Åb. 14,2.

Lyden af vældrige vande!
Kristus sted til himmelen og sendte sin helligånd, for at hans disciple skulle have Kraft med sig i deres virksomhed. Tusinder blev omvendte på en dag. I et eneste slægtled blev evangeliet forkyndt for ethvert folk under himmelen. Men lidt efter lidt kom der en forandring. Menigheden tabt sin første kærlighed. Den henfaldt til egennytte og verdslighed. Verdslighedens ånd fik indgang. Fjenden udøvede sin fortrylles over dem, hvem Gud havde skænket lys for en verden, som lå i mørke - et lys, som ville have vist sig ved gode gerninger. Verden blev berøvet de velsignelser, som Gud ønskede, at menneskene skulle have.

Ser vi ikke det samme gentage sig i denne slægt? Der er mange i vore dage, som holder tilbage det, som Herren har betroet dem til frelse for en verden, der uden advarsel går til grunde. "Jeg så endnu en engel flyve midt oppe under himlen; den havde et evigt evangelium at forkynde for dem, der bor på jorden, og for alle folkeslag og stammer, tungemål og folk, Og jeg hørte en lyd fra himlen som lyden af vældige vande og som lyden af voldsom torden, og den lyd, jeg hørte, lød som harpespillere, der slår deres harper." Åb 14,6-7.

Ingen som er blevet født ind i denne verden, selv ikke de bedst udrustede af Guds børn, er blevet mødt med sådanne udbrud af glæde som hilste det lille barn i Betlehem: "Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!" (Luk 2,14). Om bare menneskene i dag kunne tage imod denne sang! Det som der blev kundgjort, og den tone som der blev anslået, vil øges i styrke til tidens slutning og genlyde til jordens ende. Det er at ære Gud og fred på jorden blandt mennesker som har Guds velbehag. Når retfærds sol går op med lægedom under sine vinger, skal sangen som havde sin begyndelse over markerne ved Betlehem, lyde fra et stort hav af stemmer og runge som brus af vældige vandmasser: "Halleluja! Herren vor Gud, den Almægtige, har taget magten." (Åb 19,6).