Kapitel 12.

 

"Det skete, før jeg blev en kristen," sagde brændehuggeren. "Jeg kendte ikke Gud i Himlen; men som så mange folk i Savaras landsby var jeg i konstant frygt for ånderne og medicinmandens forbandelser. Under den store tørke tørrede min rishøst ind. Jeg var en fattig mand med kun én ko, og jeg var afhængig af salget af mælken til at forsørge min kone og mig. Jeg ved nu, at det var uærligt at komme vand i den mælk, jeg solgte, men jeg var fortvivlet på det tidspunkt. Jeg må tilstå, at ofte var vandet ikke rent. Så kom kalven, jeg var lykkelig, men inden en uge kom en plettet leopard og tog kalven fra mig. Det hjalp ikke noget at søge råd hos medicinmanden, for han fortalte mig, at det var åndernes vilje. De var vrede på mig, sagde han, fordi jeg ikke betalte medicinmanden en stor sum penge. Jeg var så fattig, at jeg næppe kunne afse penge til blomster til alteret. For at undgå større ulykke tog han så min ene ko for at forhindre mere ondt fra ånderne.

"Min kone blev syg af mangel på rigtig mad. Jeg løb rundt i køkkenaffaldsbunkerne som de skabede magre katte, der spiste den samme mad. Da vores baby blev født, var min kone så svag og syg, at hun døde den samme nat. Det så ud til, at jeg havde mistet alt på nær babyen. Hun var så lille og hjælpeløs og græd forfærdeligt hele tiden. Medicinmanden fortalte mig, at grunden til alle de besværligheder, jeg havde haft, var, at babyen var en pig. Han sagde, at jeg måtte, for at tilfredsstille ånderne, lægge min nyfødte babypige oven på min kones ligbål den morgen. En venlig nabo lavede et lille klæde at indhylle hende i."

"Ved ligbålet følte jeg, at jeg ikke kunne holde sorgen ud. Alt hvad jeg havde, var væk. Der lå min kone med min spæde datter, der stadig var i live, hvilende på sin mave, parat til at blive brændt. Jeg måtte gøre noget! Mens medicinmanden havde travlt med at tænde ilden på den ene side af bålet med de tørre kviste, fór jeg rundt, snuppede den lille og løb ind i junglen. Jeg løb som et vildt dyr. Hvor langt jeg løb, ved jeg ikke. Men da jeg var for udmattet til at løbe længere, gravede jeg et hul i jorden ligesom et dyr og kravlede derind med min baby for at skjule os. Jeg gav den lille et navn – Doorbhagini, hvilket betyder 'ulykke.' Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at holde hende i live. Jeg madede hende med bærrenes saft. Jeg tyggede græs og gav hende saften derfra. Jeg malkede hemmeligt en nabos ged for at give hende mælken.

Så en dag opdagede jeg, at lille Doorbhagini havde en betændt mund, og i fuldstændig fortvivlelse bragte jeg hende til missionsdamen i en nærliggende landsby. Hun gjorde sit bedste for at frelse babyen, men det var for sent. De kristne på missionen var venlige imod mig; de fortalte mig om Gud i Himlen, der elskede mig. De holdt en helt anderledes begravelse for min lille Doorbhagini, og snart blev jeg en kristen. Siden da har jeg hugget brænde og tjent mine penge ærligt, hvor jeg kan."

Brændehuggerens beretning var færdig. Lille Dookie havde lyttet med interesse, og der var tårer i hendes øjne. "Stakkels lille Doorbhagine," sagde hun. "Jeg er ked af, at du mistede din lille pige. Jeg ville også have elsket hende."

"Tak skal du have," sagde brændehuggeren. "Hvis hun havde levet, ville hun være ligesom dig, gammel nok til at begynde at gå i skole."

"Jeg tror, jeg vil gå på missionskolen, når den næste termin begynder," sagde Dookie. "Min ven Luani går på den skole."

Store Mo syntes, at han skulle forklare lidt nu. "Det vil være for langt til missionsskolen herfra, så jeg tænker på at købe noget jord og bygge et større hus nærmere ved missionen. Vil du være interesseret i dette sted, min ven, med tre gode køer med i handelen?"

"Mig? Dette sted?" gentog brændehuggeren.

"Ja," sagde Mo. "Og der er gode rismarker på bakkesiden mod nord."

"Men jeg er en fattig brændehugger. Jeg har ingen penge, og dette sted vil koste mange rubees. Jeg kan aldrig betale dig."

"Jeg er din broder nu, for jeg er også en kristen," sagde Mo. "Jeg vil gøre det let for dig, fordi du fortalte mig, hvor jeg skulle gå, da jeg var i nød. Det er din skyld, at jeg stadig har min lille pige. Vi kan gå til landsbyens øverste i morgen og underskrive papirerne. Du er min broder, så jeg stoler på dig."

"Men køerne?" spurgte brændehuggeren.

"Jeg behøver kun én. Jeg vil give den anden til min ven, Kola."

