"Jeg har taget meget fejl. Nu ved jeg, at Gud i Himlen er stærkere end medicinmanden, ånderne og de onde guder."

"Missionshospitalet," sagde pigen og så med undren på glasboksene med flaskerne og instrumenterne.

"Kom vi op ad den lange snoede vej ligesom den, vi tog den dag, vi fulgte efter bierne?" spurgte Dookie.

"Ja, min lille ven," sagde Mo.

"Hvem er det?" hviskede hun og så på Neda.

"Hun er en af de venlige sygeplejersker, der passer på dig og de andre patienter på hospitalet."

"Hvad er alle disse flasker til?" spurgte pigen.

"Det kan jeg ikke fortælle dig." sagde Mo. "Men jeg er sikker på, at lægen ved det. Han har vidunderlig magi mod slangebid. Se, hævelsen er næsten væk. Magien arbejder. Jeg er så glad for, at jeg bragte dig hertil."

Neda standsede i døråbningen. "Jeg er glad for, du kom i tide fra morgenmaden, så du kunne være hos hende, når hun vågnede op. Det ville have været svært for mig at forklare tingene for hende."

Under en pause i morgenens aktiviteter på hospitalet talte store Mo med den venlige læge og talte om at betale regningen.

"Når rishøsten er færdig," sluttede han, "vil jeg sælge mine køer og det alt sammen og bygge et lille hus nær ved missionen, så hun kan gå i skolen, når den begynder igen. Jeg vil gerne, at hun skal lære om Gud i Himlen, og hvad han kan gøre for os. Men før jeg forlader landsbyen, er der noget, jeg skal gøre." Mo knyttede næverne hårdt sammen med stor bestemthed.

"Hvad er det, min ven?" spurgte lægen.

"Jeg vil undersøge denne syndige brænding af uskyldige babyer på ligbålet. Jeg har længe følt, at det var forkert, men jeg havde ikke magt til at gøre noget ved det. Jeg frygtede for hvad ånderne ville gøre ved mig. Nu ved jeg, der er en Gud i Himlen, der kan hjælpe mig. Med disse to hænder tog jeg en lille bylt ud af de brændende flammer, men det var for sent." Mo viste arrene på sine hænder. Men jeg er ikke længere bange for medicinmanden eller ånderne. Jeg vil gå til landsbyens leder; jeg vil gå til retten."

"Du kan regne med min hjælp," sagde lægen. "Jeg vil være glad for at hjælpe på hvilken som helst måde jeg kan for at redde Savaras for denne frygtelige forbandelse. Du påtaget dig en stor opgave, men jeg er sikker på, at Gud i Himlen vil hjælpe dig, når du behøver det."

Da Dookie var parat til at gå hjem, bar store Mo hende fra missions-hospitalet ned ad den stenede sti til den snoede vej. Fra vinduet så Resa dem gå. Missionsdamen stod ved siden af hende."

"Jeg kunne ikke tage pigen fra ham." sagde Resa. Hun elsker ham, og han kan gøre så meget for hende. Jeg vil aldrig lade ham vide, at jeg så hende. Hun har det bedre hos ham. Han er en god far for hende; han er så stærk." Resa græd sagte. "Jeg undres på, om jeg ser hende igen."

"Ja, jeg er sikker på, at du vil se hende igen," sagde damen. "Der er planer om, at hun vil komme til missionsskolen i næste termin, og han vil bygge et hjem tæt ved missionen. For hendes skyld og hans, må det være på denne måde, at de må blive kristne. Det har udartet til deres bedste. Den elskede far har ladet dig se din datter igen, efter alt det du har lidt."

"Ja," sagde Resa stille. "Dookie betyder sorg; men Herren har vendt sorgen til glæde. Jeg er glad, at jeg kunne se hende igen."

Ned ad den lange snoede vej mod landsbyen gik store Mo, mens han bar Dookie. Han sang, mens han gik, det var muntre sange. Det var sange om træer, rismarker, syngende fugle, vandbøfler og små piger.

