Åb. 14,1.
A.
I Åb 12 og 13 bliver Satan beskrevet i angrebsstilling,
mens han bedrager hele menneskeslægten og samler sine kræfter
til det sidste afgørende fremstød mod Kristus. Ved det falske
lams (Åb 13,11-18) hjælp vil Satan iværksætte sit
mægtige bedrag, idet han fremhæver den religion, som bygger
på skabningen, frem for den, som fremhæver skaberen.
I Åb.1,14 møder vi modsætningen, nemlig
det virkelige Lam, Jesus Kristus og hans ledsagere, de 144.000. Medens
Satan samler jordens indbyggere ved at bruge magt og bedrag, vil Jesus
samle sin rest af sande troende ved hjælp af sandhedens og kærlighedens
magt. Dette kapitel opsummerer tre store sandheder fra det gamle Testamente,
som har tilknytning til den gamle pagt: dommen på den yderste dag,
forbilledlig fremstillet i den store forsoningsdag; nationerne og Guds
sande Israel, som samler sig til sidste store strid; og endelig løftet
om en rig høst som følge af sildigregnen, som modner
sæden til fuldkommenhed. Disse vigtige sandheder kommer også
til udtryk i profeten Joels bog, som har mange lighedspunkter med Johannes
Åbenbaring.
Den tredje engels budskab skal gives til vor verden i
klare, bestemte ord. Nogle har tænkt, at det er bedst gradvist at
forberede en måde at præsentere Sabbats spørgsmålet
på. Sandheden om Sabbatten er et budskab, som skal forkyndes med
høj stemme, som det ses i Esajas kapitel 58. Og i Åbenbaringen
i det 14 kapitel læser vi: "Og endnu en engel, den tredie, fulgde
dem; han råbte ned høj røst: Hvis nogen tilbeder dyret
og dets billede og tager dets mærke på sin pande eller sin
hånd, så skal han drikke af Guds harmes vin, som er skænket
ublandet i hans vredes bæger; og han skal pines med ild og svovl
for de hellige engles og for lammes øjne." (vers 9 og 10) Dette
budskab omfatter også de to forudgående budskaber. Det er præsenteret
som givet med høj røst, dvs. med hellig åndens kraft.
Det indtryk, som dette budskab gør vil blive i forhold til med hvilken
alvor, det bliver forkyndt.
Johannes betragter Guds loyale folk, og han udbryder:
"Her gælder det om udholdenhed for de hellige, der holder fast ved
Guds bud og troen på Jesus." (vers 12) Babylon bliver repræsenteret
holdende i sin hånd et bæger fyldt med vin, som hun lader alle
nationer drikke. Nationerne begår åndeligt hor og adskiller
sig selv fra Gud og nedtræder hans bud. Den tid i hvilken de hellige
lever er en prøve tid for de, som afslår at modtage dyrets
mærke og dets billede, men gennem det viser alle de hellige deres
tålmodighed. De vedbliver med at holde fast i troen selvom deres
stædighed koster dem deres liv.
Vi ved, at nu står alting på spil. Den tredje
engels budskab bliver på dette tidspunkt betragtet som højest
vigtigt. Det er et spørgsmål om liv eller død.
B.
Lammet på Zions bjerg!
Det gamle Testamente henviser ofte hen til Guds løfter
om at samle hans folk på Zions bjerg, det sted hvor helligdommen
stod, og på den måde udfri dem fra de nationer, som prøver
på at ødelægge dem. (Joel 2,15; 3,5 og 7; Sef 2,1; 3,8;
Zak 12,8-9) I Åb 14,1-5 bliver disse løfter fremstillet i
forbindelse med Kristus som den centrale skikkelse. Jesus Kristus er den
magt som i det afsluttende opgør vil udfri det sande Israel og samle
det i hans helligdom.
"Og jeg så, og se, Lammet stod på Zions bjerg
og sammen med det hundrede og fire og fyrretyve tusinde, som havde dets
navn og dets Faders navn skrevet på deres pander." Åb 14,1.
I denne verden var deres sjæl helliget Gud. De tjente ham med både
hjerte og forstand og nu kan han skrive sit navn "på deres pander."
Og de skal være konger i evigheders evighed." Åb 22,5. De går
ikke ind og ud som de, der trygler om et sted at være. De hører
til den skare, til hvem Jesus siger: "Kom hid, min Faders velsignede! arv
det rige, som har været jer beredt, fra verdens grundvold blev lagt."
