"Du kyssede ikke lille Sookie," sagde Dookie genert, idet Mo gik hen til hjørnet for at røre i risgryden. Mo kom tilbage, bøjede sig ned og kyssede den lille brune kind.

"Er det så i orden, lille plejemor?" sagde han. "Jeg skal prøve ikke at glemme det igen. Forstår du, hun havde så travlt med sin flaske; hun så ud til at være ligeglad."

Efter morgenmaden samlede Dookie sine få ejendele sammen. Hun satte omhyggeligt trædukken og dyrene, som Mo havde udskåret til hende, ned i en kurv. Hun lagde sin sovemåtte sammen, lavede så en pakke med babyens ting og satte den oven på tæppet.

"Jeg tror, jeg kan høre oksekærren," sagde hun. Da hun kiggede ud ad døren, kaldte hun: "Den kommer! Den kommer!"

Med Tims og Orlos hjælp var oksekærren snart læsset med de få ting, som Mo og Dookie skulle have med sig. Der var gryder, økser, hakkejern, mælkekar, tæpper, sovemåtter, honningkrukker, en flaske olie, en lille bænk, Dookie's kurv og babyens pakke.

"Jeg tror, det er det hele," sagde store Mo og så sig om i det tomme rum. I det ene hjørne var træknagen, hvor spirituskarret havde hængt før. Mo smilede. Efter han var blevet en kristen, havde han ikke mere brug for spiritus.

Drengene bandt Tyndben til kærren, og koens lille kalv sprang omkring og slog op med benene.

"Du vil ikke føle dig så frisk ved turens slutning," sagde Mo.

"Frisk!" sagde Dookie. "Lad os kalde den nye kalv for Frisk. Jeg tror, det er det rigtige navn til hende."

"Det bliver, som du siger," sagde Mo. "Men der er lang vej til missionen, og jeg tvivler på, at hun kan leve op til sit navn til den tid."

Dookie og drengene lo, når kalven sprang rundt.

"Hun ved, vi taler om hende," sagde Tim. "Hun viser sig for os."

Mo løftede Dookie op i kærren, og hun sad på bænken med den sovende Sookie på sine knæ. Efter at drengene havde fæstnet rebene, der holdt baldakinen over kærren fast, kravlede Tim op, og Orlo ledede okserne på vej. Da Mo var sikker på, at kalven ville følge efter sin mor, kravlede han op på kærren, og den rumlede ned ad den stenede sti mod landsbyen.

Dookie gyngede fra side til side, mens kærrens hjul bumpede af sted. Mo så hende vende sig og se på den lille mudderhytte med det stråtækte tag, der havde været hendes eneste hjem. Han tænkte på, om hun mon ville have hjemvé på det nye sted. Han håbede, hun ville blive glad for den overraskelse, der ventede hende!

Da de nåede landsbyvejen, blev bumpene mindre hyppige. Drengene holdt ind ved siden af vejen i skyggen af et stort træ. Okserne hvilede sig og fik lidt vand at drikke fra bækken.

Da solen stod højt på himmelen, standsede drengene igen ved en lotusdam. Mens okserne og Tyndben spiste det grønne græs, delte store Mo resten af risen i gryden med Dookie og drengene. Sookie fik endnu en flaske fortyndet komælk sødet med honning. Snart var de tilbage på vejen igen og skrumplede roligt videre.

Idet Dookie lyttede til oksernes "klik klik" på den hårde vej og hjulenes "knirk knirk", blev hun søvnig. Mo arrangerede bænken og sovemåtterne, så både Dookie og Sookie kunne ligge ned og hvile sig. Da oksekærren standsede, vågnede Dookie op.

"Så er vi her!" meddelte Mo og hoppede ned fra kærren.

Dookie satte sig op og så sig om. Mod nord kunne hun se missionsbygningerne. Mod øst skimtede hun den skinnende flod og de høje palmetræer. Mod syd var junglen, der syntes at kravle op ad de tre højes sider. Der, puttet ind mellem nogle spredte træer og buske, så hun stenhuset, der skulle være hendes nye hjem.

