Åb. 14,1.

A.
I Åb 12 og 13 bliver Satan beskrevet i angrebsstilling, mens han bedrager hele menneskeslægten og samler sine kræfter til det sidste afgørende fremstød mod Kristus. Ved det falske lams (Åb 13,11-18) hjælp vil Satan iværksætte sit mægtige bedrag, idet han fremhæver den religion, som bygger på skabningen, frem for den, som fremhæver skaberen.

I Åb.1,14 møder vi modsætningen, nemlig det virkelige Lam, Jesus Kristus og hans ledsagere, de 144.000. Medens Satan samler jordens indbyggere ved at bruge magt og bedrag, vil Jesus samle sin rest af sande troende ved hjælp af sandhedens og kærlighedens magt. Dette kapitel opsummerer tre store sandheder fra det gamle Testamente, som har tilknytning til den gamle pagt: dommen på den yderste dag, forbilledlig fremstillet i den store forsoningsdag; nationerne og Guds sande Israel, som samler sig til sidste store strid; og endelig løftet om en rig høst som følge af  sildigregnen, som modner sæden til fuldkommenhed. Disse vigtige sandheder kommer også til udtryk i profeten Joels bog, som har mange lighedspunkter med Johannes Åbenbaring.

Den tredje engels budskab skal gives til vor verden i klare, bestemte ord. Nogle har tænkt, at det er bedst gradvist at forberede en måde at præsentere Sabbats spørgsmålet på. Sandheden om Sabbatten er et budskab, som skal forkyndes med høj stemme, som det ses i Esajas kapitel 58. Og i Åbenbaringen i det 14 kapitel læser vi: "Og endnu en engel, den tredie, fulgde dem; han råbte ned høj røst: Hvis nogen tilbeder dyret og dets billede og tager dets mærke på sin pande eller sin hånd, så skal han drikke af Guds harmes vin, som er skænket ublandet i hans vredes bæger; og han skal pines med ild og svovl for de hellige engles og for lammes øjne." (vers 9 og 10) Dette budskab omfatter også de to forudgående budskaber. Det er præsenteret som givet med høj røst, dvs. med hellig åndens kraft.  Det indtryk, som dette budskab gør vil blive i forhold til med hvilken alvor, det bliver forkyndt.

Johannes betragter Guds loyale folk, og han udbryder: "Her gælder det om udholdenhed for de hellige, der holder fast ved Guds bud og troen på Jesus." (vers 12) Babylon bliver repræsenteret holdende i sin hånd et bæger fyldt med vin, som hun lader alle nationer drikke. Nationerne begår åndeligt hor og adskiller sig selv fra Gud og nedtræder hans bud. Den tid i hvilken de hellige lever er en prøve tid for de, som afslår at modtage dyrets mærke og dets billede, men gennem det viser alle de hellige deres tålmodighed. De vedbliver med at holde fast i troen selvom deres stædighed koster dem deres liv.

Vi ved, at nu står alting på spil. Den tredje engels budskab bliver på dette tidspunkt betragtet som højest vigtigt. Det er et spørgsmål om liv eller død.

B.
Lammet på Zions bjerg!
Det gamle Testamente henviser ofte hen til Guds løfter om at samle hans folk på Zions bjerg, det sted hvor helligdommen stod, og på den måde udfri dem fra de nationer, som prøver på at ødelægge dem. (Joel 2,15; 3,5 og 7; Sef 2,1; 3,8; Zak 12,8-9) I Åb 14,1-5 bliver disse løfter fremstillet i forbindelse med Kristus som den centrale skikkelse. Jesus Kristus er den magt som i det afsluttende opgør vil udfri det sande Israel og samle det i hans helligdom.

"Og jeg så, og se, Lammet stod på Zions bjerg og sammen med det hundrede og fire og fyrretyve tusinde, som havde dets navn og dets Faders navn skrevet på deres pander." Åb 14,1. I denne verden var deres sjæl helliget Gud. De tjente ham med både hjerte og forstand og nu kan han skrive sit navn "på deres pander." Og de skal være konger i evigheders evighed." Åb 22,5. De går ikke ind og ud som de, der trygler om et sted at være. De hører til den skare, til hvem Jesus siger: "Kom hid, min Faders velsignede! arv det rige, som har været jer beredt, fra verdens grundvold blev lagt." Han byder dem velkommen som sine børn og siger: "Gå ind til din Herres glæde." Matt 25,34 og 21.

