|
Daniels bog kapitel 7.
Dan 7,1 I babylonerkongen Belshassars første regeringsår
havde Daniel et drømmesyn, og der gik syner gennem hans hoved, da
han lå på sit leje. Bagefter skrev han drømmen ned,
og således begyndte hans beretning.
>>>>> |
Dan 7,2 Daniel sagde: I mit nattesyn så jeg, at himlens fire
vinde bragte det store hav i oprør, >>>>> |
Dan 7,3 og fire store dyr steg op af havet, det ene forskelligt fra
det andet. >>>>> |
Dan 7,4 Det første var som en løve, og det havde ørnevinger.
Mens jeg så på det, blev dets vinger revet af, det blev løftet
op fra jorden og stillet på to fødder som et menneske, og
det fik et menneskehjerte. >>>>> |
Dan 7,5 Det andet dyr lignede en bjørn. Det blev rejst halvt
op, og i sit gab holdt det tre ribben mellem tænderne; så blev
der sagt til det: "Rejs dig, og æd meget kød!" >>>>> |
Dan 7,6 Derefter så jeg endnu et dyr; det så ud som en
panter. Det havde fire fuglevinger på ryggen, og dyret havde fire
hoveder, og det fik overdraget magt. >>>>> |
Dan 7,7 Derefter så jeg i nattesynet et fjerde dyr. Det var frygteligt,
rædselsvækkende og meget stærkt; det havde store jerntænder,
det åd og knuste alt og trådte det, der var tilbage, ned med
fødderne. Det var forskelligt fra alle de andre dyr, og det havde
ti horn. >>>>> |
Dan 7,8 Mens jeg så nøje på hornene, voksede der
endnu et horn, et lille et, frem mellem de andre. Tre af de andre horn
blev revet af, så det kunne få plads. Og se, dette horn havde
øjne som et menneske og en mund, der talte store ord. >>>>> |
Dan 7,9 Da så jeg dette: Troner blev stillet frem, og en gammel
af dage tog sæde; hans klæder var hvide som sne, og håret
på hans hoved var rent som uld. Hans trone var flammer af ild, dens
hjul var luende ild. >>>>> |
Dan 7,10 En flod af ild strømmede frem og løb ud foran
ham. Tusind, ja tusinder tjente ham, ti tusind, ja titusinder stod foran
ham. Retten blev sat, bøgerne blev åbnet. >>>>> |
Dan 7,11 Derpå så jeg dette: Jeg så, at dyret blev
dræbt på grund af de store ord, som hornet talte; dets krop
blev tilintetgjort og overgivet til den flammende ild. >>>>> |
Dan 7,12 Herredømmet blev også taget fra de andre dyr,
og deres levetid blev begrænset til en fastsat tid. >>>>> |
Dan 7,13 I nattesynerne så jeg dette: Med himlens skyer kom en,
der så ud som en menneskesøn; han kom hen til den gamle af
dage og blev ført frem for ham. >>>>> |
Dan 7,14 Herredømme, ære og kongerige blev givet ham;
alle folk, stammer og tungemål tjente ham. Hans herredømme
er et evigt herredømme, som ikke skal forgå, hans kongerige
skal ikke gå til grunde.
>>>>> |
Dan 7,15 Jeg, Daniel, blev grebet af uro over dette, og de syner, der
gik gennem mit hoved, slog mig med rædsel. >>>>> |
Dan 7,16 Jeg gik hen til en af dem, som stod der, og bad ham om den
rette forklaring på alt dette; han gav mig tydningen: >>>>> |
Dan 7,17 At der er fire store dyr, betyder, at fire konger skal komme
op af jorden, >>>>> |
Dan 7,18 men den Højestes hellige skal overtage kongedømmet,
og de skal beholde det i evighed og i evighedernes evighed. >>>>> |
Dan 7,19 Så ønskede jeg at få den rette forklaring
på det fjerde dyr, som var forskelligt fra alle de andre, det meget
frygtelige, som havde jerntænder og kobberkløer, og som åd
og knuste alt og trådte det, der var tilbage, ned med fødderne,
>>>>> |
Dan 7,20 og forklaringen på de ti horn, det havde på hovedet,
og på det nye horn, der voksede frem, mens tre andre faldt af, så
det kunne få plads, det horn, der havde øjne og en mund, der
talte store ord, og som så større ud end de andre. >>>>> |
Dan 7,21 Mens jeg så på det, havde dette horn ført
krig mod de hellige og besejret dem, >>>>> |
Dan 7,22 indtil den gamle af dage var kommet, og dommen var blevet
fældet til fordel for den Højestes hellige, og den tid kom,
da de hellige overtog kongedømmet. >>>>> |
Dan 7,23 Således sagde han: Det fjerde dyr betyder, at et fjerde
kongerige vil opstå på jorden. Det skal være forskelligt
fra alle de andre kongeriger, opæde hele jorden, søndertrampe
den og knuse den. >>>>> |
Dan 7,24 De ti horn betyder, at fra dette kongerige skal fremstå
ti konger. Efter dem skal der fremstå en anden, der er forskellig
fra de tidligere, og han skal bringe tre konger til fald. >>>>> |
Dan 7,25 Han skal tale imod den Højeste og underkue den Højestes
hellige. Han tragter efter at ændre tider og lov, og de skal gives
i hans magt én tid, to tider og en halv tid. >>>>> |
Dan 7,26 Så bliver dommen fældet, og herredømmet
bliver taget fra ham og ødelagt og fuldstændig tilintetgjort.
>>>>> |
Dan 7,27 Men kongedømmet, herredømmet og magten i alle
kongeriger under himlen bliver givet til den Højestes helliges folk.
Dets kongerige er et evigt rige, og alle magter skal tjene og lyde det.
>>>>> |
Dan 7,28 Her ender beretningen. Mine tanker slog mig, Daniel, med stor
rædsel, og mit ansigt skiftede farve. Men jeg gemte ordene i mit
hjerte.
>>>>> |
|
|
|