Der var røre i Savaralandsbyen i Indien. Denne morgen skyndte folk sig til og fra markedet; men der var en usædvanlig uro, for noget skulle ske. Mødre holdt deres babyer i armene, og tog de lidt større børn i hånden, idet de skyndte sig ned ad gaden til den vej, der førte ned til floden. Hunde gøede, ænder rappede og høns skreg op, idet de fløj over gaden for at komme af vejen.

"Store Mo, hvor går de alle sammen hen?" spurgte Kola, hyrdedrengen, idet han drev en lille flok køer fra flodvejen mod græsset, nær ved flodbredden.

"Der skal være begravelse, Kola," svarede store Mo. "Jeg vidste det ikke, før jeg kom for at sælge mælken; ellers ville jeg have fortalt dig det, da du hentede køerne. Alt skulle være parat nu." Landsbyens store mand tog nogle lange skridt og nåede snart skaren, der var på vej til rydningen.

"Jeg vil også derhen," sagde Kola til sig selv. Han lagde sin store stav ned i græsset. Han ville lade køerne græsse i det høje græs. Han var sikker på, at de ikke ville gå langt bort, når der var meget græs at spise. Begravelsen ville ikke vare længe, hvis, som store Mo sagde, at de havde alt parat. Kola skyndte sig at indhente landsbyens store mænd.

Da Kola kom til rydningen, så han en stor stabel tømmer, tørt græs og kviste. Inden i dette, næsten dækket, var et legeme, der var indhyllet i et mørkt klæde. Oven på legemet var der en lille bylt, som de omkringstående talte meget om.

"Er den lille bylt babyen?" spurgte Kola, som stod ved siden af store Mo.

"Ja, Kola, moderen døde under fødslen."

"Men hvorfor brænder de også babyen, når den stadig lever?" spurgte Kola ængsteligt.

"Shh, Kola," svarede store Mo. "Det har længe været skik hos beboerne i Savara at gøre det på denne måde. Vort folk føler, at det er mere barmhjertigt, for uden moderens mælk vil barnet alligevel sulte langsomt ihjel. Denne måde er hurtig og ikke en langtrukken pine."

"Men at brænde den levende baby." Kola gyste, mens han talte. Hans øjne var store af ærefrygt og undren. Han havde selvfølgelig været til begravelse før, for fødsel og død er almindelige begivenheder i Indien. Men denne her var anderledes.

Kola og store Mo stod tavse i skaren. Landsbyens medicinmand, som var klædt i sin ceremoniklædning, med dekoreret hovedbeklædning, kæder af ben og skaller, et broderet bælte, og sandaler med perler på, gik frem. Han bar en brændende fakkel i hånden. Han begyndte med den sædvanlige uhyggelige dans og messesang, som skulle drive de onde ånder bort, og så gjorde han tegn til sine hjælpere, som steg op på det tørre græs og kvistene, og tændte bålet.

Store Mo knyttede næverne, da han hørte lyden af de pårørendes, og vennernes jamren. Selv nogle af de nysgerrige, som så på, skreg og græd, da flammerne slikkede op omkring og indhyllede ligbålet, hvorpå den døde mor og hendes levende nyfødte barn lå.

Kola rystede. Han frygtede åndernes vrede. Han delte landsbybeboernes store overtro.

"Barnet, barnet," råbte én. "Lad ikke babyen brænde.

En frygtelig stilhed kom over skaren, da medicinmanden kaldte ånderne ned for at berolige folket. Store Mo vendte ansigtet bort. Havde han kun forestillet sig, eller havde han hørt den lille baby græde i flammerne? Han var ikke sikker. Noget i ham gjorde oprør, hans hjerte slog hurtigt. Om han bare turde snuppe den fra det brændende bål, før det var for sent.

Men, nej, der stod medicinmanden og kaldte på åndernes vrede. Der stod de pårørende og vennerne og græd stille. Store Mo var hjælpeløs. Skaren begyndte at hyle og skrige igen. Mødrene samlede deres egne små, og vendte sig for at gå bort. Det var for forfærdeligt at se på, og alligevel havde  hele landsbyen været vidne til det.

Store Mo ventede, til de fleste folk var gået. Da han var sikker på. At medicinmanden var ude af  syne, gik han over til den brændende masse. Kola blev stående, han undrede sig over, hvad hans   ven ville gøre. Der var ikke en lyd, undtagen ildens knitren. Med sine bare hænder nåede manden ind i ilden og trak den lille bylt ud. Men den smuldrede, da den faldt foran hans fødder. Han kom for sent. Men sådan var det, når ånderne var vrede – kun bekymringer, forbandelser og død.

"Hvordan turde du?" spurgte Kola, idet han så på store Mo's brændte hænder. "Frygter du slet ikke ånderne? De vil forbande dig frygteligt."

"Jeg tænkte ikke på, hvad ånderne ville gøre mig," sagde Mo. "Jeg tænkte kun på den hjælpeløse baby. Jeg syntes, jeg hørte den græde. Jeg er næsten sikker på, at jeg hørte den."

Da store Mo og Kola fulgte de små grupper på flodvejen, spurgt Kola: "Men hvordan kunne du høre det for ildens larm, folkets skrigen og medicinmandens råben og messen?"

"Måske jeg kun følte det herinde," sagde store Mo, idet han rørte ved sit bryst. "Her i mit hjerte er der noget, der siger mig, at det ikke er rigtigt at brænde babyer på den måde. Men hvad kan vi gøre? Vi er hjælpeløse til at standse det. Ligemeget, jeg prøvede at frelse den, men det var for sent."