Dookie aede hans kind og sagde: "Du synger bedre sange, end du nogen sinde før har gjort. Jeg kan godt lide dine sange. Vær sød og syng en om Tyndben og lotusdammen, hvor hun drikker vand. Jeg tror, det vil blive en dejlig sang."

Store Mo sang af hele sit hjerte. Da han sang om Tyndben, huskede han pludselig køerne, som han havde forsømt. Han håbede, at brændehuggeren havde udført det arbejde for ham. Manden havde et venligt ansigt, og han havde fortalt sandheden om den vidunderlige magi mod slangebid. Der var ingen tvivl, brændehuggeren selv kunne bruge de penge, han fik ved salg af mælken.

Da de nærmede sig landsbygaden, hvor markedspladsen lå, holdt Mo op med at synge. Han løftede sit hoved og smilede venligt til enhver, han mødte. Verden syntes så anderledes nu, da han forstod mange ting. Der var ikke længere frygt i hans hjerte; ånderne ville ikke tage hans lille pige fra ham. Gud i Himlen var stærkere end medicinmanden, alle ånderne og de onde guder. Mo ønskede at lære mere om den sande Gud. Lille Dookie ville gå til missionsskolen og lære om Ham.

"Skal vi standse ved bækken og få noget koldt at drikke?" foreslog Mo.

"Denne gang må du sidde på nogle store blade på stranden, mens jeg bader. Vi vil ikke gøre den rene bandage våd, vil vi vel?"

"Selvfølgelig ikke," sagde Dookie.

Store Mo gjorde det behageligt for hende ved siden af bækken og hoppede så selv i for at bade; han blev ikke ret længe i vandet, for han ville hjem og se, hvordan det gik med hans køer Pludselig hørte han Dookie skrige. Der, lige bag hende, var medicinmanden med sine lange knoglede fingre om hendes nakke.

Store Mo sprang op, og hans store hænder løsnede grebet om Dookie. Han kastede den lille mand ned i sandet.

"Hvad gjorde du ved hende?" spurgte store Mo, mens han stod over ham.

"Hvis du nogen sinde rører hende igen skal jeg ryste dig i stykker."

"Jeg ville bare tage hende," begyndte medicinmanden med sin højttonede stemme. Han tøvede, for han var bange for landsbyens store mand, der stod så høj over ham.

"Tage hende, hvorhen? Til åndealteret? Til templet? Hvorhen?"

Men den onde mand var for skræmt til at svare. Store Mo bøjede sig ned, løftede medicinmanden op i sine stærke arme og smed ham ud i bækken. Med et gurglende skrig kæmpede og spyttede manden, mens han svingede sine arme og ben i vild forvirring og prøvede at komme op. Øjensynligt var han ikke vant til vand, for det så ud til at irritere ham meget. Store Mo trådte ud i bækken, og hver gang, manden prøvede at komme op. Skubbede Mo ham tilbage igen.

"Åndernes vrede være over dig," gurglede og skreg medicinmanden. Hvor var han vred! "Dæmonernes forbandelser, slangernes forbandelser!" Dookie holdt hænderne for ørene. Hun kunne ikke lide at høre de forfærdelige ord.

Til sidst trak Mo den skælvende mand op af bækken, ruskede ham og gav ham så et puf hen ad stien. "Gå nu, og hold dig væk fra min lille pige fra nu af," sagde han. "Jeg er ikke længere bange for ånderne, eller hvad de kan gøre. Jeg er ikke længere bange for dig eller dine forbandelser. Og hvis jeg nogen sinde hører, at du lægger små babyer på ligbål igen, skal jeg smide dig på det. Husk, jeg kan bringe det for retten. Missionslægen sagde, at han ville hjælpe mig. Lad mig fortælle dig, der er en magt, der er meget stærkere end missionslægens magi, og det er magten fra den store Gud i Himlen. Han lavede solen og månen og stjernerne og regnen. Du må hellere tænke dig godt om, før du trodser Ham ved at skæmme folk med dine forbandelser og ved at lægge små babyer på åndealtre og ligbål. Forsvind nu for mit åsyn."