"Åh!" sagde Dookie og strøg sit hår væk fra øjnene. "Jeg troede ikke, det ville blive så dejligt!" Efter at Mo havde hjulpet hende ned fra kærren, løb hun hen til døren, og Mo fulgte efter med Sookie i sine arme.

Dookie lagde mærke til den brede cementtrappe, den skærmende dør, det røde teglstenstag og de beskyttende vinduer. Hun åbnede døren og gik indenfor, trippende let på det skinnende flisegulv. Da hun så sig om, så hun en anden dør, der førte ind til et mindre værelse.

"Der er en overraskelse," sagde Mo.  "En overraskelse til dig og lille Sookie."

"Et værelse til mig og lille Sookie." Dookie lagde sine arme omkring Mo, "Det er den bedste overraskelse!"

"Vil du nu være plejemor og holde Sookie, mens jeg tager sovemåtterne ind; så vil vi føre Tyndben og Frisk til deres nye hjem bag ved huset."

På få minutter var kærren tom, og Mo betalte drengene rigeligt.

"Store Mo", sagde pigen, "jeg ved, vi vil blive lykkelige her. Jeg er glad for de skærmende vinduer og døren. De vil holde leoparder, tigre, bjørne og store slanger ude."

"Ja," Mo var enig. "Og Guds engle vil holde onde ånder, som vil skade os, borte."

På den første vidunderlige skoledag var Dookie oppe før solopgang. Hun skrubbede og vaskede sine hænder og sit ansigt, strøg sit hår nedad og tog sin nye sari, der kun var til skolebrug, på.

Mo var ved at gøre morgenarbejdet, da Dookie kom rundt om husets hjørne.

"Se, ser jeg godt nok ud til at gå i skole?" spurgte pigen.

"Ligesom en lille prinsesse!" sagde Mo. "Men er du ikke tidligt på den?"

"Jeg kunne ikke vente," forklarede Dookie. "Jeg kan ikke sove, når jeg er så glad."

"Jeg kan se, dine øjne stråler," sagde Mo. "Jeg skal snart komme ind og lave morgenmad!"

"Jeg er også sulten!"

Men Dookie var så spændt, at hun næsten ikke kunne spise sine ris. Da hun hørte trommerne på missionen, blev hende øjne store af iver. Mo samlede den lille pakke og den sovende Sookie op.

Missionsdamen bød dem velkommen med et smil i skoleværelsets dør. Hun strakte armene ud efter den lille, og Mo lagde Sookie i hendes arme. "En af de indiske sygeplejersker vil passe babyen i skoletimerne," sagde mssionsdamen. "På den måde vil Dookie blive fri til sit klassearbejde. Jeg tror, det vil være en gunst at lade sygeplejersken passe Sookie, for hun mistede sin egen baby, da den var spæd. Hun vil være meget varsom og hengiven."

Mo gik for at få sine instruktioner om arbejdet for missionslægen. Han standsede og så sig tilbage og vinkede til Dookie, idet hun sammen med Luani og de andre børn gik ind i skolestuen.

Da trommen igen slog, førte Luani Dookie hen til en af de små bænke.

"Vi vil sidde her under første del," forklarede Luani. "Efter at vi har sunget, bedt og fået vor historie, skal vi sidde ved de borde og lave magiske figurer, der taler."

Dookie lyttede opmærksomt til missionsdamen, mens hun fortalte historien. Pludselig gik det op for hende, at damen ikke længere holdt Sookie.

"Hvor er Sookie? Har hun det godt?" spurgte pigen. "Er du sikker på, at damen er en god plejemor?"

Missionsdamen holdt en pause i historien for at forsikre Dookie om, at babyen ikke kunne være i bedre hænder. "Før vi går i klassen, skal jeg tage dig med hen og se hende." Hun strøg venligt Dookie over armen.