var spisetid for Sookie, og mælken syntes af forsvinde hurtigt.

"Skal jeg synge en ny sang, lille Sookie? Jeg kender ikke alle ordene, men en dag vil jeg lære, hvad den magiske skrivning fortæller mig. Vidste du, at den magiske skrivning også kan synge?"

Sookie svarede selvfølgelig ikke, for hun havde travlt med sin flaske; men hendes øjne strålede, da Dookie sang.

Pludselig holdt Dookie op med at synge. Hun så noget stort, sort og grimt på gulvet. Det kravlede hen imod hendes måtte. Et øjeblik var Dookie bange, hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Den store kæp var i hjørnet ved døren, og den kravlende ting var mellem hende og kæppen, Dookie trak sine bare fødder op under sig og dækkede dem med et tæppe, der var lagt ud på måtten. Igen så hun på den sorte ting på gulvet og hviskede: "En skorpion!" Hun havde hørt, at et skorpionstik var meget smertefuldt, og det kunne være værre end et slangebid! Hun dækkede Sookie til med flaske og det hele, og ventede på, at Store Mo skulle vende tilbage.