Store Mo kunne ikke lide faderens indstilling. Hvordan kunne han være så uberørt, når hans lille baby lå indpakket, hjælpeløst ventende på at blive brændt levende af Savaras  ånde-frygtende  indbyggere?

Mo viste tænder og knyttede næverne. Så gav han Kola besked: "Det græs er meget tørt; det vil brænde hurtigt. Jeg må handle hurtigt. Når ilden er blevet påsat, vil medicinmanden vende sig mod folkene. I det øjeblik vil jeg fare ud, tage den lille bylt og løbe tilbage med den. Jeg vil give den til dig, mens jeg bærer Dookie. Vi vil løbe ind i den klump bambus og gemme os, indtil skaren går tilbage. Så vil vi gå rundt bagved åndetræet til brændehuggerens hjem og være i sikkerhed. Forstår du mig, Kola?"

Kola nikkede. Han var stadig bange for ånderne og medicinmanden, men han troede på, at Store Mo gjorde det rigtige i at frelse babyen.

De var tæt nok ved bålet til at se den lille bylt, der bevægede sig. Kola syntes, han hørte et lille skrig, men han kunne ikke være sikker. Så mange mennesker klagede sig, og børnene skreg.

Store Mo hørte skriget og så bevægelser af små hænder og fødder inde under ligklædet. Hans nerver var spændte. Han bøjede sig sammen, ventede på øjeblikket. Så løb han! Men før han nåede brændestabelen med brændende græs og kviste, blev han stoppet. Nogen greb ham bagfra, og hans hænder blev holdt fast i et hårdt håndledshold. Han så tilbage for at se, hvem der havde hindret hans plan. Det var store Thau, udfordreren!

"Lad mig gå!" råbte Mo, og kæmpede vanvittigt for at blive fri. Men store Thau holdt kun fastere og sagde hoverende i hans øre, "jeg fortalte dig, at jeg en dag ville få ram på dig, og denne gang betaler medicinmanden mig!"

"Lad mig gå, din kujon," råbte Mo, "Jeg vandt over dig på en ærlig måde; men du kommer bagfra til mig. Er du for stor en kujon til at møde mig ansigt til ansigt?" Mo hev og sled, han prøvede på at komme fri af grebet; men selv med sin store styrke var han magtesløs, han blev holdt i et skruestikgreb af manden, der var lejet af medicinmanden.

Den lille medicinmand dansede rundt og rundt på sine fødder, og svingede sin fakkel vildt i luften, han frydede sig over, at han til sidst havde store Mo i sin magt. Han lo og sagde pralende i sin højtonede stemme: "Nu har jeg dig, hvor jeg ønsker at havde dig. Du kan ikke komme bort fra mig denne gang. Du vovede at dukke mig i dammen. Du behandlede mig som en hund. Nu kalder jeg på alle ånderne, at de må give dig en forbandelse. De vil lære dig ikke at gribe ind i mine sager. Du store mand!" Han svingede sin fakkel truende foran Mo's ansigt.

Pludselig begyndte det at blæse. Hvilket fik ilden på ligbålet til at blive højere. Snart ville den omspænde hele stabelen, selv den lille bylt. Faderen stod bagved og drak spiritus fra sit kar. Han prøvede ikke på at redde sit barn. Mo kæmpede og vred sig. Han prøvede forgæves på at slippe fri. Den ophidsede skare skreg højere. De vidste ikke, hvad der foregik, men de var ophidsede. Over larmen fra de skrigende og hylende, over flammernes knitren og vindens susen, råbte store Mo til Medicinmanden: "Jeg frygter ikke længere dig eller ånderne. Gud i Himlen er stærkere end alle andre. Jeg tror på ham, og jeg kalder på Ham nu til at sætte en stopper for denne forfærdelige skik. Hvis det er Hans vilje, vil han redde den lille nyfødte baby fra ilden. Jeg prøvede at frelse det, men du lejede denne kujon til at snige sig ind på mig bagfra. Ingen af jer tør møde mig ansigt til ansigt. På grund af min svaghed kalder jeg på den store Gud i Himlen til at frelse den baby fra flammerne!"

Store Mo løftede sit ansigt mod Himmelen. Et eller andet sted deroppe bag de mørke skyer var universets Gud, alle tings skaber. Manden bad: "Jeg kan ikke gøre nogen ting selv, nu store Thau holder mine arme. Jeg beder dig, Gud, som reddede min lille skat fra slangebid, om at redde den lille fra flammerne. Amen."

Det var Mo's første bøn, og han var meget ærlig. Han havde gjort sit bedste, men nu var han hjælpeløs. Han kunne høre ilden knitre, og han følte vinden blæse støv og røg ind i sit ansigt Han så på ilden og så at flammerne endnu ikke havde nået den lille bylt! Vinden blæste ilden i den anden retning!

Pludselig fór folk sammen ved et højt tordenskrald. Regndråber faldt fra de mørke skyer ovenover. Med en klump i halsen huskede Mo på lille Dookie. Hvor bange hun altid var, når hun hørte den store torden! Var hun bange nu, da han ikke var der til at trøste hende? Lige meget, hun var sikker samme med Kola, skjult under buskenes store blade.

Hurtigere og hurtigere kom regnen, drevet af vinden. Dette var usædvanligt, for det var ikke regntid. Folket begyndte at spredes, de løb for at finde ly. Mødre svøbte deres sarier rundt om deres børn og skyndte sig bort.

Pludselig forstod store Mo, at Gud i Himlen havde sendt denne pludselige storm, selv i tørtiden, som svar på hans bøn!

Medincinmanden dansede stadig rundt, svingende sin stok, mumlende trusler og kaldte på ånderne til at standse regnen. Store Thau løsnede sit greb, gav Mo et skub i ryggen og løb i ly.

Da Mo's hænder endelig var frie, løb han til det rygende bål, snuppede den våde bylt og skyndte sig om bag buskene hvor Kola og Dookie ventede med ængstelse. Mo følte den lille bylt bevæge sig i hans hænder. Babyen var levende! Vinden havde holdt røgen og flammerne borte, og så havde regnen kvalt ilden.

Mo rev det lille klæde op, "Åh," sagde Dookie, "det er en levende baby!"

"Hvad vil du gøre med den?" spurgte Kola.

"Jeg vil bringe den til missionen. De vil vide, hvad vi skal gøre ved den. Lægen vil tage den med til retten, som vil gøre noget ved faderen og medicinmanden. Missionslægen fortalte mig, at de kan putte faderen i fængsel, og at dette vil stoppe den onde skik. Kola, forstår du det nu? Du kan helt sikkert se, at den store Gud i Himlen er mægtigere end medicinmanden."

"Ja, Mo, jeg tror. Jeg er ikke længere bange for medicinmanden eller ånderne. Men den torden lød virkelig højt af og til!"