Kapitel 14.

 

"Vi var bange," sagde Dookie. "Vi ønskede begge, at du ville skynde dig at komme."

Regnen fortsatte, og de reddede blev under de store blades beskyttelse. Lille Dookie lænede sig ind til Mo hver gang tordenen rullede. Skønt Kola sagde, at han ikke var bange, kunne han ikke lide stormen. Den lille baby græd, men store Mo aede den venligt.

"Er du også bange, store Mo?" spurgte Dookie. "Du skælver."

"Nej, lille skat, jeg er ikke længere bange. Jeg ved nu, hvem der laver regnen. Han sender den til os, når vi behøver den. Jeg vil altid tro og have tillid til Gud i Himlen." Han bøjede sit hoved og sagde: "Tak, Gud, fordi du reddede den lille baby fra ilden."

"Er den lille baby bange?" spurgte Dookie, og rørte let ved det våde klæde med sin hånd. "Er det derfor hun græder?"

"Jeg tror, den er sulten. Det er længe siden, den har fået mad," sagde Mo.

"Må jeg holde den, bare et minut? Måske fordi jeg er en pige, vil den tro, jeg er dens mor."

Store Mo lagde bylten i pigens arm. "Værs'god, lille legemor," sagde han, "Hold den omhyggeligt."

Dookie havde aldrig før holdt en baby. Den var varm og blød, ikke hård og stiv som den trædukke, Mo havde udskåret til hende. I nogle øjeblikke reagerede babyen på den venlige berøring, men så begyndte den igen at græde.

"Her, store Mo, vil du tage den. Jeg tror, du er en bedre mor."

"Stormen er forbi," sagde Mo og så ud under bladene. "Skyerne skilles og over os ses den blå himmel. Vi vil straks gå til missionen. Damen vil vide, hvad vi skal gøre ved den lille her. Går du med mig, Kola?"

"Jeg vil følges med dig til markedet," sagde Kola. "Så vil jeg hente køerne og trække dem til engen. Brændehuggeren er færdig med at malke, og de vil gerne have noget at spise. Jeg vil bede brændehuggeren om at passe på mælken. Vil du være længe væk?"

"Jeg kan ikke sige hvor længe, Kola. Der er langt til missionen, og det kan blive sent, inden vi når hjem. Du er min gode ven; jeg vil give dig mange mønter for dit arbejde."

Efter at have skilt sig fra Kola ved markedspladsen, gik store Mo og Dookie gennem sølet på den snoede vej, der førte til missionen. Solen kom, og alting blev varmt og dampende.

"Jeg er træt, store Mo," sagde Dookie med et suk.

"Selvfølgelig er du det. Jeg skulle have tænkt på det." Han løftede hende op, så hun kunne ride på hans hofte, mens han holdt hende med en arm. Efter at lægen havde givet babyen til missionsdamens varetægt, lyttede han omhyggeligt til Mo's beretning.

"Vi vil gøre dette til en principiel sag," sagde lægen. "Vi vil bringe både faderen og medicinmanden for retten. Jeg er sikker på, at det vil hjælpe til at stoppe den onde skik. Og nu til den nyfødte. Er der pårørende, der vil tage sig af hende? Bedstemoderen? Faderen? Der er helt sikkert en, der vil tage sig af hende og opfostre hende. Ligesom Dookie behøver hun megen kærlighed og tryghed."

"Jeg ved ikke af nogen slægtninge, der vil være interesseret," sagde Mo. "De lod som om de sørgede, men ikke én løftede en hånd for at redde babyen, end ikke faderen!"

"Da jeg nævnede nogen, der ville tage sig af hende og opfostre hende, tænkte jeg ikke på slægtninge." Lægen blinkede gennem sine briller til Dookie, der sad på sofaen ved siden af Mo.

"Jeg synes slet ikke, de fortjener en sød baby, efter hvad de prøvede at gøre ved hende, synes du, Dookie?"

"Nej," sagde pigen. Der var en sød alvor i det lille ansigt. "Jeg synes, hun skal have en rar far ligesom store Mo."

Snart bragte missionsdamen babyen ind igen. Den var blevet badet, madet og svøbt i et tæppe. Damen lagde den sovende nyfødte i Mo's arme. Pludselig gik ideen op for store Mo. Lægen hentydede til ham! Han så ned på det lille hjælpeløse menneskebarn, og han fik medlidenhed med det. Mo så spørgende på lægen. "Mener du mig? Tror du, jeg kunne?"

"Kan du tænke på nogen anden, som er mere duelig til at passe på denne lille, end du er, efter at du reddede hende fra en forfærdelig død? Jeg tror, det er på tide, at Dookie får en søster. Hvad siger du, unge dame?"

"Åh, ja," hun var enig og klappede i sine hænder. "Jeg kunne hjælpe med at passe hende. Jeg kunne være hendes legemor."

Store Mo lagde sin arm rundt om Dookie og holdt hende tæt ind til sig.

"Lige meget hvad du siger, min lille ven. Tror du, vi kan klare det?"

Dookie lagde sine arme rundt om Mo's nakke. "Åh, jeg vil elske det," sagde hun ærligt.

"Jeg tror, det hele vil ordne sig til det bedste," sagde lægen. "Jeg vil få lavet nogle papirer i retten, som vil give dig ret til babyen. Så er der ingen, der kan tage hende fra dig. Nu, vil I være vore gæster i spisestuen? Det er tid til middag."

"Jeg er ved at blive sulten," sagde Dookie, da hun tog missionsdamens hånd og fulgte efter store Mo og lægen.

Da store Mo, Dookie og babyen forlod hospitalet, bar den lille pige en pakke, som missionsdamen havde givet dem for at gøre babyens pleje lettere for dem. Det var en lang tur til landsbyen og op ad bakkestien til huset. Noget af tiden bar Mo Dookie på sin ryg, mens hun holdt om hans nakke med sine arme. Han bar babyen på den ene arm og pakken i den anden. Da de gik ind i huset, så de, at køerne var blevet malket, og mælkekrukkerne stod til afkøling i vandtanken. Si-klæderne var vasket og hængt til tørre.

"Der er ikke noget arbejde at gøre i aften," sagde Mo, "Alt, hvad vi behøver at gøre, er at spise aftensmad og gå i seng."

"Der vil være en stor måne i aften," sagde Dookie. "Vi to kan sidde på trinet og tale om Gud i Himmelen."

"Er du ikke træt og søvnig, min ven? Det har været en lang dag, og vi var så tidligt oppe."

"Det er rigtigt, hvad du siger," sagde Dookie lydigt og så på den sovende baby dér på måtten.

Store Mo havde snart maden færdig, og de to spiste i stilhed. Mo lagde mærke til, hvor stille og forsigtig pigen var. Det havde været sådan en lang og prøvende dag for hende; men en god nats hvile ville gøre underværker.