Åb. 14,6.
A.
Den første engel!
Åb 14,6 Jeg så endnu en engel flyve midt
oppe under himlen; den havde et evigt evangelium at forkynde for dem, der
bor på jorden, og for alle folkeslag og stammer, tungemål og
folk,
Læs dette vers igen og bemærk, at der står
Jeg så endnu en engel Dette betyder, at denne engel ikke var
den første engel, men at der har været mindst en engel før
denne. Lad os nu prøve at se på de vers, før dette
vers. Hvor der er tale om engle.
Åb 5,2 Og jeg så en mægtig engel, som
med høj røst udråbte: "Hvem er værdig til at
åbne bogen og bryde dens segl?"
Åb 7,2 Og jeg så en anden engel stige op fra
solens opgang med den levende Guds segl. Den råbte med høj
røst til de fire engle, som det var givet at skade jorden og havet:
Åb 8,3 Og der kom en anden engel og stillede sig
ved alteret med et røgelseskar af guld, og han fik givet megen røgelse
for at lægge den på guldalteret foran tronen sammen med alle
de helliges bønner.
Åb 10,1 Jeg så en anden mægtig engel
stige ned fra himlen, klædt i en sky og med regnbuen om sit hoved.
Dens ansigt var som solen og dens ben som ildsøjler,
Her kan du se at der er flere muligheder, men for den
rette forståelse af den første engels budskab er det ikke
nødvendig at vide, hvilken engel der er den første.
Således lyder den første del af det trefoldige
budskab, der skal forkyndes ud over hele jorden i de sidste dage. Vi kan
ikke undgå at lægge mærke til, at dette alvorlige budskab
er præget af en guddommelig autoritet, der ligesom hånden på
væggen i den babyloniske festsal kalder mennesker til eftertanke.
Budskabet er universalt, idet det gælder alle mennesker uanset race,
nationalitet eller hudfarve. Det primære er det evide uforgængelige
evangelium om frelse i Kristus Jesus. I dette evangelium lyder der et kald
til menneskene om at ære og frygte Gud, fordi hans doms time er kommet.
Den gudsfrygt, som engang prægede menneskenes tænkning er næsten
forsvundet i vor tid. En biskop har i dette århundrede erklæret,
at Gud er død. Hvad han end mener med dette, er der desværre
alt for mange, for hvem Gud virkelig er død, eller for hvem han
ikke eksisterer i det hele taget.
Augustin har engang sagt: Vort hjerte er skabt til Gud,
og det finder ikke hvile, før det hviler i Gud. Når troen
på Gud er borte, bliver der et tomrum, som aldrig kan fyldes med
noget, som kan erstatte ham. Vi behøver Gud hver eneste dag, og
den dag vi erkender dette, vil meget blive anderledes.
Gud er ikke et produkt af menneskenes ønsketænkning,
som Sigmund Freud påstår, men han er den levende, blivende,
alvidende, fuldkomne personlighed, som står bag verdens tilblivelse.
Han har skabt den største planet så vel som den mindste støvpartum
i tilværelsen. Uden Gud, intet liv uden Gud, intet håb. Budskabet
om Gud skal i de sidste dage tilbagevise ateismens bedrag og bringe det
tænkende menneske til erkendelse af Gud.
B.
Det evige evangelium forkyndes!
Herren benytter mange forskellige Gaver i Værket
for Synderes Frelse. Tiden kommer, da Mænd fra de jævne Klasser
vil blive påvirket af Guds Ånd til at forlade deres sædvanlige
Beskæftigelse for at gå ud at forkynde det sidste Nådens
Budskab. De bør styrkes og opmuntres og så hurtig som muligt
beredes til Arbejdet, for at deres Bestræbelser kan bære Frugter.
De samarbejder med usynlige himmelske Sendebud; thi de er villige til at
hengive sig selv i Mesterens Tjeneste. De er Guds Medarbejdere, og deres
Brødre bør ønske dem Fremgang og bede for dem, når
de går ud for at deltage i Evangeliets Gerning. Ingen har Ret til
at stille sådanne Arbejdere Hindringer i Vejen; de bør behandles
med den største Agtelse. Intet hånende Ord bør udtales
om dem, når de sår Evangeliets Sæd på vanskelige
Steder.