"Store Mo," sagde Dookie, "kan vi beholde Tyndben?"

"Vi vil beholde Tyndben. Hun vil snart få en kalv, og så vil jeg måske blive en 'to-kos' mand igen."

"Mange tak, min kristne broder. Du vil gøre mig rig. Men nu må jeg gå, for vi behøver alle hvile. Måtte Gud i Himlen våge over os og beskytte os gennem natten."

Efter at brændehuggeren var gået, lagde Mo de to sovemåtter på gulvet. Han satte risgryden tilbage på den flade sten ved bålstedet, tog så de brugte blade og smed dem over hegnet ind til køerne. Snart sov den store mand og hans lille pige trygt.

En morgen, før solen var stået op, kom Kola løbende op ad bakkestien og bankede kraftigt på bambusdøren, mens han kaldte: "Mo, store Mo."

Mo rejste sig hastigt, tog sin overklædning på og spurgte: "Er der sket noget? Hvorfor er du her så tidligt, Kola?"

Hivende efter vejret, prøvede Kola at forklare: "De er ved at gøre klar til et ligbål. En ung mor døde, men babyen lever endnu. Medicinmanden praler med, at du ikke tør vise dig ved brændingen. Han har planlagt et trick."

"Sid ned, Kola. Træk vejret langsomt og fortæl mig så mere. Du er en god ven, når du kommer og fortæller mig det."

Kola fortalte Mo, hvad han havde hørt i landsbyen. Medicinmanden frygtede, at Mo ville være der. Noget indeni den store mand accepterede udfordringen. Alle de undertrykte kampfølelser kom tilbage i ham. Han ville være der. Dette ville ikke være en almindelig kamp, for det var en chance, han havde ventet på længe. Missionslægen ville være på hans side, og de kunne bringe sagen for retten.

"Selvfølgelig går jeg med!" sagde Store Mo.

"Men lille Dookie?" spurgte Kola. "Du vil ikke efterlade hende her alene."

"Åh, nej," sagde Mo. "Jeg vil ikke efterlade hende her. Det kunne være en list, så jeg vil tage hende med mig. Hvis der kommer problemer, kan du passe på hende. Hun er sikker hos dig, Kola. På vejen vil jeg bede brændehuggeren om at se efter køerne. Vi kommer måske sent hjem."

Snart var Dookie, Kola og Mo på vej til landsbyen. Det var lyst, da de nåede hovedgaden, og folk fór rundt på grund af ligbrændings-ceromonien.

"Vi går ud langs med floden og skjuler os i buskene bag ved brændestablen," sagde Mo. "Jeg ville ønske, at Dookie ikke skulle se dette, men vi kan ikke efterlade hende nogen steder. Jeg ved ikke, hvilket trick medicinmanden vil prøve. Han er så vred på mig.

Da de nåede skjulestedet bag ved ligbålet, krøb de sammen og ventede. Mo gav Dookie noget ris af karret og håbede, at hun ville falde i søvn igen. Men pigen var ikke træt. Det tidlige tidspunkt, den hurtige tur til landsbyen, og det mystiske ved det hele, gjorde hendes brune øjne store af undren og nysgerrighed.

"Du må gøre nøjagtigt, hvad jeg siger til dig, min lille ven," sagde Mo. "Vær ikke bange. Vi ved, at disse ceremonier er forkerte, og at Gud i Himlen ikke er tilfreds. På en eller anden måde føler jeg indeni mig, at Han vil hjælpe os."

"Jeg vil gøre, som du siger," sagde Dookie og puttede sit hoved mod hans skulder. "Jeg er ikke bange, når du er her."

"Men jeg kan ikke være her ved siden af dig hele tiden."

"Jeg er ikke bange, når Kola er her."

"Nu kommer de!" sagde Kola, mens han stirrede mellem buskene og brændestakken. "Medicinmanden fører an, og der kommer adskillige landsbyboere over marken. Hvad vil han gøre, når han finder os her?"

"Vi vil vente og ikke være bange."

"Men er du sikker på, at Gud i Himlen er stærkere end ånderne og medicinmanden?"

"Jeg er sikker," sagde Mo tillidsfuldt. "Har jeg ikke fortalt dig, at Han redede min lille pige?"

Nede bag ved buskene så de forberedelserne til ceremonien blive gjort. Den store bylt blev lagt på træstammerne, det tørre græs og kvistene. Så blev den lille bylt lagt oven på.

På dette tidspunkt stod en skare af landsbybeboere rundt om. De var kommet fra alle retninger, nogle af nysgerrighed, og andre for at græde og hyle som sædvanligt ved ligbrændinger.

Den afdødes mand var der med en lille gruppe pårørende. De så på medicinmanden, der begyndte sine ceremonidanse. Manden syntes ligeglad med, at dette var en sørgelig handling, for han tog en drink fra et kar, der hang i en snor rundt om hans nakke, og sang med på den uhyggelige messesang.