Han byder dem velkommen som sine børn og siger: "Gå ind til
din Herres glæde." Matt 25,34 og 21.
"Det er dem, der følger Lammet, hvor det går.
De er blevet løskøbt ud af menneskeslægten som en førstegrøde
for Gud og Lammet." Åb 14,4. I profetens syn ser man dem stående
på Zions bjerg, klædt til den hellige tjeneste, iført
hvide klæder, som er de helliges retfærdighed. Men alle de,
som følger Lammet i Himmelen, må først have fulgt det
på jorden, ikke uvilligt og lunefuldt, men med tillidsfuld, kærlig
og villig lydighed, som hjorden følger hyrden.
C.
De 144.000.
Enhver burde føle, at det kræves af ham,
at han indvier hver en time til Kristi tjeneste. Guds Søn blev givet
os, for at vi skulle blive fornyede, forædlede, udviklede og dannede,
for at Gud kan ikke bortage vor synd, hvis vi ikke samarbejder med ham.
En hvert spørgsmål burde være: "Er jeg renset fra synd?
Hader jeg synd og elsker retfærdighed? Er jeg parat til at bringe
ethvert og alle ofre for den herlighed at kende Kristus Jesus, min Herre?"
Bekendende kristne, som har et splittet hjerte, vil ikke være i Herrens
hær, for Herren antager ikke en sådan hvervning. Dette er ikke
følelsesmæssigt og lammet tjeneste. I disse tider behøver
vi en forsikring fra himlen, der sætter os i stand til at stå
fast for troen, én gang overgivet til de hellige.
Den velsignelse, der er udtalt over dem, der holder Guds
lov, er: "Velsignet er de, der holder hans bud, for at de kan have ret
til livets træ og kan gå ind gennem portene ind i staden."
"Og jeg så og se, Lammet stod på Zions bjerg og sammen med
det hundrede og fireogfyrretyve tusinde, som havde dets navn og dets Faders
navn skrevet på deres pander ... Her gælder der om udholdenhed
for de hellige, der holder fast ved Guds bud og troen på Jesus."
Jesus sagde en gang om sig selv: Når jeg er blevet
ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig. Joh 12,32. (Jer
13,1-18; 31,10-11.) Hebræerbrevet forklarer, at det ikke er på
et bjerg i bogstavelig betydning (Sinai bjerg), at Jesus samler sit folk,
men til Zions bjerg og til den levende Guds stad, til det himmelske Jerusalem.
Hebr 12,18-24; Fil 3,20; Ef 3,15. Dette viser, at de 144.000 er Guds folk,
som i tro følger Lammet Jesus han som udfører midlertjeneste
for
dem i den undersøgende dom i helligdommen i himmelen. (vers 6 og
7; Åb 11,19; Hebr 10,19.)
Andre steder i Johannes Åbenbaring siges der om
de 144.000, at Gud sætter et specielt tegn på deres pander,
for at beskytte dem under de syv sidste plager, efter at Jesus har afsluttet
sin midlertjeneste for menneskene. (Åb 7,2; 15,16.)
Her er seglet imidlertid omtalt i forbindelse med, at
de 144.000 har Guds navn på deres pander et symbol på hans
karakter. Om de 144.000 kan siges, at de genspejler Guds herlighed og karakter.
(Åb 3,12; 7,2; 18,1; Es 4,2-5.)
Den gruppe, som står på Kristi side, mens
den undersøgende dom foregår, vil få en erfaring, som
ingen andre har haft, for de vil opleve udgydelsen af de syv sidste plager
(Åb 15 og 16). Denne begivenhed findersted, efter at Jesus har afsluttet
sin midlertjeneste, og Guds segl vil være deres eneste beskyttelse
under plagerne. Den sejr, Kristus har tilregnet dem, vil fremkalde den
dybeste taknemlighed.
De 144.000 repræsenterer Jesu svar på den
gerning, som bliver udført af det tohornede lam, som er omtalt i
Åb 13. De har også et mærke, nemlig Guds segl, et tal
(144.000 og et navn (Gud) skrevet på panden. Budskabet, som bliver
forkyndt af de tre engle, og som er omtalt i vers 6-12, viser, hvordan
Gud samler denne specielle gruppe.
|