Åb. 18,11.

Mange vil sørge over kvinden!
Es 47,13-15 Du har udmattet dig med dine mange rådgivere, lad nu dem træde frem; lad dem, som gransker himlen, frelse dig, dem som tyder stjernerne, dem som måned for måned meddeler dig, hvad der skal komme over dig. Se, de er blevet som strå, ilden har brændt dem, de kan ikke redde sig selv fra flammerne. Der bliver ikke gløder at varme sig ved eller bål at sidde ved. Sådan er det gået dem, du har anstrengt dig med, troldmændene fra din ungdom, de flakker om til alle sider, der er ingen, der frelser dig.

Ez 26,16-18 Alle havets fyrster stiger ned fra deres troner, de lægger deres kapper, tager deres brogede klæder af; de klæder sig i angst og sætter sig på jorden. Igen og igen gribes de af angst og gyser over dig. De synger en dødsklage om dig: Tænk, at du gik til grunde, forsvandt fra havet, du lovpriste by! Du havde magten på havet, du og dine indbyggere, som spredte rædsel over alle, der boede der. Nu gribes de fjerne øer af angst den dag, du falder, øerne i havet forfærdes over dit endeligt.

Religiøse kræfter, forbundet med himmelen af profession og hævder at have karakter som et lam vil vise med deres handlinger at de har et hjerte som en drage, og at de er tilskyndet og kontrolleret af Satan. Tiden er kommet, hvor Guds folk vil føle forfølgerens hånd, fordi de holder den syvende dags sabbat hellig. Satan har foretaget en ændring af Sabbatten med det håb at fremme hans formå og for at slå Guds planer. Han søger at gøre Guds bud mindre stærke i verden end de jordiske love.

Og jordens købmænd græder og sørger over hende, fordi ingen mere køber deres varer. Åb 18,11. Disse straffedomme vil ramme Babylon på Guds vredes hjemsøgelses dag. Hun har fyldt sin uretfærdigheds bæger, hendes time er kommet, og hun er moden til tilintetgørelse.

Når Guds stemme gør ende på hans folks fangenskab, vågner de, der har tabt alt i livets store strid, og det er en frygtelig opvågnen. Så længe nådetiden varede, var de forblindede af Satans bedrag, og de søgte at retfærdiggøre deres syndige levned. De rige roste sig af deres overlegenhed over de mindre begunstigede, skønt de havde tjent deres rigdomme ved at overtræde Guds lov. De havde forsømt at mætte de sultne og klæde de nøgne, at handle retfærdigt og at elske barmhjertighed. De havde forsøgt at ophøje sig selv og opnå det på deres medmenneskers bekostning. Nu er de berøvet alt det, som gjorde dem store, og de er forarmede og forsvarsløse. De ser med forfærdelse, at de afguder, som de foretrak for deres skaber, bliver tilintetgjort. De har solgt deres sjæle for jordiske rigdom og fornøjelser, men har ikke søgt at blive rige i Gud. Resultatet er, at deres liv er en fiasko. Deres glæder bliver nu forvandlet til galde og deres skatte til støv. Det, de har tjent i løbet af et helt liv, forsvinder på et øjeblik. De rige begræder, at deres fine huse bliver ødelagt, og at deres guld og sølv forsvinder. Men deres klage bringes til tavshed af frygten for, at de selv skal omkomme sammen med deres afguder.