"Store Mo," begyndte Kola, "jeg ved, at du er landsbyens stærkeste mand, og jeg kan li' at arbejde for dig. Men når du tør sige ting mod medicinmanden og ånderne, gør du mig bange." Kola krøb  fremad, tog sin kæp op, og gik over til det høje græs, hvor de tilfredse køer græssede.

"Godt," mumlede store Mo ved sig selv, da han gik tilbage til landsbyen, "jeg troede, Kola var min ven, men måske er han det ikke."

Store Mo solgte sin mælk og gjorde nogle indkøb på markedet. Så gik han til bækken, vaskede sin store mælkelerkrukke og fyldte den med koldt vand fra bækken. Han begyndte at gå hjem, men han holdt en pause foran alteret under åndetræet. På stenene foran alteret satte han en buket blomster, som han havde købt på markedet. Efter at han havde messet en af medicinmandens uhyggelige sange, klatrede han op ad den stenede bakkesti til sin mudderhytte. Han satte lerkrukken, der var fuld af vand, på det hårde snavsede gulv, tog en olieflaske fra hylden og gned  lidt olie på sine vablede hænder. Det gjorde ondt i hans hjerte, da han tænkte på det spæde barn, han  ikke havde magt til at redde.

"Hvis jeg bare havde turdet gå nærmere, kunne jeg have reddet det," mumlede han for sig selv. (Ånderne ville blive vrede, hvis han talte højt om sine tanker.) "En skønne dag vil jeg gøre noget ved det!" Så begyndte store Mo at arbejde i sin rismark.

Gennem hele den varme dag hørte han den lille babys gråd for sig. Igen og igen sagde han til sig selv: "Jeg kom for sent, for sent!"

Da solen stod lavt på himlen mod vest, gik Mo hjem. Snart hørte han køernes klik-klak på den stenede bakkesti. Mo åbnede lågen til den lille indhegning bag huset, og Kola drev køerne ind.

"Kola," begyndte Mo, idet han lukkede lågen, "jeg har tænkt på det, vi så i morges."

"Det har jeg også," sagde Kola; "men jeg er bange for at tale om det. Ånderne kunne høre det og sende en forfærdelig forbandelse over mig. Jeg må skynde mig." Idet han vinkede farvel med sin hyrdestav, løb den unge mand ned ad stien og var snart ude af syne.

Store Mo begyndte sit aftenarbejde. Han malkede køerne, siede mælken i en ren lerkrukke, og puttede den i vandtanken for at køle den af. Han spiste sin aftensmad, som var bønner og ris. Derefter lavede han et lille bål til beskyttelse uden for hyttens dør og satte sig så ned på stentrappen.

Det gjorde meget ondt i hjertet, da han betragtede månen, som kom op bag ved palmetræerne over liljedammen. Det var en smuk måne. Der måtte være en stærk ånd, som kunne få månen til at gå op. Kunne det være den samme ånd, som fik solen til at stå op om morgenen? Der måtte også være ånder, som lavede regnen til rismarkerne, som fik risen til at gro, og som beholdt vandet i bækken og i floden. Disse måtte være gode ånder. De ville aldrig lægge små babyer på ligbål for at blive brændt levende!

"Engang i fremtiden vil jeg finde ud af dette," sagde store Mo, idet han knyttede næverne. "En skønne dag ved jeg, om de gode ånder er stærkere end de onde ånder." Mo lukkede bambuslågen foran hyttens dør for at holde dem, som luskede om, ude. Så lagde han sig på sin måtte på det snavsede gulv indenfor og faldt i søvn.

Den næste morgen stod solen op over palmetræerne bag ved floden. Mo malkede køerne, spiste sin morgenmad og forberedte sig til at gå til landsbyen for at sælge mælken. Han kunne høre Kola synge på vej op ad stien. Sangen gav i en uhyggelig moltone ekko fra junglen. Det var medicinmandens messe, sangen som skulle holde de onde ånder borte. Idet Kola passerede alteret under åndetræet, ville han være sikker på, at det kun var gode ånder, der fulgte ham.

Hilsenerne mellem Kola og Mo var korte, da Mo åbnede lågen for at lede køerne ud. Idet han svingede sin hyrdestav, drev drengen køerne ned ad stien.

"Han må være vred på mig," sagde store Mo til sig selv, "på grund af det, som skete i går. Måske vil han glemme det og tale til mig igen. Jeg vil vente og se."

Da Mo arbejdede inde i hytten, hørte han sang uden for døren. Han troede, Kola var vendt tilbage og sagde derfor: "Kom ind, Kola!"

Da manden vendte ansigtet, så han i døråbningen den magre medicinmand!

"Jeg bringer dig gode nyheder," begyndte medicinmanden med sin sprukne højtonede stemme, idet han let trådte ind i hytten. "Gode nyheder til os begge."

"Hvad er de gode nyheder?" spurgte Mo undersøgende.

"Det er store Thau," sagde den lille mand, og han rystede kæden af ben og skaller, som hang rundt om hans hals. "Store Thau er i landsbyen nu til morgen, og han udfordrer dig til en kamp. Der er penge i den til dig, hvis du accepterer." Han klappede pengepungen, som han bar på indersiden af sit klædestykke. Så tilføjede han: Vi ved, hvem der vil vinde!