Hvorledes tør nogen lægge Guds Tjenere Hindringer
i Vejen ved uretfærdig og følesløs Tale? Men dette
er blevet gjort, og det har haft til Følge, at Arbejdere er bleven
mismodige, og mange Sjæle er gået fortabt, som kunde være
bleven frelst. De, som udfører et sådant Værk, drives
ikke af Guds Ånd, men af en anden Ånd. Hånlig Kritik
og hensynsløse Bemærkninger stammer udelukkende fra Satan.
Dersom Prædikanter, Lærere og Folket vilde øve bibelsk
Hensynsfuldhed og Forekommenhed, vilde de finde Hjerter åbne til
at modtage Sandheden, og Gud vilde blive æret.
De, som søger efter noget, som de kan finde Fejl
ved, har stillet sig på Satans Side. Om dem vil Kristus ikke kunde
sige: "Vel, du gode og tro Tjener." Det kan ikke siges om dem, at de giver
Basunen en tydelig Lyd.
Alle, som kan, bør udføre personligt Arbejde.
Når de går omkring fra Hus til Hus og udlægger Skriften
på en klar og letfattelig Måde, vil Herren gøre Sandheden
mægtig til Frelse. For med Held at kunde udføre dette Arbejde
må al verdslig Ærgerrighed være bandlyst. Enhver Hindring,
enhver Skødesynd må bortkastes. Menigheden må ikke måle
sig med Verden eller med Menneskers Meninger og heller ikke med, hvad den
engang har været. Dens Stilling i Verden må sammenlignes med,
hvad den vilde have været, hvis den stadig var gået fremad
og opad fra Sejer til Sejer. Guds Vægtere skal opløfte Røsten
og sige: "Gå ud fra dem og afsondre eder, siger Herren, og rør
ikke noget urent." "Rens eder, I, som bærer Herrens Kar." 2Kor 6,
17; Ef 52, 11.
Gud vil fortsætte sit værk gennem fuldt helligede
arbejdere. Hvis præster fejler i at repræsentere Kristus, vil
Han vende sig til andre, hvoraf mange ikke er forberedt til arbejdet gennem
egentlige studiekurser, og Han vil lægge et budskab på deres
læber, selv det sidste advarelsbudskab. Han vil kalde mænd
fra deres forskellige beskæftigelser, og på Hans bud vil de
gå fremad for at forkynde den nærværende sandhed.
Budskabet om Guds kærlighed til menneskene har lydt
til tider, men den første engel i Åb 14 forkynder en del af
Guds evige evangelium, som kan forstås i historiens sidste tid, når
dommen over menneskene begynder.
Nøglen til forståelse af den dom, den første
engel henviser til, findes i det evige evangelium om, at Gud gennem Jesus
Kristus har forligt menneskeheden med sig selv. Bibelen slår fast,
at alle mennesker har syndet og mangler herligheden fra Gud. Evangeliet
er Guds gode budskab om, at hans Søn blev et med os. Til trods for,
at han aldrig selv havde syndet, påtog han sig frivilligt den skyld,
vi fortjente, fordi vi havde vendt os bort fra Gud. Jesus døde,
for at vi skulle leve. På korset bragte han hel og fuld forsoning,
et offer, som var tilstrækkeligt til at dække over enhver synd
og forlige alle mennesker med Gud.
Efter sin opstandelse, da han allerede havde opnået
evig genløsning for hvert eneste menneske, for han op til himmelen
for at fremstille for sin Fader den fuldkomne retfærdighed, han havde
opnået for os. (Hebr 9,12.)
Det er på dette grundlag, det nye Testamente gør
det klart, at mennesker kan blive retfærdiggjort for Gud, eller blive
regnet som retfærdige, og at det udelukkende skal på grundlag
af Kristi fortjeneste, hans fuldkomne retfærdighed.
Det evige evangeliums hovedtema er: mennesket retfærdiggjort
for Gud udelukkende ved Kristi fuldkomne fortjeneste. Alle, som tager imod
Kristus på denne måde, vil få del i hans retfærdighed.