Medicinmanden samlede sin dryppende klædning sammen om sig og forsvandt skyndsomt. Store Mo løftede Dookie op og bar hende op ad stien til mudderhuset med det stråtækte tag.

"Hvil dig lidt på måtten, lille ven," sagde Mo. "Jeg vil se, hvad jeg kan finde til aftensmad. Det ser ud, som om brændehuggeren har været en god hushjælp, mens vi har været væk. Mælkekarrene er rene, risgryden er blevet tømt og rengjort, og alt er på sin rette plads."

"Det er godt at være hjemme igen," sagde Dookie, mens hun tog sin trædukke i armene, "selv om der var dejligt på missionen, og missionsdamen og Neda var gode ved mig."

"Ja," sagde Mo og hældte vand i risgryden. "Bare os to her hjemme; men Kola vil snart komme med køerne."

Da risen var færdig til at spises, lagde Mo de sædvanlige store blade på måtten, lagde med sine bare hænder noget af risen på bladene og satte sig ned for at spise med Dookie. Glemte Mo at lægge bestik ved? Nej, man brugte at spise ris og karry med fingrene.

Legesyge Dookie madede sin dukke med små stykker ris. Det var den, Mo havde udskåret, da hun var en lille pige, og den var stadig hendes bedste legetøj. Hun lo når Mo lavede ansigter.

"Dolly siger, at maden er for varm," sagde Mo drillende. "Dolly siger, at maden er for salt. Dolly siger, at maden er for sur."

Dookie lo og lo. Store Mo lavede så meget sjov! Han legede med hende, som var han også en lille pige.

Så sagde Dookie: "Jeg tror, jeg kan høre, Kola kommer."

Mo så ud ad den åbne dør. "Ja, Kola kommer med køerne, og han har den venlige brændehugger med sig. Han passede køerne, mens vi var borte. Det er ham, der fortalte om missionslægens vidunderlige magi."

"God aften!" Hilsnerne var venlige og hengivne. Brændehuggeren var glad for at se Dookie hjemme igen, og Kola blev et par minutter for at snakke, efter at han havde drevet køerne ind i indhegningen.

Brændehuggeren ville malke køerne, mens Mo spiste sin aftensmad færdig, men Mo sagde: "Du har allerede gjort mere for mig, end jeg nogen sinde kan tilbagebetale. Men kom og sæt dig ned og spis aftensmad med os. Der er masser af ris, og du er velkommen til at spise med os."

"Mange tak," sagde brændehuggeren, tog et blad fra hylden og lagde det foran risgryden. Et kort øjeblik bøjede han hovedet, som holdt han bøn, så rakte han sin hånd ned i gryden og tog noget ris og begyndte at spise.

"Jeg har noget at fortælle dig," sagde Mo. Han fortalte sine oplevelser fra det øjeblik, da brændehuggeren rådede ham til at bringe Dookie til missionen. Han sluttede med beretningen om medicinmandens overraskende besøg ved bækken og om medicinmandens dukkert.

"Måske skulle jeg ikke have været så hård ved ham," sagde Mo; men jeg ville lære ham at holde hænderne væk fra min lille pige." Han rejste sig, tog mælkekarrene ned og gjorde sig færdig til at malke køerne.

"Hvis du ta'r karrene," bad han brændehuggeren, så vil jeg tage Dookie." De gik til indhegningen, hvor køerne ventede.

Da malkningen var overstået, og mælken var blevet siet og hældt i karrene til afkøling, sad store Mo, brændehuggeren og Dookie på stenene uden for huset og snakkede, mens de så månen komme op over palmetræerne.

"Jeg har også en beretning at fortælle jer," begyndte brændehuggeren. Mo var så glad for at have nogen at tale med, at spise med og betro sig til, at han glemte sin pligt som vært.

"Jeg er ked af, at jeg har talt mest her i aften, min ven," sagde Mo. "Jeg føler, jeg har været meget uhøflig. Tilgiv mig, vi vil gerne lytte til din beretning."