"Det er dem, der følger Lammet, hvor det går. De er blevet løskøbt ud af menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og Lammet." Åb 14,4. I profetens syn ser man dem stående på Zions bjerg, klædt til den hellige tjeneste, iført hvide klæder, som er de helliges retfærdighed. Men alle de, som følger Lammet i Himmelen, må først have fulgt det på jorden, ikke uvilligt og lunefuldt, men med tillidsfuld, kærlig og villig lydighed, som hjorden følger hyrden.

C.
De 144.000.
Enhver burde føle, at det kræves af ham, at han indvier hver en time til Kristi tjeneste. Guds Søn blev givet os, for at vi skulle blive fornyede, forædlede, udviklede og dannede, for at Gud kan ikke bortage vor synd, hvis vi ikke samarbejder med ham. En hvert spørgsmål burde være: "Er jeg renset fra synd? Hader jeg synd og elsker retfærdighed? Er jeg parat til at bringe ethvert og alle ofre for den herlighed at kende Kristus Jesus, min Herre?" Bekendende kristne, som har et splittet hjerte, vil ikke være i Herrens hær, for Herren antager ikke en sådan hvervning. Dette er ikke følelsesmæssigt og lammet tjeneste. I disse tider behøver vi en forsikring fra himlen, der sætter os i stand til at stå fast for troen, én gang overgivet til de hellige.

Den velsignelse, der er udtalt over dem, der holder Guds lov, er: "Velsignet er de, der holder hans bud, for at de kan have ret til livets træ og kan gå ind gennem portene ind i staden." "Og jeg så og se, Lammet stod på Zions bjerg og sammen med det hundrede og fireogfyrretyve tusinde, som havde dets navn og dets Faders navn skrevet på deres pander ... Her gælder der om udholdenhed for de hellige, der holder fast ved Guds bud og troen på Jesus."

Jesus sagde en gang om sig selv: Når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig. Joh 12,32. (Jer 13,1-18; 31,10-11.) Hebræerbrevet forklarer, at det ikke er på et bjerg i bogstavelig betydning (Sinai bjerg), at Jesus samler sit folk, men til Zions bjerg og til den levende Guds stad, til det himmelske Jerusalem. Hebr 12,18-24; Fil 3,20; Ef 3,15. Dette viser, at de 144.000 er Guds folk, som i tro følger Lammet  Jesus han som udfører midlertjeneste for dem i den undersøgende dom i helligdommen i himmelen. (vers 6 og 7; Åb 11,19; Hebr 10,19.)

Andre steder i Johannes Åbenbaring siges der om de 144.000, at Gud sætter et specielt tegn på deres pander, for at beskytte dem under de syv sidste plager, efter at Jesus har afsluttet sin midlertjeneste for menneskene. (Åb 7,2; 15,16.)

Her er seglet imidlertid omtalt i forbindelse med, at de 144.000 har Guds navn på deres pander et symbol på hans karakter. Om de 144.000 kan siges, at de genspejler Guds herlighed og karakter. (Åb 3,12; 7,2; 18,1; Es 4,2-5.)

Den gruppe, som står på Kristi side, mens den undersøgende dom foregår, vil få en erfaring, som ingen andre har haft, for de vil opleve udgydelsen af de syv sidste plager (Åb 15 og 16). Denne begivenhed findersted, efter at Jesus har afsluttet sin midlertjeneste, og Guds segl vil være deres eneste beskyttelse under plagerne. Den sejr, Kristus har tilregnet dem, vil fremkalde den dybeste taknemlighed.

De 144.000 repræsenterer Jesu svar på den gerning, som bliver udført af det tohornede lam, som er omtalt i Åb 13. De har også et mærke, nemlig Guds segl, et tal (144.000 og et navn (Gud) skrevet på panden. Budskabet, som bliver forkyndt af de tre engle, og som er omtalt i vers 6-12, viser, hvordan Gud samler denne specielle gruppe.