Åb. 14,2.
Lyden af vældrige vande!
Kristus sted til himmelen og sendte sin helligånd,
for at hans disciple skulle have Kraft med sig i deres virksomhed. Tusinder
blev omvendte på en dag. I et eneste slægtled blev evangeliet
forkyndt for ethvert folk under himmelen. Men lidt efter lidt kom der en
forandring. Menigheden tabt sin første kærlighed. Den henfaldt
til egennytte og verdslighed. Verdslighedens ånd fik indgang. Fjenden
udøvede sin fortrylles over dem, hvem Gud havde skænket lys
for en verden, som lå i mørke - et lys, som ville have vist
sig ved gode gerninger. Verden blev berøvet de velsignelser, som
Gud ønskede, at menneskene skulle have.
Ser vi ikke det samme gentage sig i denne slægt?
Der er mange i vore dage, som holder tilbage det, som Herren har betroet
dem til frelse for en verden, der uden advarsel går til grunde. "Jeg
så endnu en engel flyve midt oppe under himlen; den havde et evigt
evangelium at forkynde for dem, der bor på jorden, og for alle folkeslag
og stammer, tungemål og folk, Og jeg hørte en lyd fra himlen
som lyden af vældige vande og som lyden af voldsom torden, og den
lyd, jeg hørte, lød som harpespillere, der slår deres
harper." Åb 14,6-7.
Ingen som er blevet født ind i denne verden, selv
ikke de bedst udrustede af Guds børn, er blevet mødt med
sådanne udbrud af glæde som hilste det lille barn i Betlehem:
"Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred
til mennesker med Guds velbehag!" (Luk 2,14). Om bare menneskene i dag
kunne tage imod denne sang! Det som der blev kundgjort, og den tone som
der blev anslået, vil øges i styrke til tidens slutning og
genlyde til jordens ende. Det er at ære Gud og fred på jorden
blandt mennesker som har Guds velbehag. Når retfærds sol går
op med lægedom under sine vinger, skal sangen som havde sin begyndelse
over markerne ved Betlehem, lyde fra et stort hav af stemmer og runge som
brus af vældige vandmasser: "Halleluja! Herren vor Gud, den Almægtige,
har taget magten." (Åb 19,6).
|