Helligdommen og dens tjeneste viser tydeligt, at Kristi
midlertjeneste for os består af to faser. Den første begyndte,
da Jesus i år 31 for op til Himmelen. Da begyndte han sin tjeneste
i den hellige i den himmelske helligdom for at bringe tilgivelse og forligelse
til menneskene. Hans midlertjeneste i den første afdeling i den
himmelske helligdom viste, at hans død på Golgata var tilstrækkelig
til at dække over menneskenes skyld og tilvejebringe tilgivelse.
Alligevel levner Bibelen ingen tvivl om, at det er muligt
for mennesker at vende sig bort fra Gud, selv efter at de har modtaget
tilgivelse. (Joh 15,5-6; Ez 18,20-14; Hebr 10,28-29.) Selv om Kristus tilgiver
menneskenes synd, når de bekender den, står den forsat nedskrevet
i himmelens bøger. (Dan 7,10; Mal 3,16; Sl 56,8.)
Frelsen centreres om Jesu død, begravelse og opstandelse.
1Kor 15,3-4. I neddykkelsens dåb er alle tre symboliseret. Man erklærer
sig som DØD fra synden. Dernæst BEGRAVES man under vand. OPSTANDELSEN
fra vandgraven symboliserer det nye liv, som begynder. Ingen anden form
for dåb passer på denne symbolik. Tak Gud for, at der findes
en grav imellem den kristne og det gamle liv. Dåb er lige så
vigtig for mit liv, som Jesu død, begravelse og opstandelse er for
frelsen. Joh 3,5.
Jesus sagde, at dåb med vand er nødvendig
for frelsen. Jesu kors, som alle er klar over er at umådelig stor
betydning, er omtalt 28 gange i det nye Testamente. Dåben er omtalt
over 1000 gange. Lad aldrig nogen behandle dette som noget uvæsentligt.
Ved omvendelsen er den forandring, der sker i en person, så radikal,
og dette tidspunkt i livet er så betydningsfuldt, at Jesus siger,
at denne begivenhed må gøres officiel med en dåbs højtidelighed.
For at demonstrere dens betydning blev han selv døbt. Dernæst
inkluderede han dåben i sin befaling til menigheden. Matt 28,18-20.
Vildledte mennesker har introduceret de andre former for
dåb uden nogen bemyndigelse fra Himmelen. Historien viser os klart,
at i århundrederne efter korset var neddykkelsens dåb den anvendte
dåbsmetode. Adskillige af de gamle kirker i Europa har stadig dåbsbassiner,
der viser, at neddykkelse blev brugt, selv om de ikke bruges i dag. Det
skæve tårn i Pisa er et klokketårn til en stor kirke,
som endnu i dag har et sådant dåbsbassin. Det er næsten
5 meter i diameter og 1½ meter dybt. Andre dåbsformer kom
til, fordi det var mere bekvemt. På den måde blev en Gud given
hellig ceremoni skubbet til side af menneskehænder.
Guds folk har ofte fået den opgave at forkynde et
budskab der vakte vrede og som var ilde hørt fordi tilhørerne
vidste at det var sandt og at de gik i den forkerte retning.
Es 6,8-10 Da hørte jeg Herren sige: "Hvem skal
jeg sende? Hvem vil gå bud for os?" Jeg svarede: "Her er jeg, send
mig!" Så sagde han: "Gå hen og sig til dette folk: I skal høre
og høre, men intet fatte, I skal se og se, men intet forstå.
Dæk dette folks hjerte med fedt, gør deres ører tunge,
luk deres øjne til, for at de ikke skal se med øjnene, høre
med ørerne og fatte med hjertet og vende om, så han må
helbrede dem."
Jon 1,1-3 Herrens ord kom til Jonas, Amittajs søn:
"Rejs til den store by Nineve, og råb ud over den, at jeg har opdaget
deres ondskab." Men Jonas ville flygte til Tarshish, bort fra Herren. Han
tog ned til Jafo, hvor han fandt et skib, der skulle til Tarshish. Han
betalte, hvad det kostede, og så gik han om bord for at sejle med
dem til Tarshish, bort fra Herren.
|