Ez 22,27-29 Stormændene i landet er som ulve, der sønderriver bytte; de udgyder blod og gør det af med mennesker for at skaffe sig uretmæssig vinding. Profeterne kalker over med falske syner og løgnespådomme, når de siger: "Dette siger Gud Herren", skønt Herren ikke har talt. Landets folk øver vold og røver bytte; de udnytter hjælpeløse og fattige og undertrykker fremmede uden lov og dom.

1Thess 2,14-16 I, brødre, ligner jo Guds menigheder i Judæa, som er i Kristus Jesus, for I har lidt det samme af jeres landsmænd, som de har lidt af jøderne, der slog både Herren Jesus og profeterne ihjel, og som har fordrevet os, og som ikke behager Gud og er imod alle mennesker, fordi de hindrer os i at tale til hedningerne, så de kan blive frelst; sådan fylder de altid deres synders mål. Men vreden er kommet over dem til fulde.

Nu forklarede Jesus sine disciple, at hans eget liv i selvfornægtelse var et billede på, hvordan deres ville blive. Han kaldte sammen med sine disciple de mennesker til sig, som havde ventet der i nærheden, og sagde: "Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig!" Korset havde forbindelse med Roms herredømme. Det var redskabet til den mest grusomme og ydmygende dødsmåde. Det blev krævet af de usleste forbrydere, at de skulle bære korset til henrettelsesstedet, og når det blev lagt på deres skuldre, gjorde de tit voldsom modstand, indtil de blev overmandede og torturredskabet blev bundet fast til dem. Men Jesus bød sine disciple tage korset op og bære det efter ham. Skønt disciplene kun svagt opfattede, hvad hans ord betød, så tydede de på, at de måtte underkaste sig den bitreste ydmygelse, underkaste sig selve døden for Kristi skyld. Frelserens ord kunne ikke have skildret dem nogen mere fuldstændig selvhengivelse. Men alt dette havde han påtaget sig for deres skyld. Jesus regnede ikke Himmelen for et attråværdigt sted, så længe vi var fortabte. Han forlod de himmelske boliger for at leve et liv i skam og skændsel og lide en forbryders død. Han, som ejede Himmelens uvurderlige skatte, blev fattig, for at vi ved hans fattigdom kunne blive rige. Vi skal følge ham på den vej, han vandrede.

Kristus sagde om sig selv: "I må ikke mene, at jeg er kommen for at bringe fred på jorden; jeg er ikke kommen for at bringe fred men sværd." Matt 10,34. Skønt han var fredens fyrste, var han dog årsag til strid. Han, der kom for at forkynde det glade budskab og skabe håb og glæde i menneskenes børns hjerter, gav anledning til en strid, som brænder dybt og vækker de største lidenskaber i det menneskelige sind. Og han siger advarende til sine disciple: "I verden har I trængsel!" Joh 16,33. "De skal lægge hånd på jer og forfølge jer og overgive jer til synagoger og kaste jer i fængsler, og I skal føres frem for konger og landshøvdinger for mit navns skyld." I skal endog forrådes af forældre og brødre og slægtninge og venner, og nogle af jer skal de slå ihjel." Luk 21,12 og 16.

Denne profeti er blevet opfyldt på den tydeligste måde. Enhver skændighed, enhver skam og grusomhed, som Satan har kunnet tilskynde menneskelige hjerter til at finde på, er Jesu efterfølgere blevet hjemsøgt med. Og den vil atter blive opfyldt på tydelig vis, for det kødelige hjerte er stadig en fjende af Guds lov og vil ikke underkaste sig dens bud. Verden i dag stemmer ikke mere overens med Kristi lære, end den gjorde det på apostlenes tid. Det samme had, som fremkaldte råbet: "Korsfæst ham! Korsfæst ham!" Det samme had, som førte til forfølgelsen af disciplene, er stadig virksomt i ulydighedens børn. Den samme ånd, som i middelalderen dømte mænd og kvinder til fængsel, til landflygtighed og til døden, som opfandt inkvisitionens udsøgte pinsler, som planlagde og udførte Bartolomæusnattens myrderier og som antændte bålene i Smithfield, den arbejder stadig med ondskabens styrke i ugenfødte hjerter. Sandhedens historie har altid været en beretning om kamp mellem det gode og det onde. Evangeliets forkyndelse er i denne verden altid foregået lige overfor modstand, farer, tab og lidelse.

Hvori bestod da styrken hos dem, som i fortiden led forfølgelse for Kristi skyld? Den bestod i samfund med Gud, samfund med Helligånden, samfund med Kristus! Vanære og forfølgelser har adskilt mange fra deres jordiske venner, men aldrig fra Kristi kærlighed. Aldrig elskes den hjemsøgte sjæl højere af sin Frelser, end når den lider vanære for sandhedens skyld. "Jeg skal elske ham," sagde Kristus, "og åbenbare mig for ham." Joh 14,21. Når den troende for sandhedens skyld står for verdens domstole, står Kristus ved hans side. Når han bliver indespærret indenfor fængselsmure, åbenbarer Kristus sig for ham og opmuntrer hans hjerte med sin kærlighed. Når han lider døden for Kristi skyld, siger Frelseren til ham: Legemet kan de dræbe, men de kan ikke skade sjælen! "Vær frimodige, jeg har overvundet verden." Joh 16,33. "Frygt ikke, thi jeg er med dig, vær ej rådvild, thi jeg er din Gud! med min retfærds højre styrker, ja hjælper, ja støtter jeg dig." Es 41,10.